Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)

I Aarets Løb var flere af mine Skrifter, saaledes »En Digters Bazar«, »Eventyr« og »Billedbog uden Billeder« udkomne i England og havde der nydt samme venlige Modtagelse hos Publicum og Critiken, som tidligere »Improvisatoren«. Breve fra mangen ubekjendt Ven og Veninde, jeg der havde vundet, sendtes mig. Kong Christian den Ottende havde, fra den bekjendte londonske Boghandler Richard Bentley, modtaget mine Skrifter, smukt indbundne; der er fortalt mig af en af vore ansete Mand, at Kongen ved denne Leilighed har udtalt sin Glæde over min Erkjendelse, men tillige sin Forundring over, at medens jeg saaledes paaskjønnedes ude, blev jeg saa ofte her hjemme angreben og nedsat. Den Velvillie, Kongen følte for mig, blev endnu større, da han læste: »das Märchen meines Lebens!« - »Nu kjender jeg Dem først ret!« sagde han hjertelig til mig, idet jeg just traadte ind i Audiensværelset, for at bringe ham min nyeste Bog. »Jeg seer Dem saa sjeldent!« vedblev han, »vi maae oftere tale lidt sammen!« »Det beroer paa Deres Majestæt!« svarede jeg. »Ja, ja, De har Ret!« svarede han, og nu udtalte han sin Glæde over min Erkjendelse i Tydskland og især i England, talte om mit Livs Historie, smukt og kjærligt opfattede han den, og før vi skiltes, spurgte han: »hvor spiser De til Middag imorgen?« - »Paa Restaurationl« svarede jeg. »Saa kom heller til os! spiis med mig og min Kone, vi spise Klokken Fire«

Jeg havde, som før er omtalt, fra Prindsessen af Preussen et smukt Album, hvori var flere interessante Haandskrifter, Majestæterne saae det, og da jeg fik det tilbage, havde Kong Christian den Ottende selv skrevet deri de betydningsfulde Ord:

»Ved sit velanvendte Talent at skaffe sig selv en hædret Stilling er bedre end Gunst og Gave.«
Disse Linier skulle minde Dem om Deres
velvillige
Christian R.

Det var dateret »den anden April, Kongen vidste, den var min Fodselsdag. Ogsaa Dronning Caroline Amalie havde skrevet hædrende, dyrebare Ord - ingen Gaver kunne glæde mig mere end netop denne Skat i Aand og Ord.
En Dag spurgte Kongen mig, om jeg dog ikke ogsaa skulde see England. Jeg svarede: jo, og at jeg netop i den tilstundende Sommer tænkte paa at komme der. »De kan jo faae Penge hos mig!« sagde Hans Majestæt.
Jeg takkede og sagde: »jeg behøver det ikke! jeg har for den tydske Udgave af mine Skrifter faaet 800 Rdlr., de Penge vil Jeg anvende!«
»Men,« vedblev Kongen smilende, »De repræsenterer nu i England den danske Literatur, og De maa derfor leve nogenlunde smukt og godt!«
»O det vil jeg ogsaa kunne! og naar Pengene ikke længere strække til, reiser jeg hjem!«
»De kan skrive directe til mig om, hvad De behøver!« sagde Kongen.
»O nei, Deres Majestæt, nu behøver jeg det ikke, jeg kunne en anden Gang maaskee bedre trænge til Deres Majestæts Naade, nu maa jeg ikke tage Sligt, man skal ikke altid plage! og det er mig saa ukjært at tale om Penge! men tør jeg skrive Deres Majestæt til, uden at bede om Noget, skrive - ikke som til

Kongen - for saa bliver det jo et formelt Brev, men tør jeg skrive som til En, jeg ret har kjær!«
Kongen tillod det, og syntes glad ved den vistnok rigtige Maade, jeg havde mødt hans Velvillie paa.

Midt i Mai 1847 gik jeg over Land fra Kjøbenhavn, det var deiligt Foraar, Storken saae jeg flyve med udbredte Vinger fra Reden. Pintsedagene feirede jeg paa det gamle Glorup, saae i Odense Skyttelaugs-Glæden, som i min Barndom var der, deiligste Dag; en ny Drenge-Slægt kom, som i hiin Tid, da jeg var Lille, bærende den gjennemskudte Skive; hele Vrimlen svingede grønne Grene, som Birnams Skov, der nærmede sig Macbeths Borg; den samme Jublen, den samme Trængsel - hvor ganske anderledes saae jeg det nu. - Dybt Indtryk gjorde paa mig en stakkels halvfjollet Knøs udenfor mine Vinduer; hans Ansigt var ædelt formet, Øinene glandsfulde, men der var noget Forstyrret i den hele Person, og Drengene drillede og jagede ham. Jeg tænkte derved paa mig selv, min Barndomstid, min sindssvage Bedstefader, om jeg var bleven i Odense, sat der i Lære, om ikke Tid og Forhold havde sløvet de Phantasiens Kræfter, som da saa mægtig fyldte mig, eller jeg ikke havde lært at smelte sammen med hele min Omgivelse, hvorledes var jeg maaskee da bleven betragtet? - Jeg veed ikke, men Synet af denne ulykkelige, jagede Fjollede udenfor mit Vindue fik mit Hjerte til at banke stærkt, min Tanke og Tak fløi mod Gud for hans Naade og Kjærlighed mod mig.

Reisen gik over Hamborg, der gjorde jeg Bekjendtskab med Forfatteren Glaszbrenner og hans geniale Hustru, den fortræffelige Skuespillerinde Peroni-Glaszbrenner; et kjøbenhavnsk Blad har sagt, at den lystige Satiriker Glaszbrenner har givet mig et Hib som Eventyr-Digter, jeg har ikke kunnet finde det, derimod har jeg fra ham et Digt:

An
H. C. Andersen.

Verständen wir, was bunte Vögel singen,

Die Düfte, die aus Blumen zu tins dringen,

Verständen wir, was in den Gräbern lebt,

Und was das kalte Leben oft begräbt, -

Und könnten die Gebeimnisse erlauschen

Aus Waldesweh'n and Meeresrauschen,

Verständen wir, was holde Kinderaugen sagen:

Wir brauchten Deine Werke nicht zu übertragen!
 

A. Glaszbrenner.
 

Dette tyder ikke paa, at Manden har saa meget imod mig. Efter et Besøg hos kjære Venner i Oldenborg, gik Reisen ind i Holland. Hen ad den murede Landevei, glat og reen som Gulvet i en Melkestue, rullede Diligencen med os. Huse og Byer frernbød et Billede af Velstand og Reenlighed. I Fæstningen Deventer var just Marked; der var en Vrimmel af Mennesker i Deres pyntelige Dragter; paa Torvet stod Vaffelboutiker, som jeg fra gamle Dage saae dem herhjemme paa Dyrehavsbakken, Klokkespillene klang fra Kirketaarnene, det hollandske Flag vaiede. Fra Utrecht naaede jeg, paa Jernbanen, i en Time Am-
sterdam

»Hvor man jo som Ampbibier

Boer halv i Vandet -!«

saa slemt er det da ikke, og det minder aldeles ikke om Venedig, Bæverbyen med de Døde Paladser. Den første Mand, jeg traf paa Gaden og spurgte om Vei, svarede saa forstaaeligt, at jeg tænkte som saa, det hollandske Sprog er da let at forstaae! men det var Dansk, han talte, det var en fransk Haarskærersvend, der længere Tid havde været hos Friseur Causse i Kjøbenhavn, lært noget Dansk, kjendte mig igjen, og paa min franske Tiltale svarede mig i det Danske, han kunde.

Skyggefulde Træer heldede ud over Canalerne, brogetmalede, klodsede Træk-Baade med Mand og Kone, hele Familien, gled stille forbi, Konen stod ved Roret, Fatter sad med sin Lange Pibe. I Folkemængden var det mig paafaldende at see et Par ganske smaa Drenge, hvis KIæder vare deelte ved to Farver, det halve Rygstykke sort, det andet halve rødt, og ligeledes Beenklæderne, hvert Been havde sin Farve; nu kom nogle Smaapiger, de vare ogsaa saaledes farvedeelte, ganske som det er Brug med Slaverne herhjemme; jeg spurgte, hvad det betød, og hørte, det var Waisenhuusbørn, saaledes blive de her klædte paa. I Theatrene blev given Comedie paa Fransk; Nationaltheatret var desværre under mit Ophold lukket, ellers havde jeg der faaet at see ægte hollandsk Skik: under hele Forestillingen smøges, og Jan, som alle Opvartere i Holland altid kaldes, gaaer om, tænder Piberne og bringer Thee, der drikkes af store Skaaler; Comedien gaaer imidlertid lige fort endda, Coupletterne synges og Tobakpspiberne dampe, saa Røgen breder sig ud over Tilskuerplads og Scene. Flere Hollændere fortalte mig det, og jeg tør troe, at det ikke var Overdrivelse.

Min første Indtrædelse i Amsterdam var i en Boglade, hvor jeg vilde kjøbe en Bog med hollandske og flamske Digte; Manden jeg talte med, saae forundret paa mig, gjorde en hurtig undskyldning og løb bort, jeg vidste ikke, hvad det skulde, og vilde gaae, da kom to Mænd fra nærmeste Værelse, saae ligeledes stift paa mig, og den Ene spurgte, om jeg ikke var den danske Digter Andersen! mit Portrait, der hang i Stuen viste de mig, efter dette havde man kjendt mig; de hollandske Blade havde alt længe sagt, at jeg var ivente. En dansk Mand Hr. Nyegaard, der mange Aar har levet i Holland og der nævnes van Niewenhuis, havde alt længe oversat paa Hollandsk alle mine Romaner; kort før jeg kom, var »das Märchen meines Lebens« og flere af Eventyrene: »Sprookjes« gjengivne og udkomne i Amsterdam. Udgiveren af »de Tijd«, den nylig afdøde van der Vliet havde med stor Kjærlighed og Interesse fremhævet og omtalt min Virksomhed, mit Portrait var fulgt med Ugeskriftet.

Jeg hørte og fornam saaledes snart, at jeg havde mange Venner i Holland. H. C. Ørsted havde givet mig et Brev med til Professor Frøhlich i Amsterdam, og ved ham indførtes jeg hos den bekjendte hollandske Digter van Lennep, Forfatter til »De Roos van Dekama« og »Haarlems Verlossing«, der regnes til de fortræffeligste Romaner i den hollandske Literatur. Jeg fandt i van Lennep en smuk, venlig Mand i et hyggeligt, velhavende Hjem; jeg var ikke der som en Fremmed, men en kjærkommen Gjest i Familien; smukke, venlige Børn flokkede sig om mig, de kjendte Eventyrene, især »de roode schoentjes« havde gjort et dybt Indtryk paa een af Drengene, dette havde saa forunderligt opfyldt ham, ganske taus stod han længe og betragtede mig, senere viste han mig Bogen, hvori det stod, og hvortil der var et Billede, hvorpaa Skoene vare malede røde, hele det øvrige Billede var derimod uillumineret. Den ældste Datter, Sara, en voxen Pige, høist elskværdig og livlig, spurgte straks, om de kjøbenhavnske Damer vare smukke, og jeg svarede hende, »ja, de ligne Hollænderinderne!« hun vilde høre mig tale Dansk, og jeg maatte opskrive hende et Par Ord af dem, som behagede hende bedst. Ved Middagsbordet spurgte van Lennep mig, om jeg troede at kunne læse Hollandsk, han leverede mig da et beskrevet Blad. Det var af ham et Digt til mig; han læste det høit i Kredsen, det begyndte saaledes:

Den Dichter
H. C. Andersen.

Onbekend, gesmaad, verstooten,

Dwaalde een halploos Kieken rond

Over Funens vruchtb'ren grond
Rijk van stroom en beek doorvloten o.s.v.
 

det findes, troer jeg, aftrykt i »de Tijd«.

Fra Amsterdam gik det til Harlem paa Jernbanen, den løber her et Sted, som var den Dæmningen mellem den aabne Nordsø og Harlemmer-Havet, og jeg saae det dristige Foretagende, den store Virken der med at udpumpe et Hav; det var allerede sunket betydeligt. Harlems mægtige Orgel, det største i Verden, lod just sine 8000 Metalpiber lyde under den smukke bjælkesatte Hvælving, idet jeg traadte ind under denne mægtige omvendte Skibskjøl. Underligt, halv tydsk, halv dansk, klang Sproget rundt om, og Indskriften paa flere Huse: »hier gaat man uit porren!« stod der; man gik ud at purre op, vække Folk. Altid klang Klokkespillene fra Kirkerne; det hele Land syntes mig en stor engelsk Park. Dette det første Indtryk af Holland nedlagde jeg i et lille Vers, det jeg skrev, da i Leyden Professor Schlegels Hustru bragLe mig sin Stambog:

Saa Søndags-festligt hele Landet staaer!
Saa Søndags-festligt lod for mig din Stemme!

En Have Holland er, let Hjertet slaaer,

Og her man strax sig føler glad og hjemme.
 

Fru Schlegel forstod det danske Sprog og kjendte Danmark, hun havde været i Kjøbenhavn og var netop hos Oehlenschläger, idet jeg der en Dag traadte ind i Stuen, hun huskede det saa godt; med hende, hendes Mand og Professor Geel, gik nu Veien til Leydens Seeværdigheder, hvortil da hører Skandsen, der reistes af Angelsaxerne, da de under Hengist og Horse droge til England.

I Ventesalen paa Banegaarden hang endeel Billeder og Placater, den største af disse var een, der anmeldte van der Vliets »de Tijd«, mit Navn og mit Portrait var tilfældigviis derpaa; Folk lagde Mærke til Billedet og mig, jeg følte mig ganske forlegen derved, skyndte mig at komme i en Vogn, jeg havde taget Billet til Haag og læste nu paa Papiret, man havde givet mig, »s'Gravenhage«, det hollandske Navn for Byen, jeg kjendte det ikke, Toget foer afsted, og jeg troede at komme et ganske andet Sted, end jeg vilde.

Det første Menneske, jeg fra mit Vindue i Haag opdagede nede paa Gaden, var en Bekjendt, en Ven fra Rom, den hollandske Componist Verhulst, hvem jeg, om ikke i Ansigts-Form, saa dog i Gang og Bevægelse, gjaldt for at ligne; jeg nikkede ned til ham, han kjendte mig ikke, drømte ikke om, at jeg var i Haag; da jeg derpaa en Timestid efter gik ud for at see mig om i den fremmede By, var igjen mit første Møde Verhulst, det var en Glæde! der blev en Tale om Rom, om Kjøbenhavn, jeg maatte fortælle om Hartmann og Gade, hvis Musik Verhulst kjendte. Han priste Danmark, der havde en dansk Opera. Hollænderne, troer jeg, have kun fransk og italiensk Musik. jeg fulgte ham til hans Hjem i en Udkant af Byen; fra Vinduerne saae man ud over frodige, grønne Marker og Enge, saa ægte hollandsk, og Klokkespillene i de mere Kirker klang i det samme - en Flok Storke, og her høre de hjemme, en Stork er endog Haags Vaaben, fløi i hilsende Flugt forbi.

Van der Vliet kjendte jeg ikke personlig, men han havde tidligere flere Gange skrevet mig til, sendt mig Oversættelser og Anmeldelser af mine Skrifter; jeg traadte ind i hans Stue, han var en ung, godmodig Mand, med Praeg af et sandt Naturbarn, der med varmt Hjerte omfattede Alt, hvad jeg havde skrevet, han blev ved mit uventede Besøg saa overrasket, næsten overvældet; han havde ventet forud at faae at vide, naar jeg kom, havde indrettet det saaledes i sit Huus, at jeg skulde boe hos ham; hans unge Kone kaldte han til, hun var ligesaa glad og hjertelig, men hun talte kun Hollandsk, dog hvor vi ikke forstode hinanden, nikkede vi venligt og trykkede hinanden i Hænderne. De gode Mennesker vidste ikke alt det Gode, de vilde gjøre mig; deres eneste Barn, en ganske lille Dreng endnu, var, sagde Faderen, kaldt op efter mig og efter den stakkels Spillemand: »Christian«. Den overordentlige Glæde, min Nærværelse syntes at volde dem, rørte mig, det var et lille Hjem fuldt af
Kjærlighed, dog, da jeg kun blev faa Dage i Haag, og Hjemmet her laae meget afsides, foretrak jeg hellere at blive i Hotellet, der laae midt i Byen; Mand og Kone fulgte mig til min Dør, for at vi endnu saameget længere kunde være sammen. Det gjør godt i fremmed Land saaledes at finde Hengivenhed og Inderlighed. Mit Komme var dem, som Overbringeren af det glædeligste Bud, og i livlig Stemning, leende og sladdrende, gik det afsted. Vi skiltes, og paa Trappen i Hotellet, hvor jeg boede, stod foran mig en sørgeklædt Mand, han nævnede mit Navn, jeg kjendte ham, hvor forskjelligt fra de leende Glade, jeg nylig forlod. Taarerne kom i Mandens Øine, det var Hensel, Svoger til Mendelssohn-Bartholdy, han var nylig taget fra Berlin, Lægerne vilde, at han skulde reise for at lede Tankerne fra sin Sorg; den syntes han at synke under. Hans herlige, geniale Hustru, Mendelssohns Søster, der i saa Meget lignede Broderen, et sandt Musik-Geni, og i sit Ydre eiede hans beslægtedc Træk og Udtryk, var pludselig død. I Berlin havde jeg mødt hende og Manden i Selskaber, hun var Genialitet og Livlighed, havde Broderens Aand og Kjækhed, spillede som han med en Færdighed, et Udtryk, der henrev. Nylig, da hun frisk og munter, efter Middagsbordet, havde satt sig i Lysthuset, udstødte hun et Skrig og var i det samme død; hendes Mand, der er berømt som Portraitmaler, tidligere var han Officeer, havde malet hendes Billede, som hun saae ud i Døden, han førte det store Stykke med, det var opstillet paa Bordet inde i hans Værelse, det greb mig, som kom fra Glæden og de Glade, at see den kraftige Mand saa dybt rystet og i Taarer.

Aaret efter, som vi nu veed, døde Mendelssohn ligesaa pludselig og fulgte sin aandfulde, herlige Søster.

Jeg havde været i Haag fire Dage, det var Søndag, jeg vilde besøge, den franske Opera, men mine Venner bad mig opgive det, og komme i en Kreds, der havde samlet sig i Hotel de l'Europe. »Her er nok Bal iaften!« sagde jeg, da vi gik op ad Trappen, »hvad Stads er her?« spurgte jeg, »her seer saa festligt ud!« Min Ledsager smilte og svarede: »her er en Fest for Dem!« Jeg traadte ind i den store Sal og overraskedes ved den forsamlede Mængde. »Det er,« blev der sagt, »nogle af Deres hollandske Venner, som glæde sig ved at være sammen med Dem i Aften!«

I den korte Tid, jeg havde været i Haag, var der sendt Breve rundt om i Lander til mine Musas Venner, med hvilke van der Vliet og Flere havde aftalt, at der skulde gives dem Underretning om, naar jeg kom; selv høit oppe fra Zuydersøen indtraf, alene for min Skyld, den Lange Reise uagtet, Forfatteren til »Opuscules de jeunesse«, van Kneppelhout, en rig Mand. Jeg fandt her en Maængde Kunstnere, saavel literaire Personligheder, som Malere og Skuespillere. Under Maaltidet, ved det blomstersmykkede, store Bord, udbragtes Skaaler og holdtes Taler. Især greb mig en Skaal, van der Vliet udbragte for: »Faderen Collin i Kjøbenhavn, den ædle Mand, der havde optaget Andersen som Søn.« »To Konger,« sagde han og vendte sig dernæst mod mig, »Kong Christian den Ottende og Frederik Wilhelm af Preussen, have hver giver Dem en Orden, naar disse engang blive lagte paa Deres Kiste, da give Gud Dem, for Deres fromme Eventyr, den skjønneste Orden, det udødelige Livs Hæderskrone.« *)

*) Amsterdams Handelsblad er i Referatet om denne Fest fremhævet, at dette der blev sagt: »dat wanneer eenmaal die ridderordens op zijne lijkist werden gelegd, de Koning der Koningen hem dan voor zijne godsdienstige en vrome sprookjes de schoonste orde zou schenken, de eerekroon des onsterfelijken levens.« Samme Tidende opbevarer flere Navne af de berømteste Kunstnere, som vare der, foruden dem, jeg alt har nævnet, saaledes Verhulst, Peeters, Waldorph, Bles, Rockhussen, Cornet, van Dam van Isselt, Calisch, Bosboom, Bergh etc., etc.

En talte om Hollands og Danmarks Forbindelse i sproglig og historisk Betydning. En at Malerne, der havde tegnet smukke Billeder til min »BiIledbog«, udbragte en Skaal for mig som Maler. Kneppelhout gav paa Fransk en Skaal for Frihed i Form og Phantasie. Der blev sunget Sange, reciteret humoristiske Digte, og da jeg endnu ikke havde Begreb om hollandske Skuespil og Tragedier, gav Haags berømte Tragiker Peeters hele Fængsels-Seenen af Schrawenwerths »Tasso«. Jeg forstod ikke et Ord, men jeg følte Sandheden, hvormed den blev given, og jeg har ikke hos Nogen seet en fortræffeligere Mimik; det var som om Kunstneren blegnede og blussede rød; selv over Blodet i sine Kinder syntes han at have Magt; hele Forsamlingen brød ud i et jublende Bifald. Deilige Sange bleve afsungne, især greb mig Melodie og Begeistring ved National-Sangen: »Wien Neêrlands bloed!« Det var en af de mig meest hædrende Aftener i mit Liv. I Sverrig og Holland culminerede, syntes mig, Udtrykket af den største Hyldest, jeg har mødt; Gud, som kjender Hjerterne, veed, hvor ydmygt mit var. Det er en Velsignelse at kunne græde ud af Tak og Glæde. Næste Dag tilbragtes i det Frie; Kneppelhout forte mig »in Bosch, hvor der var Promenade og Musik; forbi smukke, grønne Engpartier, ad idylliske Veie ved rige Landhuse kom vi og saae »Leyden« udstrakt for os. Vi nærmede os den og kjørte saa til Landsbyen Schevenningen, der bag høie Sanddyner og Dæmninger beskjærmes mod Nordsøen. Her ved Table d'hôte  i Badehuset udbragte igjen en lille Vennekreds Skaaler for Kunst og Poesie, for Danmark og Holland. Fiskerskibe laae langs med Kysten, Musiken klang, Søen rullede, her var saa hjemligt, det var en deilig Aften.

Fortsættes her