Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Med Hensyn til »En Digters Bazar« var Blad-Critiken i Kjøbenhavn uendelig dum; man fandt det overspændt og skrækkeligt, at jeg kunde sige, at jeg ved Smyrna havde seet da Nyet var tændt, den hele blaa, runde Maane-Kugle. Vore danske Critikere have sædvanlig ikke aabent Øie for Naturen selv det høist fornemme »Maanedsskrift for Literatur« dadled mig engang, fordi jeg i et Digt havde talt om en Regnbue ved Maaneskin; det skulde ogsaa være min Phantasie, som drev, mig saa vidt; jeg beklagede mig herover for Ørsted; en nuværende Provst, hvem jeg antager havde skrevet Critiken, hørte til og udbrød: »Det er ogsaa dristigt af Dem at skabe saadan Maaneregnbue!« - Ja, men jeg har jo selv seet den!« - »Hvor?« spurgte han. - »En Aften ude paa Vesterbro!« svarede jeg. - Paa Vesterbro!« loo han høit, »ja paa det Theater med Pantomimer og Trylleri« - Mennesket tænkte sig, at jeg meente Casortis Theater. - »Nei, oppe paa Himlen selv, paa Vor Herres Himmel, har jeg seet den! « - og nu tog Ørsted mit Parti.

Hvor jeg har maattet høre megen Dumheds-Klogskab, mundtlig og paa Tryk; jeg alene var Syndebukken, hvor man ikke kunde eller vilde forstaae. Naar jeg i »En Digters Bazar« ved at skildre Nürnberg sagde, for at bringe Afvexling i Stilen: »var jeg Maler, vilde jeg tegne denne Bro, dette Taarn« og derved tog Anledning til at give Billedet, og derpaa, for at have ligesom en ny Tilknytningstraad, vedblev: »men jeg er ikke Maler, jeg er Digter«, og søgte nu mere lyrisk at variere Stilen, saa hed det: »Han er saa forfængelig, at han selv fortæller, at han er Digter!« Der er noget saa Jammerligt, saa Pjaltet i slig Critik, at man ikke saares, men føler Lyst til, selv om man er det meest fredsommelige Menneske, at banke saadanne vaade Hunde, der træde ind i vor Stue og lægge sig der paa de bedste Steder. Der kunde skrives en heel »Narrenbuch« over alt det Taabelige og Uforskammede, jeg har maattet høre fra min første Optræden indtil da.

»En Digters Bazar« blev imidlertid meget læst og gjorde hvad man kalder Lykke. Kun en eneste Gang i mit Liv har jeg talt med den historisk dygtige Professor Finn Magnusson, personlig kjendte vi aldeles ikke hinanden; han standsede mig en Dag paa Gaden; den ellers alvorlige Mand var Venligheden og Hjerteligheden selv, han takkede mig paa det Inderligste for denne Bog, som han stillede høit, og som, sagde han, det ærgrede ham, at Publicum ikke gav mig Paskjønnelse nok for. Og han var ikke den Eneste. Flere af Landets Dygtige, blandt H. C. Ørsted og Oehlenschläger, udtalte sig med Varme og Glæde over dette Arbeide og gav mig al Tak og Opmuntring.

Paa Tydsk er senere kommen flere Udgaver af denne Bog, ligesom den ogsaa findes paa Svensk og i en særdeles smuk Udgave paa Engelsk, hvor Critiken med stor Erkjendelse har omtalt den. Den engelske Udgave i tre Bind med mit Portrait udkom hos Richard Bentley i London, og blev meget rosende anmeldt i engelske Blade og Tidsskrifter. Fra den engelske Forlægger sendtes til Christian den Ottende et smukt udstyret Exemplar af denne Bog og mine tidligere udkomne Skrifter; lignende var skeet fra Tydskland, og Kongen glædede sig over den store Erkjendelse, jeg nød ude; han udtalte den, veed jeg, for H.C. Ørsted og Flere, idet han tillige yttrede sin Forundring over den Modstand; jeg endnu mødte herhjemme, denne idelige Stræben, der vistes i at fremhæve mine svage Sider og udviske Indtrykket af det Dygtige; den Lyst, der var til at spotte og forringe min Virksomhed. Det gjorde mig vel at høre det, og det af H.C. Ørsted, den eneste Mand i hele min nærmere, deeltagende
Omgivelse, som klart og bestemt udtalte Erkjendelsen af mine digteriske Evner og med Overbeviisning gav mig Mod, idet han dertil forudsagde, at der maatte og vilde komme en bedre Tid for mig herhjemme, hvor jeg vilde blive erkjendt og føle mig tilfreds med Hjemmets Dom, som jeg nu kunde være det med Udlandets; vi samtalede oftere om, hvori det egentlig kunde ligge, at jeg maatte kæmpe saa meget og saa Lange, og vi mødtes i Erkjendelse af flere sandsynlige Aarsager. Nogen Skyld kom vel fra min første Armod, min Afhængighed af Menneskene; de kunde ikke, det der ogsaa i Udlandet er blevet bemærket, glemme, at de havde seet mig som en fattig Dreng løbe om og skyde op; nogen Skyld laae vel ogsaa i, som min Biograph i »Dansk Pantheon« bemærker, at jeg ikke vidste og ikke brugte de Midler, flere Forfattere tidt benytte, for at vinde ved Kammeratskab; dernæst, hvad H. C. Ørsted beklagende indrømmede, det meget ansete Maanedsskrifts Strenghed og Mangel paa al Velvillie mod mig, endelig Gjengangerbrevenes Haan, Bladcritiken, der fulgte Tidens Strømninger, kort sagt, den trykte offentlige Dom, som øvede endnu sin Magt hos os, der bøiede os for Authoriteter; til alt dette kom ogsaa det, at vi have Alle stor Modtagelighed for det Morsomme, Latterlige, og jeg havde den Skjæbne ved flere keitede, ellers høist velmeente Artikler at blive udstillet saaledes; der var en Tid, at Avisen fra Odense, min Fødeby, altid nævnede mig: »vort Byes Barn« og gav om mig Efterretninger, der aldeles ikke kunde være af nogen Interesse for Publicum. Af mine private Breve fra Udlandet udreves Steder, som, stillede ind i Avisen, bleve latterlige; saaledes, da jeg en Gang havde skrevet hjem fra Rom, at jeg der i det sixtinske Capel havde seet Dronning Christine og tilføiede, at hun i sit Ydre mindede om Componisten Hartmanns Kone, refereredes det i den fyenske Avis, for at undgaae det private Navns Nævnelse, at »Dronning Christine ligner en vis Dame i Kjøbenhavn!« Heraf maatte man lee. - Hvor tidt prøvede jeg ikke, at keitet Venskab gjør Fortræd.

Jeg fik fra den Tid indtil nu en Angest for at tale om nogen Slags Ting med en tankeløs Bladudgiver, og dog undgik jeg det ikke. - Her var jeg nu, uden min Brøde, igjen latterliggjort.

Paa en Reise, idet jeg med Diligencen en halv Time opholdt mig paa Odense Postgaard, spurgte en Redacteur mig der: »Reiser De nu udenlands?«
»Nei,« svarede jeg.
»Tænker De slet ikke derpaa?«
»Det afhænger af, om jeg faaer Penge. Jeg skriver nu et Theaterstykke; gjør det Lykke, saa først kan jeg tænke paa at komme afsted.«
»Hvor vil De saa hen?«
»Det veed jeg ikke endnu! Jeg tager enten til Spanien eller Græken1and!«
Og samme Aften stod der i Avisen omtrent saaledes: »at H.C. Andersen arbeidede paa et Stykke for Theatret, og gjorde det Lykke, saa reiste han udenlands, enten til Spanien eller Grækenland.«
 

Heraf loe man naturligviis, og i et kjøbenhavnsk Blad skrev man meget rigtigt, at det havde Lange Udsigter med den Reise: Stykket skulde skrives, antages, gjøre Lykke, og saa vidste man endnu ikke, om min Reise blev til Spanien eller Grækenland. Man loe, og Den, man leer af, har tabt sin Sag. Jeg var bleven aandelig ømskindet og brugte ikke den Forsigtighed at skjule det. Naar Drengene kaste Stene efter en stakkels Hund, der svømmer mod Strømmen, da er det ikke reent af Ondskab, nei, det morer dem, og man havde en lignende Morskab med mig. Ingen tog mig i Forsvar, til ingen Clique hørte jeg, ingen bladskrivende Venner havde jeg, og saa maatte jeg prøve det, som jeg gjorde; og imidlertid blev der sagt og skrevet, og det er senere gjentaget: at jeg levede i et Par Kredse af kun Beundrere af mig! hvorlidt veed man Besked. Hvad jeg her maa fremsætte, er ingen Beklagelse; jeg vil ikke, at der falder Spor af Skygge over de Mange, jeg inderlig holder af, forvisset om, at var jeg geraadet i en stor Nød og Ulykke, man havde sat Alt i Bevægelse for, at jeg ikke skulde forkomme, men der er en Deeltagelse af en anden Art, der er en Digters Natur nødvendig, og den har jeg saa temmelig savnet; man har i min kjæreste Omgivelses Kredse ligesaa høit udtalt sin Forundring over Udlandets Erkjendelse over mine Arbeider som nogen streng Critiker. Fredrika Bremer fik et Indblik deri, som sært overraskede hende; vi vare sammen her i Kjøbenhavn paa et saadant Sted, hvor Folk sagde, jeg kun forkjæledes; hun troede her at sige noget Behageligt, idet hun fortalte: »Det er ganske overordentligt, hvor elsket Andersen er i Sverrig fra Skaane og heelt op i Nordland; næsten i hvert Huus findes af hans Bøger!« - »Blid ham, dog ikke Noget ind!« blev der svaret hende, og det i Alvor.

Der siges og tales saa meget om, at det at vare af Adel, af Fødsel, ikke længer har Betydning, den Tale er Mundsveir; den dygtige, fattige Student har oftest i gode Huse, som de kaldes, ikke den Høflighed, den Modtagelse, som ydes et godtklædt Adelsbarn eller en mægtig Embedsmands Søn. Jeg kunde belyse det med mange Exempler, men vil kun give eet, der maa gaae for dem alle, eet ud af mit eget Liv. Den Skyldige er det ikke her om at nævne, han er eller var - for at skyde det mere tilbage - en høist hædret Personlighed.

Da Christian den Ottende første Gang som Konge besøgte Theatret, opførtes »Mulatten«; jeg sad i Parquettet ved Siden af Thorvaldsen, der ved Tæppets Fald tilhviskede mig: »Kongen hilser ned til Dem!« - »Det maa være til Dem!« svarede jeg, »mig kan det umuligt gjælde!« Jeg saae op til den kongelige Loge, Kongen hilsede igjen, og det var til mig; men jeg følte, at en mulig Misforstaaelse fra min Side vilde hos Folk skrækkeligt lade det gaae ud over mig; jeg blev derfor roligt siddende, og næste Dag gik jeg til hans Majestæt for at bringe min Tak for den usædvanlige Naade, og han spøgte over, at jeg ikke paa Stedet havde taget imod den. - Nogle Dage efter skulde paa Christiansborg Slot være et stort Bal Paré for alle Classer af Samfundet; jeg havde erholdt Indbydelseskort.

»Hvad skal De der?« spurgte mig en af vore ældre Videnskabsmænd, idet jeg i hans egen Stue talte om denne Fest. - »Hvad skal De paa saadanne Steder!« gjentog han.
Jeg svarede i Spøg: »Det er jo i den Kreds, jeg er meest vel optagen.«
»Men der hører De ikke hjemme!« sagde han vred.
Der var for mig kun at svare let og leende, som om jeg ikke følte nogen Braad derved:
»Kongen selv har i Theatret hilset fra sin Loge ned til mig, saa kan jeg ogsaa nok komme paa Bal parée!«
»Hilset fra sin Loge!« udbrød han, »men det giver Dem ikke Ret til at trænge Dem frem!«
»Men paa dette Bal komme jo Mennesker af den Classe, hvortil jeg hører!« tilføiede jeg nu alvorligere; »der komme Studenter!«
»Ja, hvilke?« spurgte han.
Jeg nævnede en ung Student af Mandens egen Familie. »Ja det troer jeg nok!« svarede han, »det er jo en Søn af en Etatsraad! Hvad var Deres Fader!«
Da brændte det mig i Blodet. - »Min Fader var en Haandværksmand!« sagde jeg, »jeg har med Gud og ved mig selv skaffet mig den Plads, jeg nu har, og det troede jeg, at De maatte agte - !«
Der blev aldrig siden gjort mig nogen Undskyldning for det Sagte.

Det er meget vanskeligt, naar man ugjerne vil gjøre Nogen Uret, eller saare en Anden, der vel kan have saaret os, men ikke med ond Villie, da at omgaae eller opgive at fortælle, hvad der er gaaet En bittert gjennem Hjertet; jeg har i hele denne Bog følt det Vanskelige, og derfor bortkastet manger bitter Skaal og kun ladet blive her enkelte Draaber. Denne Stillestaaen paa disse Blade vil tjene til at belyse Et og Andet i mine Skrifter, som her bør have Plads, fordi der netop efter Hjemkomsten fra hiin større Reise og Bazarens« Udgivelse var, om ikke en Slags Stillestaaen i Critikens Hovmestreren, dog en Slaaen om i de udtalte Domme over mig. Der fulgte endnu tunge Stier, men det gik fra den Tid dog stadigt frem mod smult Vande, frem mod den Erkjendelse, jeg kunde ønske og forlange herhjemme, saaledes som Ørsted fortrøstende forudsagde.
 

Fortsættes her