Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )  

Ved de sidste Arbeider og en fornuftig Oeconomie havde jeg samlet en Lille Sum, som jeg bestemte at anvende til en Reise til Paris; sidst i Januar 1843 forlod jeg da Kjøbenhavn.

For Aarstidens Skyld gik Veien over Fyen, gjennem Slesvig og Holsteen. Vinterreise, slette Landeveie og deres Poesie, som man saa meget beklager at have tabt ved de velsignede Jernbaner, fik jeg meer af, end jeg ynder; det var en trættende besværlig Fart, før jeg naaede Itzehoe og derfra det kjære Breitenburg. - Excellences Rantzau tog saa glad, saa kjærlig mod mig, jeg tilbragte igjen nogle deilige Dage hos ham i det gamle Slot; Foraarsstormene ruskede, men Solen brød frem med varme Straaler, Lærkerne sang over Marskens Grønne, jeg besøgte alle mig bekjendte Steder i Omegnen. Middag og Aften gik som en Fest.

Jeg, som altid levede uden at tænke paa Politik og politiske Forhold, mærkede nu første Gang og det her hos Enkelte en Slags Spænding mellem Hertugdømmerne og Kongeriget; jeg havde saa lidt tænkt over disse Landes Forhold til hinanden, at Jeg uden videre i »en Digters Bazar« skrev Dedicationen: »min Landsmand Holsteneren Professor Ross«; men med dette Landsmandskab, mærkede jeg nu, var det ikke, som jeg havde tænkt mig. »Unsern Herzog« hørte jeg en Dame sige, idet hun meente Kongen. »Hvorfor kalder De ham ikke Konge!« spurgte jeg i politisk Uvidenhed. »Han er ikke vor Konge! men vor Hertug!« svarede hun; der kom smaa politiske Rivninger, Grev Rantzau, der elskede Kongen, Danmark og de Danske, dertil var den opmærksomste Vert, gled spøgende og venligt hen over hvad der blev sags. - »Es Sind närrische Leute!« hviskede han til mig, og jeg tænkte, det var et Par Originaler, jeg var stødt Paa og ikke den sig udbredende Stemning, jeg fornam.

Ilden havde, som vi veed, rases i Hamborg, den hele Strækning af Byen henimod Alsteren var brTndt ned til Grunden; enkelte nye Bygninger begyndte vel at reise sig, men det Meeste laae endnu i Gruus, med forkullede Bjælker, Taarnene vare i Ruiner. Paa »Jungfernstieg« og »Esplanaden« stod opført Bakker af smaa murede Boutiker, hvor de mange Handlende, det var brændt for, nu havde deres Udsalg. - Det blev vanskeligt for Fremmede at komme under Tag. Jeg kom imidlertid just derved under det hyggeligste og bedste; Grev Holck, som var dansk Postmester, modtog mig i sin Familie som en kjær Gjest.

Jeg levede smukke Timer med den geniale Speckter. Til mine Eventyr begyndte han just paa Billeder saa ypperlige, saa geniale, saa fulde af Humor, de findes i en af de engelske Udgaver og i en mindre heldig af de tydske Oversættelser, hvor »grimme Ælling« er gjort til »grüne Ente« og derfra spadseret over i fransk Oversættelse, som »le petit Canard vert.«

Der var endnu ingen Jernbanen over Lyneborg-Hede, Nat og Dag gik det, i den langsomme Postvogn, ad daarlige Veie fra Haarburg over Osnabrück til Düsseldorf, hvor jeg netop kom den sidste Carnevals-Dag og saaledes saae i tydsk Skikkelse, hvad jeg for kun kjendte i romersk; imidlertid skal Cöln, blandt tydske Staeder, være den Stad, hvor man har de meest pragtfulde arrangerede Tog i Gaderne; i Düsseldorf blev Lystigheden, som det vilde hedde i Avis-Anmeldelsen, begunstiget af det skjønneste Veir; jeg saae et morsomt Optog, et Cavalerie af Drenge, der paa deres egne Been førte Hesten, de syntes at ride paa; en komisk »Narhalle«, Modsætning til »Walhalla«, der stod aaben for Besøgende, man sagde, at Fest-Arrangementet var af Maleren Achenbach, hvem jeg ogsaa lærte, at kjende og skatte; mellem den Düsseldorfske Skoles Mestre gjenkendte jeg flere gamle Bekjendte fra mit første Ophold i Rom.

Jeg traf en Landsmand, et Byesbarn fra Odense, det var v. Benzon; hjemme hos os, strax da han begyndte at male, havde han malet mit Portrait, der havde aldrig været noget før, men dette første var ganske skrækkeligt, det saae ud som Skyggen af et Menneske stærkt illumineret, eller En der Aar og Dag har ligget i Presse mellem Folianter, og nu mumietør er tagen ud og stillet op; Boghandler Reitzel afkjøbte ham det; her i Düsseldorf havde Benzon hævet sig til Kunstner, og nylig fuldendt et smukt Billede, Knud den Hellige, der dræbtes i St. Albani Kirke i Odense; jeg savnede imidlertid deri een Figur, der characteristisk hører til og maa kunne give en malerisk Skygge, nemlig »falske Blake«, forunderlig nok at han ikke kjendte den i selv det fyenske Sprog til Talemaade blevne Person, men nu var det for seent at anbringe ham.

Over Cöln og Lüttich, snart med Diligence, snart paa Jernbane, der kun stykkeviis var fuldendt, naaede jeg Brüssel, hvor jeg hørte Alizard i Donizettis »La favorita«, kjedede mig i Galleriet ved Rubens fede, blonde Fruentimmer med de simple Ansigter og afblegede Klæder, følte mig søndagsstemt i de herlige, Kirker, og dvælede i Skue og Erindringer foran det gamle Raadhuus, i hvis Skygge her paa Pladsen Egmont blev halshugget. - Taarnet løfter sig med Snirkler og Spidser, en eventyrlig storartet Brüsler-Knipling.

Paa Jernbanen herfra til Mons heldede jeg mig op til Dørvinduet for at see ud, Døren var ikke lukket, den sprang op, og havde ikke min Nabo seet det og øieblikkelig grebet mig og med al Kraft holdt fast, da var jeg styrtet paa Hovedet ud, nu slap jeg med Skrækken; der var Foraar inde i Frankrig, Markerne grønne, Solen varm; jeg øinede St. Denis, kom forbi de nye Forskandsninger udenfor Paris, og snart sad jeg i min egen Stue i Hotel Valois i Rue Richelieu, ligeover for Bibliotheket.

I »Revue de Paris« havde Marmier tidligere skrevet en Artikel om mig: »La vie d'un Poète«; Martin havde oversat paa Fransk et Par af mine Digte, ja beæeret mig med et Digt, der stod trykt i ovennævnte Revue, mit Navn var altsaa, som en Klang gaaet forbi nogle af den literaiere Verdens Øren, og jeg fandt derfor dennegang i Paris hos disse en overraskende venlig Modtagelse. Hos Victor Hugo var jeg flere Gange og nød Venlighed, den, Oehlenschläger i sit »Levnet« beklager sig over ikke at have fundet her, jeg maa altsaa være smigret; paa Victor Hugos Indbydelse og Billet saae jeg i Théâtre français  hans da nyeste og særdeles forfulgte Tragedie »Les Burgraves«, der hver Aften blev pebet og paa de mindre Theatre parodieret; hans Kone var meget smuk, havde dertil den franske Dames Elskværdighed, der er saa vel for den Fremmede; et lille Digt af mig, skrevet paa Dansk og oversat, jeg troer af Marmier, var dengang endnu det eneste, han kjendte af mig, som Digter.

Til Digteren Victor Hugos Kone.

En lille Flugt herfra, kun nogle Dage,
Der ligger Danmark, Bøgens, Kornets Land,

Som Lod en Tycho Brahe fra sig jage,
Som eier Thorvaldsen og - Skov og Strand;

Det Lyren er for Skandinaviens Riger; -

Der blev jeg født, det danske Sprog er mit,

Der sang jeg tidt for unge danske Piger,

Der svang min Musa sig mod Himlen frit,

Der kom som Gjest tidt i min lille Stue

Din Victors Sange, »Notre Dame« jeg saae,

Hernani, Angelo og »Høstens Svale«; *)

Jeg elsker ham, han er mig stor og kjær.

Hans Musa kjender jeg paa Blik og Tale,

Hun, som min egen, er mit Hjerte nær.
For Dig, hans Viv, hans unge Kjærlighed,

For Dig jeg lægger Sang-Bouquetten ned,

Igjennem den og Dig han smukt erfare,
At han i Nord vandt mig - og vist en Skare!

*)feuilles d'automne.
 

Hr. og Madame Ancelot aabnede mig deres Huus, hvor jeg traf ikke blot franske Kunstnere og Forfattere, saaledes Louis Blanc, men ogsaa fremmede, den tydske Forfatter og Critiker Rellstab, og Spanieren Martinez de la Rosas; med denne Sidste havde jeg længe talt uden at vide, hvem han var, hele hans Personlighed og det Indtryk, hans Conversation havde gjort paa mig, bragte mig til at spørge Madame Ancelot, hvem denne Herre var; »har jeg ikke præsenteret Dem for hinanden,« sagde hun, »det er Statsmanden, Digteren Martinez de la Rosas!« hun førte os igjen sammen, sagde hvem jeg var, og han spurgte til gamle Grev Yoldi i Kjøbenhavn og fortalte for Kredsen her, hvor smukt og deeltagende Kong Frederik den Sjette havde taget sig af Spanieren, da Denne havde bedet ham om Raad, til hvilket Partie hjemme han skulde slutte sig, og da det, han da holdt sig til, blev det tabende, fandt han Ansættelse og Hjem hos den danske Konge. Snart dreiede Samtalen sig ganske om Danmark, og da her just nu var en ung Diplomat, der havde været hos os i Ærinde ved Christian den Ottendes Kroning, fik vi en, for mig som Dansk, eiendommelig, men velmeent, begeistret Skildring af Frederiksborg og Festen der; han talte om de mægtige Egeskove, det gamle gothiske Slot midt i Vandet, den lueforgyldte Kirke og - hvad der klang komisk, da det syntes, som om han antog det for daglig Skik og Brug - at alle høie Embedsmænd gik i gule og hvide Silkeklæder, med Fjer i Baretten og med Lange slæbende Fløielskaaber, dem, de i Gaderne maatte kaste over Armen. Han havde selv seet det! og jeg maatte tilstaae, at ved Kroningstiden var det Tilfældet.

Lamartine forekom mig i sit Hjem og i hele sin personlige Fremtræden, som Fyrsten blandt dem Alle; og da jeg undskyldte, at jeg talte hans Modersmaal saa daarligt, svarede han smukt og med fransk Høfliged: at han burde dadles, fordi han ikke forstod de nordiske Sprog, i hvilke der, som han havde lært, var en Literatur frisk og fremblomstrende, hvor den poetiske Jordbund var saa mærkelig, at man kun behøvede at bøic sig ned, saa tog man et gammelt Guldhorn op. Han spurgte mig om »Trollhätta-Canalen«, udtalte sin Lyst til, over Danmark, at besøge Stockholm; han erindrede sig vor da regjerende Konge, Christian den Ottende, hvem han havde gjort sin Opvartning i
Castellamare; an viste iøvrigt et Navne-Bekjendtskab til Personer og Stæder i Danmark, som hos en Franskmand overraskede mig. Hans Kone syntes en af disse hjertelige og dog bestemte Characterer, man snart og tillidsfuldt slutter sig til; der var noget trofast og klogt i hendes øine. Før min Afreise fra Paris skrev Lamartine til mig efterfolgende lille Digt.

Cachez-vous quelquefois dans les pages d'un livre

une fleur du matin cueillee aux rameaux verts,

quand vous rouvrez la page apres de longs hivers,

aussi pur qu'au printemps son parfum vous enivre,

apres les jours bornes qu'ici mon nom doit vivre

qu'un heureux souvenir sorte encore de ees vers!
 

Paris, 3. Mai 1843.
Lamartine.
 

Fortsættes her