Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

I April, om Aftenen, kom Efterretningen om, at Skjærtorsdag var Linieskibet »Christian den Ottende« sprunget i Luften med Besætning, et Sorgens Vee gjenlød saa rystende, saa stort, - det var en Landesorg. - Jeg følte mig, som stod jeg paa et synkende Vrag. - Et eneste frelst Menneskeliv fra Skibet var som en Seier, en vundet Rigdom. Paa Gaden mødte jeg min Ven Kapitain-Lieutenant Chr. Wulff, hans Øine straalede, han trykkede min Haand, »veed Du, hvem jeg bringer hjem sagde han, »Lieutenant Ulrich! han er ikke sprungen i Luften, han er reddet, flygtet, har naaet vore Forposter, og jeg bringer ham hiem!« - Jeg kjendte slet ikke Lieutenant Ulrich, men jeg brast i Graad af Glæde. »Hvor er han? Jeg maa se ham« - »Han gik til Marineministeren og derfra til sin Moder, der troer, han er død!«

Jeg søgte ind i den første Urtekræmmerbod, fik en Veiviser og fandt, hvor Ulrichs Moder boede; da jeg imidlertid kom derhen, fik jeg Ængstelighed for, at hun endnu var uvidende om det Hele, jeg spurgte derfor Pigen, som lukkede op, »ere de bedrøvede eller glade her i Huset!« - Da straalede Pigens Ansigt: »De ere glade, Sønnen er jo falden ned ligesom fra Himlen!« - og nu gik jeg uden videre ind i Stuen, hvor hele Familien sad i Sorgeklæder; netop denne Morgen havde de faaet disse paa, og den formentlig afdøde Son stod frisk og glad midt imellem dem! - Jeg flø ham om Halsen, jeg kunde ikke Andet, jeg maatte græde, og man følte og forstod, jeg ikke kom som en Fremmed; da jeg fortalte Frøken Bremer denne Historie, som hun senere har berørt i sin Bog, blev hun ligesaa betagen, som jeg havde været det. Hendes Sjæl var blød, som den er ædel og stor.

Mit Sind var sygt, jeg led aandeligt og legemligt; jeg trægte til en anden Omgivelse, Frøken Bremer talte om sit smukke Fædreland, ogsaa der havde jeg Venner, jeg bestemte mig til en Reise enten op i Dalarne eller maaskee til Harparanda, Midsommerdagen; Froken Bremers Midsommers Reise havde givet mig Lyst dertil; hun var utrættelig i at skrive Breve for mig til sine mange Venner rundt om i hele Sverrigs Rige, thi i det Land behøver man saadanne; der finder man ikke overalt Vertshuse at tage ind i, men maa søge sit Hjem hos Præsten eller paa Herregaarden. Før Afreisen arrangerede hun for mig en Afskedsfest paa svensk Maade, som vi i vort reflecterende Kjøbenhavn ikke kjender eller ynder; der var Udklædning, Declamation, mange Gjester og mellem disse H. C. Ørsted, Martensen og Hartmann. Jeg fik et smukt Sølvbæger med Indskrift: »et Minds om Fredrika Bremer.« - Et lille Digt fulgte:

Med Svalorna dragar du bort mot nord,

du Danmarks sangrika Svala,
ett vintriga hem, ett frostbunden jord

med sommarens flägtar hugsvala.

Och tusinde röstar på Sverrigas strand

velkommen Dig snart skulla helsa.

O! helsa det goda, det älskade land,

de svenska Vennerna helsa.

Men medtag en talisman minnesgod,

från Vännan, som vel du kånner,
och drick ur de svenska källornas flod

en skål for de danske Venner.

Drick, ädle Skald, utur vänskapens bål,

den är Din öfverallt oppa jorden,
men ingenstäds dricks H. C. Andersens skål

så varmt som hår hemma i norden.
 

F. B.
 

Christi Himmelfartsdag reiste jeg herfra over til Helsingborg; det var deiligt Foraar, de unge Birketræer duftede saa forfriskende, Solen skinnede varm; den hele Reise blev som en Digtning og saaledes klinger den fra de givne Billeder og Stemninger: »I Sverrig.«

Som en halv engelsk-hollandsk By laae med lysende Gasflammer, storartet og levende: Gøthaborg, ganske anderledes, som det syntes, frem med Tiden end de andre svenske Byer, kun Theatret var ikke ganske gaaet frem, og det originala Stykke man gav, var hæsligt - raat vil jeg hellere kalde det - Hovedrollen deri, sagde man, udførtes af Forfatteren selv. Det, som oprørte mig, var, at den hele Handling dreiede sig bogstavelig om een endnu levende virkelig Person: en gammel, lærd Magister, som i Spøg kaldtes Arab, for sit Kjendskab til det østerlandske Sprog, vilde i Stykket saa gjerne gifte sig; der
vare Anecdoter af Mandens Liv, der vare optagne; Stykket selv var ogsaa kun løse Scener uden Handling og Characteer, men Hovedpersonen selv levede, og var, sagde man, paa Fattighuset i Stockholm, Fremstilleren gav hans Person, hans sande Portrait, hvorefter der stormende applauderedes. Jeg gik efter anden Act; det oprøorer mig at latterliggjøre Personen, hvor der kun udrettes derved, at man gjør Løicr.

Byens Havn og prægtige Badehuus med Badekar af Marmor troer jeg, skyldes den driftige og fortjenstfulde Commerceraad Wieck, i hvem jeg tillige fandt en høist elskværdig Vert, og i hvis rige hyggelige Hjem jeg i faa Timer sluttede Bekjendtskab med Gøthaborgs betydeligste Personer, mellem disse maa jeg af Damer nævne den aandfulde Romanforfatterinde Frøken Rolander.

Jeg saae igjen det mægtige Trollhätta-Fald, og har siden med Ord forsøgt at male det; Indtrykket af det bliver altid nyt og stort, dog ligesaa levende gjemmer min Tanke det nye Indtryk, som fulgte, nemlig et Møde udenfor Venersborg, hvor Dampskibet lagde til for Passagerernes Skyld. Ved Landingsstedet her stod en lille Piberdreng, som jeg Aaret forud havde seet med de svenske Tropper i Fyen; han hilsede mig saa glad, saa bekjendt, ganske overrasket ved at gjensee mig i sit Fædreland. Da han med de svenske Soldater laae paa Glorup, skulde de en Dag paa Øvelse, Drengen havde lidt ondt i Maven, og den brave gamle Huusbestyrerinde tillod ikke, at han gik med, Barnet skulde have Havresuppe! Officeren sagde, det var Intet, han feilede. »Her er jeg hans Moder!« sagde hun, »Barnet er sygt, og han kommer ikke ud at pibe i Dag!« Han spurgte til Jomfruen og til den gamle Greve, men Jomfruen var dog for ham Herskerinden.

Jeg kom til Stockholm og klædte mig om for strax at søge vor Gesandt, hos hvem jeg haabede at høre om Krigen, som ganske opfyldte mig, paa Veien derhen havde jeg det Uheld at møde Dr. Leo, en dansktalende Tydsker, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvor jeg venligt var kommen ham imøde, og havde ført ham til Frøken Bremer, der da var i Besøg hos os; om hende og mig fortalte han siden ikke smukt i sine: Charactere aus meiner skandinavischen Mappe«, aftrykt som Feuilleton i »Novellen-Zeitung«; han giver et Slags Caricatur-Portrait af mig fra Mødet her paa Gaden i Stockholm, hvor jeg, strax efter at have forladt Dampskibet, kom, som han siger, i festligt Toilet, med hvide Glacéehandsker og viste mig paa Promenaden, for at blive seet, og for at min Ankomst kunde Dagen efter komme i Aviserne. Han har gjort mig Uret heri, bedrøvet mig, - men det vil jeg huske paa, han har ogsaa oversat smukt flere af mine Bøger - har talt venligt og godt om mig andre Tider og Steder - jeg rækker ham Haanden igjen - og uden »Glacéehandsker.«

Lindblad, hvis skjønne Melodier Jenny Lind har bragt ud i Verden, var een af de Første, jeg mødte, han ligner hende, som en Broder kan ligne sin Søster, det samme Præg af Melancholie, men hos ham er kraftigere Træk; en Opera-Text, som han bad mig skrive for sig, kunde jeg endnu have Lyst til at bringe, for at den ved hans Magt kunde bæres paa Folkesangens Vinger.

I Theatret gav det italienske Selskab en her i Stockholm af dets italienske Capelmester Foroni componeret Opera: »Dronning Christine«, Texten af Sangeren Casanova; det forekom mig mere at være storartede Harmonier, end just Melodier; Acten med de Sammensvorne havde størst Virkning; smukke Decorationer og gode Costumer savnedes ikke, og hos »Christine« og »Oxenstjerna« var søgt at give Portrait-Lighed; det Eiendommeligste ved det Hele var iøvrigt det, i Christines svenske Hovedstad at see Christine selv som Sang-Figur paa Scenen.

Ved Boghandler, Magister Bagge var jeg bleven indført i Literatur-Selskabet, og fik ved en Fest her min Plads hos Digteren, Kammerherre Beskow; ogsaa Dr. Leo var Gjest, og Præsidenten tog Anledning til at udbringe en Skaal for »de to udmærkede Fremmede, Hr. Andersen fra Kjøbenhavn, Forfatteren til »Improvisatoren« og »Eventyr, fortalte for Børn« og Dr. Leo fra Leipzig, Red. af »Nordischer Telegraph«. Senere udbragte Magister Bagge smukt og hjerteligt en Skaal for mig og for mit Fædreland, og bad mig sige mine Landsmænd det hele svenske Folks Begeistring og Deeltagelse for os.
Jeg svarede med Ord af een af mine Sange:

Skarpt som et Sværd laae Øresund
Imellem Nabostrande,
En Rosengreen en Morgenstund

Forened disse Lande,
Hver Rose aanded Poesie,

Den slagne Vunder læger,

Hvo mægted' dette Trylleri?

Tegnér og Oehlenschläger!

og tilføiede: at flere Skjalde vare siden komne til paa svensk og dansk Side, og ved disse havde Folkene mere og mere lært at forstaae hinanden, følte Hjerteslaget, og det svenske Hjerteslag havde vi just i den sidste Tid dybt og inderligt fornummet, som jeg fornam det i dette Øieblik! Taarerne kom mig i
Øinene, rundt om lød Hurra!

Beskow førte mig til Kong Oscar, han kom mig saa hjerteligt imøde, det var mig næsten, som om vi oftere havde talt med hinanden, og dog var dette første Gang vi mødtes. Jeg takkede Hans Majestæt for Nordstjerne-Ordenen, han tidligere allernaadigst havde hædret mig med; talt om Stockholms Lighed med Constantinopel, om Søen Roxens med den sydlige Deel af Loch Lomond; om de svenske Soldaters Disciplin og Gudsfrygt, og Kongen sagde, at han havde læst, hvad jeg havde skrevet om Svenskernes Ophold i Fyen; udtalte sin varme, deeltagende Følelse for det danske Folk, sit Venskab for vor Konge. Vi talte om Krigen. Jeg sagde, at det laae i Nationens Characteer, at hvor den følte, den havde Ret, holdt den fast derpaa, og glemte, at den var lille. Jeg forstod den ædle Konges hele smukke Sindelag.

Jeg sagde, at hvad Godt Dansken saae han gjorde for dem, vilde bringe ham hele dette Folks Taknemlighed. Vi talte om Arvestorhertugen af Weimar, som han ogsaa holdt meget af; Hans Majestæt spurgte mig dernæst, om jeg kom snart igjen tilbage fra Upsala, hvor jeg nu tog hen, han vilde see mig hos sig en Middag, ogsaa »Dronningen, min Hustru,« sagde han, »kjender Deres Skrifter og vil gjerne personligt kjende Dem.«

Efter min Tilbagekomst var jeg tit Taffels. Dronningen, som personlig ligner meget sin Moder, Hertuginden af Leuchtenberg, hvem jeg havde seet i Rom, kom mig hjerteligt imøde og sagde, at hun alt kjendte mig længe af mine Skrifter og af »das Märchen meines Lebens«; ved Taflet havde jeg Plads ved Sides af Beskow, lige over for Dronningen. Prinds Gustav især talte der levende og livligt med mig. Efter Bordet læste jeg »Hørren«, »den grimme Ælling«, »en Moder« og Flipperne«. Ved Læsningen af »en Moder« saae jeg Taarer i Øinene hos det ædle Kongepar; de udtalte sig saa varmt, saa deeltagende, hvor vare de dog begge elskelige, saa ligefremme og velsignede; ved Bortgangen rakte Dronningen mig sin Haand, som jeg trykkede til mine læber; hun saavel som Kongen hædrede mig med en fornyet Indbydelse og at høre mig endnu engang at læse. En sympathetisk Følelse, om jeg her tør bruge dette Ord, drog mig ærlig til den unge, elskværdige Prinds Gustav, hans store, blaa, sjælfulde Øine havde en Inderlighed, som øvede en stor Magt, hans usædvanlige Talent for Musik interesserede mig; der var noget saa tilnærmeligt, trofast i hans Personlighed, og vi mødtes begge i vort Hjertelag for Hertugen af Weimar, om ham talte vi. om Krigen, om Musik og Poesie.
 

 Fortsættes her