H.C. Andersens evaluering

H. C. Andersen læser op på herregården Frijsenborg ved Hammel

 for Henriette Frijs, Agnes Frijs, Clara Frijs, Zarah Krieger / Henrik Tilemann, 1863.

Kilde: Det Kongelige Biblioteks web-site, www.kb.dk, 02032002

Når han havde skrevet noget, ville han erfare, hvorledes det virkede på tilhørerne, om de lo på de rigtige steder o.s.v. og om han selv under oplæsningen fornemmede, at hans tanke og følelse var korrekt udtrykt, og at det hele faldt naturligt. Når han så havde indvundet sine erfaringer, gik han hjem og skrev det om, som han ikke havde været tilfreds med. Så læste han det igen op og fortsatte med den omtalte metode så længe, til han sagde sig selv: "Nu er det, som jeg vil have det - nu kan jeg ikke gøre det bedre - nu skal det trykkes".

Tilhørerne til oplæsningerne var prøveklude

Tilhørerne var altså hans prøveklude. Det følger af sig selv, at hans alt trykte sager ikke kunne komme ind under denne prøve. Vist er det, at han selv nød, at være oplæser, og det er sket, at jeg en formiddag mødte ham på Østergade, hvor han så sagde: "Har De Tid, saa gaa med op paa en Trappegang, saa skal De faa Noget at høre." . Så længe et manuskript var nyt, gik han altid med det i lommen.

Gentagelsen fremmer forståelsen !

Foto: Lars Bjørnsten Odense

Næsten aldrig var han ude til middag, uden at han læste højt efter måltidet, og kom man sammen med ham i mange hjem, kunne man opnå at høre det samme nyskrevne eventyr mange gange, inden der forelå på tryk. Engang, da han i et Hus, hvor han kom , ville til at læse et og nævnte titlen, sagde husets lille datter: "Det er sjette Gang, Andersen læser det". Han svarede:" Nu skal min lille Ven staa ganske rolig og høre op med at være saa vittig!"

I "Fodrejsen" læser han op for den filitrøse Amagerkone, der sig ham: "Du er ganske inkurabel; den gyselige Genifeber har for evigt befængt Dig". Han skriver: "Jeg svarede Intet, men begyndte forfra igen paa min Sang, Otte Gange holdt hun den endnu ud; men da den begyndte den niende Gang...,løb hun sin Vej.

Oplæsningen, der medfører flugt gennem skorstenen

Sammesteds skriver han: "Da huskede jeg tilsidst paa den russiske Digter, der saa gærne læste sine Digte for alle Mennesker; men, da de derfor flyede ham som Pest, saa han ikke længer havde en eneste Tilhører, gav han sin Sjæl til Fanden; men, da denne gode Mand havde hørt ham to Aftener, tog han paa den tredie Flugten igennem Skorstenen og lod sin Hale i Stikken, da Poeten vilde holde ham ved den".

H.C. Andersen.

Tegning af Carl Hartmann 1845. Foto: Lars Bjørnsten Odense

Atmosfæren ved Andersens oplæsning

Når nu Andersen læste op i et selskab, tog man plads omkring ham efter at de uundværlige stearinlys var opstillet ved hans side. Alt var nu dødsstille. Først nævnede han eventyrets titel, så tog han sine briller frem og satte dem på, hvorefter han så rundt til alle i selskabet og begyndte så at læse. Han havde benene over kors og knugede og klemte hele tiden sine hænder og fingre. Han stemme var hæs, men den kunne lyde underlig åndeagtigt med høj stemning. Det var højst mærkelig, så han kunne efterligne naturelementerne og dyrenes lyde. Derfor havde Heinrich Heine også - efter hvad Andersen selv fortalte - sagt til Oehlenschläger, at nu troede han på sjælevandringen. Efter at have hørt Andersens oplæsning, måtte han formode, at dette menneske tidligere havde boet i forskellige dyr, siden han i den grad vidste, hvorledes de alle sammen talte.

Anerkendelse var drivkraften til produktion

En vigtig betingelse for, at man skal forfatte, forelæse eller tale godt er, at der skal være sangbund hos tilhørerne. Dette følte Andersen i høj grad og havde erfaret, at han uden denne var ufrugtbar. Anerkendelse var for ham drivkraft til produktion, glæden derover bragte ham til at yde. Det gik endog så vidt, at han i et utrykt brev skrev:" Er jeg glad, kan jeg bede til Gud med Inderlighed; er jeg rystet eller dybt bedrøvet, har jeg ingen Bøn; det er ikke kristeligt - jeg ved det".

Artiklen er skrevet af Nicolai Bøgh, se nærmere her!