I kapitel 14 er der indsat følgende afsnit: 14-1  14-2  14-3  14-4  14-5  14-6  14-7  14-8  14-9  14-10  14-11

Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

Meer end de Fleste led jeg sjælelig under denne os paaførte ulykkelige Krig; jeg følte i en Grad som aldrig før, hvor fast jeg var voxet til Hjemmets Jordbund, hvor dansk mit Hjerte var; jeg kunde have stillet mig i Slagrækken og glad givet mit Liv for at bidrage til Seier og Fred, men paa samme Tid gik mig ogsaa levende gjennem Tanken alt det Gode, jeg havde nydt i Tydskland, den store Erkjendelse, man der havde viist mit Talent, og de mange Enkelte, jeg der maatte elske og være taknemlig, jeg led uendelig! og naar da mangt et stærkt bevæget Sind, ligesom i Fornemmelsen heraf just mod mig udtalte sig i Vrede og Bitterhed, da var det ofte mere, end jeg mægtede at bære! Exempler herpaa vil jeg ikke give; bedst at alle bittre Ord fra hiin Tid svinde, og at Vunden læges mellem de beslægtede Folk, - Her var det ogsaa H. C. Ørsted, der løftede mit Sind og talte om Erkjendelsens bedre Tid, der nu er kommen.

Der var Sammenhold, der var Kjærlighed; flere af mine unge Venner gik med som Frivillige, mellem disse Valdemar Drewsen og Baron Henrik Stampe. Ørsted stod stærkt bevæget ved Begivenhedernes Gang, han skrev i et af vore Dagblade tre Digte: »Kampen«, »Seiren« og »Freden«.

»Dybt føle vi, Fjenden vor Broder dog er,

Aarhundreder med os forbunden;
Men selv han os tvang til den blodige Færd;

Nu gjælder kun tabt eller vunden.«

Det var Grund-Accorden.

At tage den røde Trøie paa var tidligere et sandt Fortvivlelsens Skridt; Landsoldaten var da kun en sølle Karl, nu kom pludselig den røde Trøie til Agt og Ære; med den rødtrøiede Soldat under Armen gik Damer i Silke og Flor. En af de første af de høiere Stænder, jeg saaledes saae, var Løvenskjold, den norske Statsholders Søn, og ligesaa den unge Grev Adam Knuth, som, ganske nyligt var blevet confirmeret. Han mistede sit ene Been ved en Spidskugle. Løvenskjold faldt, ligesom Maleren Lundbye, men denne Sidstes Død var ved Vaadeskud; jeg hørte derom af et Øienvidne. Lundbye stod melancholsk og lænede sig til sit Gevær, nogle Bønder gik forbi, hvor de andre Geværer tæt foran ham stode opstillede, og kom til at støde dem om; man hørte et Skud og saae Lundbye styrte til Jorden; han var skudt nedenfra Kjæben opad, Munden flenget og et Stykke Kjød med Skægget bortskudt; han udstødte et Par svage Suk; blev svøbt i et Dannebrogsflag og lagt i Jorden.

Mig greb til Taarer de unge Menneskers Begeistring, og da jeg en Dag hørte en lystigtgjørende Fortælling om unge Herrer, der før havde gaaet med Glacéehandsker paa, men nu stod og gjorde Skandsegravning med røde vablede Hænder, foer jeg op og raabte ud af mit Hjerte: »Jeg kunde kysse dem paa disse Hænder!« - Næsten daglig drog unge Skarer bort, jeg fulgte en ung Ven, og da jeg kom hjem, skrev jeg Visen:

»Jeg kan ikke blive, jeg han ingen Ro!«

der snart kom paa Mængdens Læber og havde Hjerteklang. »Paaskeklokken kimed'« - den ulykkelige Paaskedag i Slesvig opgik. Den fjendtlige Styrke splittede vor; tung Sorg laae over Landet; men Modet var ikke tabt, Kraften samlede sig mere, den Ene sluttede sig tættere til den Anden; det viste sig i det Store, som i det Smaa.

Preuserne droge ind i Jylland, vore Tropper til Als. Midt i Mai reiste jeg til Fyen og fandt hele Glorup opfyldt med vore Tropper, hvis Hovedqvarteer var Odense; paa Glorup laae fyrretyve Mand foruden flere høie Officerer; General Hedemann holdt Manoeuvre udenfor Gaarden. Alle Frivillige blandt de Menige bleve af den gamle Greve behandlede som Officerer og havde daglig Plads ved hans Bord.
De Fleste af Officerene havde gjort Campagnen med derovre og fortalte levende om det der Oplevede. Snart havde Natteqvarteret været den aabne Gade i en Landsby, hvor de med Tornisteren under Hovedet sov langs Husene, i Regn og Blæst, eller der var en Sammenstuvning i smaa Kamre, hvor Leiet tidt var en høi Dragkiste med Messingbeslag, der trykkede ind i Kjødet, men den overanstrengte Trætte sov dog. En ung Læge fortalte om sin Marsch med Soldaterne over de nøgne Hedestrækninger, her fik han en Kirke til Lazareth, Alterlysene bleve tændte, men halvmørkt blev her dog; langt borte lod Signalskud: Fjenderne kom; den hele natlige spændende Scene, Alt fornam jeg, som om jeg selv havde oplevet det.

Preusserne vare trængte op i Jylland, de forlangte i Brandskat fire Millioner, snart lød Efterretningen omet nyt Slag.

Alt Tanke og Haab vendte sig mod Svenskerne, der vilde komme os til Hjelp; i Nyborg skulde de lande; Alt var der tilberedt til festlig Modtagelse.
Hcrresædet Glorup fik sexten svenske Officerer med deres Opvartere, dertil tyve Spillemænd og Underofficerer; imellem de Svenske var fire Mand, som Hertugen af Augustenborg havde maattet stille, eller rettere hans Gods i Sverrig maatte levere imod dets Herre.

Alle jublede Svenskerne imøde! Characteristisk og smukt var den ægte Iver, Huusholdersken paa Glorup, den gamle Jomfru Ibsen viste; den store Indqvartering, som Gaarden her skulde skaffe Plads til, gav hende nok at tænke paa; »der maa redes en stor Seng til dem i Loen!« blev der sags. »De ligge i Loen paa Halm!« sagde hun, »nei, de skal have Senge! Komme de her for at hjelpe os, skal de ogsaa have en Seng!« og hun lod tømre og save og fik af Bræder og Døre i Hast lavet Sengesteder i ti a tolv Værelser. Dyner skaffedes ogsaa til veie, grove men hvide Lagener skinnede i hendes »Caserne«, som hun kaldle det. Om de svenske Soldaters Ophold i Fyen, som jeg saae det paa Glorup, gav jeg senere en Skildring i »Nordischer Telegraph« og som et sammentrængt Billede vil det her vare paa sin Plads.

De Svenske i Fyen 1848.

»Jeg maa fortalte Dem lidt om de Svenske i Fyen! deres Ophold her staaer imellem de smukkeste lyse Billeder fra denne Sommer. Jeg saae deres festlige Modtagelse i Smaabyerne, de vaiende Flag, de glade Ansigter; milevidt ind i Landet stode paa Veiene Skarer af Bønder, gamle og unge, og spurgte forventningsfulde: komme nu de Svenske? og med Spise og Drikke, med Blomster og Haandtryk modtoges de. Det var hjertelige Mennesker, vel disciplinerede Soldater; høist gribende var deres Morgen- og Aftenandagt, Kirketjenesten hver Søndag, Alt under aaben Himmel, efter gammelkrigerisk Brug fra Gustav Adolphs Tider. Paa den gamle Gaard, hvor een af de øverste Commanderende med Officerer og hele Musikcorpset laae, fandt Søndagens Gudstjeneste Sted; med fuld Musik marscherede Tropperne ind i den store fiirkantede Borggaard, stillede sig her, Officererne forrest; Psalmesangen begyndte ledsaget af Musiken. Nu traadte Præsten frem paa den store Trappe, hvis høie Steengelænder var belagt med et stort Tæppe. Jeg husker levende den sidste Søndag her: Under Gudstjenesten, der var begyndt i et graat stormende Veir, talte Præsten om Fredens Engel, der steg ned som Guds milde oplivende Solskin, og netop idet han talte dette, brød tilfældigviis Solen frem og belyste de blanke Hjelme og de andægtige Ansigter. Dog meest høitideligt af Alt var Morgen- og Aftenandagten. Paa den aabne Landevei opstilledes Compagnierne, en Underofficer læaste en kort Bøn, og nu istemte de Alle Psalmesangen uden Ledsagelse af Musik; naar Sangen var endt, lød gjennem den hele Række et dybt: »Gud bevare Kongen!« Jeg saae mange af vore gamle Bønder staae ved Grøften og bag Gjerdet, med blottede Hoveder og foldede Hænder, stille holdt de Gudstjeneste med.

Etter den daglige Vaabenøvelse saae man den svenske Soldat, paa Gaarden hvor han var indqvarteret, troligt hjelpe til paa Marken i dette Aars rige Kornhøst. Der var et Liv, en Travlhed. Paa Herregaarden, hvor vi havde Regimentsmusiken, spillede denne hver Eftermiddag indtil Solnedgang, Havens lange Lindealleer fyldtes med Folk fra hele Omegnen, det var en
daglig Fest; ud paa Aftenen, i Folkestuen, klang den svenske Violin, og saa gik Dandsen til fælles Fornøielse. Den fyenske Bonde og den svenske Soldat forstode i sproglig Henseende snart hinanden. Det var en Lyst at see, hvorledes Hjertelaget gjensidigt kom frem, hvorledes Enhver efter sin Evne gav med god Villie. »Men den svenske Hær gik ikke over at slaaes?« siger maaskee Een og Anden. Ligger da hele Øieblikkets dygtige Virkninger alene i Sværdets Slag. Den Agtelse, det venskab og den Forstaaen, som i de sidste Aar sluttedes meest af Yngre i Universitetsbyerne er nu ved Svenskens Ophold i Fyen opgaaet for Tusinder af Folket selv; hvad vidste den fyenske
Bonde, hvad den svenske om hvor beslægtet vi stode hinanden; Erindringer om de gamle fjendtlige Tider levede, disse ere adsplittede, nu ere de nabolige Folk rykkede hinanden nærmere, en god Sæd til Forstaaen er nedlagt, og god Forstaaelse er en Fredens Urt og kun den bærer Velsignelse. I Bondens Huus, i Præsteboligen som paa Herregaarden, stod mangt et Øie i Graad ved Afskeden. Paa Nyborg Skibsbro, hvor det svenske og danske Flag vaiede ved Venners Indskibning, aftaltes mangt et gjensidigt Besøg et kommende Fredens Aar. Dansken glemmer ikke den Svenske, hans Hjerteslag have vi hørt og følt; manger svensk lille By, der neppe er rig, sammenskød Penge, »Enkens hellige Skjærv«, til den danske Broder. Da Rygtet gik over Land om de Danskes Nederlag ved Slesvig, sad høit oppe i Sverrig Menigheden i deres Kirke, Præsten bad for Konge og Fædreland, da reiste en gammel Bonde sig og sagde: Fader, vil I ikke ogsaa bede en Bøn for de Danske! det er et af disse smaa Træk, som opløfter fra Jorden det Guddommelige i os.

Nationerne i Norden forstaae, skatte og elske hinanden; gid denne Enighedens, Kjærlighedens Aand svæve over alle Riger!«

Fortsættes her