H.C. Andersen

Mindedigte over Afdøde.

Ved Landgrevinde Louise Charlottes Bisættelse i Roeskilde Domkirke

den 7de April 1864

I Kongesal, i Armods Stue,
Med samme Magt Dødsenglen staaer;

Støv bliver Støv, men Aandens Lue

Ind til sin Gud og Herre gaaer.
I Armods Vraa, i Kongeborg,
Kan raade samme Savn og Sorg.
 

Kun Minderne fra svundne Dage

Har Solblink da, de gaae forbi,

Og de vil aldrig heelt bortdrage,

Gjensynets Glæde boer heri.

I Sørgende, græd smerten ud!

En ven meer har I nu hos Gud.

Her faldt den Green af Kongestammen,

Der satte Blomst ind i den ny',
Det Træ, der groer med Folkets sammen, Mens Lyn slaaer ned fra Uveirs Sky.
Hvert Moder-Hjerte beder nu,
og hos Gud Herren beder Du!

Hvil trætte Støv, i Gravcapellet,

I Kraft til Gud sig Sjælen svang.

Brus, Orgeltoner, til Farvellet,

Det løfter sig paa Psalmesang.

Den føler ei til Sorg og Savn,

Der gaaer til Gud i Jesu Navn!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879