H.C.Andersen:  "Mit Livs Eventyr"  Kapitel 3

 Da jeg seent om Aftenen naaede Slagelse og steg af i Gjestgivergaarden, spurgte jeg Madammen der, hvad Mærkeligt her var i Byen.

»Den nye engelske Sprøite og Pastor Bastholms Bibliothek!« svarede hun, og det var omtrent ogsaa alle Mærkelighederne. Et Par Landseneer-Officerer udgjorde den finere Herreverden. I hvert Huus vidste man, om en Discipel i sidste Maaned var flyttet op eller ned; Skolen var i Byen et stort Conversationsthema, der vexlede med Talen om Privattheatret; til Generalprøverne her havde Skolent Disciple og Byens Tjenestepiger fri Adgang, hvorved det bevirkedes, at de Spillende vænnede sig til at træde op for fuldt Huus. -I »Billedbog uden Billeder«, fjerde Aften, har jeg givet en Skizze heraf.

Jeg kom i Kost hos en skikkelig Enke af den dannede Classe, havde min lille Stue ud til Haven og Marken, Viinløvet hang om de grønne, solbrændte Ruder. - I Skolen fik jeg Plads mellem smaa Drenge i den næst nederste Classe; thi jeg vidste aldeles Ingenting.

Jeg var virkelig som en vild Fugl, der er sat i Buur. Den bedste Villie havde jeg til at lære, men øjeblikkelig famlede jeg deri; jeg bar mig ad som En, der, uden at kunne svømme er kastet i Havet: det gjaldt for mig Liv eller Død at komme frem , den ene Bølge efter den anden, een hed Mathematik, en anden Grammatik, Geograhie o.s.v. - jeg følte mig overvældet og frygtede, at jeg aldrig kunde svømme igjennem. Snart udtalte jeg et Navn reent galt, snart blandede jeg det Ene i det Andet, eller jeg gjorde et Phantasi-Spørgsmaal, som ingen dannet Skoledreng turde gjøre. Rectoren, der havde en egen Lyst til at spotte os Allesammen, fik naturligviis stor Anledning der til hos mig, og jeg blev angest og forknyt. Alt Verseskriveri havde jeg fornuftigviis opgivet, og dog blev jeg strax sat til at gjøre Tjeneste deri; Rectoren skulde indsættes, naar Biskoppen kom til Visitats, Syngelæreren overdrog mig at skrive Sangen jeg skrev den, og den blev sjungen; men uagtet jeg i en tidligere Tid vilde have følt mig glad ved, at jeg bleven af  de Virkende ved en saadan Leilighed, fornam jeg her just første Gang ret den sygelige Sørgmodighed, som siden i en Række Aar fulgte mig. Under Festen gik jeg udenfor Kirken paa den lille Kirkegaard, jeg standsede ved en forfalden Grav, Navnet paa den kjendte jeg, her hvilede Lægen, Digteren Frankenau " der havde sjunget om »Christiansborgs Slots Ruiner« og »Skilt fra Dig ved Bjerge, Bølge, Dale«; jeg var forunderlig vemodig og bad Gud, at jeg dog maatte blive en Digter som Frankenau eller snart ligge i Jorden som han. Rectoren talte ikke et Ord til mig om min Festsang; jeg syntes endogsaa, han betra mig med et strengere Blik. I Alt saae jeg op til ham som til høiere Magt, hvert Ord, han sagde, selv Spottens, troede jeg ubetinget paa, og da han strax en af de første Dage, idet jeg gav et forkert Svar paa hvad han spurgte om, sagde, jeg var dum, meldte jeg samvittighedsfuldt dette til Collin, idet jeg udtalte min Angest for ikke at fortjene, hvad man havde gjort for mig; Collin skrev mig et Par beroligende Ord til, og snart begyndte jeg ogsaa i enkelte Videnskaber at faae ret gode Characterer; men uagtet det gik jevnt fremad, tabte jeg dog og meer Tilliden til mig selv. Ved en af de første Examiner fik jeg imidlertid Rectorens Roes, han nedskrev den endogsaa i min Characteerbog, og lykkelig herover nød jeg et Par Ferie-Dage i Kjøbenhavn. Guldberg, der saae min Fremgang og min alvorlige gode Villie, tog venlig imod mig og roste min Stræben »Skriv bare ingen Vers!« sagde han. Det samme gjentog de Alle, og jeg skrev ingen Vers, tænkte strengt paa min Pligt og det fjerne, uvisse Haab at blive Student.

Den lærde Bastholm i Slagelse, Redacteur af den vestsjællandske Avis, levede afsluttet fra Selskabslivet, hengivende sig ganske til sine Studier; ham havde jeg aflagt et Besøg, givet ham et Par af mine tidligere skrevne Smaating, og ved disse fik han Interesse for mig, og hans Raad var fornuftigviis ogsaa, at jeg skulde holde mig kun til mine Skolebøger; et Brev, han i den Anledning skrev til mig, er i sine velmeente og rigtige Raad af en Sandhed, at det vist kan i alle Tider lægges Mange paa Hjertet. Han skrev:

»Jeg har læst Deres Prolog, min unge Ven! og jeg maa tilstaae, at Gud har begavet Dem med en levende Indbildningskraft og et varmt Hjerte; der mangler Dem blot endnu paa Aandsdannelse; men den kan komme, da De nu har Lejlighed til at forskaffe Dem den; det maa derfor være Deres faste Formaal at arbeide med yderste Flid paa at fuldende Deres Studier og at sætte derfor alt Andet til Side. Jeg vilde Ønske, at Deres Ungdoms-Forsøg ikke vare blevne trykte; thi hvorfor skal man bebyrde Publicum med det Ufuldkomne; det har man nok af; dog er det forsaavidt godt, at det kan tjene til at retfærdiggjøre den offentlige Understøttelse, De nyder. Den unge Digter har blot at vogte sig for Forfængelighedens Smitte og at vaage over sine Følelsers Reenhed og Styrke -skriv kun i denne Deres Studiers Tid sjeldent Poesi og kun for at skaffe Deres Følelser Luft -skriv Intet, hvorved Ord og Tanker skulle søges, men kun naar Sjælen er oplivet af en Idee og Hjertet opvarmet af Følelser. Betragt Naturen, Menneskelivet og Dem selv med et opmærksomt Øie, for at skaffe Dem et originalt Stof til Skildringer; vælg Dem smaa Æmner af de Ting, som omgive Dem, betragt Alt hvad De seer fra alle Synspunkter, inden De griber til Pennen, -bliv Digter, som ingen Digter havde levet i Verden førend Dem, og som De ikke skulde lære af Nogen ­og bevar altid det Ædelsind, den Sjælens Reenhed og Høihed, uden hvilken Digterkrandsen aldrig kan tilkomme en Dødelig.

Slagelse, 1ste Februar 1823.

Deres hengivne

                 Bastholm.«

Ligesaa deeltagende fulgte mig den tidligere nævnte Oberst Guldberg i Odense, nu General; hans Glæde over det Skridt fremad, jeg havde gjort ved at komme i den lærde Skole, var stor og inderlig; jevnlig skrev han mig til, og altid opmuntrende og styrkende; da den første Sommerferie for mig nærmede sig, indbød han mig at komme over til sig, ja sendte mig endogsaa Penge til Reisen.

Jeg havde ikke været i min Fødeby, siden jeg drog ud fra den paa Eventyr; i den Mellemtid var gamle Fa'ermo'er død, ogsaa min Fa'erfa'er døde. Min Moder havde saa tidt sagt til mig, da jeg var lille, at jeg havde rigtignok Lykken i Vente, jeg skulde arve Fa'erfa'er, han havde eget Huus; det var en lille, fattig Bindingsværks-Bygning, der ved hans Død blev solgt og strax reven ned, og de fleste Penge gik til at betale resterende Skatter; for disse havde Øvrigheden pantet, taget »den store Kakkelovn med Messingtromle! « et Stykke, der nok var værd at arve, som man sagde, den var sat paa Raadstuen; og Penge var der saa mange, at der kunde laves et heelt Vognsæde deraf, men det var de gamle casserede Penge, som Regjeringen ikke længer modtog; da de 1813 skulde indløses, blev der sagt den sindssvage Mand, at de gamle Penge ikke duede mere. »Ingen kan cassere Kongens Penge!« sagde han; »og Kongen casserer ikke sit.« Det var hele Svaret. Nu blev »den store Arv,« saavidt jeg husker, var den nogle og tyve Rigsdaler, tilstillet mig; men det maa jeg aabent sige, den Rigdom laae mig slet ikke paa Hjertet; ved Tanken om Besøget stod Fortid og Fremtid saa solbelyst; jeg følt mig saa rig, saa lykkelig, mit Sind løftede sig i Glæde og Længsel.

Jeg kom over Beltet og gik saa paa min Fod fra Nyborg til Odense; mit Tøi bar jeg i en lille Bylt. Alt som jeg kom Byen nærmere, saae det gamle, høie St. Knuds Kirketaarn, blev jeg mere og mere blød om Hjertet, jeg følte dybt Guds Omsorg for mig og brast i Graad. Min Moder var lyksalig over at see mig igjen, og der vare, sagde hun, saa mange af hendes Bekjendte og »fornemme Folk«, baade Kjøbmandens og Skriverens, som jeg nødvendigviis maatte gaae til. Iversens og Guldbergs Familier toge hjertelig imod mig; i de smaa Stræder saae jeg Folk aabne Vinduerne for at see efter mig; thi Alle der vidste, at det var gaaet mig saa mærkelig vel, ja at jeg nu studerede for Kongens Penge. »Marie Skomagers Hans Christian var ikke saa »»tovle«« endda!« sagde min Moder, at der blev sagt. Ja da Boghandleren, Cancelliraad Søren Hempel, der paa sin Gaard havde bygget et høit Taarn til astronomisk Fornøielse, førte mig derop, og jeg saae ud over Byen og Engen, og nedenfor paa Graabrødre Plads nogle fattige Koner fra Hospitalet pegede op og viste, at jeg, som de havde kjendt, da jeg var en lille Dreng, nu stod der, da stod jeg virkelig der som paa Lykkens høie Tinde. En Eftermiddag seilede jeg med Guldbergs og Biskoppens Familie paa Aaen mellem Haverne, og min Moder græd af Glæde over, at jeg blev »hædret som om jeg var et Grevebarn«. -Dog al den Glands og Glorie var slukt og borte hos mig, da jeg igjen stod i Slagelse.

Jeg tør sige, at jeg var meget flittig, og man lod mig ogsaa derfor, saasnart det nogenlunde kunde skee, rykke op i en høiere Classe; men da jeg altid kom der ikke moden nok, blev det en vedvarende Anstrengelse, en næsten for stor aandelig Byrde; mangen Aften i min lille Stue, naar Søvnen var ved at overvælde mig ved Bogen, badede jeg Hovedet med koldt Vand eller sprang om i den lille eensomme Have, til jeg igjen var bleven aarvaagen og kunde tage fat paa Læsningen. Rectoren, der var en lærd og begavet Mand, der har givet Literaturen fortrinlige Gjengivelser af Oldtidens classiske Digtere, var med alt dette, som ogsaa Tiden har viist, slet ikke skikket til at opdrage unge Mennesker. Underviisningen var ham vistnok en Plage, og os blev den det ikke mindre under ham; de fleste af Disciplene vare bange for ham, jeg allermeest, ikke for hans Strenghed, men for den Maade, han spottede os paa, og de Øgenavne, han gav os hver. Bleven Drift Qvæg ført gjennem Gaden, medens han læste med os, og en enkelt Discipel kunde blive opmærksom derpaa, saa faldt det let Rectoren ind at befale os Alle at staae op og gaae hen til Vinduerne for at see vore »Brødre drage forbi!« -svaredes der under Examinationen ikke flinkt og livligt nok, da brød han stundom af, reiste sig fra Cathedret og kunde henvende sig til Kakkelovnen. Det at blive gjort latterlig var mig det Skrækkeligste; jeg var derfor ved Timens Begyndelse, naar Rector traadte ind, tidt aldeles lammet af Angest, og da bleve mine Svar det Modsatte af det, de skulde, saa at Manden havde Ret, naar han da sagde, at jeg ikke gav ham et fornuftigt Ord. Jeg fortvivlede over mig selv, og en Aften i en mørk, forkuet Stemning skrev jeg til Overlærer Qvistgaard og bad om hans Raad og Bistand, idet jeg ansaae mig for at være et saa lidt begavet Menneske, at jeg umuligt kunde studere; jeg var overtydet om, at man i Kjøbenhavn aldeles havde taget Feil af mig, og at de Penge, her anvendtes paa mig, bleve reent som kastede bort, og det troede jeg at burde melde Collin, spurgte dernæst Qvistgaard, hvad jeg i øvrigt skulde gribe til. -Den fortræffelige, hjertensgode Mand skrev mig til et langt, et kjærligt Brev, styrkede mig med milde Ord og bad mig ikke at tabe Modet, sagde, at Rectoren meente mig det godt, at det nu var hans Maade at være paa, og at jeg i Sandhed gjorde al den Fremgang, man kunde forlange, at jeg ikke maatte tvivle om mine Evner, og han fortalte, at han selv som tre og tyveaarig Bondeknøs, altsaa i en ældre Alder end jeg, havde begyndt at studere, han vidste hvorledes det maatte gaae, og den væsentlige Feil med mig laa i, at jeg skulde behandles og opdrages paa en ganske anden Maade end de andre Disciple, men det lod sig nu ikke godt gjøre i en Skole. Imidlertid fremad gik det og i enkelte Ting fortræffeligt. I Religion, Bibelhistorie og dansk Stiil fik jeg altid Udmærkelse, ja fra alle Classer, selv fra Øverste, kom een og anden af Disciplene hjem til mig for at faae Hjelp i dansk Stiil, »men bare ikke altfor godt, at det kan mærkes!« bade de, og jeg blev igjen af dem hjulpen i Latinen. For min »Opførsel« var det en staaende Characteer, at jeg hver Maaned fik hos alle Lærerne »Udmærket Godt«; een Gang traf det sig dog, at man gav mig et »Meget Godt«, og jeg blev saa inderlig bedrøvet over denne Forringelse, at jeg skrev strax til Collin et tragikomisk Brev, hvori jeg forsikkrede, at jeg var aldeles uskyldig i at have faaet »Meget Godt«.

At Rectoren iøvrigt havde en anden Dom om mig, end han udtalte og udviste, ville vi senere see; et enkelt Glimt af Velvillie lyste imellem frem hos ham, og jeg var sædvanligviis altid mellem de af Disciplene, han om Søndagen bød hjem til sig, - og da var han en ganske Anden end paa Skolen, han var fuld af Spøg og Morsomheder, fortalte Pudsigheder, stillede Tinsoldater op, og legede med os og sine Børn. Paa Helligdagen maatte iøvrigt altid een af Skolens Classer, fulgt af en Lærer, gaae til Høimesse, og da jeg af Væxt var stor og lang, lod Rectoren mig fra første Færd altid følge med Øverste Classe; alle Disciplene i denne brugte at lære deres historiske eller mathematiske Lectier, medens de sad i Kirken; Ingen af dem hørte paa den gamle Præst, Exemplet smittede, men da jeg fandt det mindst syndigt, der at lære min Religions-Lectie, saa læste jeg den; det var min Kirkegang.

Som Lyspunkter i Skolelivet var især det, at vi Disciple havde Adgang til det dramatiske Selskabs General prøver; Theatret havde før været Staldbygning, laae i en Baggaard, og man kunde herfra høre Køerne brøle paa Marken. Byens Torv var malet som Gade-Decoration, hvorved alle Stykker fik noget Hjemligt, Scenen var da altid i Slagelse, og det morede Folk at see deres egne og Bekjendtes Huse. Løverdagaften styrede jeg sædvanligviis til det allerede da halvt nedbrudte Antvorskov Slot, hvorom Frankenau i sin Tid sang:

 »For Klostret staaer et Herresæde der,

I Bakkens Muld de fromme Munke hvile.«

Med stor Begjerlighed fulgte jeg Opgravningerne af de gamle Kjælder-Ruiner, for mig et heelt rigt Pompeji. I et lille Havehuus her boede et ungt Ægtepar af fornem Familie, jeg troer, de havde giftet sig imod dennes Villie, de vare vistnok fattige, men de syntes saa lykkelige; og i den lave Stue med de hvidkalkede Vægge var der udbredt en Slags Comfort, en Skjønhed; der stod altid friske Blomster paa Bordet, der laae smukt indbundne Bøger, en Harpe var Husets Instrument. Jeg havde tilfældigt gjort det unge Ægtepars Bekjendtskab, og de toge altid saa glade og venligt imod mig; der var en idyllisk Deilighed over dette lille Hjem, der la ae nedenfor den eensomme FIøi af Slottet paa Bakken.

Fra Antvorskov gik Vandringen til Hellig Anders Kors, et af de faa Trækors, der endnu fra Catholicismens Tid findes her i Danmark; det staaer ikke langt fra Slagelse til Venstre nær ved Korsør-Landevei. Sagnet melder, at Hellig Anders var Præst i Slagelse og reiste til det hellige Land, den sidste Dag han var der, drog han det saa længe ud med sin Andagt ved Graven, at Skibet seilede fra ham; mismodig gik han ved Stranden, da kom der en Mand ridende paa et Æsel, han bød Slagelse Præst sætte sig op hos sig, og denne gjorde det, faldt isøvn, og da han vaagnede, hørte han Slagelse Klokker ringe, han la ae paa »Hvilehøi«, som Høien nu kaldes, og til hans Minde staaet Korset der med den korsfæstede Jesus. Aar og Dag var han kommen hjem før Skibet, der seilede fra ham; thi en Herrens Engel havde baaret ham hjem til Danmark. Sagnet og Stedet blev mig kjært; her paa Høien sad jeg mangen Aften og saae ud over Eng og Kornmark, ned til Korsør, hvor Baggesen fødtes; ogsaa han, som Discipel i Slagelse Skole, havde vist tidt siddet her og seet ud over Beltet til Fyen; paa Hellig Anders­Høi levede jeg ind i min Phantasie, og senere, naar jeg fra Deligencen saae Høien med Korset, tænkte jeg paa det Afsnit i mit Livs-Eventyr, der knyttede sig til dette Sted.

Lykkeligst var jeg, naar jeg en enkelt Søndag i Sommertiden kunde gjøre en Vandring til Sorø, og her besøge Digteren Ingemann, der var Lector ved Academiet og nylig gift med Frøken Mandix. Han havde i Kjøbenhavn venligt modtaget mig, i Sorø blev Modtagelsen om mulig endnu hjerteligere, idet hans Interesse for mig var bleven større; hans aandfulde, hjertensgode Kone kom mig imøde, som var hun mig en ældre, god Søster; der var saa godt og velsignet at være hos dem, det hele Hjem her syntes mig saa ægte digterisk; Huset laae i stille Hyggelighed tæt ved Sø og Skov, Viinranker hang op om Vinduerne, Stuerne vare pyntede med Malerier og Billeder; næsten alle Europas berømte og Danmarks kjendte Digtere hang i Portrait i den lille Havestue; Haven selv prangede med smukke Blomster, Skovens og Markens Urter fik der ogsaa Lov at groe, som de vilde. Vi seilede paa Søen, en Æolsharpe var bunden i Masten; Ingemann fortalte saa livligt, saa levendegjørende; jeg fandt hos ham og hans Kone en saa elskelig Naturlighed, og fik disse Mennesker saa kjære; vort Venskab er voxet gjennem Aarene. Mangen Sommertid har jeg siden i Uger været der en velkommen Gjest og følt, at der gives Mennesker, i hvis Omgivelser man ligesom bliver bedre; det Bittre fordunster og hele Verden faaer en Solglands, der egentlig udgaaer fra det hyggelige Hjem.

Mellem Eleverne ved Sorø »ridderlige Academi« var to, der skrev Vers, de vidste, at jeg gjorde det Samme, og sluttede sig til mig; den ene var Petit, som senere i TydskIand har, tør jeg sige, med den bedste Villie, men ikke tro, gjengivet et Par af mine Bøger, og dernæst skrevet en forunderlig Phantasie-Biographi af mig, hvori blandt Andet mine Forældres Huus synes beskrevet efter Hytten i den grimme Ælling, min Moder giver han Madonna-Skikkelse, og jeg løber med rosenrøde Fødder i Aftensolen og mere af den Slags. Petit var iøvrigt ikke uden Talent, havde et varmt, ædelt Hjerte; Livet bragte ham tung

Dage, nu er han mellem de Døde, hans levende Aand i større Klarhed og Fred.

Den anden soranske Poet var Carl Bagger, en af de mees begavede, sunde Digter-Naturer, der er traadt op i min Tid i dansk Literatur, men ubillig og haardt bedømt; hans Digte ere fulde af Friskhed og Originalitet, hans Fortælling: »min Broders Levnet« en genial skreven Bog, som »Maanedskrift for Litteratur« altfor haardt og eensidigt bedømte; jeg veed det bittre, tunge Indtryk, denne Anmeldelse gjorde paa Digteren. Begge de nævnte Academister vare høist forskjellige fra mig, Livet sprudlede dem gjennem Aarerne; begge kjække og med en Fremtid, jeg derimod blød, ganske Barn, uagtet jeg stod som den længste og meest opløbne af os alle Tre. Det stille Sorø med sin Skov-Ensomhed blev mig saaledes et Poesiens og Venskabets Hjem.

En Begivenhed, som satte hele vor lille By i Bevægelse, var tre Menneskers Henrettelse  nede ved Skjelskør. En rig Gaarmands unge Datter havde faaet sin Kjæreste til at myrde hendes Fader, der var imod Partiet; som Medhjelp stod Tjenestekarlen, der havde tænkt paa at gifte sig med Enken; Alle vilde til denne Henrettelse, den Dag var som en Festdag. Rectoren gav Øverste Classe fri, vi skulde tage derhen, det kunde være godt for os at kjende Sligt, meente han.

Hele Natten kjørte vi afsted paa aabne Vogne, ved Sol-Opgang var vi udenfor Skjelskør. Det gjorde et rystende Indtryk paa mig, som jeg aldrig glemmer, at see de Dømte komme kjørende til Stedet, den unge, dødblege Pige heldende sit Hoved op til den stærktbyggede Kjærestes Bryst; bag ved dem sad, guulbleg med det sorte Haar i Tjavser og med skelende Blik, Tjenestekarlen, der nikkede til de enkelte Bekjendte, som tilraabte ham »Farvel! « Paa Retterstedet, hvor de stod ved deres Liigkister, sang de med Præsten en Psalme, Pigens Stemme klang høit over de Andres. Mine Fødder kunde neppe bære mig; disse Minutter vare mig mere rystende end Dødsmomentet. .Jeg saae der en stakkels Syg, hvis overtroiske Forældre, for at han kunde helbredes for Slag, lod ham drikke en Skaal af de Henrettedes Blod, og saa løb de afsted med ham i vild Flugt, til han sank til Jorden. En Versemager solgte der sin »sørgelige Arie«, Ordene vare lagte Forbryderne i Munden, og komisk lød det, at Melodien var: »jeg fremmed her til Stedet kom.«

Den hele Begivenhed virkede imidlertid saa stærkt ind paa min Phantasie, at jeg i lang Tid idelig forfulgtes af Erindringen herom, denne voxte ind i mine Drømme, og efter mange nu hensvundne Aar er det Hele mig endnu levende, som var det skeet igaar.

Begivenheder af den Magt, eller iøvrigt nogen Slags betydelig Hændelse fandt forresten ikke Sted; den ene Dag gled hen som den anden; men, jo mindre man oplever, jo mere stille eensformigt Eens Liv glider hen, des snarere falder man paa at optegne og bevare det Oplevede, holde Dagbog, som det kaldes; jeg fik mig paa den Tid en saadan, af hvilken endnu er i Behold et Par Blade, i hvilke ganske afspeiler sig min hele forunderlige Barne-Natur dengang. Jeg vil give et Par ordret nedskrevne Phraser fra denne Periode; jeg var da i næstØverste Classe, og hele min Lykke og Tilværelse var beroende paa at opnaae ved den forestaaende Hoved-Examen en Opflyttelse i den Øverste. Jeg nedskrev

»Onsdag.« -»Mismodig greb jeg Bibelen, som laae foran mig, jeg vilde see, om den ei kunde være mig et Orakel, jeg slog op, pegede iblinde paa et Sted og læste: »Din Fordærvelse er af Dig selv, o Israel! men i mig er din Hjelp!« (Hoseas,) »Ja Fader, jeg er svag, men Du seer jo mit Indre og vil være min Hjælp, saa at jeg kommer op i fjerde Classe. Stod mig godtt Hebraisk.«

»Torsdag.« »Kom til at rive Benet af en Edderkop! stod mig godt i Mathematik. Gud, Gud! mit Hjertes hele Tak.«

»Fredag.« »Gud! hjelp mig! -Aftenen derude er saa vinterlig klar. Examen er lykkelig endt; imorgen kommer dens Udfald. Maane! imorgen beskuer Du enten en Bleg og Fortvivlet eller den Lykkeligste! Læst Schillers »Kabale und Liebe«

»Løverdag.« »Gud! nu er min Skjæbne afgjort, men endnu skjult for mig; hvad mon der venter? -Gud! min Gud! forlad mig ikke! mit Blod løber saa skarpt gjennem mine Aarer, min Nerver bæve, o Gud! almægtige Gud! hjelp mig -jeg fortjener det ei, men vær naadig, o Gud, Gud -(senere) -Jeg kom der. Det er underligt, Glæden herover er mig ikke saa voldsom, som jeg troede. Kl. 11 skrev jeg til Guldberg og til min Moder.« .

Paa denne Tid var det ogsaa, at jeg i min stille Tanke gjorde vor Herre det Løfte, at lod han mig komme op i fjerde Classe, saa vilde jeg den første Søndag derefter gaae til Alters; og det gjorde jeg ogsaa. Man vil see heraf det Uklare hos mig i. virkeligt fromme Sind, hvad Udviklingspunkt jeg stod paa, jeg var dengang allerede tyve Aar. Hvor langt er ikke alle andre unge Mennesker i den Alder over at skrive slige Dagbøger!

Rectoren var kjed af at være i Slagelse, han søgte om den  ledige Rector-Plads ved Helsingørs Latinskole og fik den; han fortalte mig dette, og til min Overraskelse foreslog mig at følge med sig, han vilde, sagde han, læse privat med mig, jeg kunde da om en halvandet Aar blive Student, hvilket der ikke var Udsigt til, blev jeg i Slagelse Skole; jeg maatte strax, tilføiede han, flytte ind i hans Huus, han vilde der modtage mig for de samme Kostpenge, jeg gav andetsteds, om dette skulde jeg skrive til Collin og erholde hans Tillade denne fik jeg og flyttede ind til Rectorens.

Jeg skulde forlade Slagelse! det var mig tungt at sige Lev vel til Kammeraterne og de enkelte Familier, jeg havde lært kjende; naturligviis fik jeg mig ved denne Leilighed en Stambog, i hvilken blandt Andre ogsaa min gamle Lærer Snitker skrev, han, der ogsaa havde været Lærer her i Skolen, da Ingemann og Poul Møller vare dens Disciple. Carl Bagger skrev Digt til mig, der lød, som om jeg nu gik bort, for at optræde som Digter og ikke, for at sidde paa Skolebænk, og derhen gik det, til tunge, svære Dage.

Til D    Til Digteren  H. C. Andersen

 fra hans Ven

Carl Bagger .

Du træder paa en farlig Bane,

Som Middelveien taaler ei,

Tidt naar Du Roser monne ane,

Seer Du henvisne Livets Mai.

At være Digter er vist herligt,

Han drømmer mangen gylden Drøm,

Men sjældent vil hans Veie kjærligt

Indslynge sig i Verdens Strøm.

Tidt har han ei, hvortil han helde

Kan Hovedet i Sorgens Stund,

Orkanen i sin blinde Vælde

Nedslaaer hans sidste Haab til Grund,

Da maa ei modløs Taaren rinde,

Ei blendes maa hans Digter-Sands,

Men i sig selv han kraftfuld finde

Sin Trøst, sit Haab, sin Laurbærkrands.

Kæmp mandigt ud de tunge Kampe,

Og vær dog stedse Barnet lig,

Thi spinkelt sender Aandens Lampe

Sin Straaleflod ei hen til Dig,

Og sidst skal jeg mig vist ei glæde,

 Naar, Yngling, jeg at skue faaer

Dig paa det høie Digtersæde,

Som Mange Ønske, Faae kun naaer!

(Sorø i Mai 1826.)

Jeg fulgte Rectoren til Helsingør, Reisen derhen og det første Skue af Sundet med sine mange Skibe, Kullens Bjerge, hele den skjønne Natur opfyldte mig i høi Grad; jeg udtalte mig derom i et Brev til Rasmus Nyerup, og naturligviis, da jeg fandt det var godt skrevet, fik Flere ganske det samme Brev stilet til dem; uheldigviis syntes Nyerup saa godt om Skrivelsen, at han lod den indrykke i »Kjøbenhavns Skilderi«, saa at Enhver, der havde faaet Brevet, eller rettere Afskriften, troede, at det var deres der stod trykt.

Afvexlingerne, den nye Omgivelse og Virksomhed virkede oplivende ind paa Rectorens Humeur, men kun en kort Tid, og snart følte jeg mig forladt, forkuet og aandelig lidende; og dog paa samme Tid, havde Rectoren skrevet om mig til Collin, et Vidnesbyrd, som jeg er i Besiddelse af, hvori udtales om mig og mine Evner en ganske anden Dom, end den, jeg og mine Omgivelser hørte af ham, eller kunde tænke sig ham sige; havde jeg kunnet troe Sligt, det vilde have styrket mig, gjort mig aandelig sund og virket velgjørende paa hele mit Væsen. Daglig.hørte jeg mig af ham frakjende næsten enhver aandelig Evne, blive tiltalt som en Idiot, en aldeles dyriskdum Dreng, og paa samme Tid skrev han i Alvor om mig til min høieste Foresatte Collin, der, ved min stadige Beretning, om hvor utilfreds Rectoren var med mig og mine ringe Evner, havde forlangt en Erklæring.

»H. C. Andersen blev i Enden af Aaret 1822 sat i Slagelse »lærde Skole, og af Mangel paa de nødvendigste Forkundskaber, indsat, uagtet sin temmelig fremrykkede Alder, i Skolens næstnederste Classe. Begavet af Naturen med en livlig Indbildningskraft og varm Følelse, opfattede og tilegnede han sig; med større eller mindre Held, de forskjellige Underviisningsfag, alt som de tiltalte hine, men fremrykkede i det Hele dog saaledes, at man med Føie kunde tilstæde, at han efterhaande rykkede op fra de lavere Classer til den Øverste, i hvilken han for Øieblikket befinder sig, kun med den Forskjel, at han, med Undertegnede, ombyttede Slagelse med Helsingøer.

Fremmed Velgjørenhed har hidtil holdt ham vedlige paa de Studerendes Bane, og jeg kan ikke fordølge, at han er denne fuldkommen værdig. Hans Anlæg ere særdeles gode, ja med Hensyn paa enkelt Aandsretning endog udmærkede; hans Flid uafbrudt, og hans Opførsel, grundet paa en elskelig Godmodighed, af den Art, at den kan tjene til Mønster for en Skole Disciple. Hertil kommer, at han ved uafbrudt at vise den rosværdige Anstrængelse, som han nu lægger for Dagen, vil i October 1828 kunne afsendes til Academiet.

Eftersom altsaa de trende Egenskaber, som en Skolemand saa gjerne Ønsker, men sjelden finder forenede hos en Elev umiskjendeligen antræffes hos H. C. Andersen, nemlig Anlæg, Flid og fortrinlig Opførsel, kan jeg ikke andet, end anbefale ham som særdeles værdig til enhver Understøttelse, der maatte kunde tilflyde ham, for at sætte ham istand til at fortsætte sin begyndte Bane, fra hvilken hans fremrykkede Alder ikke tillader ham at træde tilbage. Ikke blot hans redelige Sindelag, men ogsaa hans troe Vedholdenhed og umiskjendelige Talent ere Borgen for, at det som anvendes til hans Vel, vil ingenlunde være tabt.

Helsingøer den 18. Juli 1826.

S. Meisling,

Doctor i Philosophien og Rector

for Helsingøers lærde Skole.

Om dette Vidnesbyrd, der aander saa megen Godhed mod mig, at det bør kjendes, havde jeg, som sagt, ikke Anelse, jeg var aldeles forkuet, havde ikke Tro eller Tillid til mig selv; fra Collin fik jeg nogle kjærlige Linier :

»Tab ikke Modet, kjære Andersen, - fat Dem, vær rolig og besindig, saa skal De see, det gaaer nok. Rectoren mener Dem det godt. Hans Maade at gaae frem paa, er maaskee noget forskjellig fra Andres, men derfor fører den ligefuldt til Maalet. Mere maaskee en anden Gang, thi nu har jeg kun lidt Tid.

Gud styrke Dem !

                                Deres

                                Collin.«

Den smukke Natur rundt om gjorde vel et levende Indtryk paa mig, men jeg turde kun skotte til den; jeg kom saa godt som aldrig ud; saasnart Skoletiden var forbi, blev sædvanlig Gaardens Port lukket, jeg maatte blive i den lumre Skolestue, der var god Varme endnu, sagde man, der kunde jeg lære mine Lectier; siden legede jeg med Rectorens Børn, eller sad paa mit lille Kammer; en lang Tid var Skolens Bibliothek min Stue og mit Soveværelse; her aandede jeg mellem de gamle Folianter og Skoleprogrammer. Ingen kom til mig, Kammeraterne turde det ikke, de ønskede ikke at træffe paa Rectoren. Mit Liv i de Dage dykker endnu i Erindringen frem i fæle Drømme. Jeg sidder da igjen febril paa Skolebænken, kan ikke svare, tør det ikke, og vrede Øine stirre paa mig, Spot og Latter lyder rundt om. Det var tunge, bittre Tider; fem Fjerdingaar var jeg i Rectorens Huus i Helsingør; nær havde jeg bukket under for en Behandling, som altid blev mere og mere haard, altfor haard. Min Bøn til Gud hver Aften var at tage denne Kalk fra mig, eller at jeg ikke maatte opleve næste Dag! I Skolen var det Rectoren en Morskab at spotte mig, latterliggjøre min Person og tale om min Mangel paa Aandsevner. Og naar Skoletiden var endt, var jeg der i Huset.

Charles Dickens har givet os Skildringer af stakkels Drenges Nød, havde han kjendt de Tider, jeg gjennemlevede, hvad jeg følte og led, han vilde ikke have fundet det mindre tungt, eller humoristisk til at fortælle. Der er visse Ting i Eens Liv, der griber saaledes ind i Andres, at man ikke har Ret over det, som sit eget; jeg har herfor Intet herfra at meddele, ligesom jeg selv hiin Tid aldrig udtalte mig derom, aldrig beklagede mig over Nogen i min Omgivelse, men kun over mig selv, der, som jeg fuldt og fast troede, var kommen paa en aldeles feil Vei, idet jeg der syntes kun til Spot og Ynk, Mine Breve til Collin dengang vise en saa mørk, fortvivlet Stemning, at de dybt rørte ham, dette veed jeg fra ham selv, men her var Intet at gjøre, han antog og maatte antage, at det egentlige Tryk laae i mit Sind, i en nerveus Overanstrengelse og ikke kom udenfra, som dog Tilfældet var; mit Sind var just elastisk, modtageligt for hvert Solskin, men dette kjendte jeg kun ide faa Dage, i hvilke det eengang om Aaret, i Ferietiden, tillodes mig at reise til Kjøbenhavn.

Der laae noget saa Eiendommeligt i Modsætningen, noget næsten Eventyrligt, at flyttes fra Skolehjemmet til det Familieliv i Kjøbenhavn der aabnedes mig, det Hjem her, hvor Alt var i høieste Grad Modsætningens Pol. Det var hos Admiral Wulff, hvis Hustru havde fattet moderlig Godhed for mig, og hvis Børn hjerteligt og fortroligt kom mig imøde. Denne Familie var den første af Alle, der optog mig, som var jeg deres egen; jeg havde her et lykkeligt Hjem. Det var i et af de kongelige Palaier paa Amalienborg, Søcadetacademiet da var, og for hvilket W ulff blev Chef. Jeg fik mit Værelse ud til Pladsen, og jeg husker, at den første Aften her, idet jeg stod ved Vinduet og saae ned, kom Aladdins Ord mig i Tanke, hvor han fra sit rige Slot seer ud paa Pladsen og siger: »dernede gik jeg som en fattig Dreng! « Jeg følte, at Gud naadig og kjærlig havde ført mig; hele min Sjæl var fuld af Taknemlighed.

I al den Tid, jeg var i SlageIse, havde jeg neppe skrevet mere end tre, fire Smaadigte; to af disse: »Sjælen« og »til min Moder«, findes af trykt i »samlede Digte« og høre til de ældste, jeg har; i Helsingør bleve kun to Digte skrevne i min Skoletid, »Nytaarsnat« og »det døende Barn«, dette, der først af alle mine Digte vandt Opmærksomhed og blev erkjendt og tidligst udbredt og oversat. Jeg bragte det med til Kjøbenhavn, og her læste jeg det op for mine Bekjendte, Nogle hørte paa det for Digtets Skyld, Andre for at more sig over mig og min fyenske Udtale, jeg fik hos Mange Roes og hos de Fleste et Foredrag over Beskedenhed og Mindelsen om, ikke at faae for store Tanker om mig selv. Ja een af mine velmenende Beskytterinder sagde mig, og gjentog det senere i en Skrivelse: »for Guds Skyld, bild Dem dog ikke ind, at De er Digter, fordi at De kan skrive nogle Vers! det kan blive en fix Idee hos Dem. Hvad vilde De sige, om jeg gik og troede, at jeg skulde være Keiserinde i Brasilien! var det ikke Galskab og det er ogsaa Deres Tro, at De er Digter! « Men det var slet ikke min Tro, den vilde imidlertid have været mig en Livsfunke, en Trøst, havde jeg eiet den. Mine keitede Manerer var iøvrigt det jeg meest, under Opholdet i Kjøbenhavn, maatte høre for, dernæst, at jeg sagde lige strax Alt hvad jeg tænkte. Dog Dagene i Kjøbenhavn vare mine Livsens Dage, her saae og samledes jeg med ham, Den af Alle, jeg dengang, i Tankerne bøiede mig dybest for, og i Alt saae op til: det var Digteren Adam Oehlenschläger. Hans Roes lød fra alle Munde rundt om mig, han var mig mere, end alle andre Mennesker; stor var min Lyksalighed, da en Aften, i den store oplyste Salon, hvor jeg dybt følte, at min Kjole var den fattigste og jeg i Fornemmelse heraf havde trukket mig hen imellem de lange, nedhængende Gardiner, han kom hen til mig og rakte mig Haanden, jeg kunde have sunket paa mine Knæ for ham. Vi saaes ofte i Wulffs Huus, her kom Weyse ogsaa, som venlig talte til mig, jeg hørte ham phantasere paa Fortepiano; Brøndsted, der var hjemkommen til Danmark, bragte Liv ved sin Veltalenhed, Wulff selv læste høit sin Oversættelse af Byron; den fine, dannede Verdensmand Adler, Christian den Ottendes Ven, sluttede Kredsen, hvor Oehlenschlägers unge Datter Charlotte overraskede mig ved sin Livsglæde og sit friske overgivne Lune. Det var deilige Dage og Aftener, alle i Kjøbenhavn.

Fra et saadant Hjem kom jeg efter Feriedagene til Rectorens Huus; selv under mildere Forhold der, det vilde dog have været en stor Overgang, nu var det som til en aandelig Pinebænk. En Dag kom Rectoren ind til mig, han havde i Kjøbenhavn hørt tale om, jeg troer hos Oehlenschläger, at jeg havde oplæst et Digt, jeg havde skrevet, nemlig »det døende Barn«; jeg saae paa Mandens Ansigt, hvad der forestod, han fæstede gjennerntrængende sit Blik paa mig, forlangte at see Digtet, idet han tilføiede, at fandt han en Gnist af Poesi deri, vilde han tilgive mig. Skjælvende bragte jeg Digtet, han læste det, loe, erklærede det for Føleri og Vaas, og udtalte nu i haarde Ord hele sin Vrede; havde han gjort det i den Tro, at jeg gik og spildte min Tid med at skrive Vers, eller at jeg var en Characteer, der maatte behandles haardt, hvilket hans Vidnesbyrd om mig benegter, da havde Meningen dog været god, men her var det vistnok kun hans Lune, hans Stemning jeg led under. Dag for Dag blev min Stilling ulykkeligere, jeg var i en saa aandelig Lidelse, at jeg maatte gaae tilgrunde, skete der ikke snart en Forandring med mig, det var ikke blot i Skoletimerne, nei paa mit Kammer, i Familiestuen, at jeg følte mig som en jaget, vild Fugl; det var den mørkeste, den bittreste Tid i hele mit Liv; det saae og erkjendte mine andre Lærere; en af disse, nu. værende Pastor Werliin, der da læste Hebraisk med os, reiste til Kjøbenhavn og gik til Collin, hvem han fortalte, hvorledes jeg havde det i Rectorens Huus og i Skolen. Øiebliklig tog Collin den Bestemmelse, at jeg skulde strax til Kjøbenhavn og læse privat. Efterretningen herom forbittrede høilig Rectoren; i Afskeden, da jeg takkede ham for hvad Godt jeg havde mod. taget af ham, var hans sidste Ord til mig, at jeg aldrig vilde blive Student, at de Vers jeg skrev, om de end bleve trykte, vilde som Makulatur ligge og raadne paa Bogkræmmerens Loft, og at jeg selv vilde ende paa Galehuset. Rystet til det Inderste forlod jeg ham.

Flere Aar efter, da mine Skrifter bleve læste, da »Improvisatoren« var udkommen, mødte jeg ham i Kjøbenhavn; han rakte mig forsonende Haanden, sagde deeltagende og venligt, at han havde taget feil af mig, behandlet mig galt, men nu havde jeg lykkelig fast Fod og kunde lade ham seile sin egen SØ.

Det var Forsoningens milde Ord; de tunge, mørke tilbagelagte Dage havde ogsaa bragt Velsignelse ind i mit Liv.

Den ved sin Iver for nordisk Sprog og Historie saa hæderlig kjendte, nu afdøde Pastor Ludvig Müller, dengang Student, blev min Manuducteur. Jeg leiede et lille Qvistværelse omme i Viingaardsstræde; den lille Stue der, med den skraae Væg hen under Taget, er beskreven i Romanen »kun en Spillemand«; og i »Billedbog uden Billeder« aflægger Maanen der sine Besøg, som da den her for mig gled hen over Nicolaitaarn, der dengang ikke skjultes ved høie Huse, thi da var der ingen Nicolaigade. Jeg havde endnu fra Kongen en bestemt lille Sum til min Understøttelse, men Underviisningen maatte betales, der maatte altsaa paa alle andre Maader sees til at spares. Et Par Familier gav mig Plads ved deres Middagsbord, jeg fik næsten alle Dage i Ugen besatte, jeg bleven Slags Kostgjænger, som mangen fattig Student endnu er det i Kjøbenhavn. Der var en Afvexling heri, og jeg fik et Indblik i Familielivet, i forskjellige Kredse, ogsaa det var mig til Gavn. Jeg læste flittig, og da jeg i Helsingør Skole havde udmærket mig i enkelte Videnskaber, f. Ex. Arithmetik og Geometri, blev disse saa temmelig overladte til mig selv, den meeste Tid maatte anvendes paa Græsk og Latin; hvad man i Slagelse og Helsingør Skole altid gav mig Udmærkelse for -men her fandt mig svagest i, var -Religion, paa den maatte der ogsaa hjelpes, meente min ellers høit fortræffelige Manuducteur. Mine Religionskundskaber, der selv da jeg gik i Fattigskole bleve fremhævede som fortrinlige, de, i hvilke Latin-Skolen altid nævnede mig som en udmærket Discipel, fandt han -svage, altfor svage. Han holdt sig strengt til Bibelens Ord, dem jeg kjendte, thi fra min første Indtrædelse i Skolen havde jeg levende opfattet Alt, hvad der om denne blev sagt eller lært; jeg opfattede den igjennem Følelsen og begreb, at Gud var uendelig Kjærlighed; Alt hvad som stred imod en saadan, et brændende Helvede, hvor Ilden er evig, erkjendte jeg ikke, og med min fulde Overbeviisning udtalte jeg det; fra et forkuet Væsen paa Skolebænken, traadte jeg fri, selvstændig op med disse mine Troes-Meninger, jeg udtalte mig som et Naturmenneske, og min Lærer, der var et af de ædleste og elskværdigste Mennesker, men fast ved Skriftens bogstavelige Ord, blev tidt ganske ængstelig for mig; vi disputerede, medens den samme hellige Flamme brændte lige reen i vore Hjerter. Men inderligt godt havde jeg af at komme til denne ufordærvede, begavede unge Mand, der var en ligesaa eiendommelig Natur, som jeg var det; hvad der derimod var mig ikke naturligt, men i den Tid en Deel af mig, var Lysten til, ikke at spotte, men snarere at lege med mine bedste Følelser, og at betragte Forstanden som det Betydeligste i Verden; denne nye Maneer hos mig var et Sving jeg maatte faae; i Skolen havde Rectoren saa aldeles misforstaaet min uforbeholdne, bløde Natur, min overstrømmende Følelse var bleven latterliggjort og trængt tilbage; idet jeg nu pludselig følte mig fri fra dette Tryk, slog jeg over i en Retning, der kun var paatagen Maneer; min Forkuethed slog om, ikke til Overgivenhed, men til en forfeilet Stræben efter at synes anderledes end jeg var; jeg spøgte over Følelsen, vilde bilde mig selv ind, at jeg havde bortkastet den, og saa kunde jeg dog en heel Dag gaae i mismodig Stemning, være reent ulykkelig over at have mødt et suurt Ansigt, hvor jeg søgte et venligt. Alle de Digte' jeg før, under Taarer, havde skrevet ud af min bedrøvede Sjæl, gav jeg nu parodierende Overskrifter, latterlige Omqvæd; et heelt saadant, med faa Forandringer: »Kattens Klage«, staaer i »Fodreisen«; et andet inderligt følt Digt, kaldte jeg »den syge Poet«. I denne Periode skrev jeg kun nogle faa Vers, men alle humoristiske, saaledes: »Aftenen«, »den rædselsfulde Time«, »Hjertesuk til Maanen«, »Svinene«. En heel Forandring var foregaaet med mig; den forkuede Plante var blevet flyttet og begyndte at skyde friske Skud.

Wulffs ældste Datter Henriette, en genial, livfuld Pige, der indtil de sidste Dage, under alle Tidens Omskiftelser, blev mig en trofast, søsterlig Veninde, var den eneste dengang, der forstod mig; hun opmuntrede hos mig den Humor, som kom tilsyne i de nye Digte; hun fik hele min Fortrolighed, beskyttede mig kjækt mod de mange smaa Angreb, jeg i hendes Kredse vare udsatte for, især ved min Personlighed; hun var mig en god Søster og af stor Indvirkning paa mit Lune.

Paa den Tid gik ogsaa en frisk ny Strømning i den danske Literatur, og for den havde Folk Interesse. Politiken spillede en ringe Rolle; det var Literatur og Theater, som var Dagens Thema. Johan Ludvig Heiberg, der ved sine fortræffelige Arbeider: »Psyche« og »Pottemager W alter«, indtog en høi Rang mellem danske Digtere, havde da nylig, under Collins Beskyttelse mod de Øvrige Directeurer, der var imod »Kong Salomon»s Opførelse, indført Vaudevillen paa den danske Scene. Det var en dansk Vaudeville, Blod af vort Blod, fandt man, og den blev derfor med Jubeloptaget og fortrængte næsten alt Andet. Thalia holdt Carneval paa den danske Scene, og Heiberg var hendes Udkaarne. Hos H. C. Ørsted, ved et Middagsbord, gjorde jeg første Gang Heibergs Bekjendtskab; fiin, veltalende og Øieblikkets Yndling, behagede han mig i høi Grad, han indlod sig venligt med mig, jeg kom siden hjem til ham, og han fandt mine humoristiske Digte, som han hørte, værdige at optages i hans fortræffelige Ugeblad: »den flyvende Post«; »Aftenen« og »den rædselsfulde Time« var her min Debut, men uden Navn, kun Mærket h --det skulde sige: H. C. A. ; men Folk troede, at det var Navnet Heiberg, og denne Tro var vistnok til stor Gavn for Digtene, de gjorde særdeles Lykke. Jeg erindrer tyldeligt den Aften, Bladet kom med de to Digte; jeg var i en Familiekreds, hvor man gjorde mig meget Godt, men betragtede min hele Digten kun som Versemageri og ofte sagde mig det, naturligviis i den bedste Mening. Huusfaderen traadte ind i Stuen med »den flyvende Post« i Haanden og sagde med straalende Blik: »Iaften er her to ypperlige Digte i den flyvende Post! det er en Karl, den Heiberg!« og nu læste han begge mine Digte op; mit Hjerte slog stærkere, men jeg sagde ikke et Ord, men en ung Pige, der var tilstede, som vidste, at jeg havde skrevet Digtene, kunde ikke skjule sin Glæde over den Fornøielse, de vakte, og sagde derfor: »de ere af Andersen! « der bleven stor Pause -en almindelig Taushed, Huusfaderen sagde ikke et Ord, saae paa mig og gik ud af Stuen; -Ingen talte mere om Digtene, jeg stod bedrøvet. Tidligere ,var kun blevet trykt i et andet kjøbenhavnsk Blad mit Digt fra Skoletiden: »det døende Barn« ; og det var alene ved Theaterdirecteuren Olsens Protection, jeg opnaaede det, Ingen vilde optage et Digt, skrevet af en Skolediscipel; Hr. Søeborg, Forfatter til Visen: »Om hundred Aar er Alting glemt! « fik det af mig i min Skoletid og lovede at skaffe det optaget i de jydske »Læsefrugter«, men Redacteuren der vilde ikke have Vers af En, der endnu gik i Skole; endelig fik Digtet Plads i »Kjøbenhavnsposten«, og kort efter optog  J. L. Heiberg det i den flyvende Post, med den Bemærkning, at han optog det gjerne, uagtet det tilforn havde været trykt i et andet Blad. Det var den første Slags smukke Erkjendelse; men den almindelige Mening i hele min Omgivelse var og blev, at mit Talent som Digter var kun ubetydelig. Een af vore mindre høitstaaende Forfattere, men som i Rang og Stand stod høit i Byen, indbød mig til Middag hos sig; han fortalte, at en »Nytaarsgave« vilde udkomme, og at han var anmodet om Bidrag; jeg sagde, at ogsaa jeg var anmodet og havde lovet Udgiveren et lille Digt. »Der skal altsaa af alle Folk i den Bog!« sagde Manden vred, »ja, saa behøver han ikke af mig! nu giver jeg neppe Noget!«

En Ytring af den Slags er vel i og for sig selv ikke betydelig, synes ikke at burde nævnes, men den var paa den Tid af en inderlig, smertegjørende Betydning og nok til at forstemme mig i flere Dage.

Min Manuducteur boede paa Christianshavn, daglig gik jeg to Gange derud, og da var min Tanke kun opfyldt af mine Lectier, paa Hjemveien aandede jeg frit, tænkte hverken paa Lectier eller Lærdom, der gik alle Slags brogede poetiske Billeder gjennem Hovedet, men ikke eet bragtes paa Papiret; fire, fem humoristiske Digte hele Aaret igjennem var Alt, hvad jeg skrev; det var, som Bastholm, i hans ovenfor meddelte Brev, siger: »kun for at give Følelsen Luft;« de forstyrrede mig mindre ved at de bragtes i Ro paa Papiret, end om de havde blevet og levet i Tankerne.

September 1828 blev jeg Student; Oehlenschläger var just det Aar Decanus og rakte mig venligt Haanden til Velkomst, som academisk Borger; det opfyldte og bevægede mig som en stor, betydningsfuld Handling. Jeg var allerede 23 Aar, men meget Barn endnu og det i hele mit Væsen og min Tale; en lille Historie fra de Dage vil maaskee give et Begreb herom.Kort før Examens-Dagen saae jeg ved Middagsbordet hos H.C. Ørsted en ung mand, der forlegen og stille; jeg havde ikke seet ham før, troede, at han var kommen lige ind fra Landet;jeg spurgte ham ugeneert: »Skal de med til Examen iaar !« - »Jo !« sagde han med et  lille Smiil- »jeg skal derop!« -»Ja jeg skal ogsaa!« sagde jeg og talte nu rask en heel Deel om denne, mig store Begivenhed, talte som til en Kammerat, og saa var det Professoren, der skulde examinere mig i Mathematik, den dygtige, fortræffelige von Schmidten, der i sit Ydre, som bekjendt, var Napoleon saa lig, at Folk i Paris skulle have taget feil af de To. Da vi ved Examensbordet mødtes, vare vi begge meget forlegne; han var saa hjertensgod, som han var rigt aandeligt begavet; saa gjerne vilde han give mig Mod, og vidste nu ikke selv ret, hvorledes han skulde gjøre det; han bøiede sig heelt over mod mig og hviskede: »Hvad bliver ,nu det første poetiske Arbeide De giver os, naar De har taget Examen ? « jeg saae forundret paa ham og svarede ængsteligt : »det veed jeg ikke! -men vil De ikke spørge mig i Mathematik, men ikke for svært!« -»De kan vel Noget?« sagde han igjen ligesaa sagte. »Ja, Mathematik kan jeg ganske godt; i Helsingør Skole maatte jeg tidt gaae selv Tillægene igjennem for de Andre, og jeg fik »Udmærket godt«; men nu er jeg bange.« Saaledes samtalede Professor og Rus, og da jeg under Examinationen, i Ivrighed, rev alle hans Penne itu, sagde han Intet dertil, men lagde een af dem stille til Siden for at kunne skrive Characteer.

Da Artium var taget, fløi som en Bisværm de brogede Phantasier og Indfald, jeg paa min Vandring fra Manuducteuren ligesom havde været forfulgt af, ud i Verden i mit første Skrift: »Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager«, en humoristisk, underlig, Bog, en Slags phantastisk Arabesk, der dog ganske antyder min hele Personlighed og mit Standpunkt dengang, der viste sig især i Lyst til at lege med Alt, spotte i Taarer over mine egne Følelser; broget vexlende, et heelt Tapet, var denne digteriske Improvisation; men ingen Boghandler havde Mod til at forlægge dette Ungdomsarbeide, jeg vovede det da selv, og faa Dage efterat Bogen var udkommen, afkjøbte Boghandler Reitzel mig Forlagsret til et andet Oplag, ja senere endog til et tredie; oppe i Fahlun kom i Eftertryk en dansk Udgave, noget, der kun er skeet med Oehlenschlägers betydeligste Arbeider. En tydsk Oversættelse er ide sidste Aar udkommen i Hamborg. Hele Kjøbenhavn læste min Bog, jeg hørte kun Henrykkelse over den, vel fik jeg en streng Irettesættelse af en fornem Velynder, men den faldt i det komiske; Manden fandt, at der i Fodreisen satiriseredes over det kongelige Theater; dette fandt han ikke blot upassende, men utaknemligt; upassende, fordi det var et kongeligt Theater og da, sagde han, Kongens Huus, utaknemligt, fordi jeg, der havde fri Adgang. Denne i sig selv komiske Dadel af en ellers fornuftig Mand overdøvedes af Jubel og Lovtaler, dem, som sagt, jeg kun hørte; jeg var paa Bølge, jeg var Student, jeg var Digter, mit høiste Ønske opfyldt.

Heiberg anmeldte Bogen venligt og smukt i »Maanedsskrift for Litteratur«, i hans flyvende Post var tidligere Brudstykker optagne, der, som man seer i Poul Møllers Skrifter, i et Brev til Sibbern, blev læst, ja slidt op af Læsere oppe i Norge, hvilket forargede Poul Møller, der udtaler sig uden Skaansel over Bogen, men det viste jeg dengang Intet om; det faldt mig ikke ind, at der var Nogen, som ikke var glad over »Fodreise til Amager«.

Omtrent to hundrede unge Mennesker bleve i det Aar Studenter, mellem disse fandtets Flere, som skrev Vers, ja havde ladet disse trykke; det blev som en Spas sagt, at i det Aar gjordes til Studenter fire store og tolv smaa Poeter, og virkeligt, ved ikke at tage det altfor nøie, kunde man faae dette Antal ud; til de fire store regnedes: Arnesen, hvis første Vaudeville »Intriguen ved Morskabstheatret« blev i hans Rusaar opført paa det kongelige Theater, F. J. Hansen, som netop paa den Tid udgav »Læsning for den fine Verden«, Hollard Nielsen, og endelig, som fjerde Poet, H. C. Andersen. Mellem de tolv smaa var imidlertid Een, som senere ubetinget er bleven en af de store i dansk Literatur, det er Adam Hamas Digter: Paludan­Muller. Af ham var dengang endnu intet trykt eller kjendt, kun mellem Kammerater var det i Omtale, at han skrev Vers. En Dag fik jeg et Brev fra ham, han foreslog mig, om vi To ikke skulde udgive et Ugeblad.

»De vil maaskee forundre Dem over, at dette kommer fra min Haand,« skriver han, »fra hvilken De endnu intet Product har seet, som kunde lade Dem formode Dygtighed til sligt et Foretagendes Udførelse, dog troer jeg, at jeg med et vist Slags Selvbevidsthed tør forsikre, at jeg ikke aldeles er Musernes Stedbarn, hvorpaa jeg mener at have Beviis i den Samling af Digte, jeg for min egen Fornøielses Skyld har udarbeidet og som befinder sig hjemme i min Skuffe.« Og nu fulgte Planen og Betingelserne, at det ikke maatte være Oversættelser eller Udskriven af andre Blade, det Hele skulde være Originalt o.s.v. Et lille Digt, »Smilet«, fulgte som Prøve med til mig. Men jeg havde ikke Lyst til at binde mig til et Blad, og der blev altsaa ikke noget af det Hele. Carl Bagger og jeg havde, før »Fodreisen« udkom, aftalt med hinanden, at vi begge i eet Bind vilde udgive tilsammen vore Digte, men da min Bog vakte Opmærksomhed og fandt saa mange Læsere, erklærede Bagger med Bestemthed og Selvfølelse, at nu kunde ikke vore Digte følges ad, det vilde være for ham, som om hans skulde bæres frem ved mine; Planen blev altsaa opgiven, men ikke vort venskabelige Forhold, derimod kom jeg ikke i et saadant til Paludan-Muller, der senere brød sin egen straalende Bane. Hos mine Medstudenter, Kammeraterne, havde jeg stor Erkjendelse, og jeg gik i ungdommelig Digter-Beruselse, loe og søgte Vrangbilledet i Alt; i min Lystighed skrev jeg i de Dage, paa rimede Vers, mit første dramatiske Arbeide, den heroiske Vaudeville: »Kjærlighed paa Nicolai-Taarn eller hvad siger Parterret«, som havde, hvad »Maanedsskrift for Litteratur« ogsaa bemærkede, den væsentlige Feil, at den satiriserede hvad vi allerede vare komne ud over, nemlig Skjæbne-Tragedierne; dog da Stykket kom paa Scenen, blev det af mine Medstuderende modtaget med Jubel, de udbragte et »Leve Forfatteren! « jeg tænkte og saae ikke videre frem, jeg var overvældet af Glæde, lagde saa megen Betydning deri, den det slet ikke havde; jeg kunde ikke rumme min Lykke, jeg styrtede ud fra Theatret, ud paa Gaden, ind i Collins Huus, hvor alene hans Hustru var hjemme, næsten afmægtig sank jeg om paa en Stol og hulkede, krampagtig i Graad; den deeltagende Kone vidste slet ikke, hvad det  betød og begyndte derfor at trøste mig med: »tag Dem det ikke saa nær, man har ogsaa pebet af Oehlenschläger og af mange store Digtere!« -»Ja, men man har slet ikke pebet!« udbrød jeg hulkende, »man har klappet og raabt: længe leve! «

O, hvor jeg da var et lyksaligt Menneske, troede saa godt om Alle, havde Digter-Mod, Ungdoms-Sind; alle Huse begyndte at aabnes for mig, jeg fløi fra Kreds til Kreds i lyksalig Selvtilfredshed; men under alle disse ydre og indre stærke Bevægelser var jeg meget flittig ved mine Studeringer og læste uden Hjelp af Manuducteur alt til den da saakaldte anden Examen: philologicum og philiosophicum, hvilken jeg tog med bedste Characteer. En ganske egen Scene indtraf ved Examensbordet hos H. C. Ørsted; jeg havde godt besvaret alle hans Spørgsmål, han glædede sig derover, og idet jeg var færdig, standsede han mig ved Bortgangen og sagde: »jeg maa dog endnu gjøre Dem et lille Spørgsmål ! « hans hele Ansigt var saa straalende mildt: » Siig mig hvad De veed om Electro-Magnetismen.« »Det Ord kjender jeg slet ikke!« svarede jeg. »Husk Dem om! De har forud besvaret Alt saa fortræffeligt, og De maa vide Noget om Electro-Magnetismen!« »Derom staaer der ikke Noget i Deres Chemie!« sagde jeg med Bestemthed. »Det er sandt! «svarede han, »men jeg har talt om den paa mine Forelæsninger!« »Dem har jeg været paa allesammen, undtagen een eneste, saa maa De just den Time have talt herom, for jeg veed ikke det allermindste om det, jeg kjender ikke engang Navnet!« Ørsted smilede ved denne usædvanlige Tilstaaelse, nikkede og sagde: »det var Skade, at De ikke vidste det, for ellers vilde jeg have givet Dem præ  - nu faaer De laud - for De har svaret meget godt!«

Da jeg siden kom hjem til Ørsted, bad jeg ham fortælle mig lidt om Electro-Magnetismen, nu hørte jeg første Gang om den, og i hvad Forhold, han stod til den. Ti Aar efter, da den electromagnetiske Traad første Gang fremvistes hos os i den polytechniske Læreanstalt, var jeg den, der, efter en skriftlig Opfordring fra Ørsted selv, anmeldte under Mærket y- , jeg troer i »Kjøbenhavnsposten«, den electromagnetiske Telegraph, der i den polytechniske Læreanstalt gik fra Baghuset til Forhuset, og jeg gjorde Kjøbenhavnerne opmærksomme paa at see og kjende den »Opfindelse, Videnskaben skylder en Dansk«.

Examen var nu vel overstaaet, jeg havde bedste Characteer; mod Julen udkom min første Samling Digte, der vandt, saavidt jeg hørte og forstod, stort Bifald hos Publicum og Critiken. Jeg hørte helst og kun den rosende, klingende Bjælde, jeg var uendelig ung, uendelig glad, Livet laae solbestraalet for mig.