Det var midt om Natten; vi bleve Alle vakte ved at Skibet pludseligt stod stille, og stærke, gjennemtrængende Stemmer lød over os, Capitainens var den meest kjendelige. Vor Lampe var gaget ud, der var ganske mørkt i Kahytten, vi hørte Aareslag udenfor, der kom nogen ombord, lige over mit Hoved raslede en Sabel! Hvad er det? spurgte vi gjensidig. Vi vare i det mindste her kun ti Mile fra den Strækning, hvor Opstanden rasede, da vi forlode Constantinopel; skulde den have udbredt sig her til Kysten.

Folk kom ned ad Trappen! Vaaben klirrede paa Trinene, ingen talte. Den Første, vi saae, var Capitainen med en Lanterne i Haanden, ham fulgte en stærkt bevæbnet Tartar, med ulden Faareskinds Kappe over Skuldrene og høi Müze; iøvrigt halv oversmurt med Dynd, Haaret var drivvaadt. Han traadte hen til Philippovich, og en Samtale begyndte paa Tyrkisk; man forstod den halv ved Tartarens Gestikulation! han fortalte om Overfald, Kamp og Død! flere Gange greb han om een af Pistolerne eller rystede Sabelen, hans Øine rullede i Hovedet.

Først da han med Capitainen forlod os, fik vi tydeligt hele Historien. Tartaren var eet af de Postbud, som førte Breve og Depescher fra Widdin til Constantinopel! han vidste, at hans Kammerater alle vare blevne opsnappede og holdtes fangne i Nissa og Sophia, og havde derfor med sit Geleide søgt at omgaae disse Steder; det var ikke lykkedes ham; hans Ledsagere vare skudte, han selv havde naget ned til denne Kant af Donau, hvor han vidste det østerrigske Dampskib ved Natten vilde passere, her havde han siddet i Sivene og ventet; da vi kom, raabte han os an og vilde nu med os til op under servisk Kyst, til Radejevacz, for derfra at forsøge paa en ny Vei en lykkeligere Reise.

Vi stode Alle op med Solen, Oreava havde vi passeret, flade Kyster strakte sig til begge Sider af Donau. Paa Dækket var uhyggeligt; skidne Tepper havde Tyrkerne udbredt, mine frankiske Kammerater fortalte om Dyre-Udvandringer, Passagerer fra anden Plads bekræftede det og Capitainen nikkede, man vidste ikke, hvor man turde træde. Forud var en Skyllen og Rensen med Igler, vi havde i Nicopoli faaet fire franske Iglehandlere ombord, disse hente deres levende Varer i Bulgariet, Millioner Igler gjør aarlig Udvandring til Frankrig. De maatte vaskes og passes, og derfor, som sagt, var her en Rensen og Skyllen; de arme Dyr kom derpaa i Poser, som bleve hængte op paa Snore for at Vandet kunde drive fra; een og anden af dem spadserede hen ad Dækket eller op ad Rækværket; en Matrosdreng gik med blødende Fødder, en Igle havde bidt sig fast.

Vi seilede forbi Bulgarer-Byen Zibru, Horizonten sluttede med Balkans sneebedækkede, stolte Bjerge; en stor Skare Storke spadserede paa den grønne Eng, hvor uden Indhegning Kirkegaarden laae med sine hvide Gravstene; et Par Fiskernæt vare udspændte, det var et heelt yndigt Landskab; men der var ingen Ro i vort Fartøi, Donau gik med Bølger, som paa en stormende Indsø, Skibet
vippede op og ned, den søsyge Kammerpige sad ganske bleg, lænede sig op til Capitainens Kahyt og hviskede: "det er skrækkeligt! det er som paa Havet!" men det var ikke som paa Havet! her var kun lidt Uro!

Ret anseelig, med en buskbegroet Høi og grønne, duftende Haver ud mod Floden, reiste sig Staden Lom-Palanka; Tyrker, - sande Guldmænd efter den tyrkiske Talemaade: "at tale er Sølv, at tie er Guld!" - sad ubevægelige som Dukker og røg deres Pibe, de dreiede ikke engang Hovedet for at see efter os.

Vinden susede i Skibets Tougværk, Bølgerne løftede sig mere og mere høie, som dandsede de i en Storm, slig en Bølgedands havde jeg aldrig tænkt mig paa en Flod. Kammerpigen var saa søsyg, som hun kunde være! Fader Marco sang og forsikkrede jomfruen, at det var Veir til at holde Barnedaab i, ja han heisede endogsaa et Seil, som han kaldte una Phantasia, da det efter hans Mening mere saae ud, som Noget, end egentligt gjorde Gavn.

Widdin, Bulgariens stærkeste Fæstning, laae for os med sine fem og tyve Minareter; Kanonerne tittede ud af Skydehullerne, en Vrimmel af Mennesker stode ved Landingsstedet; Tyrker laae paa Træbalkonerne og drak deres Kaffe; Soldater marscherede op, for at ingen fra vort Skib skulde komme ind i Byen og bringe Pest-Smitte fra det altid mistænkte Constantinopel! der var et Liv, en Røre i det brogetklædte Folkefærd. Endelig lagde vi ind til den lave Bro; en stor Trappe blev stillet op, og Bræder lagt fra den til Skibet, nu kunde vi komme ned. Tætved stod et lille Huus af Træ, i dette var en Skuffe med Ild og Røgelse, hver af os, som vilde omkring i Byen, maatte først ind i dette Huus og gjennemrøges, at Peststoffet i Klæder og Krop kunde forjages. Det var noget besværligt, at balancere paa de løse Bræder fra Skibet, Trappen var ogsaa temmelig steil; de godmodige Tyrker toge os derfor ved Haanden og hjalp os ned, saa slap de os gesvindt, og saa bleve vi røgede, for ei at smitte dem; Philippovich, som de alt i Widdin vidste var ombord og skulde til Audients hos Paschaen, blev aldeles ikke røget, thi det vilde jo være en Forsinkelse; en smuk opsadlet Hest ventede ham, han besteg den og jog gjennem Gaden til Hussein Paschas Pallads, for at tale om Forholdsregler angaaende Posterne der vare tagne tilfange, samt om Breve og Depeschers videre Sendelse. Hussein er Pascha af tre Hestehaler og bekjendt ved sin Energi i Kampen mod Janischarerne 1826, der endte med, at hele dette Parti gik til Grunde. 1828 stod han længe med Diebitsch ved Schumla, men var 1832 mindre heldig mod Ibrahim Pascha i Syrien, hvorpaa han fik Paschaliket Widdin.*)

*) I Revue britannique 1838 findes en Skildring af Paschaens Serail, men vi hørte her, at den var aldeles fabelagtig, og hvad det Ydre angaaer, da maae vi gjøre samme Bemærkning.

Vi stege i Land og bleve røgede, alle Varer derimod, selv Uldsække, slap aldeles frie derfor; nu vandrede vi om i den efter Regnveiret skrækkeligt sølede By! - de nærmeste Gader vare et heelt Morads; enkelte Steder saae vi en Skildvagt, der havde stillet sig paa en i Dyndet fremragende Steen, jeg siger stillet sig, men det var i en egen Stilling, egentlig sad han paa sine Haser, hans nøgne Knæ stak gjennem en Flænge i Beenklæderne, Geværet holdt han halvt i Hviil, det var høist komisk at see! - I Widdin besøgte vi Alle, for sidste Gang i Tyrkiet, et Slags Haandværksfolk, hvis Dygtighed culminerer i dette Land, det er Barbererne, de ere her ganske mærkværdige; - rigtignok sæbe de En saagodt som hele Ansigtet ind, lege med Ens Hoved, som var det et Dukkehoved, men de have en Behændighed, en Lethed; man troer, en Fjer glider hen over hele Ansigtet, og saa er det den skarpe Kniv! tre Gange i Rad barberes der efter, og derpaa parfumeres hele Ansigtet; dertil kommer, at man ikke nu, som for nogle Aar tilbage, behøver at frygte for, de skulle rage os Hovedhaaret af; nu vide de, at Frankerne vil beholde det, selv begynde de at lade deres voxe.
Om Aftenen sendte Hussein Pascha os et heelt Bundt af de allernyeste tydske Aviser. Hussein holder "Allegemeine Zeitung" *),

*) Her, som i Athen og Constantinopel, fandt vi dette Blad; mine Medreisende havde fundet det i Jerusalem og Babylon; det er i Sandhed et Blad, som er blevet "allgemein".

og nu fik vi da at vide, hvorledes det stod sig inde i Landet, som vi vare omgaaede; en vis Mladen og en Geistlig Lesskoweza stode i Spidsen for Bevægelserne. Det var en sand Aands Bespiisning at faae Aviserne, den bedste Ret havde Hussein vidst at sende os.

Vi gjorde os det ret mageligt, Skibet laae saa roligt og godt, det var blevet blikstille, noget lummert vel! hvor deiligt skulde vi ikke sove til Natten.

Atter Uro! vi vaktes ved et Skin, som om Alt stod i Lue, det rullede, som om Fæstningen afskjød sine 280 Kanoner. Det var et bulgarisk Tordenveir, den gamle Zeus, eller Thor, hvem af dem der endnu regjerer paa Skyen, rullede afstod over os. - Den ene Kjæde af Tordenbrag sluttede sig til den anden. Der buldrede Bølger for Øret, som Donaufloden væltede dem for Øiet, hvert Secund viste Egnen sig i det dagklare Lyn. Paa Dækket vare vi Alle vakte, kun Tyrkerne sov roligt, indsvøbte i deres uldne Pels med tildækkede Ansigter.

Vi havde forladt Widdin og laae ud for den lille Flække Florentin; usle Jordhytter reiste sig tæt ved Bredden, Ruiner af et tyrkisk Badehuus strakte sig ud i Donau, der her viste de første Klipper *);

*) Paa eet af disse Fjelde laae til 1839 en romersk Ruin, nu er den saagodt som forsvunden; Paschaen har ladet Stenene afbenytte til nye Bygninger.

vi saae fløielsgrønne Enge med Grupper af Hornqvæg og sky Heste. Ja det maa ikke sees ved Dagen, nei ved det henflyvende Lyn, det er et Billed malet paa Lysglandsen! det hvide Minaret, de sveiende Popler, de flygtende Heste, den svulmende Flod - Ordet kan ikke give Skildringen den Flugt, der besjælede Virkeligheden.

Stednavne og personnavne: Sofia, Bulgarien, Lom,Vidin