I Prag havde jeg ingen Bekjendte, et Brev fra Dr. Carus i Dresden aabnede mig gjestfrit Grev Thuns Huus; Arvestorhertugen af Weimar havde givet mig Brev med til Erkehertug Stephan, i hvem jeg fandt en aandfuld og hjertelig Mand. Jeg besøgte Hradschin og Wallensteins Palais, men disse Herligheder fortrængtes alle af - Jødeqvarteret - det var skrækkeligt: her vrimlede med Qvinder, gamle Mænd og Børn, leende, skrigende, handlende, og ved hvert Skridt herinde blev Gaden mere snever, den ældgamle Synagoge, i Form af Jerusalems Tempel, ligger der indkneben mellem Husene, Tiden havde lagt et Jordlag op om dens Muur, jeg maatte nogle Trin ned for at træde derind, og her var Loft, Vinduer og Vægge sorte af Røg; en Stank af Løg og fæle Dunster kom mig imøde, saa at jeg maatte ud derfra, paa en aaben Plads, det var Kirkegaarden, der løfter sig paa Slægter af Døde; Steen ved Steen med hebraiske Indskrifter staae og ligge chaotisk her under en Skov af Hyldetræer, saa pygmæiske lave, saa sygelige, næsten saftløse; Ædderkoppens Spind hang som Sørgeflors Pjalter mellem, de døde, sorte Grave.
 

Afreisen fra Prag var just paa et interessant Tidspunkt; det Militair, som i en Række af Aar havde ligget her, reiste paa Jernhanen bort for at komme til Polen, hvor Uroligheder vare udbrudte; den hele Stad syntes i Bevægelse for at tage Afsked med deres militaire Venner; Gaden ud mod Hanegaarden var opfyldt med Mennesker, det var en heel Besværlighed at trænge, sig derhen, flere tusinde Soldater skulde afsted; endelig satte Toget sig i Bevægelse. Det var et storartet Skue at see denne Menneskevrimmel, der opfyldte hele Bjergsiden, den syntes som belagt med et af de rigeste, brogede Tæpper, men Vævningen var Mænd, Qvinder og Børn; Hoved bevægede sig ved Hoved, Hatte og Tørklæder svingedes; en saadan Menneskemasse har
jeg aldrig overskuet før, det var en storartet Gruppering, Sligt lader sig ikke arrangere paa Scenen eller i sin Udstrækning fremstille paa Lærredet; det var her Masserne, som imponerede, overalt, Mile vidt, langs Jernhanen, saae vi Folk samlede for at see og hilse paa de Bortdragende. Vi fore hele Natten giennem det store Bøhmerland; udenfor alle Byer og Stæder havde store Skarer af Mennesker flokket sig; det var, som om hele Omegnens Folkemængde havde samlet sig; de brune Ansigter, de lasede Klæder hos Mange, Fakkelbelysningen og det for mig uførstaaelige bøhmiske Sprog gav det Hele et eget Præg, og fremad fløi vi, gjennem Tunneler og over Viaducter, Vinduerne raslede, Signalpiben Lød, Damphesten pustede - jeg heldede mit Hoved mod Vognen og sov under den beskyttende Gud.

Ved Olmütz, hvor vi fik nye Vogne, nævnede Nogen mit Navn, det var Walther Goethe, vi havde reist sammen den hele Nat uden at vide det. I Wien mødtes vi oftere; ædle Kræfter, sands Genie lever i Goethes Sønnesønner, hos Componisten og Digteren, men det er, som om Storheden af deres Bedstefader trykkede dem.

Liszt var i Wien, han indbød mig til sin Concert, til hvilken der var stor Vanskelighed ved at erholde Billet; jeg hørte igjen hans Phantasier over Themaer i »Robert«, hørte ham igjen som en Storm-Aand lege med Strængene. Han er en Tone-Jongleur, der forbauser Plantasien. Ogsaa Ernst var her, hans Concert var først ansat til en af Dagene efter min Afreise, jeg havde aldrig endnu hørt ham, og det var uvist, om vi oftere mødtes; ved et Besøg hos ham greb han Violinen, og den sang gjennem, Taarer et Menneskehjertes Hemmelighed. Flere Aar efter, hjemme i Danmark, i Krigens første Aar, bleve vi i Kjøbenhavn Venner. Det var især »das Märchen meines Lebens« som drog ham til mig, og Læsningen af »Billedbog uden Billeder«; »Ihre Bilder ohne Buch, so sollen Sie das Werk eigentlich nennen, denn man vergisst dabei ganz, dass es ein Buch ist!« skrev han en Dag til mig.

Jeg saae igjen den herlige Grillparzer, var oftere sammen med den gemytlige Castelli, som just i de Dage af Kong Christian den Ottende var udnævnt til Ridder af Danebrogen; han var fuld af Glæde derover, og bad mig sige mine Landsmænd, at hver af dem, der vilde komme til ham, og sige: »jeg er Dansk!« skulde paa det Hjerteligste være velkommen. Der er hos Castelli noget saa aabent, saa ærligt, blandet med en godmodig Humor, man maa holde af ham, han er mig Billedet paa en ægte Wiener, saaledes, som de Bedste der fødes og trives; han har ved sine Skrifter skaffet sig en Formue, kjøbt sig et Landsted; jeg fik af ham, til en Erindring, hans veltrufne Billed, og neden under skrev han følgende lille Vers, der er ham ganske eiendommelig:

»Diess Bild soli Dir stets mit liebendem Sehnen

Von ferne zurufen des Freundes Gruss,
Denn Du, Lieber Däne! bist Einer von denen

Die man immer achten und lieben muss!«

Castelli førte mig til Seidl og Bauernfeld, Ingen af dem er bekjendt i Danmark, uagtet den første fortjente at være det for sine ægte og hjertelige Digte, den Sidste for sine gode Lystspil, af hvilke flere burde bringes paa den danske Scene, saaledes Lystspillet: »Bürgerlich und Romantisch«, »das Liebesprotokoll« etc.; følgende lunefulde Linier skrev han i mit Album:

»Der Eine treibt's
Der And're schreibt's.
So leben wir ein Jeder:
Der von der Gans, der von der Feder.«

De fleste lysende Stjerner i østerrigsk Literatur saae jeg glide mig forbi, som man paa Jernhanen seer Kirketaarne; man kan sige, at man har seet dem, og for at blive i Billedet af Stjerner, kan jeg sige, at i Selskabet Concordia saae jeg den hele Melkevei, her var en Skare af unge Kræfter, som voxe, her var Mænd af Dygtighed og Betydning.

Hos Grev Szechenyi, der gjestfrit indbød mig, mødtes jeg med Broderen fra Pesth, hvis ædle Virksomhed i Ungarn Alle kjende; dette korts Sammentræf regner jeg til de interessanteste dengang i Wien; i hele hans Personlighed aabenbarede sig Manden, hans Øine sagde, at man kunde have Tillid til ham.*) 

*) Stephan, Greve af Szechenyi, Softer af Nationalmusæet i Ungarn, en af de øverste Ledere for de hydrauliske Arbeider ved »Eisernethor«, væsenlig Grunder af Donau-Skibsfarten. Har skrevet om »Hestevæsenct«, »Donau-Skibsfarten«, »om det ungarske Academie« og flere Bøger, der vise hans Dygtighed, fædrelandske Sind og Virksomhed; han blev født i Wien den 21de September 1792.
 

Da jeg forlod Dresden, havde hendes Majestæt Dronningen af Sachsen spurgt mig, om jeg var anbefalet Nogen ved Hoffer i Wien, og da jeg maatte svare: Nei, var Dronningen saa naadig at skrive et Brev og give mig til sin Søster, Erkehertuginde Sophie af Østerrig. Hendes keiserlige Høihed lod mig, giennern Grev Szechenyi, kalde en Aften, og modtog mig paa det Naadigste; ogsaa Keiserinde-Moderen, Franz den Førstes Enke, var tilstede, mild og venlig; jeg fandt her Prinds Vasa og hans Søster, saae Hertugen og Hertuginden af Hessen-Darmstadt og flere Prindser; en af disse, som indlod sig venligt i Samtale med mig, Erkehertuginde Sophies ældste Søn, var den nu regjerende Keiser.

Prindsens Hovmester spurgte til den danske Familie Bruns, det var Grev Bombello jeg talte med, hvis Broder blev gift med Ida Brun, og hvem Baggesen og Oehlenschläger i deres Skrifter oftere omtale. Efterat have drukket Thee, leeste jeg et Par Eventyr: »Toppen og Bolden, den grimme Ælling og de røde Skoe«; da jeg skrev disse, drømte jeg mindst om at skulle læse dem her. Fra Keiserens Slot til Bondens Stue, kan jeg sige, man har været hjertensgod imod mig.

En smagfuld Brystnaal, som jeg før min Afreise fik af Erkehertuginde Sophie, vil, med Erindringen om denne Aften i Keiserborgen, blive mig kjær og interessant.

Endnu for jeg forlod Wien, havde jeg et Besøg at aflægge hos den aandfulde Fru von Weissenthurn, hun var nylig kommen op fra Sygesengen, endnu noget lidende, mig vilde hun see, men, som stod hun alt paa Tærskelen til de Dødes Rige, trykkede hun min Haand, udtalte, at vi aldrig mere mødtes, at det var sidste Gang her, vi saae hinanden. Moderligt mildt saae hun mig ind i Øiet, hendes Blik fulgte mig gjennemtrængende til Døren, da vi skiltes, som var det isandhed for sidste Gang.

Og det blev det.

Jernbanen til Triest gik endnu kun til Grätz, og over Simringen maatte der kjøres; hvor skrækkeligt efter en Dags Jernbaneflugt at snegle frem Nat og Dag og atter Nat, før vi naaede Triest; endelig laae Byen og Adriaterhavet under os; det italienske Sprog klang for Øret, men Italien, Landet for min Længsel, havde jeg dog endnu ikke naaet. Kun faa Timer stod jeg i Triest som en Fremmed; vor danske Consul von Oesterreicher, den preussiske og oldenborgske, til hvem jeg jeg ligeledes var anbefalet, modtoge mig paa det Bedste, flere interessante Bekjendtskaber knyttedes, Grev O'Donnels, Gouverneuren Stadion, Grev Waldstein, hvilken Sidste for mig som Dansk havde en særegen Interesse, da han er Descendent af Corfitz Ulfeldt og Eleonore; deres Portraiter hang i hans Stue, danske Erindringer fra hiin Tid, vistes mig. Det var første Gang, jeg saae Eleonore Ulfeldts Billede, det veemodige Smiil om Munden syntes at sige til mig: »syng de Skygger bort, en haard Tidsalder kastede over ham, for hvem det var min Lykke at leve og lide! « Alt for Oehlenschläger tænkte paa at skrive sin »Dina«, beskjæftigede dette Stof mig, jeg vilde behandle det for Scenen og havde alt samlet en Deel historiske Materialier dertil, da der blev sagt mig, at det laae vor Tid for nær, og at Kong Frederik den Sjette ikke tillod, at nogen af hans Forfædre, senere end Christian den Fjerde turde bringes paa Theatret; ved Grev Rantzau-Breitenburg fik jeg Vished om, at det forholdt sig saaledes. Christian den Ottende, som da var Prinds, opmuntrede mig imidlertid til at udarbeide Digtningen, »den kan jo læses!« sagde han, men jeg opgav den. Da Kong Christian den Ottende kom paa Thronen, faldt disse Hensyn bort, og en Dag sagde Oehlenschläger til mig: »Nu har jeg skrevet en Dina, som De jo engang tænkte paa!« Hans Drama var i Planen og Characteren ganske forskjelligt fra mit. Man vil heraf forstaae, at Alt om Ulfeldt og hans Slægt maatte opfylde og interessere mig. Grev Waldstein fortalte, at paa hans Faders Slot, i Ungarn eller Bøhmen, det erindrer jeg ikke nøie, fandtes en Mængde Breve og Papirer endnu Corfitz og Eleonore vedkommende. En anden Green af Ulfeldts Slægt har jeg lært at kjende i Skaane, nemlig Grev Beck-Friis; Billedet af Christian den Fjerde, som Familiens Stamfader, hænger der i Spisesalen. Om denne Familie og om alle Erindringerne i Kjøbenhavn lige fra »blaa Taarn«, til Skjændselsstøtten paa Ulfeldtsplads, maatte jeg fortælle; netop i de sidste Dage var Støtten herhjemme, paa Kongens Bud, bleven skaffet bort, Noget, som man veed, der tidligere strengt, var holdt paa, ikke maatte skee. Jeg skrev:

Til Danmarks ædle, oplyste Konge, Christian den Ottende, da han lod Ulfeldts Skamstøtte tage ned.

Man opskrev Ulfeldts Feil, hans Dyd man dulgte,
Om denne dog de danske Hjerter veed;

Den ædleste af Qvinder tro ham fulgte,

Hans Monument er hendes Kjærlighed,
Det stande vil - ! hvad Jordens er, maa svinde,

Hint mørke Tegn sees ikke meer i Nord;

Fred i sin Grav fik hun, den bedste Qvinde,

Du gav den, Konge! ved dit milde Ord.
Hav Tak for det! - nu sees kun Troskabs Minde.

Ved Adriaterhavet levede min Tanke ganske tilbage i Ulfeldts Tid og paa de danske Øer. Mødet med Grev Waldstein, Stammoderens Portrait her, bragte mig ind i min Digterverden, saa at jeg næsten glemte, at næste Dag skulde jeg være midt i Italien.

I smukt, mildt Veir gik jeg til Ancona med Dampskibet Maria Dorothea; paa sexten Timer fløi vi over det klare, svulmende Vand, det var en stille, stjerneklar Nat; i den tidlige Morgenstund laae Italiens Kyster for os, de deilige, blaa Bjerge med den skinnende Snee, Solen var varm, Græs og Træer saa lifligt grønne at see; iaftes i Triest, nu i Ancona, midt inde i Italien, pludselig i en af Pavestatens Byer, det var Trolddom, som vor Tid mægter den.

Fortsættes her