Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

I de samme Dage netop under Soldaternes festlige Hjemkomst, medens Sang og Glædesskud lød rundt om, kom tunge Mindedage, Fru Emma Hartmann og H.C. Ørsted døde begge i samme Uge.

Det var hos hende, denne forunderligt rigtbegavede Qvinde, et Lune, en Livsglæde, der aabenbarede sig i en Naturlighed, der ikke kjendte til Fold eller Skygge; Alt stod her i en Skjønheds-Harmonie, som Genialiteten giver den. Hun er et af de Mennesker, der har draget mig ind i sin Aandens, Lunets og Hjertets Kreds og altsaa har virket paa mig, som Sollyset virker paa Planten! Det er umuligt at gjengive det Væld af Glæde og Spøg, denne Inderlighed, der udstrømmede fra hende. Det er saa sand, hvad Præsten, Digteren Boye sagde ved hendes, Kiste: »Hendes Hjerte var et Gudstempel, hun fyldte det ganske med Kjæerlighed, og af den tog hun saa rundelig og meddeelte rigeligt deraf, ikke til sine Egne alene, men til Mange udenfor, til de Fattige og Syge og Sorrigfulde, saalangt som den kunde række hen! - og altid med et venligt Ord, en Spøg, blev det Bedste givet og bragt dem Alle. Ja sandt er det Vidnesbyrd ved Graven, at glade Tanker og lystige Følelser boede derinde, og gjerne lod hun dem alle flagre ud, ret ligesom vingede Fugle med Sang og Munterhed, at det blev som en venlig Vaardag i Huset for dem, der vare samlede om hende! ja, de qviddrede som de vilde, og Alle bleve glade derved. Det var, som om Ordene bleve forædlede, naar hun brugte dem; hun kunde sige enhver Ting, som Barnet kan det, man føler, det er i et reent Kar, det frembæres. Mangen Spøg, mangt et morsomt Indfald lod fra hendes Læber, men at man kunde bringe paa Papiret, ja fra Scenen lade sige saadan Passiar, sagde hun, som hun hver Dag kunde give, fandt hun komisk forfærdeligt, saaledes Alt hvad der blev sagt af Aandernes Konge, i »Meer end Perler og Guld«, Grethes Repliker der om Storken og staae i Storketanker, at Sligt turde bydes det hele strenge Publicum! Vel gik hun at see ovennævnte Stykke ligesom ogsaa Ole Lukøie, men det havde sin særegne Aarsag. - En Dag i haardt Sneefog kom hendes to ældste Drenge hjem fra Skolen, langt ude paa Christianshavn, en tredie, dengang ganske lille, var paa Veien hjem bleven borte for dem, og nu sad hun i Angst og Skræk; jeg kom just derind og lovede at gaae og opsøge den Bortkonme: jeg var ikke vel, det vidste hun, og holdt ikke meget af at løbe til Christianshavn, men hvor kunde det falde mig ind at tænke paa Andet end at hjelpe. Det rørte hende, og da jeg var afsted, gik hun, fortalte man mig, op og

ned ad Gulvet, i Angst og Taknemlighed tillige, udbrød bun: »Det er mageløst af ham! jeg skal ogsaa gaae hen at see hans »Meer end Perler og Guld!« - Bringer han min søde Dreng, saa vil jeg ogsaa see: Ole Lukøie - »Ja, det har jeg lovet!« sagde hun, da jeg kom igjen; - »jeg vil see det -- skjønt det er rædsomt!« og hun saae det, og hun loe og var morsommere derved, end begge Stykkerne ere det. Meget musikalsk var hun, flere Musikstykker af hende, men uden hendes Navn, ere baarne ud i Verden. Med hele sin geniale Sjæl opfattede og forstod hun Hartmann, forudsaae den Erkjendelse og Betydning, han ogsaa maatte faae i Udlandet, da blev hun dyb alvorlig, der lyste en Klarhed fra hendes Tanke, hun, som de Fleste ellers kun saae leende og fuld af Spøg.

Om Ørsteds Aanden i Naturen, og særligt om Sjælens Udødelighed, var en af vore sidste Samtaler. »Det er saa svimlende stort, det er næsten for meget for os Mennesker!« udbrød hun: »men jeg vil troe det! maa troe det!« og hendes Øine lyste; i det samme kom en Spøg igjen over hendes Læber. Humorets Ord over os usle Mennesker, der kunde tænke os en »heel Kommen op til Vor Herre!«

Det var en Sorgens Morgen! Hartmann slyngede sine Arme om min Hals og sagde i Taarer: »hun er død!« - »Hvor i Livets Dage Moderen havde siddet mellem Blomster, hvor hun som Husets velsignende Fee nikkede kjærligt til Mand, Børn og Venner, hvor hun som Husets Solstraale udbredte Glæde og var det Heles Sammenhold og Hjerte, der sad nu Sorgen.«

I samme Time som Moderen døde, blev pludselig den mindste af Børnene, en lille Pige, Maria, syg; i et af mine Eventyr: »Det gamle Huus«, har jeg opbevaret et Træk af hende; det var denne lille Pige som to Aars Barn, der altid naar hun hørte Musik og Sang, maatte dandse til den, og da hun ved de ældre Søskendes Psalmesang en Søndag kom ind i Stuen, begyndte hun sin Dands, men hendes musikalske Sands tillod hende ikke at komme ud af Tact og Tone, og saa blev hun staaende ved hver, saalænge den varede, først paa eet Been og saa paa et andet, det var complet i Psalmetact, hun uvilkaarligt dandsede. - I Moderens Dødstime bøiede sig det lille Hoved; det var, som om hun kunde have bedet Vor Herre: giv mig een af Børnene med, den Mindste, som ikke kan undvære mig! og Gud hørte denne Bøn. Den Aften, da Moderens Kiste blev baaren til Kirken, døde den lille Pige, og blev efter nogle Dage lagt i sin Grav tæt ved Moderens, fra hvis Kiste endnu een af Krandsene frisk og grøn strakte sig ind imod den Ventede.

Paa Liigbaaren var det lille Barn ligesom bleven en voxen pige, aldrig har jeg seet mere Billedet af en Engel, og dets Uskyldighed klinger endnu for mig i de for denne Verden næsten for barnlige Ord, da hun kun nogle Aar gammel en Aften skulde i Bad, og jeg i Spøg spurgte: »maa jeg gaae med Dig!« - »Nei,« svarede hun, »for jeg er saa lille, men naar jeg bliver stor, saa maa Du!«
Døden udsletter ikke Skjønhedspræget i Menneskets Aasyn, ofte forhøier den det, kun Legemets Opløsning er det Uskjønne. Aldrig saae jeg Nogen i Døden saa smuk, saa ædel som Moderen her, der var en ophøiet Ro udbredt over hendes Ansigt, en hellig Alvor, som stod hun foran sin Gud; hun var den skjønneste Døde, jeg har seet. - Rundt om var udbredt en Duft af Blomster.

»Blomster elsked hun og Blomster være

Som et Tæppe over Kisten lagt,
Toner elsked hun og Toner bære
Vort Farvel, igjennem Taarer bragt!«

sang vi ved hendes Kiste, og over den gjenlød Sandhedens Ord: »Aldrig saarede hun et Menneske ved sin Dom, naar hun bedømte Verden og dens Færd, aldrig forringede hun den Retskafnes Ære og Roes, aldrig tillod hun Bagtalelsen ustraffet at berøre et hæderligt Navn. Hun veiede ikke ængstelig sine Ord, hun betænkte ikke altid forud, om ei hendes Tale kunde misforstaaes af Saadanne, som ikke havde hendes Frimodighed.« Op til Gadens Huse paa Garnisonskirkegaarden sees tæt indenfor Jerngitteret een Grav, altid mere smykket end de andre, fredet og værnet, - derinde hvile, Støvet af Emma Hartmann og den lille Maria.

Fire Dage efter var det, at jeg mistede H. C. Ørsted. Det var mig næsten for tungt at bære. Jeg tabte i de To saa uendeligt Meget: Først Emma Hartmann, som ved Lune og Liv, Spøg og Munterhed løftede mit Sind, naar jeg var forkuet og bedrøvet, hende, hos hvem jeg ligesom kunde søge ind i Solskin, og
nu Ørsted, hvem jeg saa godt som alle Aaringer, jeg var i Kjøbenhavn, havde kjendt og faaet kjær, han, Een af de meest Deeltagende i mit Livs Vel og Vee. I de sidste Dage gik jeg skifteviis fra Hartmann til Ørsteds; Vennen, som i mine Aandens Kampe og dens Prøvelser aandelig meest havde holdt mig oppe, skulde jeg sidste Gang her mødes med; dog endnu kom det ikke i min Tanke. Ørsted var saa sjæleung, glædede sig til og talte om det kommende Sommerophold paa Fasangaarden i Frederiksberg Have. Aaret forud, seent paa Høsten stod hans jubilæum, og Staden havde skjænket ham og hans Familie, modern han levede, den Sommerbolig, Oehlenschläger senest beboede: »Naar Træerne skyde Knopper, og Solen kommer lidt frem, tage vi derud!« sagde han, men allerede de første Dage i Marts laae han syg; men havde selv godt Mod. Fru Hartmann døde den sjette Marts, dybt bedrøvet kom jeg hen til Ørsted, da hørte jeg, at hans Sygdom var farlig, han havde Inflammation i den ene Lunge. »Det bliver hans Død!« den Sorgens Tanke fyldte mig, selv troede han at være i Bedring. »Paa Søndag vil jeg staae op!« sagde han; og Søndagen stod han op for sin Gud!

Da jeg kom derhen, droges han med Døden, hans Kone og Børn stode om Sengen, jeg satte mig i Stuen udenfor og græd, - jeg var ved at synke om. - Der var en Ro, en Christens stille Ro der i Hjemmet!

Den attende Marts var Begravelsen, jeg led legemlig, det var en Kamp og Anstrengelse for mig at gaae den korte Vei fra Universitetet til Kirken, den langsommelige Gang droges ud hele to Timer. Provst Tryde holdt Talen, ikke Biskop Mynster, han var ikke bleven anmodet derom! sagde man, undskyldende, men skulde Vennen bedes om at tale over Vennen! Jeg trængte til at græde, jeg kunde det ikke; det var, som om mit Hjerte skulde gaae itu!

I Sørgebjemmet sad Fru Ørsted og den yngste Datter Mathilde, de hørte Klokkerne ringe, altid ringe, de mange lange Begravelses-Timer. Basunernes Toner gjorde Hjerterne godt. Jeg kom senere derhen, vi talte om det særegne Tilfælde, at i Kirken lød netop Hartmanns Sørgemarsch, den han componerede til Thorvaldsens Jordefærd; da vi sidst hørte den, var Ørsted med os, Hartmann spillede den. - Det var hos Frøken Bremer, da hun ved min Afreise til Sverrig gjorde en lille Fest. Den lille Maria Hartmann, som netop nu denne Morgen lagdes i Jorden, var dengang klædt ud som en Engel, skulde række mig en Krands og et Sølvbæger, Hartmann spillede nogle Stykker for os, Frøken Bremer reiste sig og bad om »Sørgemarschen«, men idet denne brusede fra Strængene, blev hun sært greben, som om der laae en Forudbetydning deri, et Varsel for mig, og hun greb min Haand, bad mig ikke at see noget Sørgeligt deri, »det betyder at gaae frem til Storhed!« sagde hun.  Nu lod den over Ørsted, ham, hvem jeg dengang først troede, at Festen var for, ham klang Sørgemarschen, over hans Kiste klang den »frem til Storhed!«

Han var saa sand, han var saa eiegod,

Et Barne-Sind og dog den dybe Tænker,

For ham i denne Verden klart det stod,
Hvad Gud til Mængden først bag Døden skjænker.

Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,

De Vises Steen i dette Fjeld var inde!

Hvor var han kjærlig, ligefrem og from,

Og dog saa stor! han glemmes ingensinde,

Thi ved hans Tankelyn et Lys blev tændt,

Der viser Skatte, saa umaalelige!
Og han var Danmarks Søn, fra Ringhed sendt,

En Konge dog, og det i Aandens Rige.

Hans Liv er sluttet her, saa godt og smukt,

Hans Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!
- For os, som stod ham nær, ham voxed' fast,

En Deel af Verden med hans Hjerte brast.

NB: Der findes ikke et kapitel 15 i "Mit livs Eventyr" , derfor er næste Kapitel Nr. 16

 Fortsættes her