H.C.Andersen Information

HOME - START

Indhold - Index

Mit livs eventyr 1
Mit livs eventyr 2
Mit livs eventyr 3
Mit livs eventyr 4
Mit livs eventyr 5
Mit livs eventyr 6
Mit livs eventyr 7
Mit livs eventyr 8
Mit livs eventyr 9
Mit livs eventyr 10 
Mit livs eventyr 11
Mit livs eventyr 12
Mit livs eventyr 13
Mit livs eventyr 14
Mit livs eventyr 16

 

 

H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 8-2

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855    

I kapitel 8 er der følgende afsnit: 8-1  8-2  8-3  8-4  8-5  8-6  8-7  8-8   

Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

De Skuespillere eller Skuespillerinder, der ved Talent, ved Blad-Venskab eller Folkegunst, staae som de Første, stille sig som oftest over Directionen og over Forfatteren, denne maa see at staae sig godt med dem, da de kunne forkaste en Rolle, eller hvad det tidt er ligesaa slemt, før Stykket kommer paa Scenen, udbrede i Publicum deres mindre gode Mening derom; man har kaffehuuscritik, før Nogen endnu skulle vide noget om det nye Arbeide.

Det er ogsaa characteristisk for Kjøbenhavneren, at naar et nyt Stykke skal spilles, siger han ikke: »Jeg glæder mig dertil« - men han siger: »Det duer nok ikke! skal der pibes?« Pibning spiller en stor Rolle, det er en Morskab, som giver fuldt Huus! aldrig er endnu en slet Skuespiller bleven udpeben, nei, kun Digter og Componist er de to Syndere, for hvem Skafottet reises. Og i de fem Minutter, Piberne tør hvisle gjennem hele Rummet, seer man Damerne, de smukke og de stygge, smile og glæde sig ligesom Spanierinderne ved deres blodige Tyrefægtninger. I en Række af Aar var det altid den farligste Tid for et nyt Stykke, at komme i  November og December; thi i Maaneden forud blev de unge Skoledisciple gjort til Studenter, slap over Artiums- Gjerdet og var meget strenge Dommere.

 

 Alle vore betydeligste dramatiske Forfattere er, som bekjendt, pebne ud, Oehlenschläger, Heiberg, Hertz etc. har været udpebne, ikke at tale om fremmede classikere, f. Ex. Molière.

 

( 1 ) Theatret er og var imidlertid den Virkeplads, der for enhver dansk Forfatter er den meest indbringende; da jeg stod aldeles uden Hjelp og UnderstøtteIse, havde jeg søgt at bringe mit Talent til Virksomhed paa denne Vei, jeg havde skrevet de tidligere omtalte Operatexter, som bleve saa strengt bedømte, og forsøgte mig i Vaudevillen. Forfatter-Honoraret, der dengang ikke var af den Betydning, hvortil senere Collin ved sin sidste Tiltræden som Directeur fik det bragt, blev dengang, næsten maa jeg sige, sat komisk tilbage; jeg maa berøre det, der er Noget, som hedder Facta, de kunne ikke udslettes. Der var en bekjendt, dygtig Contoirmand, som blev gjort til Theaterdirecteur, man ventede god Orden i Tingene, thi han var en god Regnskabsfører, man glædede sig ogsaa til Operaens Fremgang, og han havde Sands for Musik, efterdi han sang selv i musikalske Kredse, man ventede energiske Forandringer, og disse kom ogsaa, i Regulativet for at betale Stykkerne; disses Værdi var vanskelige at afgjøre, det blev nu bestemt, at de skulde betales efter deres Længde, skulde afmaales i Qvarteer. Ved første Forestilling stod altsaa Regisseuren med Uhret og opskrev hvor mange Qvarteer, disse adderedes sammen, og efter deres Sum bestemtes Honoraret; det der manglede i det sidste Qvarteer, Stykket endte, tilfaldt Theatret, og dette er jo meget embedsdygtigt og vel udtænkt; Enhver er sig selv nærmest, det var ogsaa Tilfældet med mig, og da jeg trængte høiligt til hver Skilling, saa følte jeg ret Tabet, idet min Vaudeville: »Skilles og mødes«, der var i to Afdelinger, med særskilte Titler, blev betragtet som to Vaudeviller, der - efter Directionens Mening - ogsaa kunde gives hver for sig. Men »man skal ikke tale Ondt om sin Øvrighed,« og Theaterdirectionen er den dramatiske Digters Øvrighed, derimod et Par af Personalet - ja, dem vil jeg lade selv tale!

 

( 2 ) »Det er ingen Sag at faae sine Arbeider til at gjøre Lykke, naar de første Talenter skal forgylde dem!« sagde til mig eet af de første Talenter, der da ikke havde Lyst til at give sin Rolle. »Jeg spiller ikke Karle-Roller! « blev jeg mindet om af en Kunstnerinde, jeg vovede at tildele en Rolle, hun fandt for mandhaftig. »Siig mig een eneste morsom Replik jeg har!« tordnede høit paa Prøven, ved et af mine første Stykker, een af Skuespillerne; da jeg bedrøvet herover siden stod i en Krog, kom samme Stormagt og sagde: »tager De Dem det saa nær! troer De, jeg finder Rollen daarlig? Nei, saa spillede jeg den ikke! men jo mindre jeg gjør den fra Deres Haand, des større bliver den fra min! men siger De til Nogen, jeg har sagt det, saa siger jeg, det er Løgn!« denne Replik sagde Kunstneren fortræffelig, uden at tænke paa Publicum, der nu hører den; man leer heraf, siger maaskee: det er Stof for Humor, men som ganske ung Forfatter tager man det ikke saaledes. Til Skibs gjelder jo de stærke Udtryk under Commandoen ikke bogstavelig, saaledes skal man heller ikke tage det paa Theaterskibet, men det gjorde nu jeg. Men hvorfor gav jeg mig da derhen; fordi Theatret var det Sted, hvor det betalte sig bedst at faae en Digtning frem, og uden Penge kan man ikke leve, dernæst er Scenen en mægtig Talerstol, hvorfra, som Carl Bagger siger: »der forkyndes for Hundrede, hvad der neppe læses af Ti!«

 

Fortsættes her 

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk