Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )  

En elskelig Personlighed aabenbarede sig for mig i Alfred de Vigny; gift med en engelsk Dame, syntes i hans Hjem og hos ham alt det Bedste fra begge Nationer at aabenbare sig. Den sidste Aften, jeg var i Paris, kom næsten ud mod Midnat han, der ved aandelig Rang og jordisk Formue bedst maatte paa den Tid være at søge i de rige Saloner, hen til mig, op ad de mange Trapper i Hotellet Valois, heelt op under Taget, selv bærende under Armen alle sine Værker, som han bragte mig til Afsked og Erindring. Der laae saa megen Inderlighed i hans Ord, lyste saa megen Hjertelighed ud af hans Øine, at jeg ved Skilsmissen kom i Taarer.

Ogsaa Billedhuggeren David saae og talte jeg oftere med, der var Noget i hans Natur og Ligefremhed, der mindede mig om Thorvaldsen og Bissen. Det var i den sidste Tid, under mit daværende Ophold i Paris, at vi lærte at kjende hinanden, han beklagede, at det var skeet saa seent, og spurgte, om jeg ikke kunde blive længere, han vilde da modelere min Buste i Medaillon. »Men De kjender mig ikke som Digter, veed ikke, om jeg fortjener en saadan Ære!« Han saae mig stift ind i Ansigtet, klappede mig paa Skulderen: »Jeg har hest Dem selv, for jeg læste Deres Bøger!« sagde han smilende:»De er en Digter!«

Hos Grevinde Bocarmé, hvor jeg traf sammen med Balzac, saae jeg første Gang en ældre Dame, hvis Aasyn, om jeg kan kalde det sjælelige Udtryk saa, tiltrak sig i høi Grad min Opmærksomhed; der var hos hende noget saa opvakt, saa hjerteligt, hendes Portrait, der den Saison var paa Udstillingen i Louvre, havde ogsaa været mig paafaldende. Alle sluttede sig om hende, Grevinden præsenterede os for hinanden, det var Madame Reybaud, Forfatterinden til »Les épaves«, den lille Fortælling, jeg netop havde benyttet til mit Drama »Mulatten«, jeg fortalte hende det, fortalte hende om, hvad Virkning Stykket havde gjort, det interesserede hende saameget, at hun fra den Aften blev min særdeles Beskytterinde. Vi gik en Aften sammen og udvexlede Ideer for hinanden, hun rettede mig i Fransk, lod mig gjentage, hvad der ikke klang hende correct, og var mig ganske moderlig god; hun er en høit begavet Dame med et klart Blik for Verden.

Balzac, hvem jeg, som sagt, samtidigen gjorde Bekjendtskab med, saae jeg i Grevinde Bocarmés Salon, som elegant, fiinklædt Herre, de forreste Tænder skinnede hvide frem mellem de røde Læber, han syntes jovial, men kun lidet talende, i det mindste i denne Kreds; en Dame, der skrev Vers, hang sig fast ved ham og mig, drog os hen til en Sopha og satte sig imellem os, idet hun balancerende i Beskedenhed talte om, hvor lille hun blev mellem os To, jeg vendte Hovedet tilbage og mødte nu bag hendes Ryg Balzacs satiriske, leende Ansigt, med halv aaben Mund, som han kunstigt fordrejede mod mig, det var egentligt vort første Møde.

En Dag gaaer jeg igjennem Louvre og modes her en Mand, der i Figur, Gang og Ansigtstræk ganske er Balzac, men Manden er i aldeles daarlige, forslidte Klæder, ja disse ere endogsaa ganske skidne, Støvlerne ubørstede, Beenklæderne med tørt Gadesnavs neden om, og Hatten budet og slidt, jeg studsede, Manden smilede til mig, jeg gik forbi, men det var mig altfor utrolig en Lighed, jeg vendte om, løb efter ham og sagde: »De er dog ikke Hr. Balzac!« han loe, viste de hvide Tænder, og sagde blot: »imorgen reiser Monsieur Balzac til Petersborg!« han trykkede min Haand, hans var blød og fiin, han nikkede og gik. Det maatte være Balzac, maaskee havde han i denne Klædning været paa Forfatter-Opdagelser i Paris's Mysterier, eller var Manden, jeg saae, en ganske ander, der, da han i saa høi Grad lignede Balzac, oftere var bleven antagen for ham og nu morede sig ved denne Mystification for den Fremmede. Da jeg et Par Dage efter talte med Grevinde Bocarmé, bragte hun mig en Hilsen fra Balzac - han var reist til Petersborg.

Med Heinrich Heine traf jeg igjen sammen, han var bleven gift her i Paris, siden jeg var her sidst; jeg fandt ham noget lidende, men saa fuld af Energi, og saa hjertelig mod mig, saa naturlig, at jeg denne Gang ikke følte Frygt for, hos ham, at være som jeg er. En Dag havde han fortalt paa Fransk, for sin Kone, mit Eventyr: »den standhaftige, Tindsoldat«, og ved at sige, at jeg var Forfatteren, førte han mig til hende.»Udgiver De Deres Reise hertil?« spurgte han først, og da jeg sagde Nei, vedblev han, »ja, saa skal jeg vise Dem min Kone!« hun var en livlig, net, ung Pariserinde; en Børneflok, »vi have laant den hos Naboens, for vi have selv ingen!« sagde Heine, legede om hende i Stuen. Hun og jeg legede med, medens Heine i Sideværelset skrev:

Ein Lachen und Singen! Es blitzen und gaukeln

Die Sonnenlichter. Die Wellen schaukeln
Den lustigen Kahn. Ich sass darinn
Mit lieben Freuden und leichtem Sinn.

Der Kahn zerbrach in eitel Trümmer,
Die Freunde waren schlechte Schwimmer,

Sie gingen unter im Vaterland;
Mich warf der Sturm an den Seinestrand.

Ich hab' ein neues Schiff besteigen,
Mit neuen Genossen; es wogen und wiegen

Die fremden Fluthen mich bin und her -

Wie fern die Heimath, mein Herz wie schwer.
 

Und das ist wieder ein Singen und Lachen -
Es pfeift der Wind, die Planken krachen
Am Himmel erlischt der letzte Stern -
Mein Herz wie schwer! die Heimath wie fern!

Diese Verse die ich hier, in das Album meines lieben Freundes Andersen, schreibe, habe ich den 4ten Mai 1843 zu Paris gedichtet.
 

Heinrich Heine.

Ved de Mange, jeg her har nævnet, og hvortil endnu en Række kunde føies, som Componisten Kalkbrenner og Gathy, Medudgiver af Gazette musicale, Ampère, der har bereist Danmark, Norge og Sverrig, bleu Opholdet i Paris mig rigt og opmuntrende, jeg følte mig ikke der som en Fremmed; jeg fandt hos de Største og Bedste den venligste Modtagelse, det var som gav man en Forudbetaling paa Værker af mig, man ventede paa, for i disse at see, at man ikke havde taget feil af mig. Hertil kom, at jeg, under dette Ophold, levede sammen med en Kreds af høitbegavede, unge Landsmænd, hvem jeg Alle forud kjendte, saaledes Læssøe, (der siden faldt ved Idsted), Orla Lehmann, Krieger, Buntzen, Schiern, og een af de daglige kjære Omgangs-Venner fra Hjemmet Th. Collin.

Fra Tydskland, hvor allerede da flere af mine Skrifter vare oversatte og læste, modtog jeg ogsaa her i Paris et glædeligt, opmuntrende Beviis paa Interesse for mig som Digter. En tydsk Familie, der hører til en af de meest dannede og elskværdigste, jeg har lært at kjende, havde med stor Glæde læst mine oversatte Skrifter, og dertil min korte Biographi foran i »nur ein Geiger, de fattede den hjerteligste Interesse for mig, hvem de personlig slet ikke kjendte, skrev mig til, udtalte deres Tak og Glæde over mine Arbeider, og bad mig, som en kjær Gjest, at lægge Hjemreisen over deres By, og der en Tid finde et Hjem, dersom jeg fandt mig vel i det. Der var noget saa inderligt, saa naturligt i dette Brev, det første, jeg paa denne Reise fik, og som i Paris, og strax ved min Ankomst naaede mig, og en mærkelig Modsætning er det til hiint Brev, jeg her modtog 1833, som det første fra mit Fædreland. Hertil var ogsaa hentydet i Brevet, man kjendte Hjemmets første Hilsen til mig dengang ude, og skrev, »dennegang haabe vi, at denne hjertelige og velmeente Skrivelse skal, fra tydsk Grund, bringe mig en glædeligere Hilsen.« Jeg modtog Indbydelsen, og fandt saaledes ved mine Skrifter, i Tydskland, mig ligesom adopteret i et Huus, hvor jeg siden gjerne flyver hen, og hvor jeg veed, at det nu ikke blot er Digteren, men Mennesket, de have faaet kjær.

Hvor mange lignende Beviser har jeg ikke siden ude modtaget! Eet vil jeg fremhæve formedelst dets Eiendommelighed: der lever i Sachsen en rig, veltænkende Familie, Husets Frue læste min Roman: »nur ein Geiger«, og Indtrykket af denne Bog var, at hun lovede, at traf hun paa sin Livs-Vei et fattigt Barn med et stort musikalsk Anlæg, det skulde ikke gaae tilgrunde, som hos den stakkels Spillemand. Musikeren Wieck, Clara Schumanns Fader, havde hørt hende sige det, og kort Tid efter bragte han hende, ikke een, men to fattige Drenge, der vare Brødre, han udpegede deres Talenter, og erindrede hende om hendes Løfte, hun talte med sin Mand derom - og holdt sit Ord, begge Drengene kom i hendes Huus, fik en god Opdragelse, sendtes i Musikconservatoriet, den Yngste har spillet for mig, jeg har seet et glad, lykkeligt Ansigt. Jeg troer, at de nu ere i Theatrets Orchester i en af Tydsklands største Stæder. Man kan vel med Ret sige, at det samme vistnok var blevet gjort for disse to Born, og det af samme fortræffelige Dame, uden at min Bog behøvede at have været til, eller blive læst af hende, men det er dog nu skeet, og saaledes et Factum, og altsaa et Led med i Kjæden af hvad der har voldt mig Glæde.

Paa Hjemreisen fra Paris gik jeg nedad Rhinen; jeg vidste, at i en af Byerne der boede Digteren Freiligrath, hvem Kongen af Preussen dengang havde givet en Pension. Det Malende i hans Digte havde levende tiltalt mig, jeg ønskede at tale med ham Ansigt til Ansigt; jeg standsede derfor ved et Par af Rhinbyerne og spurgte efter ham. I St. Goar viste man mig et Huus, hvor man sagde mig, at han boede. Jeg traadte derind, han sad ved sit Arbeidsbord og syntes at blive utilfreds ved at forstyrres af en Fremmed. Jeg sagde ikke mit Navn, sagde kun, at jeg kunde ikke tage forbi St. Goar, uden at have hilset paa Freiligrath. »Det er meget venligt af Dem!« sagde han i en noget kold Tone, spurgte, hvem jeg var, og da jeg svarede: »vi have begge een og samme Ven, Chamisso!« sprang han jublende i Veiret: »Andersen!« raabte han, »det er Dem!« og han fløi mig om Halsen, hans ærlige Øine lyste. »Nu bliver De nogle Dage hos os!« sagde han; jeg fortalte, at jeg kun blev to Timer, idet jeg var i Selskab med Landsmænd, som reiste videre. »De har mange Venner i det Lille St. Goar!« sagde han, »jeg har nylig her for en stor Kreds læst Deres »O. T.«; een af Vennerne maa jeg dog have herhen, og min Kone maa De see! ja, De veed nok ikke, at De har nogen Deel i vort Giftermaal!« og han fortalte nu, hvorledes min Roman »nur ein Geiger« havde bragt dem i Brevvexling, og hvorledes de tilsidst da virkelig vare blevne Mand og Kone. Han kaldte paa hende, nævnede mit Navn, og jeg var som en gammel Ven hos dem; for vi skiltes, tog han frem et Manuskript; »det var bestemt for Dem, før vi saae hinanden!« sagde han, »jeg hørte dengang, De var paa Reise, og jeg vilde have sendt Dem det, men der kom Forhindringer, og Digtet lagdes hen!« nu skrev han deraf paa et Blad:

(Erste Strophe eines unvollendeten Gedichtes an H. C. Andersen, als er am Ende 1840 seine Reise in der Orient antrat.)

St. Goar, 18. Mai 1843.
F. Freiligrath.
 

Du bist gewiss die Storche nachgegangen;

Dass Du sie liebst, ich wusst' es Lange schon.

Sic schwirrten auf, sie sind davon geflogen;

Auf und davon - dass ist ein luft'ger Ton!

Du sahst empor: die weissen Federn wallten;

Sic blitzten flockig in der Sonne Strahl;
Da stand es fest! »Was lass ich bier mich halten?

Fort in den Süden wiederum einmal!«
 

Fortsættes her