Døden og H.C. Andersen

 Døden er i H.C. Andersens univers ikke en pinefuld og traumatisk afslutning på livet, men en optimistisk lovende begyndelse til et nyt liv efter døden.

Den primitive tro på mennesket som  et frø, der skal begraves for at opstå fra sin død. Andersens syn på dette kommer bl.a. til udtryk i ”Dødens Liv” ”Fornyelsens Engel”, ”Evighedens Frø”. Andersen mente, at mennesket i sit liv efter døden skal have kompensation for den uretfærdighed og urimelighed som tilværelsen i vort jordiske liv har givet og at sjælen ikke kan dø.

 H.C. Andersen har altid troet på et Himmerige for de gode mennesker og Skærsilden, hvor de onde kunne vokse sig gode igen.

 Andersen levede sine sidste år, som en trist, ensformigt og sygeligt selvcentreret person. Det sidste år, fra han i juli 1874 vendte hjem fra Holsteinborg og Bregentved til sin død 4. august 1875 boede han i Nyhavn. Dog tilbragte han meget tid hos familien Melchior i deres sommerbolig på ”Rolighed” nær ved Svanemøllen og Øresund. Andersen havde levekræft og var plaget af slimhoste og væskeophobninger. Desuden havde han gigt. Det eneste medikament der virkede på Andersens legeme var morfin. Familien Melchior beundrede Andersen som en stor og genial digter og forkælede og passede ham til det sidste, som en sygeligt og svageligt ven.

"Rolighed". Familien Melchiors landsted på Østerbro.

Andersen kunne til sidst hverken læse, skrive og synet svigtede ham også.

Onsdag den 4. august 1875 kl. 11.05 døde H.C. Andersen 70 år gammel. Den 11. august blev han bisat fra Vor Frue Kirke ( Domkirken ) i København.

Foto: Lars Bjørnsten Odense