Hermed slutter jeg Brevsamlingen overensstemmende med min Plan: kun at følge Andersens Livsvei indtil det Punct, hvor han selv standser i Beskrivelsen af den i "Mit Livs Eventyr". Det er kun gjennem mangehaande Tvivl om for Meget og for Lidet, at jeg lader hans Breve fremtræde i et saa stort Antal, men tillige saa stærkt beskaarne. Jeg haaber dog, at dette vil blive betragtet som noget Underordnet; Hovedspergsmaalet er, om jeg gjennem disse hans egne fortrolige Breve til de Nærmeste har givet et hidtil ukjendt og tydeligt Billede af hans indre Menneske *)

 

*) Man kan jo ad forskjellige Veie søge at skildre en Personlighed. Edv. Storm fortæller, at der er sagt om Ph. Em. Bach, at denne «har udgivet nogle smaa Claverstykker, hvori han har udtrykt adskillige af sine Venners Charakteer temmelig tydeligen. »

 

H.C. Andersen er et følelsesmenneske

 

Alverden veed nok om hans Forfængelighed, kun Faa have kjendt hans Hjerte.
Man vil maaskee sige, at jeg kun har givet en Materialsamling og for lidet af den personlige Dom, som man efter mit Forhold til Andersen havde kunnet vente. Jeg har frygtet for at komme med overflødige Bemærkninger hvor det psychologisk Mærkelige hos ham syntes mig at træde tydeligt nok frem i hans fortrolige Breve. Jeg vil dog ikke modsige, at de, der ikke have kjendt Andersen i hans tidligere Livsperiode, i de af mig meddelte spredte Bemærkninger kun finde en Antydning, ikke en Forklaring af hans Omgivelser og disses Indvirkning paa ham; og jeg maa ialfald erkjende, at der til en retfærdig Bedømmelse af hans Væsen og hans Fremtræden i den Kreds, til hvilken han nærmest var knyttet, udfordres en Slags Charakteristik af denne Kreds — en Kreds, som han elskede høit, men som dog beredte ham mange Skuffelser, ja endog Hjertesorg — saa skarpt stode Individualiteterne ligeoverfor hinanden. Den Slags Roes og den Slags Sympathi,
som han higede efter, fandt han ikke der; og det er simpel Retfærdighed mod ham at fremhæve, at dette for ham blev, og efter hans Natur maatte blive til en Lidelse. Ansvaret derfor hviler væsenligt paa mig; det vilde være unyttigt, om jeg søgte
at skjule dette. Om jeg havde handlet rigtigere ved at spille en Beundrers eller en følsom Vens Rolle, derom tør jeg ikke yttre nogen Mening.

 

H.C. Andersens havde en sjusket behandling af det danske sprog

Naar jeg altsaa skal nærmere belyse enkelte Sider af hans Personlighed og af Situationen, vil jeg begynde med det, der tidligst skaffede ham Sorger: hans Mangel paa Kundskab i og Omhu for Sproget. Heri kunde han allermindst i vort Huus
vente Eftergivenhed. En sjusket Behandling af Sproget taalte min Fader ikke i sine Omgivelser. Andersen kjendte sin Svaghed i dette Capitel, erkjendte vel ogsaa Berettigelsen af Bebreidelserne ; men efterhaanden skjød han Erkjendelsen tilside, forbittredes og trodsede. Fra sin første Forfattertid og i en lang Bække af Aar kom han til mig med sine Manuscripter ; ligeoverfor mig var han i Regelen eftergivende, men jeg saae godt, at han betragtede en stor Deel af mine Rettelser som Pedanterier eller, for at bruge et Rahbeksk Udtryk, kritiske Lappeskræder-Bemærkninger. Han modtog denne Corrigeren som en sørgelig Nødvendighed, og under den fælles Gjennemlæsning undslap der ham mangt et Suk. Jeg maatte derfor
behandle ham med stor Forsigtighed, for ikke at gjøre ham ganske kjed deraf. Fra at rette Bogstaverings-Feilene vovede jeg mig til at hjelpe paa Ordstillingen. Han havde saaledes f. Ex. en mærkelig Lyst til at begynde Sætningen med det Ord, paa hvilket efter hans Mening Eftertrykket skulde hvile *)

 

*) Saasom:

En Helgen var Kunstneren dem.

Anonymt skulde Stykket indleveres.

Mismodig kunde han ei vide hvorfor jeg havde været.

 .
Og naar han havde fundet et betegnende billedligt Udtryk, kunde han ikke lade være at bruge det oftere *)

 

*) Man vil saaledes oftere træffe paa:

Hun blev i eet Blod (d. e. hun blev blussende rød.) Bjergene stode i det stærkeste Indigo (deres dybe blaa Farve.) Haven prangede med Flag. Et nyt Aar ruller op. Han skal dø Døden o. s. v.

 

Endnu skal jeg nævne hans Modvillie mod Ordet «som». Han skrev f. Ex.: «de Breve, dem jeg sendte Dem». Naar jeg da bemærkede, at Brugen af saadanne Udtryk og Ordfeininger — der, enkelt viis benyttede, kunde være tilladelige — let kunde blive til Maneer, og at ingen god dansk Forfatter skrev saaledes, slog han det hen med de Ord: «Ja, saa er det ejendommeligt for mig». Dette maatte jeg naturligviis indrømme; og min Indflydelse i denne Henseende maatte saameget snarere tabe sig, naar han kunde lade mig høre, at Andre havde sagt om hans Sprogsynder: «de skal være deri; det er charakteristiske Smaating, som nu engang høre ham til». Senere smigrede man ham med at betragte hans Anerkjendelse som udgaaet fra Tydskland, «hvor en ældre Civilisation har hidført en Afsmag for Skoletvangen og en Reaction tilbage mod det Naturlige og Friske, medens vi
Danske endnu nære en from Respect for Skolens nedarvede Aag og udlevede Reflections-Viiadom» *)

 

*) Dette stemmer godt med en Røst fra Tydskland om hans Fødeland, «wo er eigentlich keine zünftige Poeten-Erziehung genossen hat».
 

Det vilde ikke nytte, om jeg lagde Dølgsmaal paa, hvad Andersens hele tidligere literære Virksomhed giver Vidnesbyrd nok om, at han ikke havde tilbørlig Agtelse for sit Modersmaals Behandling og kun i ringe Grad Øre for Sprogets Vellyd, skjøndt det synes utroligt, at de samtidige Skribenters Omhu for Sprogets Reenhed og Klang skulde være gaaet ham ubemærket forbi. Han følte ganske vist Savnet af elementaire Kundskaber, men han kunde ikke bekæmpe sin Ulyst til, efterat
Skoletiden var overstaaet, at gaae i Lære igjen.

 

Andersens sproglige fejl er småting i forhold til at han er et geni

Hans første Arbeider anmeldtes med Roes, ialfald med Velvillie, kun med korte advarende Vink med Hensyn til Sproget; disse betragtede han, og naturligviis med Rette, som Smaating ved Siden af Erkjendelsen af hans Geni. Men med hans hurtigt voxende Production bleve Kritikens eensstemmige Fordringer mere paatrængende; han kunde ikke ignorere dem, han kunde vel heller ikke opfylde dem, og de stode da for ham som ufortjente Krænkelser; han forbittredes. Men han var uklog nok til, ligeoverfor sin Omgang, at lade som om han foragtede dem. Han troede at kunne skyde Tanken derom tilside ved en eller anden affærdigende pikant Bemærkning. Saadanne findes i mange af hans Breve. Han siger saaledes: « Poesiens Have
faaer nok snart Brolægning »; og om Agnete siger han: «Bare hun nu er grammatikalsk nok! Desværre eller desbedre; jeg havde ikke Else Skolemesters men Aphrodite i Tankerne, da jeg hævede min « Agnete » fra Bølgerne.» Men alt dette har ligesaa lidt at betyde, som naar han yttrer, at al dadlende Kritik er en Følge af «Mave-Suurhed».

 

Hastværksarbejder

I mange Aar vare hans Skrifter Hastværksarbejder; han vidste, at de trængte til Gjennemsyn, men han kunde ikke bekvemme sig dertil. Og dette tilstaaer han aabent, naar han i et Brev til en anden Forfatter priser denne lykkelig, fordi han kan lade sine Arbeider ligge, og tilføier: «Neppe fødes mine aandelige Børn i mit Hjerte, saa maa de paa Papiret og strax ud i Verden: jeg har ingen Ro paa mig for, det er sørgeligt. Det er dette Hastværk som Heiberg og Molbech kaldte «Sjuskeri» *)

 

*) Molbech skriver til ham i Juni 1882 efter Indsendelsen af Manuscriptet til "Dronningen paa 16 Aar": Oversættelsen er — foruden endeel orthographiske og grammatikalske Feil, stundom vel stærke (f. Ex. Menister) — langt fra at være correct. Naar De iøvrigt anmoder mig om at tage mig lidt af « Dronningen », saa vil Deres Manuseript, som jeg vil besørge gjemt til Vidnesbyrd, kunne udvise, hvad Tid og Umage det har kostet mig at tage mig af at gjøre et Arbeide brugbart, som det havde været bedre De ikke havde paataget Dem. Jeg maa ogsaa i den Anledning bede Dem bemærke, at vi ingenlunde oftere fra Dem eller Nogen modtage Oversættelser, der kræve Rettelse og Omarbeidelse, som ikke høre til Theaterdirectionens Embede, og som jeg alene denne Gang paatog mig, fordi jeg fandt Stykket værd at opføre, og ikke vilde anden Gang foranledige Dem den Ubehagelighed, at Deres Oversættelse skulde tilbagesendes Dem casserett.

 

Kritiken over hans senere Arbeider gjør vistnok altid opmærksom paa disse Formfeil, men dvæler ikke ved dem. At det er blevet en almindelig Mening (hos dem, der ikke have læst disse Bedømmelser), at al Kritik over Andersen var grundet paa hans grammatikalske Synder, dette skyldes alene hans Opfatning, saaledes som den kommer tilorde i «Mit Livs Eventyr» — dette Product af daglig skiftende Stemninger, som han daglig førte tilbogs — og lod trykke.

Ut in vita sic in libro. Andersen er i denne Bog sig selv, han kunde ikke skrive den anderledes, hans mentale Constitution tvang ham til at skrive som han skrev.

Min Tanke ledes herved hen til en anden bekjendt Personlighed, som i mange Aar hørte til min nære Omgang, nemlig Fritz Jürgensen. Med al den Forskjel, der var mellem de ydre Retninger, i hvilke dennes og Andersens Grundstemning aabenbarede sig, gjælder dog om begge, hvad P. Hansen har sagt om Jürgensen, at «det hypokondre Naturel fik stærkere Magt, fordi det ikke holdtes i Ligevægt af et Forstandsliv, men gav sig de skiftende Stemninger i Vold».

 

Andersens grundstemning var sørgmodighed

Jeg vil kalde Andersens Grundstemning Sørgmodighed. Herunder henfører jeg Alt, hvad man forøvrigt har fundet hos ham af Forfængelighed, Utaalmodighed, Mistænksomhed, Pirrelighed o. desl.

Denne Sørgmodighed — hvis Spire han vistnok med rette søger i sine tidligste Livsforhold, men hvis Udvikling han tildeels giver sine Omgivelser Skyld for, kjendte han godt selv, uden at kunne forklare den anderledes end som en Nervesvaghed. Den var en maaskee enestaaende Modtagelighed for Indtryk, gode og slette, og en absolut Mangel paa Modstandskraft mod de sidste. Muligt har den Sygdom, der gjorde Ende paa hans Liv, allerede tidligt spiret i ham. At hans Nervesystem
har lidt en senere uoprettelig Skade ved Opholdet i Sydens Hede i 1846, er en Formodning, som ofte foresvævede ham, og som vel ikke er ganske ugrundet. Vidnesbyrd herom findes i hans Breve fra denne i dobbelt Henseende for hans Sindstilstand afgjørende Periode, der rummer deels hans Berømmelses
Culmination i Tydskland, deels hans derpaa følgende og ved Modsætningen forstærkede aandelige og legemlige Lidelser.

 

Andersen om sig selv: "husk paa, at jeg har en Skrue løs".

Allerede i en ung Alder udtaler han sig uforbeholdent om disse «sygelige Skud« i hans Phantasi. I Brevene fra Skolen hedder det saaledes: «Jeg er en sjælesyg Stakkel » — husk paa, at jeg har en Skrue løs». I 1833 skriver han: « Altid finder jeg Nogen, der kjæler lidt for mit syge Hjerte, som aldrig bliver tilfreds, men som det uartige Barn altid raaber paa meer». Senere skriver han: «Jeg kom glad tilbage fra Reisen, men er det ikke længere — og hvorfor? Ja, spørg ham, der saaledes har spændt Nervestrængene i mig». Blandt hans løse Optegnelser har jeg fundet en Seddel, paa hvilken han har skrevet (omtrent 1848): «Jeg har tidt hørt sige om Englændere, at de have Spleen; jeg veed kun om denne Sygdom, at det er en Særhed, men dog en Sørgmodighed, hvori de ofte røve sig Livet; jeg lider af noget ganske som denne *)

 

*) Heller ikke i Tydskland, hvor han dog aldrig mødte nogen af de Krænkelser, som Hjemmet efter hans Mening tilføiede ham, undgik denne hans Grundstemning Opmærksomheden. I 1845, altsaa netop i hans saakaldte lykkeligste Aar, skriver Ida Hahn-Hahn om ham:

Solch ein Gewimmel von Elfen und Feen,
Blumen und Genien im fröhlichen Scherz,
Aber darüber viel geistige Wehen,
Aber darunter ein trauriges Herz.

Man har ogsaa anvendt paa ham Göethes Ord:

Weil er kein Elend hat,
Muss er sich Elend machen.

 

Andersens pirrelighed

Ved Siden af eller ud af denne Sørgmodighed udviklede sig den Pirrelighed (Irritabilitet, Sensibilitet); som desværre blev hans Livs trofaste Følgesvend lige fra den Tid, da han begyndte daglig at tage Deel i vort huuslige Liv. Saa langt som jeg kan kalde de Tider tilbage i min Erindring, hørte det til Dagens Orden, at han følte sig saaret ved — ja jeg veed ikke hvad. Han gik da pludseligt ud af Stuen, men snart
efter kom han ind igjen, efter at have visket Taarene af sine Øine. Enkelte Gange kunde man vel paavise Muligheden af en Grund, f. Ex. et misforstaaet Ord, en særlig Opmærksomhed mod en tilstedeværende Fremmed, og fremfor Alt Afbrydelsen
af en af hans utallige Oplæsninger, naar Pigen løb gjennem Stuen for at lukke op, naar det ringede.

Til ret Forstaaelse af, til hvilken Yderlighed denne Pirrelighed kunde føre ham, er det nødvendigt at fremhæve nogle Træk af ham som Deeltager i vort Huusliv. Jeg nød-
sages derved til at give et Indblik i Privatlivet i »Hjemmets Hjem«, som han saa ofte taler om, naar han »fløi hjem paa en Pennefjer og et Stykke Papiir.«

Efter Skoletiden kom han daglig i mine Forældres Huus *) .

 

*) Indtil 1838 vur dette Hjem i min Faders gamle Gaard i Norgesgade 159. I Fru Rahbeks Sprog hed det »det Spanske Huus«, fordi det i Frederik d. 3dies Tid beboedes af den spanske Gesandt, Grev Rebolledo, hvis Vaaben sad i Muren »ud til haffen«. For dem, der samle paa Bakkehuus-Navne, skal jeg tilføie, at min Fader i dette Sprog hed »Blonde« og vi Børn: »Tusendtakkerne« ; formodenlig have vi sagt: Tusend Tak, naar Fru Rahbek bød os Syltetøi; hvilket hun stadigt gjorde.

 

Fortsættes her !

 

---