H.C. Andersen skriver om det huslige liv hjemme 3.

Min moder var imidlertid kommet til at gå på Slottet, herved kom jeg også derind, legede imellem i den store gård med Prins Frits, der da var et barn.

Odense Slot 1830. Stik efter tegning af S.M. Petersen.

En fastelavnsmandag var jeg med en hel del af borgerlige børn med at slå "Katten af Tønden", Prins Christian sad på trappen med nogle af herrerne, og prinsessen i vinduet. Jeg havde et gammelt officerschærf om livet og bildte mig ind, at jeg var den, der mest faldt i øjnene. Siden kom jeg prins Christian nærmere. Guldberg talte om mig, og han fik lyst at se mig.

Jeg skulle der op en dag "dersom prinsen spørger hvad du har lyst til" viskede man mig, "- da sig, du vil gerne studere". Jeg kom derop, spillede nogle scener af Holberg for ham, sang noget jeg improviserede og da han spurgte mig om min lyst for scenen, tilstod jeg det ganske åbenhjertigt, men sagde, at folk hellere ville have jeg skulle sige, jeg ville studere. Prinsen, fandt ellers ingen af disse ting passende, men rådede mig, som et fattig barn, heller at lære en smuk profession, f. eks drejer, men det havde jeg ingen lyst til.

Prins Christian Frederik (1786-1848) senere Frederik VII. (1808-1863).Kaldet prins Frits. Buste af Bertel Thorvaldsen 1819.

"Bestemmer De dem dertil, da sig mig det, jeg skal da tænke på Dem". Jeg var slet ikke fornøjet dermed, har siden ikke talt med ham. Han har derimod ofte talt om mig hos Colbjørnsens, og nu i sommer (1832) da han så Hospitalet, forlangt at se min gamle moder og sagde til hende: "De har megen ære af deres søn", hvilket naturligvis frydede hende ind i sjælen, især da hendes omgivelser hørte derpå.
 

Jeg var nu 13 år, min moder ønskede at få mig til konfirmation, da jeg var så stor og lang, og folk sagde det var urimeligt at lade mig gå hjemme. Hun havde imidlertid fået lyst at gifte sig på ny, med en af min faders venner , af samme håndværk. Brylluppet stod, han var ganske forskellig fra min fader og svarede fuldkommen i karakter og åndelig udvikling til min moder.

 Mig behandlede han vel, men ville aldeles ikke, blande sig i min opdragelse, for at folk ikke skulde sige han var en "slem stedfader", således blev i grunden alt for mig, under samme former som før, kun den stakkels gamle farmoder, stod mere fremmet der i huset, jeg var båndet der holdt hende der, jeg græd tit over hendes stille smerte, thi hun blev med et gammel af sorg.

Underligt var det ellers, at den gamle kone havde et ganske dejligt brunt hår, ikke eet var gråt derimellem, men på en måned blev de alle ganske lyse. Min moder ville at jeg skulle i en skrædderlære, da jeg var for spinkelt for noget andet i verden. Min gamle farmoder foreslog, at jeg skulle heller på et kontor som skriver, det var dog lidt fornemt. Det eneste der hos mig talte for skrædderhåndværket var, at jeg da kunne få en del brogede klude til mit lille dukketeater.

Imidlertid fik jeg lov til at at blive konfirmeret skønt jeg kun var lidt over 13 ½ år. Også her trådte min forfængelighed frem. De som, skulle konfirmeres i St. Knuds Kirke, kunne gå, enten til kapellanen Viberg, eller til stiftsprovst Tetens, som nu var biskop på Ærø. Men til stiftsprovsten gik kun latinskolen og de fornemste unge piger og hans børn stod derfor altid øverst. For nu at komme over til kapellanens konfirmander gik jeg til provsten, og var den eneste, der således stod sammen med latinskolen.

Stiftsprovst Stephan Tetens (1773-1855), som konfirmerede H.C. Andersen. Udsnit af maleri af ukendt kunstner. Se mere om HCA's konfirmation her.

Tetens kunne ikke andet end modtage mig, dog føler jeg godt nu, af små træk jeg erindrer, at det ikke behagede ham at jeg blandede mig med en stand udenfor min. Ja, da jeg engang i den tid jeg gik til ham havde jeg en aften citeret nogle scener af Holberg, hos apoteker Andersens.

Han kaldte mig til sig privat og foreholdt mig det meget strengt, som upassende i denne tid og truede mig, hvis jeg ikke kunne mine lektier godt, ville han vise mig ned. Jeg sagde ham ganske barnlig min kærlighed for teateret, og han svarede mig vredt "det var noget forvirret tøj jeg snakkede". Jeg følte mig ulykkelig, min tillid til ham var borte, han behandlede mig for strengt, da han ikke kendte mig.

Comediehuset d.v.s. Odense Teater på Sortebrødre Torv. Litografi 1840.

Teaterbesøg og småroller, som statist gav H.C. Andersen ideen til "at det bl.a. var for teatret han var født.

Kort før jeg gik til præsten, havde ellers de kongelige skuespillere været i byen og de gav store operaer, Cendrillon, Azemia, Apothekeren og Doctoren, Zemire og Azor, ja selv Hagbarth og Signe og Axel og Valborg. Det var et udmærket selskab. Jeg ville så gerne se komedierne, men hvorledes skulle jeg komme til. Lysten gav mig mod, jeg gik op til dem, fortalte min længsel efter at se komedie og især at være med. De morede dem over min naivitet. Enholm og Haack lagde især mærke til mig og sagde at jeg kunne komme op bag kulisserne hver aften, og nu i Cendrillon skulle jeg blive en page d.v.s. ham der har den ene replik. Jeg var da alt den første der henne, trak de røde silkeklæder på, sagde min replik, og bildte mig ind at det hele hus kun tænkte på mig.

Ved påsketider stod jeg til konfirmation, jeg fik da det første par støvler, jeg havde båret. En brun frakke af min afdøde faders, syede en kone om til en kjortel og jeg syntes jeg var grumme pæn.

Sct. Knuds Kirke i Odense.

Det var i denne kirke H.C. Andersen blev konfirmeret 18.april 1819

For at nu alle folk skulle se at jeg havde støvler på, lod jeg benklæderne putte ind i støvlerne og stod nu nok så stolt. Mit hjerte bankede af hellig ærefrygt for Gud, jeg var from og uskyldig, dog kom der så mange verdslige tanker i mit bryst, om mine knirkende støvler, mit store kalvekryds, jeg syntes selv det var fæle syndige tanker og bad vor Herre dog ikke være vred på mig.

Nu skulle jeg da ud af huset, min moder ville at jeg skulle lære skrædder- eller bogbinderhåndværket, jeg græd for hende, fortalte om de mange berømte mænd jeg havde læst om, hvorledes de var kommet frem i verden og bad hende dog lade mig rejse til København for at blive skuespiller. Det hjalp ikke at hun sagde mig, at jeg jo ikke kendte en sjæl der eller havde nogen hjælp. Jeg mindede hende om spåkonens spådommen, sagde hvad min afdøde fader så tit havde sagt "at jeg aldrig måtte eller skulle tvinges til noget i verden, men at jeg måtte blive hvad jeg ville".

Nu kunne hun ikke længer stå imod og hun havde selv aldrig været uden for Fyn, havde ingen ide om verden og lod sig da overtale.

Folk sagde hende, hvad jo sandt var, at det hele syntes galskab.

Vandet (Storebælt) ved Nyborg.

 "Ja men jeg kan jo ikke slippe for ham" sagde hun, "og lad ham kun rejse, han vender nok om ved Nyborg, når han ser vandet".  Min stedfader ville slet ikke blande sig der i, og således gik der nogen tid. Hun tillod mig at rejse. Nu var der kommet en skuespillerinde jomfru Hammer, der havde været ved Wedels Trup. Hun ville give en forestilling i Odense og det dramatiske selskab ville hjælpe hende. Vor komiker Foersom var den gang skriverkarl på stiftamtmandens kontor. Han var en af de første aktører og havde tit, da han kende mig, taget mig, som lille dreng, med op bag kulisserne. En dag fortalte han mig om den nye jomfru der skulle spille komedie. Jeg betragtede hende alt som kunstsøster, gik op til hende og hun tog venlig imod mig.

Det var et meget simpelt fruentimmer, og som jeg siden så, lastefuld i en stor grad. Hun gav "den pantsatte bondedreng", Foersom var drengen, jeg fik postkarlens rolle og var lyksalig. Jeg kom daglig til jomfruen, der benyttede sig af mig til at besørge en mængde af  Liebes breve. Jeg forstod mig ikke derpå, før jeg selv blev vidne til hendes letfærdighed. Hun spøgte selv over mit barnlige sind, min uskyldighed. Og, o Gud, jeg var kun 14 år, min sjæl så ren, så uskyldig. Jeg græd over hendes opførsel og dog kunne jeg ikke forlade hende, thi da hun hørte jeg ene ville vove mig til København, tilbød hun mig fri rejse med sig og lovede, i København, at anbefale mig til sin veninde: Danserinden jomfru Didriksen, nu gift med Funk repiteteuren.

Min moder blev meget glad der over, gik til hende og takkede, tog sig af al hendes vask i en måneds tid, som et bevis på sin taknemlighed. Uge efter uge gik, der blev ingen afrejse, jomfru Hammer var i gæld for sit ophold, kunne ikke komme af sted. "Vil du rejse, skal du også af sted", sagde min moder og jeg bestemte da, som heltene, i de mange eventyr jeg havde læst at drage, ganske ene, ud i verden. Jeg var ganske rolig, thi jeg stolede blindt på vor Herre, der nok ville tage sig af mig. Det gik jo altid godt i komedierne og historierne. Nu slog jeg min sparebøsse itu, der var 13 Rdlr deri, som jeg havde samlet på i et helt år. Så mange penge havde jeg endnu aldrig set og jeg følte mig rig og lykkelig. Men kender du slet ingen i København" ? Spurgte folk mig, som jeg fortalte om min rejse. "Nej, slet ingen". Man rådede mig, dog at få et brev med til nogen, men hvem skulle give mig det ?

"Guldbergs var borte, de var adspredte i Norge, Holsten, Sjælland, min eneste tilflugt borte. Nu vidste jeg at den gamle bogtrykker Iversen, kendte de fleste skuespillere i København. Jeg tog mod til mig, gik en søndag eftermiddag op til ham, skønt han var mig ganske fremmed.

Bogtrykker og avisudgiver Christian H. Iversen (1748-1827). Udsnit af maleri af ukendt kunstner 1786.

Den gamle mand hørte venligt på mig, men sagde at det var så uklogt at vove sligt. Det ville aldrig lede til noget og bad mig være fornuftig og lære et håndværk. "Det var virkelig synd" svarede jeg, og man har i familien, siden tit gentaget disse mine ord for mig, som et sandt orakel. Da den gamle mand ikke kunne bringe mig fra min beslutning, lovede han at give mig et brev med. "Hvem vil de helst have det til, af dem ved teateret" ? spurgte han. Jeg havde nu hørt tale om danserinden Madam Schall, som en kone af indflydelse, han lovede også at skrive til hende og jeg fik brevet.

På samme tid rejste med posten, en Madam Hermansen, der havde været en kort tid i Odense. Hun var prins Ferdinands amme. Det var det eneste menneske, min moder kendte, men kun af ansigt, min moder græd og bad hende dog se lidt efter mig på rejsen, thi jeg skulle som blind passagerer med posten og det kostede 3 Rdlr. Da jeg gik ud af porten kom gamle farmoder; så stift på mig med tåre i de fromme blå øjne, men hun sagde ikke et ord. Siden har jeg aldrig set hende. Hun er død.

H.C. Andersens afsked med sin moder Odense ved Skt. Jørgens Port i Odense. Akvarel af Niels Larsen-Stevns.

H.C. Andersens rejsepas 1819. Når danske farvande skulle passeres skulle der bruges rejsepas.

Det tog tre dag at rejse fra Odense til København. En lang tur for en 14-årig knægt.

Nu rullede jeg da ud i verden med 10 Rdlr, posten havde jo de tre. Jeg havde aldrig været en mil på denne side af Odense, den nye afveksling gjorde mig derfor snart glad. Jeg kom til Nyborg, så havet og først da jeg sejlede bort, blev jeg trang om hjertet, det var som sejlede jeg nu ud i den vide verden. Da jeg kom til Korsør, gik jeg om bag et hus, faldt på mine knæ og bad vor Herre hjælpe mig, græd så meget, men så blev jeg igen glad, og kørte i natten gennem byerne. Drømte ikke om, da jeg kom til Slagelse, at her skulle jeg nogle år efter sættes i latinskole.

København set fra Frederiksberg Bakke Farvelagt kobberstik af ukendt kunstner ca. 1820

Mandag morgen den 5. September 1819, just den dag teatersæsonen begyndte, så jeg København første gang. Da jeg ved Frederiksberg først så tårnene, som jeg så meget længtes efter, brast jeg i gråd og følte at jeg nu ingen havde uden Gud i Himlen!

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense