H.C. Andersen digt 1842

Gurre

1.

Hvor Nilen vander Ægypterens Jord
I Africas brændende Lande,
Der mødtes to Fugle, de kom fra Nord,
De talte om Danmarks Strande:
„O husker du Sjølund, den deilige Ø,
Hvor de vilde Skovduer kurre,
De duftende Bøge, den stille Sø,
Husker du Gurre!“
— „Ja, der har jeg bygget en Sommer-Dag,“
Saa talte den lille Svale,
„Jeg havde min Rede ved Bondens Tag,
Jeg hørte ham synge og tale:
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!“
 

Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
 

Eccho
— skjønnest i Danmark!
 

2.
Ved Gurre-Sø laae Kong Valdemars Borg,
Den saae ham med Tovelille,
Den kjendte hans Lykke, den kjendte hans Sorg,
— Ak Trøstens Harper hang stille;
Hans Glæde blev skrinlagt bag Kirkens Muur,
Hvor de vilde Skovduer kurre.
— Om Tovelille sang Guds Natur
Deiligst i Gurre!
Der havde de vandret hver lønlig Sti,
Naturen blev her til hende;
Han kunde ei gaae en Blomst forbi,
Den sagde: „Kan Du mig kjende?“
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
 

Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
 

Eccho
— skjønnest i Danmark!

3. 
Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,
Smukt Hornet lød gjennem Skoven,
Den stod i sin rigeste Sommer-Pragt,
Og Stjerner funkled' foroven;
Da raabte Kongen saa lystelig,
Hvor de vilde Skovduer kurre:
„Lad Gud beholde sit Himmerig,
Har jeg kun Gurre!“
— Det er saa deiligt en Sommer-Dag,
Men deiligst i Nattens Stille,
Naar Stjernerne blinke og Droslens Slag
Fortæller om Tovelille.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
 

Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
 

Eccho
— skjønnest i Danmark!

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879