H.C. Andersens første tre år i København 1.

Intet menneske kendte jeg i hele den store by og med en lille bylt tøj i et klæde, kom jeg vandrende ind af Vesterport.

København 1842. Det gamle Halmtorv, nu Rådhuspladsen med Vesterport, vagt og vejerbod, Maleri ubekendt. (Kbh. Bymuseum)

Nogle af de rejsende tog ind på "Gardergaarden" på Vestergade. Jeg gik da der hen og fik mig et lille værelse efter at de havde fået mit pas og nu var jeg syntes mig ved målet for mine ønsker. Nogle genvordigheder ville der vel nok møde følte jeg før alt gik godt, men jeg havde en fast tillid til Gud og besluttede, ret at nyde den første dag og det vil sige, slet ikke at sørge, men se mig lidt om på gaderne.

Billeder fra Jødefejden 1819 i København. Tegning til venstre af C.W. Eckersberg

På billedet ses de voldsomme pogromer d.v.s. voldelig forfølgelse af jøderne, som Andersen var vidne til da han ankom til København den 6. september. Andersen har senere benyttet sine oplevelser med effekt i tragedieromanen "Kun en Spillemand"

Aftenen før min ankomst var "jødefejden" begyndt, hele byen var i bevægelse, det var næsten umuligt at arbejde sig gennem Østergade. De forventninger jeg havde gjort mig om menneskemassen slog således til. Urolighederne forstemte mig ellers en del og jeg var så ene i en ganske fremmed by. Nogle koner, der råbte med blommer, spurgte jeg om vejen til teatret og de viste mig ned gennem Østergade.

Jeg stod nu udenfor det sted, som lå mit hjerte så nær. Jeg gik rundt om, så på det fra alle sider, og bad ret i hjertet vor Herre, lade mig komme derind og blive en god skuespiller.

Skuespilhuset i København - Det Kgl. Teater

Som jeg bedst gik trådte en sjouer, der solgte billetter hen til mig i den mening, at jeg ønskede mig en, og spurgte mig derfor om jeg ville have en billet. Jeg begreb slet ikke hvad han mente, men troede at det var en present og sagde ja. Da han nu nævnte flere pladser, og spurgte, til hvilken jeg ønskede mig svarede jeg, at det beroede ganske på hans egen godhed. Han blev vred og kaldte mig en "lang lømmel", der ville gøre nar af ham, så jeg i stor forskrækkelse løb min vej.

Næste dag pyntede jeg mig efter bedste evne og fik den lange brune konfirmationskjole på, som skrædderkonen havde syet. Et stort kalvekryds og en hat, der næsten faldt mig ned i øjnene, således vandrede jeg ned i Bredgade til solodanserinden

Madam Anna Margrethe Schall, danserinde på Det Kongelige Teater

Madam Schall, for at aflevere mit eneste anbefalingsbrev. Jeg måtte længe vente på trappegangen før jeg fik audiens og endelig kom jeg ind. Hun så på mig, og hvad hun siden har fortalt mig, troede hun jeg var lidt gal. Da hun spurgte mig om, jeg havde talent for scenen tilbød jeg mig, at spille hende en scene og valgte til dette Anines rolle i Cendrillon. En rolle der havde gjort stort indtryk på mig, men som jeg kun kendte fra at have set 2 gange på teatret i Odense, men aldrig læst eller lært en melodi af.

Jeg improviserede, således tekst og musik og for bedre at udføre dansescenen med tambourainen "Hvad vil Rigdom vel sige" og jeg satte mine sko i en krog og dansede nu på sokkerne.

Hun kunne, naturligvis ikke give mig et stort håb. Jeg græd, fortalte min inderlige lyst for teatret. Jeg ville gerne løbe byærinder for hende, nøjes med alt, så simpelt det måtte være for at hun ville hjælpe mig. Et måltid mad engang imellem tilbød hun mig, men jeg gjorde aldrig brug deraf. "Jeg skal tale med Bournonville, om De kan komme til dansen" var hendes ord ved afskeden og jeg gik nu grædende bort. Mit næste besøg gjaldt professor Rahbek på Bakkehuset og han gav mig heller ingen trøst.

Bakkehuset på Frederiksberg, hvor Kamma og Knud Lyne Rahbek boede.

Den gamle Iversen havde vel skrevet ham et brev angående mig, men han vidste ikke bedre end at jeg henvendte mig til chefen Holstein. Dette udsatte jeg til næste dag og kom da op til ham og han havde for ½ år siden fået et brev fra Oberst Guldberg angående mig, men da han nu så mig, forsikrede han mig at der var ingen udsigt for mig at komme til teatret. Jeg var for mager, havde ingen figur og ville vække latter på scenen.

Oberst Guldberg , en af H.C. Andersens første støtter.

Desuden ønskede man kun dannede unge mennesker. Jeg blev fortvivlet og spurgte om jeg da ikke kunne komme til dansen. Nej, før i maj måned er der slet ingen mulighed for at nogen antagelse finder sted. Hvad skal det hjælpe dem til og gage kan De dog ikke straks få, da De endnu slet ikke kan bruges.

Gud i Himlen, først i maj og nu var vi kun i september. Min hele formue desuden, kun nogle få Rdlr, der smeltede hen hver dag. Jeg begyndte at blive ret bedrøvet og følte mig forladt af Gud og alle. Nu talte jeg med Madam Hermansen, som jeg havde været på rejsen med til København og hun rådede mig til straks at tage med en skibslejlighed tilbage til Odense. "Nej, heller vil jeg dø" tænkte jeg og kommer jeg tilbage bliver jeg til latter for de andre af min omgivelser, når det endte således med alle mine højt flyvende drømme.

Ingen var der, som gav mig mod eller trøst og jeg var så forladt, så ganske barn at jeg nær kunne have søgt døden selv. Jeg tænkte ordentligt derover, men følte, at det var en synd og kom her ved til at klynge mig fastere til Gud og mente at han dog måtte hjælpe. I teatret havde jeg endnu ikke været, der drives jeg uimodståelig hen, skønt jeg kun havde sidste få skillinger. Der spilles syngestykket: "Poul og Virginie" .Jeg købte mig en billet til galleriet og gik hen ved døren Kl. 3 om eftermiddagen, men kom dog kun på anden bænk.

Hvor lykkelig var jeg ikke og min hele sorg, min ulykkelige stilling var glemt. Stykket greb mig mægtigt og det forekom mig at der var nogen lighed med mig selv deri. Poul syntes jeg, lignede mig, og Virginie var for ham, hvad teatret var for mig. Da derfor Poul i 2 akt rives fra Virginie, brast jeg i en uhyre gråd. Det var jo, ligesom med mig, at man også ville rive mig fra mit kæreste dvs. teatret. De der sad omkring mig blev opmærksomme over min heftige gråd. De gav mig æbler og talte venligt til mig. Jeg syntes det var allesammen sådanne pæne mennesker jeg var sammen med, kendte slet ikke til verden. Betragtede alle som gode og fortræffelige, og fortalte derfor , ganske naivt hele gallerilogen hvem jeg var og hvorledes jeg var rejst her over. Hvor frygteligt det var, at jeg ikke kunne komme til teatret, men at det gik mig ligesom Poul dernede. Man så forundrede på mig og hviskede indbyrdes. Den lykkelige slutning i stykket greb mig ligeså heftig, at jeg blev opfyldt af mod og livslyst. Nu syntes jeg at det var umuligt andet, end at det må gå godt for mig.

Et besøg endnu hos Holstein og Madam Schall, rystede imidlertid betydeligt mit håb, men min beslutning var fast, at jeg ikke ville vende tilbage til Odense. Når jeg kom der, skulle jeg lære et håndværk, hvorfor da ikke lige så godt gå i lære her i København. Når jeg så om en 6 - 7 år bliver svend, kan jeg gå til teatret, så er jeg vist fed nok, tænkte jeg hos mig selv og gik nu hen på adressekontoret. Købte en avis og læste igennem for at se om ingen ønskede sig en dreng. Det var mig det samme, hvilket håndværk jeg lærte, jeg havde lige megen lyst til dem allesammen. En snedkermester Madsen i Borgergaden var den eneste jeg fandt, og vandrede nu derhen. Det lod til at være en ret formuende og skikkelig mand. Jeg sagde ham at jeg var fra Odense og at jeg ingen bekendte havde her og nu gerne ville være snedker og bad ham antage mig. Min teaterlyst omtalte jeg ikke, da jeg syntes at det var en skam at jeg ikke var blevet antaget. Han bad mig skaffe attester fra mit hjem og lovede da at antage mig, men jeg skulle tjene ham i 9 år som dreng og da ville han give mig klæder og alt. Da jeg ytrede, at jeg aldeles intet havde at leve af og at min formue var smeltet hen til 7 skilling var han ædel nok til, at tilbyde mig, at jeg straks kunne flytte ind og således forsøge om jeg havde kræfter og lyst til håndværket.

Næste morgen Kl. 6 vandrede jeg da der hen og kom ind imellem de andre drenge og svende. Der førtes en megen uanstændig samtale, som fik mig til at blive så undseelig at de mærkede det og nu gik det løs med drillerier. Jeg blev så bedrøvet. Verden var dog slet ikke således, som jeg havde tænkt mig. Nu måtte jeg med at bære nogle nye stole i byen og vi holdt uden for et hus, hvor de to andre drenge besøgte en pige af deres familie sagde de, jeg stod imidlertid ved tøjet. Da vi kom til vor bestemmelse med det, blev jeg ikke så lidt overrasket ved at finde ud af at familien der var: Stiftsprovst Tetens der havde konfirmeret mig. Fruen nikkede venlig til mig, da hun kendte mig, men dette alene var nok, til at vække erindringen om alle mine skønne drømme og forhåbninger, da jeg så hende sidst.

Grædende vandrede jeg hjemad og da man der vedblev med en rå lystighed, der lå så ganske uden for mig  gik jeg fortvivlet ned til mesteren og sagde, at jeg følte mig ikke skikket til dette håndværk, at jeg ikke kunne udholde at være der og at jeg ville sige ham lev vel. Han sagde mig nogle venlige ord og ville give mig mod, men jeg var bestemt og jeg ville tage med en skipper tilbage. Sikker på, at skibet nok forgik på søen, at vor Herre dog ville lade det ende således for mig. Da jeg kom ned på gaden og søgte igen til Gardergården blev det mig dog klart, at det var muligt, at skibet dog ikke forgik for min skyld, at jeg nu måtte hjem. 

Jeg faldt ned på mine knæ i værelset, bad med fortvivlelse til Gud i Himlen, og at hjælpe mig. Han kunne jo alting mente jeg og jeg havde aldrig gjort noget ondt følte jeg. Da gennemløb der mig den tanke, at "min stemme, som alle roste i Odense" har jo endnu ingen ved teatret hørt. Siboni var dette år blevet ansat havde jeg læst i de fynske aviser. Jeg fandt hans bopæl i "Vingaardsstræde" og gik med bankende hjerte der hen. Jeg husker endnu tydeligt, hvorledes jeg knælede på trappen og bad først til vor Herre før jeg ringede på, og var imidlertid så bange for at nogen skulle åbne en dør og se mig i denne stilling.

Syngemester Guiseppe Siboni (1780-1839). Han var operasanger, komponist og ansat ved Det Kongelige Teater. Stålstik af Luigi Rados.

Det var om middagen Kl. 4. Siboni havde fremmede og mellem disse var blandt andre digteren Baggesen og komponisten Weyse. En husjomfru, der kunne tale dansk, lukkede op for mig. Jeg fortalte hende meget åbenhjertigt min historie og mit ønske. Da hun nu, rimeligvis havde fortalt dette derinde, kom man styrtende ud for at se mig, som en kuriositet. Jeg kom ind ved bordet og Baggesen tog mig ved hånden og spurgte om jeg ikke var bange for noget, man kaldte recensenter. Bad mig synge og jeg gav dem da en arie af Kærlighed på Landet: "Nej ingen Pige" , hvilken jeg i Odense havde lært hos jomfru Hammer. Man applauderede mig lystigt, og jeg bildte mig ind, at det var af sand beundring.  Siboni lod mig sige, at jeg skulle komme igen en af de følgende dage. Da jeg nu kom ud, sagde jeg til jomfruen, at min hele formue kun var 7 skilling. Hun mente, at jeg nu blev sanger ved teatret og fik gage.

Komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842)

Hun kunne intet svare mig derpå, men rådede mig til næste morgen at gå op til professor Weyse , da han var den af dem alle, sagde hun, der havde talt med mest deltagelse for mig.
 

Foto:  Lars Bjørnsten Odense