H.C. Andersen:  "Mit Livs Eventyr"  Kapitel 2

Endelig blev jeg indladt til Dandserinden, der med stor Forundring saae og hørte paa mig; hun kjendte aldeles Intet til den gamle Iversen, hvem Brevet var fra; min hele Personlig­hed og Optræden var hende høist besynderlig. Jeg udtalte paa min Maade den inderlige Lyst, jeg følte efter at komme til Theatret, og paa hendes Spørgsmaal, hvilke Partier jeg troede, at jeg kunde udføre, svarede jeg: »Cendrillon! den holder jeg saa meget af!« Dette Stykke var af de kongelige Skuespillere givet i Odense, og Hovedrollen deri havde i den Grad opfyldt mig, at jeg efter Erindringen kunde spille den heel og holden. Jeg vilde vise hende en Prøve deraf, og da hun var Dandserinde, fandt jeg det rimeligviis interessantest for hende, at hun fik Scenen, hvor Gendrilion dandser; jeg udbad mig imidlertid Tilladelse til at tage mine Støvler af, da jeg ellers ikke var let nok for den Rolle; og nu tog jeg min store Hat som Tambourin, slog paa den, begyndte at dandse og synge:

Hvad vil Rigdom vel sige,

Hvad er Glands og Herlighed!« ­

Mine selsomme Gebærder, min hele forunderlige Bevægelighed, gjorde, at Dandserinden, som hun selv mange Tider efter har sagt mig, troede, at jeg var gal og skyndte sig med at faae mig bort.

Nu gik jeg til Theaterchefen, Kammerherre Bolstein, for at søge Ansættelse; han saae paa mig og sagde, at jeg var for mager for Theatret. »O,« svarede jeg, »naar jeg kun maa blive ansat med hundrede Rigsdalers Gage, vil jeg nok blive fed!« Kammerherren viste mig alvorlig bort og tilføiede, at man kun engagerede Mennesker, som havde Dannelse.

Inderlig bedrøvet stod jeg der, intet Menneske havde jeg, som kunde give mig Trøst og Raad; da tænkte jeg paa at døe, som det eneste Bedste for mig, og min Tanke fløi mod Gud; med hele Barnets Tillid til en Fader klyngede min Tanke sig til ham; jeg græd ret ud og sagde da til mig selv: »naar først Alt gaaer ret ulykkeligt, saa sender han Hjelp, det har jeg læst; man skal lide Meget, og saa bliver man til Noget!« -Jeg gik nu hen og kjøbte mig en Galleri-Billet til Syngestykket »Paul og Virginie«. De EIskendes Adskillelse greb mig i den Grad, at jeg brød ud i en heftig Graad; et Par Madamer, der sad ved Siden af mig, trøstede mig paa det Bedste og sagde, at det var kun Comedie, det havde slet ikke Noget at betyde, og den Ene gav mig et stort Stykke Smørrebrød med Rullepølse paa. Vi sad nu der saa selskabeligt sammen og vare Alle gode Mennesker; jeg havde den største Tillid til Alle, og med fuld Aaben­hjertighed fortalte jeg dem nu i Galleri-Logen, hvor vi sad, at det egentlig ikke var for Paul og Virginie, at jeg græd, men fordi jeg betragtede Theatret som min Virginie, og at naar jeg skulde skilles fra det, maatte jeg ogsaa blive lige saa ulykkelig som Paul. De saae paa mig, syntes ikke at forstaae mig, og jeg fortalte dem nu, hvorfor jeg var kommen til Kjøbenhavn, hvor ene jeg var -og Madamen gav mig mere Smørrebrød, Frugt og Kage.

Næste Morgen betalte jeg, i Vertshuset, min Regning og saae da, at hele min Formue nu kun bestod i een Rigsdaler; Jeg maatte derfor see til, enten strax at komme hjem igjen med  en Skipper, eller i Kjøbenhavn at gaae i Lære hos en Haandværker; det Sidste fandt jeg at være det Klogeste; kom jeg hjem til Odense, da skulde jeg jo dog ogsaa i Lære, og jeg  forudsaae, at naar jeg saaledes kom hjem igjen, efterat det var gaaet mig saa daarligt, vilde Folk lee af mig og have mig til Nar; altsaa, jeg maatte helst blive Læredreng i Kjøbenhavn. Det var mig aldeles ligegyldigt, hvilket Haandværk jeg lærte, jeg valgte det jo alene for at friste og at opholde Livet her .

En kjøbenhavnsk Madame, der, som jeg, havde reist som blind Passager med Posten til Kjøbenhavn, gav mig Huusly og Mad, ja hun gik med mig hen at kjøbe en Adresseavis, og vi søgte der og fandt, at henne i Borgergaden boede en Snedker, der vilde tage en Dreng i Lære, og der gik jeg hen. Manden tog venlig imod mig, men sagde, at han maatte, før han fast antog mig, have Attest fra Odense om, at jeg var en skikkelig Dreng, og dernæst høre noget mere om mig og om mine Forældre; jeg skulde skaffe ham min Døbeseddel; dog indtil alle disse Efterretninger kom, kunde jeg, dersom jeg ikke havde andet Sted at være, flytte ind til ham og strax forsøge paa, hvorledes Professionen stod mig an.

Allerede Klokken Sex næste Morgen kom jeg paa Værkstedet. Der traf jeg flere Svende og Drenge; de førte et lystigt Sprog; Mesteren var endnu ikke oppe; deres Tale var noget letfærdig, og jeg var jomfruelig bly; da de mærkede det, blev jeg altsaa drillet, ja opad Dagen gik Drengenes Spas mig for vidt, saa at jeg i Erindring om Scenen paa Fabriken fik stor Forskrækkelse, jeg brast i Graad og tog den Beslutning at opgive Haandværk og Værksted. Jeg gik ned til Mesteren og sagde, at jeg kunde ikke taale den Tale og den Spøg, at jeg ikke havde Lyst til Haandværket, og at jeg nu vilde sige ham Farvel og Tak; forundret hørte han paa mig, han trøstede og opmuntrede mig; det hjalp ikke, jeg var saa bevæget, saa betagen og skyndte mig afsted.

Der gik jeg nu ude paa Gaden; Ingen kjendte mig; jeg var ganske forladt. Da huskede jeg paa, at i Odense havde jeg læst i Aviserne om en Italiener, Siboni, der i Kjøbenhavn var bleven ansat som Directeur ved det kongelige Musik-Conservatorium; alle Mennesker havde jo rost min Stemme, maaskee at denne Mand vilde tage sig af mig; gjorde han ikke det, da maatte jeg endnu samme Aften see at finde en Skipper, med hvem jeg kunde komme hjem igjen til Fyen. Ved Tanken om Hjemreisen blev jeg endnu heftigere bevæget, og i denne lidende Stemning søgte jeg Siboni op! Han havde just stort Middags selskab, vor berømte Componist, Professor Weyse, Digteren Baggesen og Flere var der. Til Huusjornfruen, der lukkede op for mig, fortalte jeg ikke blot mit Ærinde, om at blive ansat som Sanger, men endogsaa mit hele Levnetsløb; hun hørte mel stor Deeltagelse paa mig og maa have fortalt igjen en Deel deraf, thi jeg ventede længe, før hun kom tilbage, og da hun saa kom, fulgte hele Selskabet med. De betragtede mig Alle sammen. Siboni fik mig ind i Stuen, hvor Claveret stod; jeg maatte synge, han hørte opmærksomt til; jeg declamerede, Scener af Holberg og et Par Digte, i hvilke Følelsen af min eget ulykkelige Stilling saaledes overvældede mig, at jeg brød ud virkelige Taarer, og hele Selskabet applauderede.

»Jeg forudsiger,« sagde Baggesen, »at der engang blive Noget af ham! men bliv nu ikke forfængelig, naar hele Publicumn tilklapper Dig Bifald! « og nu sagde han Noget om den rene, sande Naturlighed, og at den gik til Grunde med Alderen og mellem Mennesker. Jeg forstod ikke Alt, men et eiendommeligt Naturbarn maa jeg have været, en ganske egen Aabenbarelse, for ikke at sige »Fremtoning«. Jeg troede ubetinget et hvert Menneskes Ord, og at Alle meente mig det godt; ikke en Tanke havde jeg, uden at jeg ogsaa strax udtalte den. Sibon lovede, at han vilde uddanne min Stemme og meente, at jeg som Sanger vilde kunne komme til at optræde paa det kongelige Theater. Jeg var saa lykkelig, græd og loe, og da Jornfrueen lukkede mig ud, og saae den Bevægelse, jeg var i, klappedc hun mig paa Kinden og raadede mig til næste Dag at gaae op til Professor Weyse, han meente mig det godt, sagde hun, og ham kunde jeg stole paa.

Jeg kom til Weyse, der selv fra fattig Dreng havde arbejde sig frem; dybt havde han følt og forstaaet min ulykkelige Stilling, og, idet han benyttede Øieblikkets Stemning, indsamle 70 Rdlr. til mig; det var en heel Rigdom! hver Maaned kunde jeg, sagde han, afhente hos ham indtil videre, ti Rdlr. Jeg skrev da strax mit første Brev til Hjemmet, et jublende Brev al Verdens Lykke var strømmet til mig, meldte jeg. Min Model viste i sin Glæde Brevet til alle Mennesker; Nogle hørte forundrede efter, Andre trak paa Smilebaandet, thi hvad skulde der vel komme ud af det Hele!

Siboni talte ikke Dansk; for at jeg nu kunde forstaaes og igjen forstaae ham, blev det nødvendigt, at jeg lærte idemindste lidt Tydsk. Den Kjøbenhavnerinde, med hvem jeg havde reist fra Odense til Kjøbenhavn, og som efter sin Stilling gjerne Vilde gøre mig noget Godt, fik en Sproglærer Brun til at give mig frit nogle tydske Timer, jeg lærte en Deel Gloser, og Siboni aabnede mig nu sit Huus, gav mig Føde og sang nogle Gange Scala med mig. Han havde en italiensk Kok og to livlige Tjenestepiger, den ene havde tjent hos Casorti og talte Italiensk; hos disse tilbragte jeg Dagen, løb med Glæde deres Ærinder, hørte paa deres Historier, men da de en Dag ved Middagsbordet sendte mig ind med et af Fadene, reiste Siboni sig, gik ud i Kjøkkenet, sagde Tyendet, at jeg ikke var »Cameriere«, og fra den Tid kom jeg lidt mere ind i Stuen, hvor Søsterdatteren Marietta, en talentfuld Pige, anvendte en Deel af sin Tid paa Tegning, det var Sibonis Billed som »Achilles« i Paers Opera; jeg stod Model, iført den store Tunica og Toga, der passede til den svære, stærke Siboni og ikke til mig, der var mager og opløben; men denne Uovereensstemmelse morede just den muntre Italienerinde, der loe himmelhøit og tegnede saa fort.

Opera-Personalet kom daglig til Sangøvelse, imellem blev sagt mig, at jeg kunde høre derpaa, og naar da under Sangen il maestro blev utilfreds, saa at det italienske Blod kom ham op i Kinderne, og han i Heftighed brød ud snart paa Tydsk, snart paa curiøst Dansk, saa, uagtet det ikke angik mig,  skj ælvede jeg over alle ,Lemmer, og meer og meer fik jeg Angest for ham, af hvem, syntes jeg, min hele Fremtid afhang; skulde jeg saa synge Scala, da kunde hans alvorlige Blik bringe min Stemme til at skjælve, og faa  Taarer op i øinene: »hikke banke, Du!« sagde han da, og naar han saa lod mig slippe, og jeg kom til Døren, kaldte han mig tilbage igjen, stak mig nogle Penge i Haanden, »wenig amusiren!« sagde han, og smilte hjertensgod til mig.

Siboni var, efter Alt hvad jeg senere har forstaaet og erfaret, en ganske fortræffelig Syngelærer og skabte en god Skole og dramatisk Sang, men blev af Publicum i det Hele ikke vurderet efter Fortjeneste. Mængden saae i ham kun en Udlænding, der fortærede en Gage, som en Indfødt kunde have godt af, uden at tænke paa, at her ikke blandt de Indfødte var Een saa god og dygtig, som han var det: de italienske Operaer, som da tonede gjennem Europa og ved Siboni førtes paa Scenen hos os, bleve hadefuldt modtagne, ene og alene, fordi de vare italienske og Siboni en Italiener. »Gazza ladra« blev udpebet, »la straniera« ligesaa, og da Siboni, der efter sin Contract skulde have en Benefice-Forestilling og dertil valgte paa Tydsk Paers Opera; »die Rache des Achilles«, i hvilken han selv optraadte i Hovedrollen, engang hans Glandsrolle i Italien, blev her pebet af ham. Denne Uret, og Sibonis særdeles Fortjenste, er efter hans Død bleven erkjendt af Mange, som dengang foragtede og oversaae Compositioner af Rossini og Bellini, men Aaringer efter bøiede sig for Verdi og Ricci, og det kom til den yderlighed, at ingen Musik, ingen Sang var af Værd uden den italienske, men dette Omsving oplevede ikke Siboni. Med Sjæl og Ild søgte han ikke blot at lære sine Elever Sangen, men han vilde, at de skulde forstaae og opfatte Characteren, de fremstillede; der manglede ham Ord i det tydske Sprog, det danske havde han endnu mindre i sin Magt, og kun i eet af disse to forstode de fleste af Sangerne ham, kom han nu til at udtrykke sig comisk, blev dette naturligviis hurtigt opfattet og gjengivet.

Fra tidlig Morgen til om Aftenen var jeg i Sibonis Huus, om Natten derimod et Sted, hvorhen min Uvidenhed med Verden havde ført mig; det vil sige, det var i et ganske skikkeligt Huus, men ikke i en saadan Gade. Jeg kunde med de ti Rdlr., jeg maanedlig afhentede hos Weyse, ikke boe paa en Gjestgivergaard, jeg maatte see mig om efter et billigt Logis, og kom da til at boe hos en Madame i Holmensgade, dengang kaldet Ulkegaden. Det klinger forunderligt, men saaledes er det, jeg havde i Sandhed ikke Tanke om den Verden, som her rørte sig om mig, og var saa ganske det uskyldige Barn, at der ikke faldt en ureen Skygge i min Sjæl.

I omtrent tre Fjerdingaar kom og gik jeg saaledes hos Siboni; da mistede jeg min Stemme, den var i Overgang, og jeg havde hele Vinteren og Foraaret været nødt til at gaae med daarligt Fodtøi, dagligt havt vaade Fødder; Stemmen svandt, og der var ikke længer Udsigt til, at jeg skulde, som man havde sagt, blive en udmærket Sanger. Siboni kaldte mig ind til sig, sagde mig det ærligt og raadede mig, nu Sommeren begyndte, at reise hjem til Odense og der lære et Haandværk.

Jeg, som med Henrykkelsens Ord havde beskrevet for min Moder den Lykke, jeg virkelig følte var vederfaret mig, skulde nu vende tilbage til Hjemmet og der blive til Spot, jeg vidste det vilde skee, jeg følte det og stod som sønderknust. Dog, just i denne tilsyneladende Ulykke laae et Trin opad til det Bedre.

Som jeg stod der igjen forladt og ene, grublende paa, hvad jeg nu skulde gjøre, til hvem jeg skulde vende mig, huskede jeg paa, at jo her i Kjøbenhavn levede Digteren Guldberg, en Broder til Obersten i Odense, ham, der havde viist mig saa megen Venlighed. Snart fik jeg at vide, at han boede ude ved Assistentskirkegaarden, den, han saa smukt har besjunget; jeg skrev ham til, idet jeg var forlegen ved som tidligere, Ansigt til Ansigt, at tale om min Stilling og Trang; efter at Brevet var kommet i hans Hænder, gik jeg til ham og fandt ham mellem Bøger og Tobakspiber; han var da endnu en kraftig Mand; hjerteligt og venligt tog han mod mig, og da han af mit Brev havde seet, hvor slet jeg bogstaverede, lovede han at give mig Underviisning i det danske Sprog; og da han derpaa forsøgte mig lidt i det tydske, som jeg sagde, at jeg havde talt hos Siboni, fandt han med Rette, at jeg kunde trænge betydeligt til ogsaa at hjelpes heri, og det vilde han. Indtægten af et lille Skrift, han udgav, jeg troer en Tale paa Frederik den Sjettes Fødselsdag, lod han tilfalde mig, man vidste øiemedet, og jeg troer, der indkom over hundrede Rigsdaler; ogsaa Weyse vedblev at vise sin Interesse for mig, han og Flere tegnede sig for en lille Sum til mig, og det Samme, det maa jeg især fremhæve, gjorde af eget gode Hjerte de to Tjenestepiger hos Siboni, de kom og tegnede sig hver, at de qvartalsviis vilde give ni Mark af deres Løn; det blev j o rigtignok kun ved det første Qvartal, men den gode Villie var der; de ere begge siden slupne mig af Syne. Ogsaa Komponisten Kuhlau, hvem jeg ikke da eller nogensinde talte med, tegnede sig paa den Guldbergske Liste mellem dem, der i eet Aar vilde give deres Skjerv; Kuhlau havde ogsaa kendt det at være et fattigt Barn, i Armodens Huus var han voxet op ; der er fortalt mig, at i Vinterens Kulde maatte han løbe Ærinder, og en Aften faldt han med Ølflasken, han havde hentet; Glasstykker af den berøvede ham hans ene Øie.

Da Huuseierinden, hos hvem jeg boede i den omtalte Gade, hørte om de Penge, jeg ved Guldberg og Weyse havde sikkert, var hun villig til at tage mig i Kost og Logis, og da hun derpaa forklarede mig, hvor godt hun kunde sørge for mig, og hvor slemme de vare de fleste andre Mennesker om i Byen, syntes jeg, at hos hende alene var mig et sikkert Hjem. Det Værelse, hun overlod mig, var iøvrigt ikke andet end et tomt Spiiskammer, uden Vindue, uden al anden Dagslys end det, der fra Kjøkkenet kom ind ad den aabne Dør, men jeg skulde have Lov, sagde hun, at sidde i hendes Stue saa meget jeg vilde, og nu kunde jeg prøve hvor god Mad og Drikke jeg fik, og da om to Dage tage Bestemmelse, men det maatte hun sige mig, at for ringere end tyve Rigsdaler om Maaneden kunde hun ikke have mig. Det var jo en slem Betingelse, især da alle Hjelpekilder tilsammen ikke bragte det til en høiere Sum om Maaneden, end til sexten Rigsdaler, for hvilke jeg ikke blot skulde leve, men klæde mig og tage alle andre Fornødenheder.

»Ja, jeg maa have tyve Rigsdaler!« sagde Madamen, og næste Dag efter Middagsbordet gjentog hun det samme, talte om de onde, fæle Mennesker, jeg let kunde komme imellem, og bad mig nu, til hun om et Par Timer kom tilbage, at give et bestemt Svar paa, om jeg vilde betale de tyve Rigsdaler eller strax gaae min Vei.

Jeg, som saa let sluttede mig til Menneskene, havde i de to Dage, jeg var her i Huset, faaet hende kjær som en Moder, følte mig saa hjemme; det var en Hjertesorg at skulle bort, og hvorhen og til hvem ? Men jeg kunde ikke skaffe flere Dalere end de sexten, jeg havde, dem vilde jeg gjerne give hende allesammen, men det var og blev for lidt! der stod jeg saa inderlig bedrøvet, Madamen var gaaet, Taarerne randt mig ned over Kinderne; jeg saae henne over Sophaen hang hendes afdøde Mands Portrait, og jeg var saa ganske Barn, at jeg gik hen og smurte Billedets Øine med mine Taarer, for, som jeg meente, at den døde Mand kunde føle hvor bedrøvet jeg var og maaskee da virke ind paa sin Kones Hjerte, saa at hun bestemte sig til at beholde mig for de sexten. Hun maa have indseet, at der ikke var flere Penge at presse ud af mig, thi da hun kom til. bage, sagde hun, at jeg kunde da blive for de sexten maanedlig; og jeg blev glad, takkede Gud og den døde Mand. Næste Dag bragte jeg hende alle Pengene, usigelig lykkelig, fordi jeg nu havde et Hjem; men selv eiede jeg ikke een eneste Skilling til Skoe, Klæder eller nogen lignende Slags Fornødenheder.

Jeg var midt i Kjøbenhavns Mysterier, men jeg forstod ikke at læse dem. Hos Madamen var, foruden mig, i Kost en ung, venlig Dame, der havde Værelser ud til Gaarden, levede alene, og græd sommetider. Ingen kom til hende uden hendes gamle Fader, og han kom kun om Aftenen, naar det var mørkt; jeg lukkede ham ind gjennem Kjøkkendøren, han var i simpel Frakke, meget hyllet til op om Halsen og med Hatten ned i Øinene. Sin Aftenthee drak han hos Datteren, hed det, og da maatte Ingen komme derind, for han var menneskesky. Hun blev altid saa alvorlig henimod den Tid, han skulde komme, og syntes ikke glad.

Mange Aar efter, da jeg var kommen paa et andet Livstrin, da den fornemme Verden, og hvad man kalder Salonlivet aabnedes for mig, saae jeg en Aften, midt i den oplyste Sal, en decoreret, fornem, ældre Herre træde ind, det var den gamle, menneskesky Fader, ham, jeg havde lukket ind ad Kjøkkendøren, da han kom i den tarvelige Frakke; vi kjendte ikke hinanden, ham idetmindste faldt det vist ikke ind, at jeg, som fattig Dreng, i hiint Huus, havde aabnet ham Døren, naar han gav sin Gjesterolle; jeg saae den Gang kun den værdige Fader i ham, og havde alene Tanke for mit eget Comediespil. Ja, jeg var dengang endnu saa ganske Barn og dog sexten Aar, at jeg, ligesom hjemme i Odense, endnu legede med Dukker og Dukketheater, som jeg selv gjorde; daglig sad jeg og syede Dukkeklæder, og for at faae brogede Lapper dertil, gik jeg ind i Boutikerne paa Østergade og Kjøbmagergade, og bad om de vilde forære mig Prøver paa Tøier og Silkebaand. Min Phantasie bevægede sig saa ganske i denne Dukkestads, at jeg ofte stod stille paa Gaden og betragtede de rige Damer i Silke og FIøiel, og i Tankerne forestillede mig alle de Kongekaaber, Slæb og Ridderdragter, jeg kunde lave ud af deres Klæder. Med Phantasien saae jeg al deres Pynt og Stads under min Sax, det var hele Timers Tanke-Øvelse.

Jeg eiede, som sagt, ikke een Skilling, Madamen fik dem alle, men naar jeg saa engang imellem maatte besørge et langveis Byærinde for hende, gav hun mig altid en otte Skilling derfor; det havde jeg fortjent, sagde hun, og hun vilde Ingen gjøre Uret; for Pengene kjøbte jeg da Papir til at skrive paa eller gamle Comediebøger. Morskabslæsning fik jeg snart en heel Deel af og det fra Universitets-Bibliotheket; Regentsprovsten, gamle Rasmus Nyerup, om hvem jeg fra Bunkeflods Huus vidste, at han var Bondesøn, og havde gaaet i Odense lærde Skole, var jeg en Dag gaaet op til, fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Eiendommelighed tiltalte den gamle Mand, han fik Godhed for mig og paa Bibliotheket over Rundekirke lod han mig gaae om og see i Bøgerne, kun at »de sættes paa rette Sted,« og dermed var jeg i høieste Grad samvittighedsfuld, som med de mange Bøger med Billeder, han lod mig laane hjem. Jeg var meget glad! een stor Glæde til havde jeg, ved at Guldberg formaaede Skuespilleren Lindgreen til at instruere mig som vordende Skuespiller; jeg maatte lære flere af Holbergs »Henrich« og dumme Knøse, saaledes »Jacquinot« i »de to Grenaderer«, et Rollefag, jeg skal have viist Talent for, men min Lyst var at spille »Correggio«; jeg fik ogsaa Lov at lære denne Rolle udenad. Lindgreen lod mig sige for sig Monologen i Billedgalleriet, og uagtet han loe og spurgte mig, før jeg begyndte, om jeg virkelig troede, at jeg kunde komme til at ligne den store Mester Correggio, hørte han med meer og meer Alvor paa mig, og da jeg endte, klappede han mig paa Kinden og sagde: »Følelse har De! men det er ikke Skuespiller, De skal være. Vor Herre veed, hvad det er! tal med Guldberg om at faae lært noget Latin! det fører altid paa Vei til Studenten!«

Jeg studere! det var nu ikke længe kommet i min Tanke; Theatret var mig nærmere og kjærere. Men Latin kunde jeg jo gjerne lære, det klang mig ogsaa saa stort at kunne sige: »jeg lærer Latin!« Først talte jeg til Madamen, der havde skaffet mig fri Underviisning i Tydsken; men hun sagde mig, at Latin var det kostbareste Sprog iVerden, at det var ikke muligt at faae det lært frit! Guldberg fik imidlertid en af sine Venner, nu afdøde Provst Bentzien, til velvilligt at give mig ugentligt et Par Timers Underviisning deri.

Solodandserenl Dahlen og hans Kone, hun især, en Kunstnerinde dengang af Betydning, hvem Rahbek og flere af den Tids Digtere besang, aabnede for mig deres hyggelige Hjem, og det var paa den Tid det eneste, jeg havde; de fleste Aftener tilbragte jeg her, og den milde, hjertelige Kone var mig som en god Moder. Manden tog mig med paa sin Dandseskole, det var dog et Skridt Theatret nærmere. Der stod jeg den hele Formiddag ved den lange Stok og strakte Been, lærte at gjøre Battement, men uagtet al min Flid og gode Villie lovede jeg ikke meget for Dandsell; Hr. Dahlen erklærede, at jeg neppe drev det videre end til at blive Figurant. Det havde jeg imidlertid opnaaet, at jeg turde om Aftenen komme bag Coulisserne, hvor der i den Tid ikke herskede Nutidens Orden, her var opfyldt med alskens Mennesker, ligesom selve Loftet gav Plads for Tilskuere, disse betalte der et Par Skilling til Maskinkarlene, og her var altid fuldt og tidt det »bedste Selskab« ; man vilde saa gjerne see Theatrets Mysterier, jeg veed høifornemme Fruer og Frøkener, som incognito der tog til Takke med at sidde ved Siden af Nyboders Madamer, bare for at vide, hvorledes det gik til deroppe. Bag Coulisserne altsaa kom jeg, ja jeg fik endogsaa fri Adgang til Figurantinde-Logen i tredie Etage, turde der sidde paa den bageste Bænk, og jeg blev uagtet min Længde aldeles betragtet som Barn. Hvor var jeg dog lykkelig, det forekom mig, som om jeg allerede havde Foden heelt inde paa Scenen og hørte med til Personalet, men endnu havde jeg ingen Aften været inde »paa Bræderne«, dog ogsaa dette forventede Øieblik kom. En Aften gav man Operetten »de to smaa Savojarder«. Ida Wulff, nuværende Kammerherreinde Holstein, var da. Sang-Elev, jeg kjendte hende fra Siboni, hvor hun altid talte mildt og venligt til mig; kort før Operetten skulde begynde, mødtes vi bag Coulisserne, og hun sagde mig, at i Markeds-Scenen, som forekom i Stykket, kunde Enhver, selv Maskinfolkene, gaae ind for at fylde Scenen, kun maatte man først faae lidt Sminke paa Kinderne, det fik jeg snart og lyksalig traadte jeg ind med de Andre. Jeg saae Lamperækken, Souffleuren og hele det mørke Tilskuerrum. Jeg var i mine sædvanlige Klæder, jeg troer i Confirmations-Kjolen, der holdt endnu, men i hvor meget jeg selv altid børstede paa den og syede paa den, var den, ligesom Snittet den havde, temmelig daarlig, min Hat var mig altfor stor og faldt mig næsten ned over Øinene. Jeg vidste alle disse Mangler og for at skjule dem, gjorde jeg mange høist keitede Bevægelser. Jeg turde ikke holde mig rank, for da vilde Vesten vise, at den var mig altfor kort, Støvlehælene havde jeg slidt temmelig skjæve, og det hjalp ikke paa Holdningen; lang og mager var jeg, og jeg havde erfaret og vidste, at man nok kunde gjøre sig lystig over mig. Dog i dette Øieblik var jeg kun opfyldt af den Lykke første Gang at træde frem foran Lamperækken. Mit Hjerte bankede stærkt, idet jeg traadte ind -da kom en af Sangerne, som den Gang førte et stort Ord og nu er glemt, han tog mig herinde i Haanden, og spottende lykønskede han mig til min Debut. »Maa jeg præsentere Dem for det danske Folk!« sagde han og trak mig hen imod Lamperne; man skulde lee af min Personlighed, vilde han, jeg følte det, Taarerne kom mig i Øinnene, jeg vred mig løs fra ham og forlod Scenen.

Paa den Tid componerede Hr. Dahlen en Ballet »Armida«, jeg skulde her med og være en Trold, mit eget Ansigt sad i Gabet paa en frygtelig Maske. Fru Johanne Louise Heiberg var som ganske lille Pige ogsaa med i samme Ballet; fra denne er det første Gang, jeg erindrer hende, og i Programmet til Armida staar ogsaa første Gang hendes Navn trykt ligesom mit. Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn nu stod trykt, en Nimbus af Udødelighed syntes jeg laae deri; hele Dagen hjemme maatte jeg see paa de trykte Bogstaver, jeg tog Ballet-Programmet med i Seng om Aftenen, laae ved Lyset og stirrede paa mit Navn, lagde det hen for at tage det igjen; det var en Lyksalighed !

Allerede gik jeg nu paa andet Aar i Kjøbenhavn; Pengene jeg havde fra Guldberg og Weyse vare optagne; jeg var i et Aar bleven ældre, idetmindste i Undseelighed, jeg led ved at tale til Nogen om mine Savn og min Trang. Jeg var flyttet ind hos en Skipper-Enke, hvor jeg foruden Logiet. kun havde en Kop Kaffe om Morgenen. Det var tunge, mørke Dage; Konen troede, at jeg om Middagen gik ud at spise hos Familier, og da sad jeg paa en Bænk i Kongenshave og spiste et lille Hvedebrød; en enkelt Gang vovede jeg mig ind i et af de simpleste Spisehuse og valgte der det meest afsides Bord. Mine Støvler vare itu, i vaadt Veir gik jeg altid med vaade Fødder, havde intet varmt Tøi paa i den kolde Aarstid, jeg var i Grunden meget forladt, men følte ikke hele Vægten heraf; ethvert Menneske, der talte venligt til mig, troede jeg, var mig en ærlig Ven; Gud var hos mig i min lille Stue, og mangen Aften, naar jeg havde læst min Aftenbøn, kunde jeg barnligt vende mig til ham og sige: »det bliver jo snart godt!« Jeg havde den faste Tro, at det maatte og vilde blive det, Gud kunde ikke slippe.

Fra min tidligste Barndom havde jeg den Forestilling, at saaledes som det gik os Nytaarsdag, vilde det gaae os hele Aaret. Mit høieste Ønske var, at jeg i det nye Aar maatte faae en Rolle i et Stykke og træde frem paa Scenen, da kom siden nok Gagen. Det var just Nytaarsdag, Theatret var lukket, men ikke Opgangen til selve Scenen, her sad en gammel, halvblind Portner, ham smuttede jeg med bankende Hjerte forbi, kom ind mellem Coulisser og Tæpper, gik lige hen over Scenen imod Orchestret, faldt paa mine Knæ, men ikke et Vers kunde komme mig i Tanke, og Noget maatte jeg jo sige høit, skulde jeg i dette Aar komme til at tale paa Scenen; da læste jeg med lydelig Stemme mit »Fader vor« og gik bort i den trygge Forvisning, at jeg nu nok i Aarets Løb kom frem i en Rolle.

Der gik Maaneder, men jeg fik ingen Rolle, det blev Foraar, og det var nu alt paa tredie Aar jeg drev om her i Kjøbenhavn; i al den lange Tid havde jeg kun een eneste Gang været ude i Skoven, jeg var gaaet til Dyrehaven og havde der aldeles tabt mig i Beskuelsen af Folke-Lystigheden, som den Gang aandede her, som i Oehlenschlägers »Sanct Hans Aftenspil«. Menneskevrimlen paa Bakken, Beridere, vilde Dyr, Gynger og Kunster, Vaffelboutiker med pyntelige Hollænderinder, Jøden under Træet, alt det var dengang; skjærende Violiner, Sang og Klang, alt dette henrev mig langt mere end hele Skovnaturen. Alt var saa levende, saa broget, saa nyt.

En Dag i Foraaret var jeg gaaet ud til Frederiksberg; der i Haven stod jeg pludselig under de første udsprungne, store Bøge, Solen gjorde Bladene transparente, der var en Duft, en Friskhed, Græsset var saa højt, Fuglene sang, jeg blev overvældet deraf og begyndte at juble med, jeg slyngede mine Arme om et af Træerne, kyssede Barken, jeg var i dette Øieblik ganske Natur-Menneske. »Er Han gal!« sagde en Mand tæt ved mig,. det var en af Slotsbetjentene, og jeg løb forskrækket derfra og gik saa besindig og stille til Byen.

 Min Syngestemme havde imidlertid begyndt at vinde i Klang og Fylde; Hr. Krossing, en Broder til Digteren, var da Chor­Skolens Syngemester, han hørte mig synge og tilbød mig Plads paa Skolen, idet han meente, at jeg ved at gaae med i Chor kunde faae Stemmen sjungen ud og dertil vinde Frihed i at bevæge mig paa Scenen, efterhaanden fik jeg maaskee da nok nogle smaa Roller. En ny Mulighedens Vei til at komme fremad, der hvor jeg helst vilde, syntes at aabne sig; fra Dandseskolen gik jeg nu til Syngeskolen og traadte med op i Chorene, snart som Hyrde, saaledes i »Røverborgen« og i »Johanne Montfaucon«, snart som Kriger, Matros og Sligt. I Parterret havde jeg nu Lov at gaae ind, naar der ikke var udsolgt, og jeg forsømte det aldrig. Theatret var ganske min Verden, i den levede jeg og i den drømte jeg, og da var det saa rimeligt, at jeg glemte at læse min latinske Grammatik, jeg hørte ogsaa Flere sige: at for at synge i Chor behøvede man ikke at kunne Latin, og uden den kunde man ogsaa nok blive en stor Skuespiller. Jeg fandt dette overmaade rigtigt, var kjed af latinsk Grammatik og derfor, med eller uden Grund, undskyldte jeg mig flere Gange ved de latinske Aftentimer og gik heller i Parterret. Guldberg fik det at vide, blev vred derover, og med Ret, og for første Gang i mit Liv fik jeg en alvorlig, streng Bebreidelse, den næsten knuste mig til Jorden; jeg troer, ingen Forbryder ved at høre forkynde sin Dødsdom kan rystes mere, end jeg blev det ved Guldbergs Ord. Det maa have udtrykt sig i mit Ansigt, thi han sagde: »spil bare ikke Comedie!« men det var ikke Comediespil. Jeg skulde nu ikke læse Latin længer.

Jeg følte, i en Grad som aldrig før, min Afhængighed af Menneskenes Godhed; jeg savnede det Nødvendigste; enkelte Øieblikke kom mørke, alvorlige Tanker om min Fremtid, til andre Tider havde jeg igjen hele Barnets Sorgløshed.

Enken efter Danmarks berømte Statsmand, Christian Colbjørnsen og dennes Datter Fru van der Maase, da Hofdame hos Kronprindsesse Caroline, vare de to Første af den høiere Stand, som toge venligt mod den fattige Dreng; de hørte paa mig med Deeltagelse og saae mig jevnligt hos sig. Fru Colbjørnsen boede om Sommeren paa Bakkehuset, der eiedes af Digteren Rahbek og hans Hustru: »Philemon og Baucis« som de i et Digt bleve kaldte; jeg kom under deres Tag og snart i deres Stue; Rahbek selv talte aldrig nogensinde til mig, den eneste Tilnærmelse var engang i Haven, hvor han styrede lige hen imod mig, som om han vilde sige et Par Ord, men idet han var mig nær og fæstede Øinene paa mig, vendte han pludselig om igjen og gik. Fru Rahbek, med sin Livlighed og venlige Characteer, indlod sig derimod en Deel med mig; jeg havde da begyndt at skrive en Slags Comedie og læste den for hende; strax ved de første Scener udbrød hun: »men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschläger og Ingemann!« -»Ja, men de ere ogsaa saa deilige!« svarede jeg ganske uskyldig og læste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: »Vil De tage dem med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand ! « det var halv i Spøg, disse Ord bleve sagte, men det var første Gang, at Nogen satte Digternavnet i Forbindelse med mit, det gik mig gjennem Blod og Sjæl, Vandet kom mig i Øinene, og jeg veed, at fra dette Øieblik af var min Tanke vakt for at skrive og digte, det havde før kun været mig en Leg til Afvexling med Dukketheatret, nu stod det høiere -nu var det Maalet.

En Dag kom jeg herud, og som- jeg syntes, meget pyntelig; jeg havde af Eduard Colbjørnsen faaet en meget god, blaa Kjole, en saa god havde jeg aldrig før eiet, men den var mig altfor stor og vid, især over Brystet; jeg havde ikke Raad til at faae den omsyet, og saa knappede jeg den til heelt op mod Halsen; Tøiet saae nyt ud, Knapperne skinnede blanke, men over Brystet hang den vel meget i Pose; for nu at hjelpe paa det, fyldte jeg det tomme Rum med en Mængde af de gamle Comedie-Placater, jeg havde; de laae løse paa hinanden mellem Brystet og Kjolen, denne kom nu til at slutte, det vil sige, jeg fik et puklet Bryst og med det viste jeg mig for Fru Colbjørnsen og for Fru Rahbek; de spurgte mig strax om hvad alt det var, jeg havde paa Brystet, jeg skulde aabne Kjolen, det var jo saa hedt Veir, men jeg tog mig nok iagt, Ingen fik mig til at lukke op, da vilde alle Placaterne have væltet ud.

Foruden Rahbeks og Colbjørnsens boede om Sommeren herude nuværende Etatsraad Thiele; han var dengang ung Student, men allerede hæderlig kjendt, som Den, der havde løst Baggesens Gaade, skrevet smukke Sonetter og udgivet »danske Folkesagn«; paa det kongelige Theater havde jeg seet opført hans Tragedie »Pilegrimen«. Jeg var lykkelig ved at tale med ham. Han havde Følelse, Begeistring og Deeltagelse; stille, opmærksom har han fulgt mig, indtil vi nu staae som Venner .Han var Een af de Faa dengang, som sagde mig Sandheden, naar Andre kun gjorde sig lystige paa min Bekostning og kun havde Øie for det Pudseerlige i min Naturtilstand. Rahbeks Yndling, Skuespillerinden Madam Andersen, som ogsaa boede paa Bakkehuset, havde i Spøg givet mig Navnet: »der kleine Declamator«, og som saadan blev jeg bekjendt, jeg var en Curiositet; man morede sig over mig, og jeg, ja, jeg saae i hvert Smiil kun Bifaldssmilet. En af mine senere Venner har fortalt mig, at han, omtrent paa den Tid, saae mig første Gang, det var i en rig bekjendt Grosserers Salon, hvor man, for at gjøre sig lystig over mig, bad mig fremsige et af mine egne Digte, og jeg skal have sagt det med en Følelse, udtalt mig i Digtet saa ubevidst, saa inderligt, at Spotten forvandledes til Deeltagelse.

Et Tilholdssted, om jeg saa kan kalde det, en hyggelig lille Stue, hvorfra ligesom Fortids Røster klang ind i min let modtagelige Sjæl, fandt jeg og maa ikke glemme at omtale; det var hos en værdig, gammel Kone, Moderen til vor berømte, nu afdøde Urban Jürgensen; hun havde en lys Forstand og megen Dannelse, men tilhørte ganske en forsvunden Tid, levede i Erindringen om dens Mennesker. Hendes Fader havde været Slotsforvalter paa Antvorskov, og der, sagde hun, kom om Søndagen tidt Holberg fra Sorø; han og hendes Fader gik op og ned ad Gulvet og talte om Politik, Moderen, der sad ved Spinderokken, vilde en Dag tage Deel i Samtalen. »Jeg troer Rokkehovedet taler! « sagde Holberg ; »de Ord kunde Moder aldrig tilgive den vittige, grove Herre! « Hun, der dengang var et lille Barn, sad nu som gammel, gammel Kone og fortalte mig alt dette; i hendes Huus var Digteren Wessel kommen og havde drevet lystigt Spil med den pertentlige Reiser, hvis frygtelige Ildebrands-Historier vi Alle kjende, han havde ladet den arme Mand i Skoe og Silkestrømper vandre hjem gjennem de sølede Gader; hun læste daglig sine Classikere: Corneille og Racine, om disse talte hun til mig, om deres store Tanker og fremstillede Charracterer; hun kunde saaledes ikke let gane over i Beundring for den nyere romantiske Digtning. Med en Moders varme Sind talte hun om sin forviste Søn, ham, der i Krigen saa eventyrlig var traadt op paa Island, som dette Ølands Konge, og hvorfor han nu aldrig mere turde vende tilbage til Danmark; Træk af hans Characteer og Villie, der alt i Drenge. aarene viste sig, vidste hun at fremhæve; man vil forstaae, hvor tiltrækkende den gamle Kones Selskab blev mig ved Alt hvad hun havde oplevet, tænkt og læst; og jeg var hos hende et kjært Barn, hun gjerne saae. Hun hørte mine første Vers og min Tragedie: »Skovkapellet« og sagde en Dag med en Alvor, der betog mig: »De er en Digter, maaskee som Oehlenschläger! om ti Aar -ja, saa er jeg død og borte, -men tænk saa paa mig!« -jeg husker, at Taarerne med Eet trængte sig frem i mine Øine, jeg blev saa høitidelig, saa særlig greben ved hvad hun sagde, men veed tillige, at jeg slet ikke troede, at det var muligt, at jeg kunde blive en Digter, som man erkjendte en saadan, mindst nævnet, naar man nævnede Oehlenschläger .

men denne -  ja den selv ­

Nu er den "gamle Minder." ­

En smuk Efteraarsdag reiste jeg med Posten fra Kjøbenhavn for at begynde Skolelivet i Slagelse, det Sted hvor Baggesen og Ingemann ogsaa havde gaaet deres Skolegang. En ung Student, som en Maaned forud havde taget sin Artium og nu reiste hjem til Jylland for at vise sig som Student og see Forældre og Venner, sad ved min Side og jublede af Glæde over det nye Liv, der la ae ham aabent; han forsikrede mig, at han vilde være det ulykkeligste Menneske, var han i mit Sted og nu skulde begynde at gaae i Latinskole igjen! det var noget ganske Rædsomt; men jeg reiste med godt Mod til den gamle By. Min Moder fik fra mig et lyksaligt Brev, og inderligt Ønskede jeg, at dog min Fader og gamle Fa'ermo'er havde levet og hørt, »at nu kom jeg i den latinske Skole!«