Et digt om Konerne

En Kurvemager havde gjort
En Kurv. Nu det var ikke stort,
Men den var smuk og Manden værdig.
"Nu, Gud ske Lov, at den er færdig!"

Udraabte han, da Konen kom;

Men Konen brød sig ei derom.

 — "Siig: Gud ske Lov, den er i stand!"

— "Det gør jeg ikke, lille Mand!

Du har jo sagt det, det er nok!" —
— "Siig: Gud ske Lov!" — Han tog sin Stok.

Hun sagde: "Nei, jeg ikke vil!"

— Saa fik hun Prygl, og han slog til.

Høit skreg hun; Nabokonen kom

Og spurgte ud: Hvorfor? Hvorom?

Og strax, saa snart hun hørte det,

Saa gav hun ganske Konen ret,

Gik hjem og hun var meget vred;

Knap fik hun tid at sidde ned,

Sin mand fortalte hun det hele.

"Din mening kan jeg ikke dele,"

Begyndte han: "Det var ei ret,

At Konen ikke sagde det!"
— "Jo det var ret! hun skulle ei,

Jeg havde heller ikke, jeg!"
— "Du?" svarede Manden, "ei Du turde! —

For jeg slog ogsaa! — )a jeg gjorde!"
— "Det gad jeg se, min lille Mand!"

 — "Siig: Gud ske Lov, den er i stand!"
— "Det gør jeg ei!" — saa slog han til.

Hun skreg — det var det samme Spil.

Strax kom den næste Nabomo'er,

Hun hørte alt, og højt hun svor,

At Konerne de havde Ret.
Sin Mand hun strax fortalte det.

Og Enden her, jo det gik smukt,

Madamen med fik sit Product!

Fra Hus til Hus det stadigt gik,

Og Prygl de Allesammen fik,

Thi ingen Kone fandt Behov,

At sige Mandens: "Gud ske Lov!"

Fra Gade det til Gade kom,
Tilsidst saa var det Byen om,
Ja landet med! og ens det gik,

De sagde "Nei," og Prygl de fik.

Orn det er Sandhed eller hvad —?

Du spørge kan din Kone ad.

Moral.
Brug Kys og ikke Stok, min Ven!

Thi hun forstokkes kun ved den.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879