Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Det var mig, da jeg forlod Weimar, som om jeg tidligere havde levet i denne By, som var det et kjært Hjem, jeg nu skulde fra. Idet jeg kjørte ud af Porten, hen over Vandmøllen og sidste Gang saae tilbage paa Byen og Slottet, greb en dyb Veemod min Sjæl, det var, som et smukt Afsnit i mit Liv her var sluttet; jeg syntes, ved at forlade Weimar, at Reisen ingen Blomst mere kunde bringe mig. Hvor tidt er ikke siden Brevduen fløiet til dette Sted og endnu oftere Tanken. Fra Weimar, Digterbyen, er Solskin strømmet ind i mit Digterliv.

I Leipzig, hvorhen jeg kom, ventede mig en smuk, ægte poetisk Aften hos Robert Schumann; den geniale Componist havde Aaret forud overrasket mig med den Hæder, at tilegne mig sin Musik til de fire af mine Digte, Chamisso havde oversat paa Tydsk; disse bleve her om Aftenen sungne af Fru Frege, hvis sjælfulde Sang har glædet og henrevet saa mange Tusinde; Clara Schumann accompagnerede, og kun Componist og Digter vare Tilhørere; et lille festligt Maaltid og gjensidig Udvexling af Ideer gjorde, at Aftenen var alt for kort.

I et Brev fra Robert Schumann, i April 1845, gjenkalder ogsaa han hiin for mig saa smukke Aften:

»- Ein Zusammentreffen, wie das an dem Abend, wo Sie bei uns waren, - Dichter, Sängerin, Spielerinn and Componist zusammen wird es sobald wieder kommen? Kennen Sie »das Schifflein« von Uhland:
» - wann treffen wir
An einem Ort uns wieder -?«
Jener Abend wird mir unvergesslich sein.«

I Dresden fandt jeg gamle Venner med Ungdomssind; min geniale, halve Landsmand, Nordmanden Dahl, der forstaaer paa Lærredet at lade Fossen bruse og Birken voxe, som i Norges Dale. Vogel von Vogelstein, der hædrede mig med at tegne og optage mit Billede i den kongelige Samling af Portraiter. Theaterintendant Lüttichau gav mig Plads hver Aften i Directions-Logen, og hos den høithædrede Fru Baronesse Decken, en af de ædleste Damer i Dresdens første Kredse, blev jeg modtagen, som en Søn modtages af en Moder, og i denne Erkjendelse er jeg altid senere vendt tilbage til hendes Huus og hendes elskelige Børnekreds. Hvor dog Verden er lys og smuk! hvor Menneskene ere gode! det er en Lyst at leve! Det følte og erkjendte jeg her. - Beaulieus yngre Broder Edmond, Officeer i Armeen, kom en Dag fra Tharand, hvor han tilbragte nogle Sommermaaneder; paa hans Indbydelse fulgte jeg med ham derud, og tilbragte lykkelige Dage i den milde Bjergnatur.  Overalt knyttedes nye Bekjendtskaber, man saae kun mine gode Sider og holdt af mig. Hos den berømte geniale Tegner Retsch, der har givet de kjække Omrids til Goethe og Shakespeare, indførtes jeg ved Baronesse Decken. Ud mod Meissen, mellem de lave Viinbjerge, idyllisk smukt, har Retsch sit hyggelige, venlige Vaaningshuus. Hvert Aar bringer han sin Kone paa hendes Fødselsdag en ny Tegning, og altid en af hans bedste. Samlingen er i en Række af Aar voxet til et rigt Album, som hun, hvis han døer før hende, skal give ud og have Indtægt af. Mellem de mange herlige Ideer her, greb mig især een, det var Flugten til Ægypten. Det var Nat, Alt sov paa dette Billede, Maria, Joseph, Traver og Buske, selv Asenet der har hende, kun Jesusbarnet, med det aabne, runde Ansigt, vaagede og lyste over det Hele. For et af mine Eventyr jeg fortalte ham, fik jeg en smuk Tegning; en ung Pige, der skjulte sig bag en gammel Qvindes Maske; saaledes skal den evig unge Sjæl med blomstrende Skjønhed titte frem bag Eventyrets gamle Maske. Retschs Billeder ere alle Tanke-Figurer, fødte af Skjønhed og Genialitet.

Hos Major Serre og hans elskværdige Kone nød jeg det tydske Landliv i deres rige Eiendom i Maxen ved det sachsiske Schweiz; her er Steenbrud, Kalkovne, stor Drift og Virken, gjestfrit og godt; Faa i Verden kunde vise mere Gjestfrihed, end disse to hjertelige Mennesker, der altid samle om sig en Kreds af interessante aandfulde Personligheder; jeg blev her i over otte Dage, lærte at kjende Kohl, der har skrevet de beskuelige, levende Reiser; ogsaa i Besøg var her Forfatterinden, Grevinde Ida Hahn-Hahn, hvis Romaner og Reiser den Tid var meget læste, hun selv er siden, ved sin Overgang til Catholicismen og hendes: »Von Babylon nach Jerusalem« igjen kommen meget i Omtale; hendes Fader er bleven bekjendt, fortælles der, ved sin ubegrændsede Kjærlighed for Skuespiller-Selskab omkring; saa at han tilsidst næsten altid var borte fra sine Godser og fulgte sit Skuespiller-Selskab omkring; hun giftede sig med rige Grev Hahn-Hahn, men der fulgte Skilsmisse, og fra den Tid optraadte hun med Digte, Romaner og Reiser; der er fremhævet, dadlet og talt nok om det fremherskende aristocratiske Element i hendes Romaner, om den der fremtrædende Fornemhed; man har beskyldt hendes Personlighed for det samme, men det Indtryk gjorde den aldeles ikke paa mig. I de Dage vi vare sammen i Maxen, aabenbarede sig for mig hos hende sand Qvindelighed, Gemytlighed og i det Hele en Natur, der indgjød Tillid. Hun reiste og boede altid i Huus med Baron Bystram, en høist elskværdig Mand; Alle erklærede hoit og vare forvissede om, at de vare gifte, og saaledes bleve de optagne i alle og de allerhøiste Selskaber. Da jeg engang spurgte om Grunden, hvorfor dette Giftermaal skulde holdes skjult anførte man den Rimelighed, at naar hun giftede sig, vilde hun miste den store Pension, hun nu havde fra sin første Mand, og uden denne Sum kunde hun ikke leve. - Hun er som Forfatterinde bleven haardt og spottende angreben, hendes Fremtræden som skrivende Nonne, eller om man vil catholsk propagandavirkende Qvinde har meget Usandt og Usundt, men en ædel Natur er hun, og en sjælden begavet Qvinde, Skade, at de Evner hun fik fra Gud, ikke her paa Jorden alt have bragt de Blomster og Frugter, som de maaskee under andre Forhold kunde have bragt. Mig var hun deeltagende og god; det var gjennem det mørke Glas i »Kun en Spillemand« og Eventyr - Verdenen, hun betragtede mig som Digter, og det har hun udtalt i nedenstaaende Strophe, hun en Morgenstund skrev til mig.

Andersen.
Solch ein Gewimmel von Elfen und Feen,

Blumen und Genien im frölichen Scherz,

Aber darüber viel - geistiges Wehen,

Aber darunter - ein trauriges Herz.

Ida Hahn-Hahn.

Dresden, den 14ten Juli 1844.
 

Hvor man optages vel, der bliver man gjerne; jeg følte mig usigelig lykkelig paa denne lille Reise i Tydskland, og jeg overtydedes om, at jeg der var ingen Fremmed; det var Hjertet og Natur-Sandheden i mine Skrifter, man skattede, og i hvor fortræffelig og anpriselig Form-Skjønheden er, hvor imponerende Reflexions-Klogskab er i denne Verden, Hjerte og Natur blive dog gjennem Aar det, som mindst forandrer sig og bedst forstaaes af Alle.

Hjemveien lagde jeg over Berlin, hvor jeg ikke i flere Aar havde været; men den kjæereste af Vennerne der, Chamisso, var død;

»Den vilde Svane, som fløi vidt om Jorden,
Og lagde Hoved i den Vildes Skjød,«

var fløien til en herligere Verdensdeel. Jeg saae hans Børn, der stode uden Fader og Moder. Det er paa Ungdommen om mig, jeg seer, at jeg selv ældes, inden i mig føler jeg det ikke; Chamissos Sønner, dem jeg sidst saae som Drenge, barhalsede, legende i den lille Have, kom nu med Hjelm og Sabel, de vare Officerer i preussisk Tjeneste. Jeg følte et Øieblik, hvor Aarene rulle hen, hvor Alt forandrer og hvor man mister:

- »Dog det er ei saa tungt, som man har sagt

At miste hvad man elsker her i Vrimlen,

Hos Gud vi vinde Kjære; der blev lagt

Ved dem en Bro imellem os og Himlen.«
 

En ny Familiekreds blev aabnet mig, det var hos Ministeren Savigny; her fandt jeg den hjerteligste Modtagelse og lærte at kjende den geniale, eiendommeligt begavede Fru von Arnim, eller for at nævne hendes mere kjendte Navn: Bettina, Goethes Bettina, hun og Fru Savigny ere Søstre til Clemens Brentano. Bettinas smukke aandfulde Døttre, den yngste har skrevet det poetiske Eventyr »Mondkönigs Tochter«, gjorde jeg først Bekjendtskab med, de førte i Salonen Moderen til mig: » nu, hvad siger Du om ham!« var deres Spørgen? Bettina betragtede mig, lod sin Haand glide over mit Ansigt: »passable« sagde hun, gik snart bort, men kom igjen original og elskværdig tilbage; een Times Samtale med Bettina, hvor hun førte Ordet, var saa rig, saa interessant, at jeg blev stum ved at lytte til denne Veltalenhed, dette Fyrværkeri af Ideer.

Da Selskabet om Aftenen brød op, lod hun sin Vogn kjøre tom hjem, vi fulgtes ad »unter den Linden, Prindsen af Würtemberg havde rakt hende Armen, jeg gik med de unge Piger; ved Meinhardts Hotel, hvor jeg boede, bleve vi staaende, Bettina stillede sig foran Trappen, satte paa militairviis Haanden til Panden og sagde: »Gute Nacht, Kammerat! schlafen Sie wohl.« Da jeg et Par Dage efter besøgte hende i hendes Hjem, aabenbarede hun sig anderledes, her ligesaa al ikke overfladisk spøgende, dyb og hjertelig forekom hun mig.

Hendes Bøger kjender Verden, men eet Talent af hende er mindre kjendt, det er hendes Genialitet i Tegning, det vil sige, det er atter Ideen her, som overrasker os; saaledes havde hun i en Skizze givet, hvad nylig var skeet, en ung Mand var dræbt af Viinaand. Halv nøgen lod hun ham stige ned i Hvælvingen, hvor rundtom Viinfadene laae, som Uhyrer; Bacchantes og Bacchantinder dandsede frem, greb Deres Offer, omslyngede og dræbte det. Jeg veed, at Thorvaldsen, hvem hun viste engang alle sine Tegninger, var i høiste Grad overrasket.

»Da haben Sie mein letztes Buch, Lieber Andersen skrev hun foran i »Brentanos Frühlingskranz« og gav mig med paa Reisen.
 

Det gjør saavel ude, naar man finder et Huus, man træder ind, Øinene lyse som Festlamper, et Huus, hvor man seer ind i et stille, lykkeligt Familieliv, og et Huus fandt jeg hos Professor Weisz, hos hvem et Brev fra H. C. Ørsted havde indført mig; det var kjære, hjertelige Mennesker; dog hvor mange maa jeg ikke nævne af nye Bekjendtskaber, der sluttedes, af ældre, der fornyedes: jeg traf igjcn Cornelius fra Rom, Schelling fra München, min norske Lands-mand Steffens, Tieck fra Dresden, ham, hvem jeg ikke havde seet siden min første Udflugt til Tydskland; forandret var han bleven, men de kloge, milde Øine vare de samme, Haandtrykket var det samme, jeg følte, Han var mig kjærlig og god. Jeg maatte søge ham ude i Postdam, hvor han boede smukt og rigt; ved Middagsbordet der lærte jeg at kjende hans Broder, Billedhuggeren; jeg erfarede, hvor naadig og god Kongen og Dronningen af Preussen vare mig, at de havde læst min Roman: »Kun en Spillemand«, der ret havde tiltalt dem, og at de derfor havde spurgt Tieck om mig; Majestæterne vare i disse Dage

afreiste; jeg var netop kommen til Berlin Aftenen før deres Afreise, da det afskyelige Attentat var øvet.

I Afreisens sidste Øieblik klang som tydske Venners Hilsen til mig en Sang, en Digtning; det var fra den barnligsindede, »Kun en Spillemand«, der ret havde tiltalt dem, og at de dermed at dedicere til mig anden Deel af »Deutsche Märchen«, medens første Deel var bragt Tieck; jeg gjemmer den givne Sang her som en Erindringsblomst fra Berlin.

An H.C. Andersen.
 

Dir haben liebliche Elfen zur Nacht

Ihr schönstes Lied gesungen;
Der Berg, der Strom und die Waldespracht

Sind Dir in Lust erklungen.

Wie schimmert die goldne Märchenwelt!

Paläste, marmorne, steigen
Aus dunklem Grunde - am Königszelt

Tanzen die Elfen den Reigen.

Du bist der Zauberer, der sie ruft,

Dir müssen sie allen dienen;
Du bist ihr König, in Wald und Kluft,

In Gold und Silberminen.

Ich stehe von fern und lausche bang

In die duftige Welt der Träume,

Kaum dass ein leiser Sehnsuchtklang

Durchzittert die rauschenden Bäume.

Und weht zu dir solch einsamer Klang,

Mit den Blättern, sturmgetreiben;

So nimm es als ein deutscher Dank

Von Herzen, die Dich lieben!

Fortsættes her