|
Der var engang en Stoppenaal, der var saa fiin paa det, at hun bildte sig ind, at hun var en Synaal.
"Seer nu bare til, hvad I holde paa!" sagde Stoppenaalen til Fingrene, der toge den frem. "Tab mig ikke! falder jeg paa Gulvet, er jeg istand til aldrig at findes igjen, saa fiin er jeg!"
"Der er Maade med!" sagde Fingrene og saa klemte de hende om Livet.
"Krask!" sagde Æggeskallen, der gik et Vognmandslæs over den. "Hu, hvor det klemmer!" sagde Stoppenaalen, "nu bliver jeg dog søsyg! jeg knækker! jeg knækker!" men den knak ikke, skjøndt der gik et Vognmandslæs over, den laae paa langs - og der kan den blive liggende! |
