H.C. Andersen skriver om sine tre første år i København 2.

Mit besøg hos Weyse fandt da sted næste morgen, og hvilken henrykkelse, han havde 70 Rdlr til mig, man havde skudt sammen. Siboni lovede desuden, at når jeg kunne gøre mig forståelig på tysk for ham, ville han synge med mig, og jeg måtte da spise i hans hus om dagen. Jeg var som vanvittig af glæde og nu følte jeg, at hvad jeg drømte og håbede, måtte opfyldes, at den gode Gud ikke forlod mig, og at nu alle prøvelserne var forbi. Overrasket blev jeg i grunden slet ikke. Jeg havde jo tænkt mig det således, og i alle romaner og historier gik det jo dog helten godt til sidst. Jeg husker endnu, hvorledes jeg i min barnlige glæde, da jeg gik ned fra Weyse, og var ene på gangen, kyssede mig selv på hånden og løftede den derpå mod himlen for at bringe Gud mit fulde hjertes tak. Weyse rådede mig, at leje mig ind hos nogle skikkelige folk, og være forsigtig med pengene, som jeg skulle få en bestemt sum af hver måned. Så mange penge havde jeg endnu aldrig set, mindre ejet. Jeg følte mig så rig, så lykkelig, og skrevet jublende brev til hjemmet.

Hos en Madam Thorgesen, en enke, der boede i Holmensgade, kom jeg til at logere og tænk, hun boede just i den smalle ende af gaden. Jeg var vistnok, efter min alder, det barnligste væsen i det hele kvarter der.

Nu faldt det mig ind, at min moder skulle have en halvsøster, der levede i København, som var enke efter en rig søkaptajn.

Holmensgade 8 i København, hvor H.C. Andersen boede fra 1819-1821.

Hende tænkte jeg at ville gå til og hun kunne jo ingen skam have af mig, som man alt havde vist, så megen interesse. Ved en hændelse fik jeg hendes bopæl opspurgt uden at det siden har været mig muligt at erindre hendes navn, eller jeg har mødt hende, rimeligvis er hun død. Hun havde i min tidligste barndom engang været i Odense, var da meget brillant, kom da et øjeblik ind til mine forældre og gav mig en sølvskilling, men da min moder alt for heftigt og med stærke udtryk talte om hendes rigdom og stads, skiltes de ad som fjender.

Jeg var af for barnlig godmodighed, til at tro, lignende kunne længe vare ved, trængte også til et slags hjem og som sagt, søgte denne slags tante op. Der var ret pynteligt i hendes hus og hun tog også ret tåleligt mod mig, men det gik ud over min stakkels moder, som hun for en pyntelig dame der i værelset, udskældte for råhed, mangel på dannelse og sagde til sidst:"Og se nu sender hun mig oveni købet, efter at have behandlet mig slet, sit barn på halsen og det en dreng, var det endda en pige".  Kort efter trådte en fremmed herre ind, "det er jomfruens kæreste" hviskede tanten, og bad mig følge sig. Vi gik nu op på et loft, hvor hun opholdt mig med tale om sine midler og sagde, at jeg kunne imellem komme til hende. Men måden hun talte om min moder på, den fremmede dame og hendes elsker, gjorde et underligt indtryk på mig. Da jeg fortalte Madam Thorgesen derom, gruede min sjæl, da jeg så nu, hvilken måde den gode tante levede på og jeg så hende aldrig siden. Sikkert er hun død og eller ingen af os kender hinanden.

For at komme til Siboni skulle jeg lære lidt tysk, men hvorledes blev dette mig muligt. Der levede en lærer Bruun i Farvegaden og han gav information deri. Jeg gik til ham og han hørte min eventyrlige historie. Fik interesse for mig og læste en to timer frit med mig. Siden har jeg truffet ham bosiddende i Århus, hvor han nu er lærer. Jeg kom nu hen til Siboni. En italiensk kok, en tysk og en dansk pige blev min omgang, når de andre havde spist fik jeg min mad op på pigekammeret og måtte løbe nogle ærinder og fik engang eller to om måneden en kort øvelse i sangen af Siboni, samt tilladelse til at høre på ham og det kongelige sangpersonale, når der blev gået musik igennem. Således gled et halv år hen, da kaldte Siboni mig en dag ind, sagde mig, at mit udvortes og mine manerer var aldeles imod mig, at jeg ingen dannelse havde og at min stemme nu gik over, og syntes at tabe sig. Det var ham nu ikke mulig at skaffe mig til teatret før om en 3-4 år, og at han ikke så længe kunne have mig i huset. Desuden var der et andet subjekt, der lovede ganske anderledes, nemlig den lille Ida Wulff, som han derfor ville tage sig af.

Jeg lukkede hende op, da hun første gang kom med sin fader, hun var et lille spinkelt væsen, i en simpel rød kjole. Jeg skulle altså bort fra Siboni stod således næsten på samme forladte punkt som ½ år før. Jeg gik grædende til Weyse, og bad ham nu skaffe mig lære hos en urmager. Det var imidlertid maj måned. Den tid altså, Holstein havde sagt, jeg kunne måske blive ansat ved dansen. Der er endnu håb for mig tænkte jeg og havde jeg kun noget at leve af.

Kammerherre Frederik Conrad von Holstein (1771-1853) . Chef for Det Kongelige Teater i København i 1819.

Da huskede jeg på den guldbergske familie i Odense, deres interesse for mig, og at der her i København levede en broder til obersten. Jeg skrev denne et brev til, fortalte ham min historie og stilling, og efter at have således forberedt ham på mig gik jeg til ham, uden for Nørreport. Siboni havde jo på en måde vist mig sin dør og min følelse tillod mig ikke at trygle. Min hele ejendom var kun en 10 - 12 daler endnu og hvad skulle jeg gøre i den fremmede by? Professor Guldberg tog ret hjertelig imod mig, han kendte alt til mig fra sin broder, og gav mig nogle og 80 Rdlr, som han og hans venner, blandt andre komponisten Kuhlau, på hans tilskyndelse havde skudt sammen. Jeg fik 10 Rdlr månedlig deraf og desuden lovede Guldberg mig, at jeg måtte komme til ham en time om ugen.

Forfatteren Frederik Høegh-Guldberg 1771-1852 (Professor Guldberg). Han var bror til oberst Høegh-Gulberg fra Odense.

Han ville da skrive og læse dansk med mig, efter som han så af mit brev at jeg næsten slet ikke kunne bogstavere et eneste ord rigtigt. Hvor lykkelig blev jeg ikke, især da han lovede at tale til Lindgreen om mig, der måske ville tage sig af mig. Jeg gik imidlertid op til dansedirektøren Bournonville, men han var med sin unge søn rejst til Paris. Dahlen havde hans opsyn med danseskolen. Guldberg havde givet mig noget tøj, som jeg pyntede mig med, mine hår hang mig i lange lokker om kinderne. Jeg så vist ganske forunderlig ud, dog tog Hr. Dahlen venlig imod mig, havde hørt tale om mig, og sagde at jeg kun skulle komme op på Hofteateret, han ville anbringe mig ved dansen. 

Carl Dahlén (1770-1851), balletdanser og danselærer ved danseskolen. Se mere om  Dahlén her.

Jeg troede nu ret, at skulle springe ind i den forønskede teaterverden og priste den kære, gode Gud. Madam Thorgesen, der var overskærerenke og med en svend drev professionen, var endnu min værtinde. Jeg fortalte hende min lykke og bad nu om jeg kunne komme i kost hos hende, thi hvor skulle jeg spise? Jeg sagde hende hvad jeg nu havde hos Guldbergs og bad hende altid lade mig blive hos sig. Hun forlangte da 20 Rdlr om måneden, som jeg skulle betale hende forud. Jeg blev ganske forskrækket for den høje sum og bad hende med tårer dog at lade mig få det for 16 Rdlr om måneden. "Nej" sagde hun, "så kan De tage hen hvor de vil", men jeg kendte ingen. Hvad skulle jeg gøre, grædende bad jeg hende dog tage de l0 Rdlr jeg havde, og så vente i 14 dage på de følgende 10, jeg ville da se at få dem bragt til veje. "20 Rdlr vil jeg have" vedblev hun. De har jo 80 hos Guldberg, det er Deres og dem vil han ikke forholde Dem. De kan leve derfor i 4 måneder, og siden gør han nok udveje. Nu går jeg ud i byen og skaffer De ikke 20 Rdlr til jeg kommer hjem, da kan De rejse. Hun gik og jeg sad grædende, uden håb der hjemme i hendes stue. På væggen hang hendes afdøde mands portræt. Jeg lå foran og græd, da syntes jeg billedet så så venligt på mig, og i min barnlige enfoldighed bad jeg gennem dette til den døde, at han ville bøje sin kones hjerte for mig fattige barn. Ja, jeg tog mine tåre og gned på billedets øjne, at han kunne føle hvor bitterligt jeg græd. Smerte og sorg udmattede mig så meget at jeg sank halvbedøvet i en art søvn, der varede ved til madammen kom hjem.

  Hun var venligere, og da hun nu følte at jeg ikke havde kunnet bringe summen til veje samme dag, tog hun mod de 10 Rdlr, på vilkår, at jeg før om 14 dage skaffede 10 til, og således hver måned 10 den første dag, og 10, den fjortende dag derefter. For disse 20 daler hun forlangte fik jeg kost og vask, samt et lille kammer uden Vinduer. Egentligt et spisekammer tæt ved køkkenet, med to lufthuller i døren.

Spisekammeret i Holmensgade 8. Spisekammeret var H.C. Andersens første logi i København.

Der var kun plads til sengen og 2 stole, der stod op på hinanden I det øvrige rum kunne jeg netop stå og klæde mig af og på. Her skulle jeg da kun være om aftenen og natten. Om dagen tillod hun mig at være inde hos sig. Det var temmelig hårdt handlet mod et fattigt forladt barn, især da hun var ret formuende og ejede den hele 4 etages gård, hvor vi boede, men jeg var dog så glad at jeg blev, at jeg i det første øjeblik sank for hendes fødder og kyssede hendes hånd, som jeg vædede med tårer. Jeg syntes nu, jeg havde vundet alt. ­

Foto: Lars Bjørnsten Odense