Endelig var jeg i Lyon, hvor Rhonefloden optager Saonen i sig; der, fra en af de høistliggende Gader, øinede jeg, mange, mange Mile borte mod Nordøst, at der hævede sig over den flade, grønne Slette en hvid, skinnende Sky, det var Montblanc, der laae Schweiz, saa nær var jeg nu det Sted, hvor jeg igien haabede at kunne drikke Luft og friere løfte Legeme og Sjæl, - men den schweizerske Consul vilde ikke visere mit Pas, før Politiet i Lyon havde givet sin Visa, og Politiet erklærede, at Passet ikke var i Orden. Jeg, som paa Reise lever næsten for meget for Pas og Visa, saa at det grændser til det Komiske med min ængstelighed for at have Alt i Orden, jeg er af tusinde Reisende altid Den, der modes det værste Pasvrøvleri; snart kan man ikke læse, snart skriver en underordnet Skriver et galt Nummer paa det, saa at det ikke er at finde, snart opholder en italiensk Grændsebetjent sig over Navnet Christian og troer, det er en Religionssect, der kalder sig særegent den Christne, i Lyon var det ikke meer eller mindre, end at Passet, som de sagde, fra Grændsen skulde være sendt til Paris og der af Indenrigsministeren viseret. Hele Dagen maatte jeg løbe til og fra Préfecture de Police, til jeg kastede mig i Armene paa en af de høiere Politiembedsmand, hvem jeg erklærede, at Ingen havde forlangt eller sagt før, at jeg for at reise fra Pyrenæerne til Schweiz over Lyon skulde sende Pas til Paris, hvorhen jeg ikke vilde; det var nødvendigt, at jeg gik tilbage til Marseille, blev der sagt mig, for der af den danske Consul at faae Passet i Orden for Schweiz, jeg erklærede, at jeg ikke taalte at giøre Reisen, ikke heller kunde ligge i det glohede Lyon, jeg maatte til Bjergene! det var en høflig dannet Mand, jeg havde henvendt mig til; med Passet i Haanden examinerede han mig om Tid og Sted, jeg havde været paa de forskjellige Steder, hvor hver Visa var sat, og han kom snart efter, at her Intet kunde være til Hinder for min videre Afreise, ordnede Alt paa det Bedste, og næste Dag kunde jeg flyve afsted. Om Aftenen sad jeg da med roligt Sind i Operaen, denne var for Øieblikket tydsk, et Selskab fra Zürich var her og gav, som man siger, Smæk for Skillingen, paa een Aften Flotows: »Stradella« og Webers »Der Freischütz«; med Hensyn til Tiden kunde det vel bæres, thi af »Freischütz« fik man ene og alene Musiken, Dialogen blev sprungen over, Franskmændene forstode den jo dog ikke, meente de, men komisk tog det sig ud, lige efter Caspars Drikkevise, at see Max tage sin Hat, nikke og gaae, og Caspar Synge Triumph ligesom han havde vundet Spillet ene og alene ved den Vise.

Jeg naaede Schweiz, ogsaa her trykkede Varmen, Sneen paa Jomfruen, selv paa Montblanc, var mindre end i mange Aar, Lange, sorte Fjeldstriber viste sig; men her var dog friskere Luft og Køling om Aftenen; jeg søgte strax til Vevay; her ved Søen, ved Savoyens snebedækkede Bjerge, var det en Velsignelse at aande og leve! som røde Stjerner paa den sorte Bjerggrund skinnede om Aftenen de store Blus, som Hyrder og Kulbrændere tændte hiin Side Søen. Jeg var igjen i Chillon; Byrons Navn, som han selv havde hugget ind i Søilen, havde, siden jeg var her sidst, lidt Overlast, der var kradset stærkt hen over det for at faa det bort. En Englænder havde gjort det, men var bleven forhindret deri; havde han ogsaa her udslettet Byrons Navn, i Verden var det dog ikke blevet udslettet. To nye Navne vare her komne til, det var Victor Hugo og Robert Peel.

I Freiburg saae jeg den dristigste, meest mægtige Hængebro, jeg endnu har seet, høit over Dal og Flod svæver den i Luften og gynger med den tunge Vogn; i Middelalderen havde Sligt hørt til Eventyrenes Verden, Videnskaben har løftet vor Tid ind i det for Overnaturlige. Endelig naaede vi Bern, der hvor Baggesen har levet saa længe, hentet sig en Hustru og været lykkelig. Som han saae det, saaledes lyste Alperne med samme Ildglands, idet Solen gik ned! Jeg tilbragte nogle Dage her og i Interlaken; jeg gjorde Udflugter til Lauterbrunnen og Grindelwald; den forfriskende Støvregn, som Vinden har fra Staubbach i dets Fald, den iiskolde Luft i Grindelwalds Gletscherhuler var paradisisk efter en Skjærsildsreise. De brune Schweizerhuse paa de fløielsartede grønne Enge op ad Bjergsiden, den venligste og rigeste Natur op til den meest storartede
og vilde, er det Eiendommelige ved Schweiz. »Wetterhorn«, »Silberhorn« og »Jomfruen« lyste i Aftenens Ildglans; der kunde være saa herligt, stille og godt, men overalt forfulgtes man af Tiggere, de jodlede og jodlede, det var deres Præludium til Tiggeriet; men friskt og livsbringende var Opholdet i det kjære Bjergland; jeg gik til Basel og her paa Jernbanen gjennem Frankrig til Strasburg. Rhindampskibsfarten begyndte først her; Luften laae tung og varm over Floden, hele Dagen varede Farten, Skibet blev tilsidst overfyldt, meest af Turnere, de sang og jubilerede; mod Danmark og alt Dansk var Stemningen: Christian den Ottende havde da udstedt det aabne Brev. Jeg erfarede det først her; i det Badenske var slet ikke behageligt for en Dansk at reise; Ingen kjendte mig, jeg indlod mig med Ingen, men sad syg og lidende paa den hele Flodfart.

Over Frankfurt naaede jeg det kjære Weimar, og her hos Beaulieu blev jeg pleiet og fik udhvilet; smukke Dage tilbragtes paa Sommerslottet Ettersburg, hvorhen Arvestorhertugen indbød mig; i Jena selv arbeidede jeg sammen med Professor Wolff for at bringe istand en tydsk Oversættelse af flere af mine lyriske Digte; men min Sundhed var stærkt angreben; jeg, som elsker Syden, maatte erkjende, at jeg var en Nordens Søn, hvis Kjød, Blod og Nerver har Rod i Snee og kolde Vinde; med langsom Fart vendee jeg hjemad. I Hamborg modtog jeg fra Kong Christian den Ottende Dannebrogsordenen, den havde
været mig bestemt, før jeg reiste, sagde man, og derfor skulde jeg have den, før jeg igjen naaede Fædrelandet; der kom jeg to Dage efter. I Kiel mødte jeg den landgrevelige Familie samt Prinds Christian, siden Prinds til Danmark, og Gemalinde, et kongeligt Dampskib afhentede de høie Herskaber, man forundte
mig den Behageligbed og Beqvemmelighed at følge ombord med hjem, men Søreisen blev høist besværlig, først efter to Nætters Fart, i Taage og Storm, traadte jeg i Land ved Kjøbenhavns Toldbod.

Fortsættes her