H.C. Andersen  var familiens "søn"
 

Han blev behandlet som Søn af Huset; og fra denne Tid er, hele hans Liv igjennem, udenfor de daglige Smaabegivenheder Intet foregaaet i dette Familieliv, uden at han tog Deel deri. Jeg kan ikke sige, at han var særdeles skikket til at tage virksom Deel i vort Ungdomslivs Munterhed; thi ung eller rettere ungdommelig var han aldrig. Vi have alle ofte folt, at han led under dette Tryk.

 

Andersen som lysepuster !

Af alle Billeder af Andersen i de forskjellige Aldersperioder staaer næsten intet klarere for mig end Billedet af hans Personlighed fra denne første Tid. Jeg seer ham siddende ved det lange Bord ved en Familiefest; naar Lysene skulde pudses — og dette maatte jo skee hvert Øieblik, da vi i den Tid kun kjendte Tællelys — betragtedes Andersen som selvskreven til denne Forretning paa Grund af sin langstrakte Figur, der gjorde det muligt for ham, uden at forlade sin Plads, med sikker Haand "at behandle Lysene i en ofte utrolig Afstand.

 

Visesangen  - bordsangen

I vor Familie spillede Bordsangen en fremtrædende Rolle ved festlige Leiligheder. Fra min Barndom erindrer jeg Viser af Rahbek og Oehlenschlæger; senere fik vi Bidrag fra Heiberg, Hertz, Chr. Winther, H. P. Holst o. Fl.; men Opfinderen af den egenlige Familievise, med dennes ubundne Skjemt, var Husets Svigersøn C. J. Boye. I dennes Spor gik, med meer eller mindre Held, Andersen, og senere, da dette ikke kunde forslaae, Andre af Familien, ogsaa jeg. Derfor hedder det i en af disse Viser:

Som Fuglens Sang fra Hækken
Her Glæden ofte lød,
Vor Glæde var som Bækken,
Den Bæk, som sagte flød.
Hver af os var en Kilde
Til Lunets muntre Elv;
Naar ingen Anden vilde,
Saa skrev vi Viser selv.

I hvilket Omfang denne Visefabrikation blev drevet, fremgaaer deraf, at der findes opbevarede 72 af Andersen og 124 af mig. Jeg tvivler om, at der er nogen af Andersens mange Viser, der egne sig til Offentliggjørelse ; de fleste vare skrevne
til d. 6. Januar, min Faders Fødselsdag, fulde af dyb kjærlig Følelse for ham, men formløse — thi at file og afrunde var jo ikke hans Sag — og uden Munterhed. Naar han vilde slaae ind i den lystige Stiil, som passede til Stemningen hos os og
maaskee allermeest hos min Fader, mærkede man altid, at det ikke var Aand af hans Aand. Jeg maa udtrykkelig bemærke, at dette kun gjelder hans Viser.

 

Morsomheden og de komiske træk fra hverdagen

 

 I den mundlige Samtale, hvor Ironien var med og hans Humor kunde gjøre sig gjeldende, kunde han være uforlignelig morsom. Jeg har aldrig kjendt Nogen, der saaledes kunde gribe et enkelt i og for sig ubetydeligt Træk og befrugte det med sit Lune, uden just at lade sig genere af Correctheden. Han havde næsten hver Dag en pudsig Fortælling om Et eller Andet, der var hændet ham; og man kan ikke undre sig over, at Commandeur Wulff engang efter saadan en Fortælling greb sig i Haaret og raabte: »det er Løgn, det er Djævlen gale mig Løgn, saadan Noget passerer jo
aldrig os Andre« — en Scene, som Andersen gav meget morsomt. Han havde desuden et stort Forraad af Historier fra Skoletiden, især fra Meislings Huus; men de taale ikke at genfortælles, kun han kunde fortælle dem. Man maa have seet ham fortælle en Situation som den, da han i Tydskland gik ind i et Apothek og forlangte »Amerikanisches Oel«. Ingen forstod ham, men da han gjorde sig forstaaelig
ved nogle Fagter, som en erfaren Læser selv vil kunne tænke sig, udbrød Personalet: »Ah, Ricin-Oel«.

 

Paa denne mærkværdige Evne til at opfatte den komiske Side ved dagligdags Smaabegivenheder , som gik os andre ubemærkede forbi, give hans Eventyr mange Beviser. I disse forstod han i en mærkelig Grad at benytte Smaatræk hos hans Omgivelser, og af saadanne har den Collinske Familie rundet mange fra sin egen Kreds. Jeg vil nævne nogle Exempler. Min Datter havde som Barn viist ham en Springgaas og spurgte ham da, om han troede, at den kunde springe saa høit som en Loppe. Samme Dag kom han igjen og oplæste sit Eventyr: »Springfyrene«. — Han forelæste for min Kone en Prolog, som han havde skrevet til et Carneval i Casino : hun havde en heel Deel Indvendinger mod den. Han gik da hjem for at skrive den om og kom igjen med en Omarbeidelse, i hvilken han havde indført som Talende en Madam Sørensen, hvem han havde lagt alle Indvendingerne i Munden. Jeg er den, som han personlig har været meest nærgaaende imod, idet han ind-
fører mig som »Skyggen«, der vil gjøre sig vigtig; men det var jo kun Gjengjeld.

Det er ubegribeligt, men det er desværre sandt, at den ringe Omstændighed, at ogsaa jeg skrev Familieviser, har skaffet Andersen mange bittre Øieblikke og os ligesaa mange ubehagelige Scener. Da hans Pirrelighed netop i dette Forhold
første Gang fremtraadte i sin fulde Skarphed, og da jeg har bestemt mig til at gjøre Situationen og hans Forhold til denne saa klar som mulig, kan jeg ikke undgaae at omtale denne Sag nærmere, uden Hensyn til, at jeg derved, meer end jeg kan
ønske, indblander min Person i Fortællingen.

 

Andersen hader "ordspil"

Det maa da først bemærkes, at vi dengang levede i »Ordspillenes« Tid. Andersen kunde aldeles ikke gaae ind paa denne Genre; han drog sædvanlig nogle dybe Suk over dem, og allerede heri laae en Fristelse til flere Forsøg i denne Retning; vi vare jo meget unge. I mine Breve fra den Tid har jeg vist plaget ham meget dermed, som en Modvægt mod hans Sentimentalitet. Men i mine Viser var denne Legen med
Ord Hovedingredientsen. Jeg skrev dem kun for at more min egen Familie i de korte Middagstimer, og jeg kjendte mit Publicum. Hvis det derfor er sandt, at »den Vise, som er vel hørt, er og vel qvædet«, da skulle de have denne Roes; og jeg har aldrig tænkt paa at fornærme den danske Literatur ved at indrangere dem i samme. Ligeoverfor min Familie har jeg kun havt Glæde af deres Modtagelse; men ligeoverfor Andersen maa jeg mindes de Ord: »Som den, der aflægger Klæder den
Dag det er koldt, saa er den, som synger Sange for et Hjerte, der er ilde tilfreds«.

Andersens Humor og Vittighed kom aldrig til Udtalelse i hans Viser; de Løier, som kun refererede sig til det i Øieblikket Givne, kunde han ikke gaae ind paa; dertil var han for tung, han kunde ikke slaae Gjækken løs; hertil kom, at han savnede Lethed i Behandlingen af Sproget. Den solide Vittighed kan ikke concurrere med den luftige Spøg, som under Gildets Glæder maa opfattes øieblikkeligt uden forklarende An-
mærkninger. Den blotte Klang maa tiltale; thi under Reflectionen ere vi allerede i den næste Linie. Jeg erindres herved om En af de mindre Indviede, der engang var tilstede, som ikke lo af det første Vers, før vi vare inde i det andet.

 

H.C. Andersens møde med visefabrikanten

Det er en underlig Ironi af Skjæbnen, at Andersen just i det Huus, hvor han saa godt som havde sit Hjem, skulde støde sammen med en saadan Visefabrikant. Min største Fornøielse var at see, hvormeget jeg med dette lille Talent glædede min Familie og især min Fader, som endnu i sin høie Alder med saamegen Lethed kunde gaae ind paa det Overgivne; men min Glæde forstyrredes ofte, naar jeg ved hans Side saae Andersen, der ikke kunde skjule sin Ærgrelse, saa at min Svoger Lind med Rette bemærkede : »Edvard skriver Viserne, og Andersen skærer Ansigter til dem.« Mangen en Fest afbrødes ved at han sneg sig fra Bordet med Taarer i Øinene, og at derpaa mine Søstre gik ud for at berolige ham; hvilket
ogsaa altid lykkedes. Jeg kunde ikke beqvemme mig til at overtage denne Rolle, men jeg har engang havt en meget alvorlig Samtale med ham derom. Han erkjendte da, at det Hele skyldtes en sygelig Stemning, som han ikke kunde bekæmpe.

Det maatte da endelig gaae op for os, at, hvor komisk det end lyder, Andersen var jaloux paa den Lykke, som mine Viser gjorde. Jeg forsøgte da at formilde ham ved at skrive enkelte Vers, ja hele Viser til og om ham selv; dette slog godt an. Man kan sige, at jeg paa denne Maade behandlede ham som et Barn. Men naar vi nu alle vidste, at det glædede ham, naar han blev gjort til Gjenstand, hvorfor skulde jeg da ikke gjøre det? Og her kunde jeg uden Fare gjøre Løier med endeel af hans Svagheder og sige Ting, som i en Samtale vilde have forbittret ham. Jeg vil anføre et
Exempel. Det er et andet Sted omtalt, at han havde den Egenhed at bruge enkelte forcerede eller usædvanlige Udtryk flere Gange og at jeg forgjæves opponerede mod denne »Maneer«. Da han ofte var blevet stødt over mine Bemærkninger derom, er det saameget mærkeligere, at jeg ustraffet turde anbringe dem i en Vise, fordi jeg lod ham selv fremstaae som den Talende. Saaledes er i en Vise (til Melodi: Han gik til Ludlams Hule) i Anledning af en Forlovelse følgende Vers sammensat
næsten udelukkende af Andersenske Udtryk og Vendinger:

Hvor Nilens Vand' er gule,
Hvor Leviathen boer,
Der mødtes tvende Fugle,
Og Ild i Tanken foer.
De vilde lystigt seile
Alt henad Livets Strøm,
Thi Glæden er en deilig,
En deilig, deilig Drøm.

Dette Vrøvl morede ham, uagtet det gik ud paa det Samme, som saa tidt havde ærgret ham. Som Prøve af Genren i Almindelighed vil jeg endnu anføre Følgende af en Vise i Anledning af hans Afreise til England. Det sidste Vers:

Du Helt fra den 2den April,
Du reiser til Aarsdagens Fjender.

ender med følgende kaade Linier:

Kom hjem, men kom end'lig betids
Med Dampskibet eller med Smakken.
Kom kun med din engelske Miss,
Vi skal miaue og kløe hende i Nakken.

Det var ubetaleligt at see, hvorledes han fordreiede Ansigtet og udstødte Hyl for at skjule Latteren, idet han tillige ærgrede sig over, at han kunde lee af »det rædsomme Sludder«. Egenlig var min Søster Ingeborg den Eneste, der i daglig Omgang ustraffet turde skjemte med ham; jeg kan ikke sige hvorfor, thi han kjendte jo os Alle lige godt.

Andersens pirrelighed udviklede sig til mistænksomhed

 

Af Andersens Pirrelighed udviklede sig efterhaanden en Mistænksomhed, der dog tildeels fremkaldtes ved Forholdene. Det vil nemlig bemærkes, at i næsten alle Tilfælde Mistanken blev fremkaldt ved hvad denne eller hiin havde fortalt ham om,
hvad denne eller hiin havde sagt eller skrevet eller maaskee vilde skrive. De gode Venner vare idelig paafærde med at fortælle ham om noget, der vilde komme ud om ham. Han vidste, at der var »Personer, der morede sig med at gjøre ham bedrøvet.« Han blev næsten altid bagefter overbeviist om, at Referatet var usandt; men selv da kunde det første Indtryk ikke forsvinde. Han følte selv det Sørgelige derved; han siger jo, »at disse venskabelige Indskydelser forgiftede hans Tanker«, og selv efterat han vidste, at de vare usande, vedbleve de at »hænge som Giftdraaber«.

 

Ansøgningen om rejsestipendiet

I »Mit Livs Eventyr« S. 108 — 9 dvæler han ved en udførlig Omtale af hvad der gik forud for Bevilgelsen af Reisestipendiet; han mener vel derved at bevise, at han havde Ret til at være mistænksom. Han siger: »Det var sagt mig, at just i dette Aar — jeg følte ret Betydningen — var der saamange udmærkede unge Mennesker, som søgte, saa det kunde have Vanskelighed« o. s. v. Den, som har sagt ham dette — om min Fader eller jeg, erindrer jeg nu ikke — har sagt den rene Sandhed. Det begrændsede Beløb, som Fonden ad usus publicos aarlig anvendte til Reisestipendier, samlede en stor Mængde Concurrenter af alle Videnskabsfag og desuden Digtere, Malere, Billedhuggere, Musikere og Technikere, saavel fra Kongeriget som fra Hertugdømmerne. At Chancen for den Enkelte var slettere, naar han maatte concurrere med mange og velanseete Ansøgere, var jo uimodsigeligt; og Andersen modsagde det heller ikke dengang; han gik endog villigt ind derpaa.
Man see f. Ex. hvorledes han omtaler det i et Brev til Ingemann (Trykte Samling S. 112). Først 22 Aar derefter kommer han med den Fordring, at man den Gang skulde have saa at sige anticiperet hans Berømmelse. — Da Fr. Paludan Muller i 1837 søgte om Reisestipendium, maatte han — der dengang havde skrevet »Kjærlighed ved Hoffet«, »Dandserinden«, »Amor og Psyche« samt »Zuleimas Flugt« — finde sig i at staae tilbage for »andre udmærkede unge Mennesker« og nøies med
Tilsagn om Stipendium det næste Aar. — Naar Andersen tillige har beklaget sig over, at han maatte skaffe Anbefalinger, da maa jeg tilføie nogle Ord derom, men forøvrigt henvise til, at han i 1845 ikke fandt noget Forunderligt i, at P. L. Møller
anmodede ham om i Forening med Oehlenschlæger skriftligt at understøtte hans Ansøgning om Reisestipendium.

 

Ansøgningen fra Hertz og Andersen

Jeg var dengang Secretair ved Fonden ad usus publicos, jeg refererede Ansøgningerne og var den Eneste, der kunde bedømme, hvilke Udsigter der vare for den Enkelte; for Andersen vare de tvivlsomme. Naar man skulde tage retfærdigt Hensyn til alle Fag, var det meget tvivlsomt, om der kunde »blive Raad til to Digtere.« Det var et Uheld for Andersen, at Hertz søgte sammen med ham. Hvad var da naturligere end at jeg, som skulde motivere Indstillingen, benyttede det lovlige Middel, at støtte ham ved Anbefalinger fra saadanne Mænd som de nævnte. Og derfor hedder det i Indstillingen

    om Hertz — næstefter en Henviisning til hans indtil den Tid udgivne og opsigtvækkende Arbeider: »Den roesværdige Maade, hvorpaa Hertz har forfulgt sin Bane, idet han først fuldendte sine akademiske Studier, senere fik Medaillen for en Afhandling, og først da han efter flere Aars grundige Studium
havde dannet sig en videnskabelig Theori af Kunsten, fremtraadte som moden Skribent, borger noksom for« o. s. v.

    om Andersen: »Hans Ansøgning er ledsaget af Erklæringer fra . . ., som alle ere enige i, at han har en sand poetisk Natur, der, kæmpende med ydre Forhold, bestandig har meer og meer gjort sig gjeldende, men ligeledes enige i at erkjende
hans Trang til at uddanne sit Talent ved Reiser, som formenes at kunne give hans noget regelløse Phantasie en sikkrere Retning; fremdeles, at han ved forøgede Kundskaber vilde vinde en høiere Smag, en skarpere Sands for det Paasende, og at han overhovedet vilde have godt af i den nærværende Periode af sit Liv, der maa ansees som hans høiere Opdragelses, at rives ud af den Nødtørftighed, der kun altfor ofte har tvunget ham til at producere.«

Hvad enten disse Motiveringer nu findes at kunne bestaae for Kritiken eller ikke *)

 

*) De ere ialfald lige saa gode som de moderne: »for at samle nye Indtryk og skaffe

 

er det ialfald vist, at de gjorde deres Virkning, idet Directionen accepterede dem; thi dette var i den Tid tilstrækkeligt. Frederik den Sjette blandede aldrig en personlig Mening ind i denne Slags Sagers Afgjørelse, ligesaalidt som han tog Notice af Udenforstaaendes Forsøg paa Protection. Under Christian den Ottende blev Forholdet det omvendte; en klog Ansøger henvendte sig da bedst til Adler.

 

Man vil maaskee finde, at jeg her har dvælet for længe ved Bagateller, men man vil forstaae, at jeg tillægger dem nogen Vægt, naar jeg meddeler, hvorledes Andersens Betragtning af dem er blevet benyttet udenlands.

 

Efter en Omtale af

»le Maanedsskrift , petit journal d'une critique aigre et morose, dont le conseiller Molbech dirtgeait les attaques«

fremstilles Andersen som »désespéré, sur le point de grossir le martyrologe litteraire.« »Je ne saurai si je suis vraiment un poete que lorsque le tribunal de létranger se sera prononcé sur mes oeurres  s'écria Andersen en se mettant sur les rangs pour obtenir une bourse de voyage; puis il alla — derniere humiliation — solliciter l'appui des principaux ecrivains de Copenhague. Tous repondirent a son appel et accordérent par leurs certificates tant de titres litteraires a l'enfant que l'on répudiait, qu'il lui arriva de ne voir dans ces témoignages d'estime si inattendus que la derniere aumone jetée a un malkeureux. Mais s' il fuit le sol natal, faute de se sentir l'énergie nécessaire pour faire faqe a l'orage, sa pensée ne le rame'ne pas moins sur les rivages arides et au milieu des sombres forets de sa patrie! *)

 

*) Poétes et romanciers du Danemare par Ch. Rahl.

 

Forsaavidt man skulde betragte hans hyppigt forekommende Yttringer mod det Heibergske Huus som grundede i en Mistanke om, at han led nogen Forfølgelse derfra, da maa jeg bestemt benægte Rigtigheden heraf.

 

Forhånende bemærkninger om Andersen

Jeg forbigaaer de mange i det daglige Liv forekommende Yttringer af den Mistænksomhedens Uro, der bragte ham til, ligesom Hunden Diogenes i »Dombey & Søn«, at gaae hen til Hjernet for at see efter en supponeret Fjende. Men jeg kan
ikke forbigaae en Sætning som den: »Selv velklædte Folk traf jeg paa, der i Forbigaaende med grinende Ansigt gjorde en forhaanende Bemærkning til mig« — en Sætning, som nu, ved den store Udbredelse af denne conte bleu de ma vie — som en fransk Bearbeider kalder den — er bragt vidt omkring i Verden som et Beviis paa, hvilken Raahed en begyndende Forfatter er udsat for i Danmark. Jeg er personlig overbeviist om, at det er hans febrilske Mistænksomhed, der har foregjøglet ham denne Haan.

 

H.C. Andersens utålmodighed

En mildere Yttring af hans urolige Sind var hans Utaalmodighed, og dog har ogsaa denne bidraget meget til at forbittre hans Liv. Han begyndte sin Bane med det Formaal: at blive en berømt Mand, men tillige med den Fordring, at det skulde skee strax. Erfaringen viste ham snart, at dette ikke gik saa let; han søgte Grunden kun hos sine Omgivelser, kæmpede mod disse men ikke mod sit eget urolige Sind. Og
denne ulykkelige Overbeviisning om, at det skyldtes, ikke ham men Verdens Ondskab, at det gik saa langsomt med hans Fremskridt paa »Ærens Bane«, var saa fast indgroet, at han end ikke i sin modne Alder, og da han havde opnaaet almindelig Anerkjendelse, ganske kunde opgive den. Denne Utaalmodighed
var fremfor Alt synlig i »hans Forhold til den danske Skueplads.

I det daglige Liv havde vi stadig Beviser paa, hvor lidt han formaaede at bekæmpe den; en kort Opsættelse, en uventet Hindring, selv i de ubetydeligste Anliggender, satte hans Sind i Bevægelse. Dette viste sig især, naar den, han vilde tale med, ikke var hjemme eller ikke strax var til hans Disposition. Jeg har mange Beviser paa dette fra den Tid, da han daglig kom i mit Huus; han blev strax utaalmodig, naar han hørte, at jeg talte med Folk i Embedsanliggender ; han gik da vel ind til Familien, men kom snart igjen, ruskede i min Dør og stak Hovedet ind med et forundret: Naa! — Han kunde forøvrigt selv spøge med denne Svaghed. Saaledes, da han engang (1860) ikke traf min Kone hjemme, efterlod han paa hendes Skrivebord følgende Seddel:

»Fru Collin. Det gjør mig ondt, at De flyer mig; nu gaaer jeg, iovermorgen reiser jeg, og snart døer jeg.«

Ærbødigst
H. C. Andersen.

 

Forfængeligheden

Der er neppe nogen af Andersens menneskelige Svagheder, der bemærkedes saa let og af Alle, som den saakaldte Forfængelighed. Jeg har altid havt nogen Mistanke, naar man ved dette Udtryk troede at kunne betegne hans Væsen
tilstrækkeligt.

Hvad er Forfængelighed? Molbech siger: »den Beskaffenhed hos en Person, at han sætter Priis paa Egenskaber hos sig selv, som ere uden sand indvortes Værd, eller den, at han ved hver Leilighed søger at lægge virkelige eller indbildte Fuldkommenheder for Dagen.« Jeg kunde ønske tilføiet: en i den menneskelige Natur nedlagt Disposition, hvis Udvikling det kun lykkes Faa at bekæmpe. Andersen hørte ikke til disse Faa.

 

Han var ganske vist ikke forfængelig af sit Udvortes. Han har i sin Opvæxt maattet høre mange spottende Bemærkninger om dette; senere, da han med den tiltagende Aandsmodenhed tillige udvikledes i legemlig Henseende og bevægede sig med større Frihed, gjorde han sig ingen Illusioner i den Henseende. Det staaer ikke i min Magt at give et Billede af hans Udvortes i den Tid, og man vil ikke. faae videre Udbytte af hans Signalement i en saakaldet: Sanitäts-Fehde ɔ: Sundhedspas fra Orsova, saalydende:

»Ein Schriftsteller, französischer Unterthan, Koppenhagen in Dänemark wohnhaft, ledigen Standes, braune Haare, graue Augen, länglichen Angesichte, deutsch gekleidet.« Han havde virkelig en ret smuk Haarvæxt; det vidste han godt; og da han satte Priis paa at have denne i pyntelig Orden, lod han sig ofte »krølle«. Han var, uden at være pyntesyg, meget omhyggelig for sin Klædedragt. Men hvad Verden havde stor Fornøielse af at observere og udbrede var, at han ikke kunde gaae forbi et Speil uden at see sig deri. Vi, som have kjendt ham saa nøie, ere enige om at han ikke gjorde dette i Forventning af at finde noget Smukt, men som et Forsøg paa, ved nogle Ansigtsfordreielser at bringe noget Genialt frem. Han har selv med elskværdig Aabenhed tilstaaet, at han bestræbte sig for at see genial ud; det kunde da heller ikke skjules for os, der ved hvert nyt Photographi af ham kunde see, at han havde »sat et genialt Ansigt op.« Derfor give alle tidligere Portraiter ikke noget sandt Billede af hans Ansigts Udtryk. Hvis en Photograph havde kunnet opfatte
saadanne Øieblikke, hvor han var henrykt over noget Skjønt, da vilde vi have faaet et Billede af, hvor godt han saae ud, naar det Aandige beherskede hans Miner.

 

Andersen higer efter ros og beundring og helst på tryk

Men hvad der laae aabent for Alle var hans Higen efter Roes.Han søgte saa lidt at skjule den, at ban endog proklamerer den med de Ord:

«Kun i at beundres af Alle føler min Sjæl sig lykkelig; den Mindste, som ikke gjør det, kan gjøre mig mismodig». En aabenhjertigere Tilstaaelse kan man ikke forlange.

Det var denne Higen efter Roes, der skadede ham saa meget, især fordi den daglig gav de smaa Aander Leilighed til at gjøre sig lystige over ham. Han kunde ikke nøies med den Bevidsthed, at han som Eventyr-Digter var agtet og æret fremfor nogen anden Samtidig; han vilde have den lydelige Roes eller see den paa Tryk, og han vilde atter og atter høre Roes for det Samme. Dette var en Deel af hans ubetvingelige Tilbøielighed til altid at beskjæftige sig med sit eget Jeg, men mærkelig derved, at han ikke kunde skjule den og bestandig gav sig Blottelser. — Vilde ikke enhver Forfatter glæde sig ved at see sine Arbeider anerkjendte ogsaa i Udlandet? Men han vilde maaskee glæde sig i Stilhed. Dette var imod Andersens Natur, han fortalte det til Alle og forlangte, at ogsaa disse skulde glæde sig med ham derover.

 

H.C. Andersens barnagtige natur og glæde

 

Det er ganske Andersensk, naar han, som der fortælles, en Dag skraaer over Gaden til en Bekjendt og siger: «Naa, nu bliver jeg læst i Spanien, farvel. Var det nu Forfængelighed, der drev ham til denne Yttring? Jeg vilde nærmest betegne
den som en barnagtig Glæde. Næsten alle de Anekdoter, som man har om hans Forfængelighed, kunne henføres hertil. Han beholdt bestandig af Barnenaturen det, at han kunde glæde sig over Smaating ligesom han kunde tage sig Smaating nær.
Enhver Tagen-Hensyn til ham, en Opmærksomhed, den være nok saa ringe, en Skaal, udbragt for ham ved et privat Middagsbord — alt Saadant glædede ham; glemte man tilfældigt at udbringe hans Skaal paa det Sted, hvor han var vant dertil, var Humeuret forbi, — Altsammen uforgængelige Rester af Barnenaturen.

Det er saa ofte sagt om ham, at han reiste rundt om i Verden for at udbrede sin Berømmelse. Det skal vanskelig kunne bevises, at dette var hans Maal, og endnu vanskeligere vil det være at forklare, hvorledes han, blot ved at vise sig paa mange Steder, skulde gjøre sig berømt der. Det er med Rette, at Brandes udbryder: «Ak, kunde Reiser gjøre det!» og at W. Bloch spøgende opfordrer andre Digtere til at gjøre dette Experiment. Det var ham jo vel bekjendt af de mange Breve, han fik fra Beundrere i Tydskland, at han var berømt; men han vilde selv see denne Berømmelse paa Stedet, og han vilde personlig feteres. Hvor mangen Anden vilde ikke have gjort det Samme, men mere dulgt. Han lagde her som altid sine Følelser aabne frem for Verdens Kritik.

I «Mit Livs Eventyr» træffes desværre Exempler nok paa ubesindigt henkastede Yttringer, som gjorde ham ubodelig Skade. Saaledes fortæller han, at der i Fahlun var udkommet et Eftertryk af hans «Fodreise» ; men saa føier han til: « Noget, der
kun er skeet med Oehlenschlægers betydeligste Arbeider» — og saa blotter han sin Forfængelighed. — Han skrev en Anmeldelse om den elektromagnetiske Telegraph, og her tilføie han: «Jeg var den, der gjorde Kjøbenhavnerne opmærksom paa
denne Opfindelse ». Dette Sidste hører til den Egenhed hos ham, at han altid vilde betragtes som den, der først havde bragt en Nyhed.

Disse betydningsløse Barnagtigheder, som yttrede sig saa ofte i det daglige Samliv, kunde man jo let oversee. Men man kan ikke undres over, at de, naar de kom tilsyne i hans Livshistorie, irriterede Mange.

Men var da Alt hos ham Forfængelighed? Var det Forfængelighed, at han ønskede, at Hjemmet skulde føle sig hædret ved en Landsmands Berømmelse i Udlandet? Man pleier at antage, at en Mand, der gjør sig berømt i Udlandet, derved gjør sit Fædreland Ære. Men han maatte gjøre en anden Erfaring. Hans Berømthed var ikke et Foster af hans Indbildning, den var en Virkelighed. Den danske Presse kunde ikke benægte dette, men den kunde anstille sig uvidende ; den kunde tie. Han havde jo Ret, naar han sagde (1845): «Det var dog forunderligt, om de Danske skulde være de eneste Kloge i at dømme i denne Verden». Hans Forbittrelse over, saaledes at blive ignoreret, gik især ud over Berlingske Tidende, som greb
enhver Leilighed til at drage Hertz frem, men tav om Andersen.

 

Børnevennen Andersen

Man har havt meget travlt med Andersens Barnlighed. Det beroer paa en fuldstændig Misforstaaelse af hans Væsen, og han loe selv over den; men den var meget almindelig. Det gik endog saavidt, at en Fest-Comitee, for hvilken han havde
skrevet en Sang, takkede ham for hans « barnlige Imødekommenhed ». Det er vel nærmest hans tidligere Følsomhed, der er blevet forvexlet med Barnlighed, og Misforstaaelsen er blevet bestyrket ved hans store Evne til at gaae ind i Barnets Tankegang og til at tale i dets Sprog. Det er mig endog tvivlsomt, om han var en egenlig Barneven. Jeg kan vel erindre, at han, medens mine Børn vare smaa, gav sig meget af med dem og morede sig over deres Bemærkninger (som han da ogsaa efter Omstændighederne benyttede); men den Kjærlighed for Børn i Almindelighed, som findes hos den udprægede Barneven, der ved enhver Leilighed tager et Barn paa Armen og kjæler for det, har jeg ikke fundet hos ham. At han ikke selv gjorde Fordring paa at staae som et Exempel paa en Barneven, maa man slutte deraf, at da han kort før sin Død var henne for at see de udstillede Skizzer til sit Monument, yttrede han sig heftigt og haardt mod dem, paa hvilke der var anbragt Børn.
 

Ironien

Andersen var barnlig ligeoverfor Gud, men ligeoverfor denne Verden var han Humorist. De, som saae dybere i ham, have tidligt erkjendt dette; allerede i 1833 sammenlignede Heiberg ham med Wessel, og P. L. Møller raadede ham til at benytte sit rige og vittige Lune som Værn mod Pedanteriet og Bornertheden. Hans Humor viste sig ogsaa deri, at han ofte spøgte med sine egne Svagheder. Det var saaledes ikke uden et stærkt Anstrøg af Selvironi, at han under sin sidste Sygdom sagde til mig: «Jeg gad egenlig nok kige ned og see, hvordan det gaaer til ved min Begravelse ».

Hans Ironi og hans hurtige Opfattelse af en Situation viste sig især i bidende Svar; deri havde han tidligt faaet Øvelse og deri var han en Mester. At han ved Hjælp deraf
ogsaa har redet sig ud af de Forlegenheder, som en anonym Forfatter er udsat for, har han selv fortalt i «Mit Livs Eventyr» S. 334 *).

 

*) Jeg kan tilføie et Exempel, ogsaa fra "den nye Barselstue". Jeg havde faaet den Mening, at Fru Emma Hartmann var indviet i Hemmeligheden og talte med hende derom. Da hun derpaa sagde ham, at hun vidste det fra mig, svarede han strax: «Naa saa fik han dog Ret, da han paastod, at han kunde bilde Dem det ind.

 

Bouts-rimés

 

Af denne Evne udgik hans Improvisation. Det hørte i den Tid til de ikke ualmindelige Adspredelser i de Cirkler, i hvilke Andersen kom, at opgive ham en Række Ord, af hvilke han, stadigt med Hensyn til Rimene, skulde construere et lille Digt — altsaa de saakaldte bouts-rimés.

 

*) Bouts-rimés definerer Fr. Schönau som: "hinanden foresatte Riim-Endelser, hvor det gjælder om at faae Riimene nætte opfyldte og ikke vige fra Materien".
 

Han optegnede disse Enderiim og skrev med en næsten ubegribelig Hurtighed et lille Digt, som han oplæste. Undertiden vare disse Digte lange, endog paa 16 Linier. Som Exempel vil jeg meddele et af de korteste (fra Nørager 1829). Opgaven var: Fædrelandskjærlighed, og de opgivne Riim: Storm, Gorm, Mode, Klode. Han skrev da øieblikkeligt :

Drag hen i Kampen for dit Land min Gorm,
Følg ikke Tidens Luner og dens Mode.
Vær tro dit Land i Havblik og i Storm,
Da grønnes alt din Krands paa denne Klode.

Som en Curiositet vil jeg anføre, at jeg bar rundet en Seddel, som han under sit Ophold i Stockholm har faaet fra en velvillig Landsmand, der skriver: «De vil blive tilsagt til Ulriksdal; vær forberedt paa et Inpromtu».

H.C. Andersen, H.C. Ørsted og abstraktioner

 

Andersen var ikke Tænker, endnu mindre Grubler. — I det daglige Samliv indlod ban sig aldrig paa abstracte Undersøgelser; dog maa jeg, efter hans egne Udtalelser, undtage hans Samliv med H. C. Ørsted. Denne udmærkede Mands faderlige Forhold ligeoverfor Andersen er hævet over enhver Roes; saa mange Sider af Andersens Liv ere Vidnesbyrd derom. Han vilde, som saamange Andre, opdrage ham, men paa sin egen kjærlige overbærende Maade, som jo ogsaa var tiltrækkende for Andersen. Men hans Bestræbelser vare neppe praktiske. Jeg kan selv tale noget med herom; jeg skal ikke glemme, at han af Venskab for min Fader spildte mangen Søndag Formiddag paa at læse Mathematik med min Broder og mig inden 2den Examen; jeg siger « spildte », thi hans Methode var ikke den skolerette, og altsaa forvirrende for os.

 

Tog han feil i sine Forudsætninger om vor Modenhed, saa har han vist gjort det Samme med Hensyn til Andersen; idetmindste har man Grund til at troe det, efter dennes mange Meddelelser om sine Samtaler med Ørsted. Saaledes siger han om « I Sverrig », at de to Afdelinger: Tro og Videnskab samt Poesiens Californien begge vare fremsprungne ved Ørsteds «aandfulde indvirkende Samtaler« og »ved Opfattelsen af «Aanden i Naturen » blev der Stof for os til mangen Samtale ». Og naar nu Ørsted tilfældigt lader en saadan Yttring falde som den: «Man har beskyldt Dem saa tidt for Mangel paa Studium; maaskee bliver De den af Digterne, der vil udrette meest for Videnskaben«, kan man da undre sig over, at en saa ubefæstet Aand som Andersens kunde troe sig særligt kaldet til « at hente Stof fra Videnskabens lidet søgte Gruber».

Det er af denne Omgang med Ørsted jeg forklarer, hvorledes det kunde gaae til, at Andersen, der var, saa at sige fra Fødselen puur og bar Inspirationsdigter og i sin Udvikling Humorist, holdende sig borte fra alle Abstractioner, kunde paa een Gang falde paa at kaste sig over saadanne Æmner som «Ahasverus» og især «At være eller ikke være». Han forvirredes i sine Begreber om hvad han var moden til at
behandle; derfor forsøgte han sig i saa mange Retninger.

 

Ingemann giver Andersen gode råd

Paa en anden Maade havde Ingemann Indflydelse paa ham. Han saae vistnok Andersens Uklarhed og Mangel paa Holdning, han stræbte vel efter at holde ham opreist, da Forfatter-Sorgerne efter « Agnete » overvældede ham, og derved at
give ham Mod og Selvfølelse. Medens alle Andre vare enige om at dadle den kritikløse Nedskriven af de Slag i Slag følgende Phantasibilleder, der fremstillede sig for ham, yttrede Ingemann sig med den største Haan mod denne Dadel og giver
ham det Raad: «See kun at sætte Dem paa fri uafhængig Fod med Hensyn til det Ephemeriske i Aandens og Literaturens Verden, og hvad Vorherre vil der skal blive af os, driver han vel nok igjennem.

Var det nu vel betænkt af Ingemann, at skrive dette til den dengang saa umodne Digter? For denne maatte det jo blive den ham velkomne Lære: Skriv hvad der falder Dig ind, vær uafhængig af Andres Domme ; thi det er Vorherre, der har givet Dig disse Indfald, og hvad han gjør det er velgjort. — Det er Dogmet om den af Fornuften ubesmittede Idee-Undfangelse. Og saaledes have vi Alle fra den Tid et Ansvar for hvad vi, hver paa sin Viis, have bidraget til at forvirre Andersen.

 

 

Fortsættes her!