Her hjemme, som sagt, lagde man ikke stort Mærke til den lille Bog, derimod talte man endnu om »Mulatten«, dog meest derom, at Stoffet var laant, Noget, som jo ogsaa er Tilfældet baade med Oehlenschlägers »Aladdin« af »Tusind og Een Nat« og Heibergs »Alferne« efter Tiecks Eventyr, men Tieck kjendte man meget lidet til, og Heiberg critiserede man dengang ikke.

Den bestandige Pegen paa, at jeg ikke havde selvopfundet Stoffet, fik mig til at udtænke et, og nu skrev jeg Tragedien »Maurerpigen«, idet jeg haabede, ved denne, at bringe alle mig ondtvillende Tunger til Taushed, og hævde min Plads som dramatisk Digter. Det var tillige min Plan, at jeg da ved Indtægten for dette nye Arbeide, i Forening med den lille Sum, jeg havde samlet og holdt paa, af Honoraret for »Mulatten«, vilde gjøre mig det muligt endnu en Gang at komme til UdIandet, ja gjøre der en større Reise, ikke blot til Italien, men til Grækenland og Tyrkiet; min første Reise havde jo, mere end alt Andet, virket til min aandelige Udvikling, det var saa temmeligt blevet erkjendt; jeg følte, at Livet og Verden var min bedste Skole; jeg var fuld af Reise-Lyst, fuld af Stræben efter at tilegne mig mere Kjendskab til Naturen og Menneskene. I Tanker og FøleIser var jeg endnu aldeles ung.

Heiberg, der var bleven Theater-Censor; syntes ikke om mit nye Stykke, og i det Hele slet ikke om min dramatiske Færd. Fru Heiberg, hvem jeg troede at have skrevet Rollen for, afslog at spille den; og jeg vidste, at Publicum ikke brød sig om at komme i Theatret, naar hun ikke optraadte, Honoraret vilde altsaa blive ringe, og jeg ikke kunde udvide min Reise. Jeg udtalte det, tænkte ikke paa høiere Kunsthensyn, hun kunde have - hun afslog det, og ikke mildt. - Dybt saaret gik jeg bort og beklagede mig for Enkelte; hvorledes nu denne Beklagelse er gjengiven, eller en Beklagelse mod Publicums Yndling er en Forbrydelse, nok fra dette Øieblik i en Række af Aar - nu troer og haaber jeg, Forholdet er anderledes - blev Heiberg min Angriber, naturligviis kun i smaa Smæk, jeg var jo, i det danske Publicums Øine, ham ingen værdig Kæmper; saaledes optog og bar jeg det; snart fik jeg tydelige Tegn paa hans uvillige Stemning imod mig, hos Fru Heiberg derimod aldrig, og har jeg paa dette Sted udtalt, at jeg eengang var mindre glad ved hende, saa er det mig en Trang, en Pligt, her ikke at misforstaaes af hende eller af Nogen, ogsaa at udtale min levende, vedvarende Erkjendelse, at jeg anseer hende for en saa udmærket Kunstnerinde, at var det danske Sprog udbredt som det tydske eller franske, vilde hun have et europæisk Navn. I Tragedien bliver hun, ved den Forstand og Genialitet, hvormed hun opfatter hver Rolle, høist interessant, og i Lystspillet er hun ved Sandhed og Natur uovertræffelig. I en senere Tid har jeg tillige lært at skatte i hende een af de ædleste og bedste Qvinder, og hun er kommen mig saa hjertelig og deeltagende imøde, at jeg kun, da Ovenanførte alt er sagt i »das Märchen meines Lebens«, og det hører saa aldeles til det »Oplevede og Prøvede«, her har givet det. Men nu tilbage igjen i min Stemning hiin Tid.

Uretten være nu paa min Side eller ei; et Parti var imod mig, Publicum ikke for mig, jeg var i Bevidstheden om stadig at oversees og behandles ilde, jeg følte mig krænket, der mødte flere sammenstødende Ubehageligheder; Hjemmet blev mig uhyggeligt, jeg var halv syg - kunde ikke længer udholde det - og overgav mit Stykke til sin Skjebne, lidende og nedstemt ilede jeg med at komme bort. I denne Stemning skrev jeg til »Maurerpigen« en Fortale, der altfor tydelig viser mit syge Sind; og den blev der naturligviis gjort Nar af! Satte jeg her ud fra hinanden de æsthetiske Cliquer, vi da havde, det vilde være at rulle op for mange Mysterier, jeg maatte fremhæve enkelte Personer, der ikke høre Offentligheden til, skulde jeg gjøre dette Afsnit mere klart og beskueligt. Mangen Een i mit Sted vilde være bleven syg, som jeg, eller rasende vred, det Sidste havde nu været det Fornuftigste. Det Bedste var at komme afsted, mine Venner ønskede mig det.

»Vær ved godt Mod og see at komme snart ud af det Vrøvl!« skrev Thorvaldsen mig til fra Nysø. »Jeg seer Dem nok her, før De reiser, hvis ikke saa sees vi i Rom!«

»I Guds Navn, reis bort!« sagde ærlige, deeltagende Venner, der følte, hvad jeg led; ogsaa H.C. Ørsted og Collin styrkede mig i mit Forsæt, Oehlenschläger sendte mig i et Digt sin Hilsen til Reise:

Den gamle Kleist har ofte sagt :
Han gik paa »poetisk Billedjagt«.
Paa slig en Jagt Du Dig ogsaa begiver,

Jeg haaber, at Byttet rigeligt bliver ;
At, naar Du kommer til Grækenland,

Af græske Himmel og Jord og Vand

Du bringer en mægtig Ladning fuld.
Men glem dog ei, Du er dansk af Kuld !

Du gjerne som Væring bort maa drage,

Hvis Du som Væring kommer tilbage,

Du ei behøver, hvis Kampen bli'r haard,

At slaae for Drotten i Myklegaard !
En Digter Laurbær faaer om sin Tinding

Uden legemlig Seiervinding ;
Han kæmper aandeligt for sin Sag:
Den høie FøleIse, skjønne Smag.
Saa viis Din Kraft! og staae Livet bi

Med vederqvægende Poesi!
 

Min Ven, Digteren H. P. Holst, skulde ogsaa til Udlandet; hans Digt »O Fædreland, hvad har Du tabt!« opfyldte Alle; der var i faa hjertelige, simple Ord sagt, hvad Alle følte; Kong Frederik den Sjettes Død var en Landesorg, en Familiesorg, og det første naturlige, smukke Qvad, der udtalte den, greb derfor Alle. Holst var Øieblikkets lykkelige Digter; uden Vanskelighed, uden Attester - dette er ikke sagt med Bitterhed mod ham, - erholdt han Reisestipendium; hans mange Venner i Studenterforeningen arrangerede en Afskedsfest for ham, dette gav Anledning til, at et Par af mine yngre Venner samlede en Kreds for mig, og gav ogsaa mig et Festmaaltid; det var unge studenter og nogle ældre Mænd, mellem disse var min Forlægger, Boghandler Reitzel, Conferentsraad Collin, Adam Oehlenschläger og H.C. Ørsted; det var lidt Solskin i mit mørke, fattige Digterliv; Sange af Oehlenschläger og Hillerup bleve afsungne, og jeg fandt Hjertelighed og Venskab her, idet jeg bedrøvet forlod Hjemmet. Det var i October 1840. Jeg vilde for anden Gang til Italien og derfra til Grækenland og Constantinopel, en Reise, jeg paa min Maade fortalte i: »en Digters Bazar«.

Paa Udreisen blev jeg nogle Dage i Holsteen hos Grev Rantzau-Breitenburg, hvis Fædreneborg jeg nu første Gang besøgte; jeg saae den rige holsteenske Natur, Hede og Marsk. land. Skjøndt seent paa Høsten var det smukke Dage, paa en af disse besøgte vi den nærliggende Landsby, Münsterdorphs Kirkegaard, hvor Siegfried von Lindenbergs Forfatter ligger begravet, Müller von Itzehoe, som han ogsaa kaldtes, TydskIands meest læste Romandigter i det forrige Aarhundrede, der skrev: Komische Romane aus den Papieren des braunen Mannes! eengang den meest læste Romandigter og dog som Ældre næsten glemt af sin Tidsalder, han havde imidlertid fra Kongen af Danmark en Pension til sin Død (den 23de Juni 1828), kunde altsaa leve og lide, dersom han var, hvad vi kalde: »af en følsom Natur.«

Mellem Magdeburg og Leipzig var Jernbanen aabnet, det var første Gang, jeg saae og prøvede en saadan, det var mig en Livsbegivenhed at see og kjende denne Flugt, man vil i »en Digtes Bazar« læse om det mægtige Indtryk, den gjorde paa mig.

I Leipzig levede Mendelssohn-Bartholdy, jeg skyldte ham et Besøg. Collins Datter og Svigersøn Etatsraad Drewsen havde netop Aaret forud hjembragt fra Mendelssohn en Hilsen til mig; paa Rhintouren hørte de, at han var ombord, og da de kjendte og elskede ham som Componist, talte de med ham, han hørte, at de vare fra Danmark, og da var et af hans første Spørgsmaal, om de kjendte den danske Digter Andersen? »Jeg betragter ham som min Broder!« sagde Fru Drewsen, og nu var der et Tilknytningspunkt. Mendelssohn fortalte dem, at da han laae syg, havde man læst høit for ham: »Kun en Spillemand«, Bogen havde høilig interesseret ham og vakt hans Interesse forfatteren, han bad dem bringe mig en hjertelig Hilsen og tilføiede, at jeg endelig, naar jeg engang kom gjennem Leipzig, maatte besøge ham. - Nu kom jeg her, men kun for at blive et Døgn. Jeg søgte derfor strax Mendelssohn, han var paa Prøve i »Gewandhaus«, jeg sagde ikke mit Navn, men at en Reisende særdeles ønskede at hilse paa ham, og han kom, men ærgerlig saae jeg nok, fordi han blev forstyrret i sine Forretninger. »Jeg har meget lidt Tid, og kan egentlig her ikke tale med Fremmede!« sagde han. »De har selv indbudt mig!« svarede jeg, jeg maatte ikke reise gjennem Deres By, uden at fremstille mig for Dem«.

»Andersen!« raabte han nu, »Dem er det!« og hele hans Ansigt straalede, han omfavnede mig, drog mig ind i Salen, jeg maatte høre Prøven med, det var Beethovens syvende Symphonie. Mendelssohn vilde beholde mig til Middag, men jeg skulde til min ældre Ven Brockhaus, og strax efter Middag gik Diligencen til Nürnberg, hvorhen jeg vilde. - Jeg maatte da give det Løfte, at jeg paa Tilbageveien vilde blive et Par Dage her i Leipzig, og jeg holdt, hvad jeg lovede. Nu gav Mendelssohn mig Papir og Blæk, bad mig om min Haandskrift, og jeg skrev:

Gjennem Kirken Orgeltoner runged:
Et Barn var født, og Felix blev det kaldt,

Ja, »Felix« havde Herrens Engle sjunget,

Thi Tonekunstens Scepter ham tilfaldt.

I Nürnberg saae jeg første Gang Daguerreotyp-Billeder, i ti Minuter, sagde man, blev disse Portraiter til, det forekom mig som en Trolddom, Kunsten var ny og endnu langt fra, hvad den er i vore Dage. Daguerreotyp og Jernbane, disse Tidsalderens to nye Blomster vare allerede et Udbytte for mig af Reisen; med Banetoget fløi jeg til München til gamle Bekjendte og Venner.

En Mængde Landsmænd var her, Blunck, Kiellerup, Wegener, Dyrmaler Holm, Marstrand, Storch, Holbech og Digteren Holst, med hvem jeg herfra skulde gjøre Reisen ind i Italien; vi To bleve nu et Par Uger i München og boede sammen; han var en sand god Kammerat, omgjængelig og deeltagende; jeg besøgte med ham nogle Gange Kunstner-Kneipen, en bairisk Afspeiling af Romerlivet, men det var Øl og ikke Viin, der skummede, jeg følte mig heller ikke ret i Stemning ved denne Munterhed, og af Landsmændene var der Ingen, der ret drog mig til sig; og hvad mig som Digter angik, da holdt deres Dom over mig nok kjøbenhavnsk Grademaal. For Holst derimod var man anderledes velvillig stemt, jeg gik derfor meest min egen eensomme Gang, stundom fuld af Livslyst, oftere mistvivlende igjen om mine Kræfter. Jeg havde et eget Talent til at dvæle ved Livets Skyggesider, opsøge det Bittre og just smage derpaa, ganske udsøgt vidste jeg at pine mig selv. - Et Par Uger blev jeg i München, og mødte jeg ikke Interesse hos Landsmændene, saa fandt jeg den i desto høiere Grad hos Fremmede; »Improvisatoren« og »Kun en Spillemand« vare kjendte af Flere; den berømte Portraitmaler Stieler opsøgte mig, aabnede mig sit Huus, og jeg traf i Kredsen her Cornelius, Lachner og Schelling, hvem jeg tidligere kjendte. Snart stode flere Familiers Huse mig aabne. Mit Navn naaede Theater-Intendantens Øre, og jeg fik en fri Plads i Theatret, netop ved Siden af Thalberg. I »en Digters Bazar« har jeg omtalt mit Besøg hos Kaulbach, den Kunstner, som andre Kunstnere dengang satte saa lavt, og hvem Verden nu med Rette har lært at skatte som stor. Jeg saae da i Carton hans herlige »Jerusalems Ødelæggelse«, Skizzer til »Hunnenschlacht« ; han viste mig de deilige Tegninger - dem, vi senere Alle have set - til hans »Reineke Fuchs« og til Goethes »Faust« .

Jeg glædede mig som et Barn over, at jeg skulde med min Ven H. P. Holst reise ind i Italien, vise ham det deilige Land og al den Herlighed der, men Landsmændene i München, isaer Blunck og Storck, vilde ikke slippe ham, hans. Portrait blev malet, Tiden drog bestandig ud, og da han selv tilsidst ikke endnu kunde bestemme Afreisen, maatte jeg afsted alene, og opgive den Glæde at reise med Digteren i det Land, jeg elskede og kjendte som Kunstens skjønneste Land; imidlertid aftalte vi at boe sammen i Rom, naar han kom der, og at vi derfra vilde følges ad til Neapel.

Fortsættes her