H.C. Andersen Leilighedsdigte 31.

Det Skjønne.

Sang for de unge Kunstnere.

(afsjungen ved Festlighed paa Kunstacademiet.)

Eet er der, Eet, som ei forgaaer,

Det fylde vore Tanker!

Det staaer, saalænge Verden staaer

Og her et Hjerte banker:

Det Skjønne, den Guds Herlighed,

Hvorefter Alting higer,

Det Aftryk af Guds Kjærlighed

I alle Livsens Riger!

Ved Farver og ved Meiselslag

Det Skjønne give Møde!

I Kunst, den klare Solskinsdag,

Hvor Aandens Pintseflamme om,

Vil Aandens Liv sig røre;

Der mange Veie er til Rom,

Skytsenglen os kan føre!

Er der paa søens Bund nedlagt

Et Frø, det Intet holder,

Det spirer, trænger frem med Magt,

Og eengang Blomst udfolder.

Hvad Godt og Herligt er , vil groe

Det bryder Skal og Skranke;

Med Barnesind vi paa det troe,

Og Gud er i den Tanke!

Det er er om, hvor Vuggen gik,

Men om vort Snilles Stade;

Sin Phidias jo Norden fik

Fra Lille Grønnegade.

Det Skjønne i sig Seiren veed,

Og Gud alene Æren!

Det Skjønne al vor Kjærlighed,

Vort Liv, vor hele Væren!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879