|
H.C. Andersen på besøg
hos familien
Swane i Hjermind
Præstegård 1859
Magdalene Swane
(født Bruun) optegnelser er kilde
til nogle af de nedenstående
oplysninger.
Desuden fortæller
datteren Julie Swane fortæller om
sine oplevelser med H.C. Andersen ,
da han besøgte Hjermind Præstegård. Magdalene var
gift med Jørgen Swane og hun var
født den 27 marts 1827 på
Asmildkloster ved Viborg. Der var i
alt 5 børn heri blandt Julie.
Læs om tilblivelsen af sangen
"Jylland mellem tvende have"
med tekst af H.C. Andersen
Magdalene
Swane:
Den 1. juledag
1852 fik hun et julebarn Peter
Daniel (borgmester i Randers 1899).
Hun fortæller at da hendes mand
Jørgen Swane kom hen til H.C.
Andersen og sagde ” Jeg har en Bøn
til Dem, kære Etatsraad”, så så han
meget betænkelig ud, men da Swane
tilføjede.” Vi De være Fadder for
vor lille Søn?” udbrød Andersen
henrykt: ”Ja, Gud velsigne Dem! Jeg
troede, De vilde have mig ud at
sejle på Søen!” Han var jo meget
ængstelig af sig, den rare Mand.
Julie Swane
skriver om sit barndomsliv i
Hjermind Præstegård:
Hun fortæller
om de mennesker der kom og besøgte
familien i Hjermind. H.C. Andersen
var den mærkeligste af dem alle. Han
var som bekendt, en god ven af
Ingemann (farfars fætter) og
tilbragte ofte en tid ude i Sorø,
hvor et værelse i Ingemanns
forhåndværende bolig endnu benævnes
som H.C. Andersens stue oppe i
gavlen.
Han lovede at
besøge mine forældre og kom virkelig
til Hjermind, hvor han digtede sin
smukke sang ”Jylland mellem tvende
have”. Desværre var jeg så lille, at
jeg blev sendt hen til skolelærer
Faarup’s, når H.C.Andersen læste op,
thi ”Børnevennen” tålte ikke den
ringeste forstyrrelse. Men engang
tog han os med op i gæstekammeret og
fortalte os et eventyr, hvoraf jeg
kun husker, at: ”der var engang en
pige, der vaskede sig i spyt”,
hvilket frygtelige jeg selvfølgelig
ikke har glemt.
Min mor
fortalte, at det ikke var nogen let
opgave derude på landet hver dag at
skaffe nye gæster, der kunne more og
beundre H. C. Andersen, men da han
ikke blev så længe, lykkedes det.
Han var uhyre ængstelig for sit
helbred, og da der den sommer var en
del kolera tilfælde, kom han en nat
ind og vækkede far og mor på grund
af mavepine, idet han bestemt troede
på en begyndende kolera.
Da han skulle
rejse, kørte mor og nogle af os
andre med ham i den store lukkede
wienervogn til Asmild, hvor han
besøgte min bedstemoder, da min
bedstefader var til extrasession i
København. Vi havde smørrebrød med i
vognen, da køreturen var på 3 Mil.
H.C. Andersen spiste med af det, og
efter at det var fortæret, tog han
papiret og satte sig på det til vor
store forbavselse. Han forklarede
for os: "Jo, hvis Papiret blev
kastet ud af Vognen, kunde Blæsten
føre det frem foran Hestene, som
kunde blive sky, stejle og vælte
Vognen!" Så snart vi fra vognen
øjnede Domkirken, plejede vi
gentagne gange i kor at råbe: " Vi
kan se Viborg Domkirke"! og jeg
husker, at H. C. Andersen stemte i
med os.
Inden jeg går
videre, synes jeg, at jeg må omtale,
at jeg virkelig opnåede at høre H.
C. Andersen læse op. Da jeg var
ganske ung (vistnok i 1870) og var
med mor i København, blev vi indbudt
til eftermiddagste hos General
Raasløff's, hvis hustru var i slægt
med mor. Der var meget elegant. Fru
Raasløff var en meget venlig,
statelig dame, og vi fik en fin
lille beværtning sammen med husets
Damer, H.C. Andersen og to ældre
damer. H. C. Andersen blev
placeret ved et lille bord, hvorpå
stod en karaffel med vand og et glas
i lang afstand fra os tilhørere. Han
oplæste " Det utroligste". Da han
var færdig, udbrød de to ældre damer
med sødladen, indsmigrende stemme:
"Men det utrolige er dog at høre Hr.
Konferensraaden læse" !
Da H. C.
Andersen var gået, fortalte Frøken
Raasløff, som oversatte hans eventyr
på engelsk, at det var en meget
vanskelig sag, da H. C. Andersen,
som ikke var videre sprogkyndig,
endelig ville have alt oversat
bogstaveligt, men så var det aldeles
umuligt for englænderne at fatte
netop det, der var det ejendommelige
i hans skrifter. Senere har jeg set
H.C. Andersen på gaden i København,
hvor han just ikke tog sig godt ud
med sine store fødder i galocher og
sin mærkelige gang.
Kilde: Jørgen Swane, Memoirer og breve 43 .
Udgivne af Julius Clausen m.fl
Jørgen "Biskop Jørgen Swane og hans
Hustru Magdalene f. Bruun" 1925
Foto: Lars Bjørnsten
Odense |
