Ansøgningen om rejsestipendiet
I »Mit Livs Eventyr« S. 108 — 9 dvæler
han ved en udførlig Omtale af hvad der gik forud for
Bevilgelsen af Reisestipendiet; han mener vel derved at
bevise, at han havde Ret
til at være mistænksom. Han siger: »Det
var sagt mig, at just
i dette Aar — jeg følte ret Betydningen
— var der saamange udmærkede unge Mennesker, som
søgte, saa det kunde
have Vanskelighed« o. s. v. Den, som har
sagt ham dette —
om min Fader eller jeg, erindrer jeg nu
ikke — har sagt den
rene Sandhed. Det begrændsede Beløb, som
Fonden ad usus
publicos aarlig anvendte til Reisestipendier, samlede en stor
Mængde Concurrenter af alle
Videnskabsfag og desuden Digtere,
Malere, Billedhuggere, Musikere og
Technikere, saavel fra Kongeriget som fra Hertugdømmerne. At Chancen
for den Enkelte
var slettere, naar han maatte concurrere
med mange og velanseete Ansøgere, var jo uimodsigeligt;
og Andersen modsagde
det heller ikke dengang; han gik endog
villigt ind derpaa.
Man see f. Ex. hvorledes han omtaler det
i et Brev til Ingemann (Trykte Samling S. 112). Først 22
Aar derefter kommer
han med den Fordring, at man den Gang
skulde have saa at
sige anticiperet hans Berømmelse. — Da
Fr. Paludan Muller
i 1837 søgte om Reisestipendium, maatte
han — der dengang
havde skrevet »Kjærlighed ved Hoffet«,
»Dandserinden«, »Amor
og Psyche« samt »Zuleimas Flugt« — finde
sig i at staae tilbage for »andre udmærkede unge
Mennesker« og nøies med
Tilsagn om Stipendium det næste Aar. —
Naar Andersen
tillige har beklaget sig over, at han
maatte skaffe Anbefalinger,
da maa jeg tilføie nogle Ord derom, men
forøvrigt henvise til,
at han i 1845 ikke fandt noget
Forunderligt i, at P. L. Møller
anmodede ham om i Forening med
Oehlenschlæger skriftligt
at understøtte hans Ansøgning om
Reisestipendium.
Ansøgningen fra Hertz og Andersen
Jeg var dengang Secretair ved Fonden ad
usus publicos,
jeg refererede Ansøgningerne og var den
Eneste, der kunde
bedømme, hvilke Udsigter der vare for
den Enkelte; for
Andersen vare de tvivlsomme. Naar man
skulde tage retfærdigt Hensyn til alle Fag, var det
meget tvivlsomt, om der
kunde »blive Raad til to Digtere.« Det
var et Uheld for
Andersen, at Hertz søgte sammen med ham.
Hvad var da
naturligere end at jeg, som skulde
motivere Indstillingen, benyttede det lovlige Middel, at støtte
ham ved Anbefalinger fra
saadanne Mænd som de nævnte. Og derfor
hedder det i Indstillingen
om Hertz — næstefter en Henviisning til
hans indtil den
Tid udgivne og opsigtvækkende Arbeider:
»Den roesværdige
Maade, hvorpaa Hertz har forfulgt sin
Bane, idet han først
fuldendte sine akademiske Studier,
senere fik Medaillen for en
Afhandling, og først da han efter flere
Aars grundige Studium
havde dannet sig en videnskabelig Theori
af Kunsten, fremtraadte som moden Skribent, borger
noksom for« o. s. v.
om Andersen: »Hans Ansøgning er ledsaget
af Erklæringer
fra . . ., som alle ere enige i, at han
har en sand poetisk
Natur, der, kæmpende med ydre Forhold,
bestandig har meer
og meer gjort sig gjeldende, men
ligeledes enige i at erkjende
hans Trang til at uddanne sit Talent ved
Reiser, som formenes
at kunne give hans noget regelløse
Phantasie en sikkrere Retning; fremdeles, at han ved forøgede
Kundskaber vilde vinde
en høiere Smag, en skarpere Sands for
det Paasende, og at
han overhovedet vilde have godt af i den
nærværende Periode
af sit Liv, der maa ansees som hans
høiere Opdragelses, at
rives ud af den Nødtørftighed, der kun
altfor ofte har tvunget
ham til at producere.«
Hvad enten disse Motiveringer nu findes
at kunne bestaae
for Kritiken eller ikke *)
*) De ere ialfald lige saa gode som de
moderne: »for at samle nye Indtryk og
skaffe
er det ialfald vist, at de gjorde deres
Virkning, idet Directionen accepterede
dem; thi dette var i den
Tid tilstrækkeligt. Frederik den Sjette
blandede aldrig en
personlig Mening ind i denne Slags
Sagers Afgjørelse, ligesaalidt
som han tog Notice af Udenforstaaendes
Forsøg paa Protection.
Under Christian den Ottende blev
Forholdet det omvendte;
en klog Ansøger henvendte sig da bedst
til Adler.
Man vil maaskee finde, at jeg her har
dvælet for længe
ved Bagateller, men man vil forstaae, at
jeg tillægger dem
nogen Vægt, naar jeg meddeler, hvorledes
Andersens Betragtning af dem er blevet benyttet
udenlands.
Efter en Omtale af
»le Maanedsskrift , petit journal d'une
critique aigre et
morose, dont le conseiller Molbech
dirtgeait les attaques«
fremstilles Andersen som
»désespéré, sur le point de grossir le
martyrologe litteraire.«
»Je ne saurai si je suis vraiment un
poete que lorsque le
tribunal de létranger se sera prononcé
sur mes oeurres
s'écria Andersen en se mettant sur les
rangs pour obtenir une bourse de voyage; puis il alla —
derniere humiliation — solliciter l'appui des
principaux ecrivains de
Copenhague. Tous repondirent a son appel
et accordérent
par leurs certificates tant de titres
litteraires a l'enfant que l'on répudiait, qu'il lui arriva de ne voir dans
ces témoignages d'estime si inattendus
que la derniere aumone jetée a un malkeureux. Mais s' il
fuit le
sol natal, faute de se sentir l'énergie
nécessaire pour faire
faqe a l'orage, sa pensée ne le rame'ne
pas moins sur les
rivages arides et au milieu des sombres
forets de sa patrie! *)
*) Poétes et romanciers du Danemare par
Ch. Rahl.
Forsaavidt man skulde betragte hans
hyppigt forekommende
Yttringer mod det Heibergske Huus som
grundede i en Mistanke om, at han led nogen Forfølgelse
derfra, da maa jeg bestemt benægte Rigtigheden heraf.
Forhånende bemærkninger om Andersen
Jeg forbigaaer de mange i det daglige
Liv forekommende
Yttringer af den Mistænksomhedens Uro,
der bragte ham til,
ligesom Hunden Diogenes i »Dombey &
Søn«, at gaae hen til
Hjernet for at see efter en supponeret
Fjende. Men jeg kan
ikke forbigaae en Sætning som den: »Selv
velklædte Folk traf
jeg paa, der i Forbigaaende med grinende
Ansigt gjorde en
forhaanende Bemærkning til mig« — en
Sætning, som nu, ved
den store Udbredelse af denne conte bleu
de ma vie — som en
fransk Bearbeider kalder den — er bragt
vidt omkring i Verden
som et Beviis paa, hvilken Raahed en
begyndende Forfatter er
udsat for i Danmark. Jeg er personlig
overbeviist om, at
det er hans febrilske Mistænksomhed, der
har foregjøglet ham
denne Haan.
H.C. Andersens utålmodighed
En mildere Yttring af hans urolige Sind
var hans Utaalmodighed, og dog har ogsaa denne
bidraget meget til at forbittre hans Liv. Han begyndte sin Bane
med det Formaal:
at blive en berømt Mand, men tillige med
den Fordring, at
det skulde skee strax. Erfaringen viste
ham snart, at dette
ikke gik saa let; han søgte Grunden kun
hos sine Omgivelser,
kæmpede mod disse men ikke mod sit eget
urolige Sind. Og
denne ulykkelige Overbeviisning om, at
det skyldtes, ikke ham
men Verdens Ondskab, at det gik saa
langsomt med hans Fremskridt paa »Ærens Bane«, var saa fast
indgroet, at han end
ikke i sin modne Alder, og da han havde
opnaaet almindelig
Anerkjendelse, ganske kunde opgive den.
Denne Utaalmodighed
var fremfor Alt synlig i »hans Forhold
til den danske Skueplads.
I det daglige Liv havde vi stadig
Beviser paa, hvor lidt
han formaaede at bekæmpe den; en kort
Opsættelse, en uventet
Hindring, selv i de ubetydeligste
Anliggender, satte hans Sind
i Bevægelse. Dette viste sig især, naar
den, han vilde tale
med, ikke var hjemme eller ikke strax
var til hans Disposition.
Jeg har mange Beviser paa dette fra den
Tid, da han daglig
kom i mit Huus; han blev strax
utaalmodig, naar han hørte,
at jeg talte med Folk i
Embedsanliggender ; han gik da vel ind
til Familien, men kom snart igjen,
ruskede i min Dør og stak
Hovedet ind med et forundret: Naa! — Han
kunde forøvrigt
selv spøge med denne Svaghed. Saaledes,
da han engang (1860)
ikke traf min Kone hjemme, efterlod han
paa hendes Skrivebord følgende Seddel:
»Fru Collin. Det gjør mig ondt, at De
flyer mig; nu
gaaer jeg, iovermorgen reiser jeg, og
snart døer jeg.«
Ærbødigst
H. C. Andersen.
Forfængeligheden
Der er neppe nogen af Andersens
menneskelige Svagheder, der bemærkedes saa let og af
Alle, som den saakaldte
Forfængelighed. Jeg har altid havt nogen
Mistanke, naar
man ved dette Udtryk troede at kunne
betegne hans Væsen
tilstrækkeligt.
Hvad er Forfængelighed? Molbech siger:
»den Beskaffenhed hos en Person, at han sætter Priis
paa Egenskaber hos
sig selv, som ere uden sand indvortes
Værd, eller den, at han
ved hver Leilighed søger at lægge
virkelige eller indbildte Fuldkommenheder for Dagen.« Jeg kunde ønske
tilføiet: en i den
menneskelige Natur nedlagt Disposition,
hvis Udvikling det kun
lykkes Faa at bekæmpe. Andersen hørte
ikke til disse Faa.
Han var ganske vist ikke forfængelig af
sit Udvortes.
Han har i sin Opvæxt maattet høre mange
spottende Bemærkninger om dette; senere, da han med den
tiltagende Aandsmodenhed tillige udvikledes i legemlig
Henseende og bevægede
sig med større Frihed, gjorde han sig
ingen Illusioner i den
Henseende. Det staaer ikke i min Magt at
give et Billede af
hans Udvortes i den Tid, og man vil
ikke. faae videre Udbytte
af hans Signalement i en saakaldet:
Sanitäts-Fehde ɔ: Sundhedspas fra Orsova, saalydende:
»Ein Schriftsteller, französischer
Unterthan, Koppenhagen in Dänemark wohnhaft, ledigen
Standes, braune Haare,
graue Augen, länglichen Angesichte,
deutsch gekleidet.«
Han havde virkelig en ret smuk Haarvæxt;
det vidste
han godt; og da han satte Priis paa at
have denne i pyntelig
Orden, lod han sig ofte »krølle«. Han
var, uden at være
pyntesyg, meget omhyggelig for sin
Klædedragt. Men hvad
Verden havde stor Fornøielse af at
observere og udbrede var,
at han ikke kunde gaae forbi et Speil
uden at see sig deri.
Vi, som have kjendt ham saa nøie, ere
enige om at han ikke
gjorde dette i Forventning af at finde
noget Smukt, men som
et Forsøg paa, ved nogle
Ansigtsfordreielser at bringe noget
Genialt frem. Han har selv med
elskværdig Aabenhed tilstaaet,
at han bestræbte sig for at see genial
ud; det kunde da heller
ikke skjules for os, der ved hvert nyt
Photographi af ham
kunde see, at han havde »sat et genialt
Ansigt op.« Derfor
give alle tidligere Portraiter ikke
noget sandt Billede af hans
Ansigts Udtryk. Hvis en Photograph havde
kunnet opfatte
saadanne Øieblikke, hvor han var henrykt
over noget Skjønt,
da vilde vi have faaet et Billede af,
hvor godt han saae ud,
naar det Aandige beherskede hans Miner.
Andersen higer efter ros og beundring
og helst på tryk
Men hvad der laae aabent for Alle var
hans Higen efter
Roes.Han søgte saa lidt at skjule
den, at ban endog proklamerer den med de Ord:
«Kun i at beundres af Alle føler min
Sjæl sig lykkelig;
den Mindste, som ikke gjør det, kan
gjøre mig
mismodig».
En aabenhjertigere Tilstaaelse kan man
ikke forlange.
Det var denne Higen efter Roes, der
skadede ham saa
meget, især fordi den daglig gav de smaa
Aander Leilighed til
at gjøre sig lystige over ham. Han kunde
ikke nøies med den
Bevidsthed, at han som Eventyr-Digter
var agtet og æret fremfor nogen anden Samtidig; han vilde have
den lydelige Roes
eller see den paa Tryk, og han vilde
atter og atter høre Roes
for det Samme. Dette var en Deel af hans
ubetvingelige Tilbøielighed til altid at beskjæftige sig
med sit eget Jeg, men
mærkelig derved, at han ikke kunde
skjule den og bestandig
gav sig Blottelser. — Vilde ikke enhver
Forfatter glæde
sig ved at see sine Arbeider anerkjendte
ogsaa i Udlandet?
Men han vilde maaskee glæde sig i
Stilhed. Dette var imod
Andersens Natur, han fortalte det til
Alle og forlangte, at
ogsaa disse skulde glæde sig med ham
derover.
H.C. Andersens barnagtige natur og
glæde
Det er
ganske Andersensk, naar han, som der
fortælles, en Dag
skraaer over Gaden til en Bekjendt og
siger: «Naa, nu
bliver jeg læst i Spanien, farvel. Var
det nu Forfængelighed,
der drev ham til denne Yttring? Jeg
vilde nærmest betegne
den som en barnagtig Glæde. Næsten alle
de Anekdoter,
som man har om hans Forfængelighed,
kunne henføres hertil.
Han beholdt bestandig af Barnenaturen
det, at han kunde glæde
sig over Smaating ligesom han kunde tage
sig Smaating nær.
Enhver Tagen-Hensyn til ham, en
Opmærksomhed, den være
nok saa ringe, en Skaal, udbragt for ham
ved et privat Middagsbord — alt Saadant glædede ham;
glemte man tilfældigt
at udbringe hans Skaal paa det Sted,
hvor han var vant dertil, var Humeuret forbi, — Altsammen
uforgængelige Rester af
Barnenaturen.
Det er saa ofte sagt om ham, at han reiste rundt om
i Verden for at udbrede sin Berømmelse.
Det skal vanskelig
kunne bevises, at dette var hans Maal,
og endnu vanskeligere vil
det være at forklare, hvorledes han,
blot ved at vise sig paa
mange Steder, skulde gjøre sig berømt
der. Det er med Rette,
at Brandes udbryder: «Ak, kunde Reiser
gjøre det!» og at
W. Bloch spøgende opfordrer andre
Digtere til at gjøre dette
Experiment. Det var ham jo vel bekjendt
af de mange Breve,
han fik fra Beundrere i Tydskland, at
han var berømt; men
han vilde selv see denne Berømmelse paa
Stedet, og han vilde
personlig feteres. Hvor mangen Anden
vilde ikke have gjort
det Samme, men mere dulgt. Han lagde her
som altid sine
Følelser aabne frem for Verdens Kritik.
I «Mit Livs Eventyr» træffes desværre Exempler nok paa
ubesindigt henkastede Yttringer, som
gjorde ham ubodelig Skade.
Saaledes fortæller han, at der i Fahlun
var udkommet et Eftertryk af hans «Fodreise» ; men saa føier
han til: « Noget, der
kun er skeet med Oehlenschlægers
betydeligste Arbeider»
— og saa blotter han sin Forfængelighed.
— Han skrev en
Anmeldelse om den elektromagnetiske
Telegraph, og her tilføie
han: «Jeg var den, der gjorde
Kjøbenhavnerne opmærksom paa
denne Opfindelse ». Dette Sidste hører
til den Egenhed hos
ham, at han altid vilde betragtes som
den, der først havde
bragt en Nyhed.
Disse betydningsløse Barnagtigheder, som
yttrede sig saa
ofte i det daglige Samliv, kunde man jo
let oversee. Men man
kan ikke undres over, at de, naar de kom
tilsyne i hans Livshistorie, irriterede Mange.
Men var da Alt hos ham Forfængelighed?
Var det Forfængelighed, at han ønskede, at Hjemmet
skulde føle sig hædret
ved en Landsmands Berømmelse i Udlandet?
Man pleier at
antage, at en Mand, der gjør sig berømt
i Udlandet, derved
gjør sit Fædreland Ære. Men han maatte
gjøre en anden Erfaring. Hans Berømthed var ikke et
Foster af hans Indbildning, den var en Virkelighed. Den danske
Presse kunde ikke
benægte dette, men den kunde anstille
sig uvidende ; den kunde
tie. Han havde jo Ret, naar han sagde
(1845): «Det var dog
forunderligt, om de Danske skulde være
de eneste Kloge i at
dømme i denne Verden». Hans Forbittrelse
over, saaledes at
blive ignoreret, gik især ud over
Berlingske Tidende, som greb
enhver Leilighed til at drage Hertz
frem, men tav om Andersen.
Børnevennen Andersen
Man har havt meget travlt med Andersens
Barnlighed.
Det beroer paa en fuldstændig
Misforstaaelse af hans Væsen,
og han loe selv over den; men den var
meget almindelig. Det
gik endog saavidt, at en Fest-Comitee,
for hvilken han havde
skrevet en Sang, takkede ham for hans «
barnlige Imødekommenhed ». Det er vel nærmest hans
tidligere Følsomhed, der
er blevet forvexlet med Barnlighed, og
Misforstaaelsen er blevet
bestyrket ved hans store Evne til at
gaae ind i Barnets Tankegang og til at tale i dets Sprog. Det er
mig endog tvivlsomt,
om han var en egenlig Barneven. Jeg kan
vel erindre, at han,
medens mine Børn vare smaa, gav sig
meget af med dem og morede sig over deres Bemærkninger (som
han da ogsaa efter
Omstændighederne benyttede); men den
Kjærlighed for Børn i
Almindelighed, som findes hos den
udprægede Barneven, der
ved enhver Leilighed tager et Barn paa
Armen og kjæler for
det, har jeg ikke fundet hos ham. At han
ikke selv gjorde
Fordring paa at staae som et Exempel paa
en Barneven, maa
man slutte deraf, at da han kort før sin
Død var henne for
at see de udstillede Skizzer til sit
Monument, yttrede han sig
heftigt og haardt mod dem, paa hvilke
der var anbragt Børn.
Ironien
Andersen var barnlig ligeoverfor Gud,
men ligeoverfor
denne Verden var han Humorist. De, som
saae dybere i ham,
have tidligt erkjendt dette; allerede i
1833 sammenlignede
Heiberg ham med Wessel, og P. L. Møller
raadede ham
til at benytte sit rige og vittige Lune
som Værn mod Pedanteriet og Bornertheden. Hans Humor viste
sig ogsaa deri, at
han ofte spøgte med sine egne Svagheder.
Det var saaledes
ikke uden et stærkt Anstrøg af
Selvironi, at han under sin
sidste Sygdom sagde til mig: «Jeg gad
egenlig nok kige ned
og see, hvordan det gaaer til ved min
Begravelse ».
Hans Ironi og hans hurtige Opfattelse af
en Situation
viste sig især i bidende Svar; deri
havde han tidligt faaet
Øvelse og deri var han en Mester. At han
ved Hjælp deraf
ogsaa har redet sig ud af de
Forlegenheder, som en anonym Forfatter
er udsat for, har han selv fortalt i
«Mit Livs Eventyr»
S. 334 *).
*) Jeg kan tilføie et Exempel, ogsaa fra
"den nye Barselstue". Jeg
havde faaet den Mening, at Fru Emma
Hartmann var indviet i
Hemmeligheden og talte med hende derom.
Da hun derpaa sagde
ham, at hun vidste det fra mig, svarede
han strax: «Naa saa fik han
dog Ret, da han paastod, at han kunde
bilde Dem det ind.
Bouts-rimés
Af denne Evne udgik hans
Improvisation. Det
hørte i den Tid til de ikke ualmindelige
Adspredelser i de
Cirkler, i hvilke Andersen kom, at
opgive ham en Række
Ord, af hvilke han, stadigt med Hensyn
til Rimene, skulde construere et lille Digt — altsaa de
saakaldte bouts-rimés.
*) Bouts-rimés definerer Fr. Schönau som:
"hinanden foresatte
Riim-Endelser, hvor det gjælder om at
faae Riimene nætte opfyldte
og ikke vige fra Materien".
Han optegnede disse Enderiim og skrev
med en næsten ubegribelig Hurtighed et lille Digt, som
han oplæste. Undertiden
vare disse Digte lange, endog paa 16
Linier. Som Exempel
vil jeg meddele et af de korteste (fra
Nørager 1829). Opgaven
var: Fædrelandskjærlighed, og de
opgivne Riim: Storm, Gorm,
Mode, Klode. Han skrev da øieblikkeligt
:
Drag hen i Kampen for dit Land min Gorm,
Følg ikke Tidens Luner og dens Mode.
Vær tro dit Land i Havblik og i Storm,
Da grønnes alt din Krands paa denne
Klode.
Som en Curiositet vil jeg anføre, at jeg
bar rundet en
Seddel, som han under sit Ophold i
Stockholm har faaet fra
en velvillig Landsmand, der skriver: «De
vil blive tilsagt til
Ulriksdal; vær forberedt paa et
Inpromtu».
H.C. Andersen, H.C. Ørsted og
abstraktioner
Andersen var ikke Tænker, endnu mindre
Grubler. — I
det daglige Samliv indlod ban sig aldrig
paa abstracte Undersøgelser; dog maa jeg, efter
hans egne
Udtalelser, undtage hans Samliv med H.
C. Ørsted. Denne udmærkede Mands faderlige Forhold ligeoverfor Andersen er
hævet over enhver Roes;
saa mange Sider af Andersens Liv ere
Vidnesbyrd derom.
Han vilde, som saamange Andre, opdrage
ham, men paa sin
egen kjærlige overbærende Maade, som jo
ogsaa var tiltrækkende
for Andersen. Men hans Bestræbelser vare
neppe praktiske.
Jeg kan selv tale noget med herom; jeg
skal ikke glemme, at
han af Venskab for min Fader spildte
mangen Søndag Formiddag paa at læse Mathematik med min
Broder og mig inden
2den Examen; jeg siger « spildte », thi
hans Methode var ikke
den skolerette, og altsaa forvirrende
for os.
Tog han feil i
sine Forudsætninger om vor Modenhed, saa
har han vist gjort
det Samme med Hensyn til Andersen;
idetmindste har man
Grund til at troe det, efter dennes mange
Meddelelser om sine
Samtaler med Ørsted. Saaledes siger han
om « I Sverrig », at
de to Afdelinger: Tro og Videnskab samt
Poesiens Californien begge vare fremsprungne ved
Ørsteds «aandfulde
indvirkende Samtaler« og »ved
Opfattelsen af «Aanden i Naturen » blev der Stof for os til mangen
Samtale ». Og naar nu
Ørsted tilfældigt lader en saadan
Yttring falde som den: «Man
har beskyldt Dem saa tidt for Mangel paa
Studium; maaskee
bliver De den af Digterne, der vil
udrette meest for Videnskaben«, kan man da undre sig over, at
en saa ubefæstet Aand
som Andersens kunde troe sig særligt
kaldet til « at hente Stof
fra Videnskabens lidet søgte Gruber».
Det er af denne Omgang med Ørsted jeg
forklarer, hvorledes det kunde gaae til, at Andersen,
der var, saa at sige
fra Fødselen puur og bar
Inspirationsdigter og i sin Udvikling Humorist, holdende sig borte fra
alle Abstractioner,
kunde paa een Gang falde paa at kaste
sig over saadanne
Æmner som «Ahasverus» og især «At være
eller ikke være».
Han forvirredes i sine Begreber om hvad
han var moden til at
behandle; derfor forsøgte han sig i saa
mange Retninger.
Ingemann giver Andersen gode råd
Paa en anden Maade havde Ingemann
Indflydelse paa
ham. Han saae vistnok Andersens Uklarhed
og Mangel paa
Holdning, han stræbte vel efter at holde
ham opreist, da Forfatter-Sorgerne efter « Agnete »
overvældede ham, og derved at
give ham Mod og Selvfølelse. Medens alle
Andre vare enige
om at dadle den kritikløse Nedskriven af
de Slag i Slag følgende Phantasibilleder, der fremstillede
sig for ham, yttrede
Ingemann sig med den største Haan mod
denne Dadel og giver
ham det Raad: «See kun at sætte Dem paa
fri uafhængig
Fod med Hensyn til det Ephemeriske i
Aandens og Literaturens
Verden, og hvad Vorherre vil der skal
blive af os, driver han
vel nok igjennem.
Var det nu vel betænkt af Ingemann, at
skrive dette til
den dengang saa umodne Digter? For denne
maatte det jo
blive den ham velkomne Lære: Skriv hvad
der falder Dig ind,
vær uafhængig af Andres Domme ; thi det
er Vorherre, der har
givet Dig disse Indfald, og hvad han
gjør det er velgjort.
— Det er Dogmet om den af Fornuften
ubesmittede Idee-Undfangelse.
Og saaledes have vi Alle fra den Tid et
Ansvar for hvad
vi, hver paa sin Viis, have bidraget til
at forvirre Andersen.
Fortsættes her !
