Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

I det smukke Maxen, nogle Miil fra Dresden, hos den gjestfrie Familie v. Serre, hvem jeg tidligere taknemligt har nævnt og omtalt, havde jeg ikke været i syv Aar; dengang, netop Aftenen før jeg reiste, fandt jeg paa en Spadseretour med Godsets Frue et lille Lærketræ, ikke større, end at jeg kunde gjemme det i Lommen, det laae henkastet paa Veien, jeg tog det op, det var knækket. »Det stakkels Træ!« sagde jeg, »det maa ikke døe!« og nu søgte jeg rundt om os paa en Klippegrund en Kløft med en Plet Jord, hvori jeg kunde plante Træet! - »Man siger, jeg har en lykkelig Haand!« sagde jeg, »maaskee groer det.« Kun heelt ude paa Klippeskrenten fandt jeg lidt Jord i en Steenrevne, her stak jeg Træet ned, gik og glemte saa den Begivenhed.

»Deres Træ i Maxen groer ganske fortræffeligt!« fortalte mig i Kjøbenhavn nogle Aar efter Maleren Dahl, der lige kom fra Dresden. I Maxen hørte jeg nu Begivenheden med: den danske Digters Træ, som det kaldtes og som det i Aaringer havde baaret til Indskrift.

Træet havde fæstet Rødder, skudt Grene og var voxet stort, thi det blev pleiet op passet, Fru v. Serre havde ladet lægge Jord rundt om det, senere faaet der et Stykke af Steenklippen sprængt, i den sidste Tid var en Sti anlagt tæt forbi og foran Træet stod den Indskrift: »den danske Digters Træ«; under Krigen med Danmark havde det ingen Overlast lidt, det vilde af sig selv gaae ud, sagde man, aldrig kunde der blive Noget af det Træ, en mægtig Birk groede tæt ved, dens store Grene bredte sig hen over Lærketræet, der alene derved maatte standses og forkomme. - Men en Dag, midt under Krigen, blev det et haardt Veir, Lynet slog ned, splintrede Birketræet ned fra Klippen og - »den danske Digters Træ« stod frit og urørt.

Jeg kom tit Maxen, saae mit frodige Træ, og tæt ved Stubben af den splintrede Birk. En ny Tavle prangede med Indskrift. Det var netop Major v. Serres Fødselsdag, alt Intelligent fra Dresden var der festligt samlet. Arbeiderne fra
Godsets Marmorbrud og Kalkovne kom med Sange og Blomster.
 

Paa enhver af mine Reiser har jeg et eget Held tit at noget Særregent, noget Interessant møder, og det var ogsaa Tilfældet paa Jernbanen mellem Leipzig og Dresden; der sad i Vognen hos mig en gammel Dame med en stor Madkurv paa Skjødet, ved Siden af hende en tolv Aars Knøs, Henry, der træt af at have reist Nat og Dag længselsfuldt saae efter Dresdens Taarne; til Genbo havde jeg en ung livlig Dame, der kjækt udtalte om Kunst, Literatur og Musik, om hvilke hun syntes at vide sig god Besked; i flere Aar havde hun været i England, de kom Alle fra Breda. - Under Togets Standsning, da jeg med to andre Reisende var traadt ud, gjettede vi paa, hvem hun kunde være, jeg antog hende først for en Skuespillerinde, en Anden meente, hun var Gouvernante i en meget fornem engelsk Familie. Under Farten stødte den gamle Dame sagte til mig og sagde: »det er en Mærkværdig Person!« »Hvem er hun?« spurgte jeg hurtigt. »Demoiselle -!« pludselig holdt hun inde, thi den unge Dame, der havde heldet sig ud af Vognen, talte igjen med os. Min Nysgjerrighed var betydelig spændt. »Antoinette!« raabte Broderen til hende, »der har vi Dresden! - Antoinette!« - Da vi steg ud af Vognen, hviskede jeg til den Gamle, »hvo er den unge Dame,« og hemmelighedsfuldt hviskede hun, idet vi skiltes, »Demoiselle Bourbon.« Og hvo er Antoinette Bourbon, spurgte jeg i Dresden, og man fortalte, at saaledes kaldtes Datteren af den bekjendte Uhrmager i Genf, der fremtraadte som Søn af den ulykkelige Dauphin Ludvig den Sextende og Marie Antoinette, at Børnene havde levet en Tid i England, opholdt sig nu i Breda, men kom imellem incognito til Dresden. En gammel fransk Dame, der følte sig forvisset om, at det var den virkelige Dauphins Børn, levede med dem og for dem. Det fortalte man mig, det svarede til mit Reiseselskab, og vist er det, at Antoinettes Ansigt var kongeligt kjækt, hun kunde nok ansees for at være Datter af Dauphines, eller idetmindste af en Mand, der havde Bourbonernes Ansigtstræk.

I Weimar var tomt, vidste jeg, alle Vennerne vare spredte omkring, Besøget her og en Udvidelse af Reisen, gjemte jeg derfor til næste Aar.

I Efteraaret hjemme erholdt jeg, den sjette October 1851, Titel som Professor.

Ved Foraarets Komme, saasnart Skoven sprang ud, sprang jeg med, for at knytte Reisetraaden fast, hvor den sidst slap, og det var ved det kjære Weimar; og Vennerne der hilsede mig saa trofast, Modtagelsen var saa inderlig, som altid, lige fra det storhertugelige Huus til de smaa Bekjendte og Venner overalt i Staden. Beaulieu de Marconnay var i den Mellemtid vi ikke havde seet hinanden, bleven Hofmarschal, Theaterintendant, var gift, havde et lykkeligt Hjem, hvori jeg, som i gamle Dage, optoges som Ven, som en Broder kunde jeg næsten sige; et Par søde Børn legede allerede i Stuen, strakte deres smaa Hænder mod mig; og Huusmoderen selv stod som Husets gode beskyttende Aand; Lykke og Velsignelse boede herinde.

Hvad der iøvrigt under dette mit Besøg i Weimar traadte frem som en ny Erindrings-Bouquet, var Samlivet med Liszt, der, som bekjendt, er her ansat som Capelmester og af stor Indvirkning paa hele Theatrets musikalske Element. Den opgave, han især har stillet sig, er, at bringe frem dramatiske Compositioner af Betydning, der ellers maaskee vanskelig vilde komme paa de tydske Theatre, Weimar har saaledes givet Berlioz: »Benvenuto Cellini«, der ved Hovedpersonen har for Weimaranerne en Slags Interesse ved Goethes »Benvenuto«. Det er imidlertid Wagners Musik, der i høi Grad tiltaler Liszt, og for dens Udbredelse og Erkjendelse virker han af alle Kræfter, deels ved at bringe den paa Scenen, deels ved det skrevne Ord; han har udgivet paa Fransk en heel Bog om de to Compositioner »Tannhäuser« og »Lohengrin«; den første har allerede ved sit Sujet Betydning i det Weimarske, idet den slutter sig til Rækken af Thüringer-Sagnene, Scenen er paa og ved Wartburg. Wagner nævnes som vor Nutids betydeligste Componist, Noget, jeg efter min jævne naturlige Følelse ikke kan erkjende, det forekommer mig, at al hans Musik er componeret gjennem Forstanden; jeg maa i Tannhäuser beundre det mageløse vel declamerede Recitativ, saaledes hvor Tannhäuser vender tilbage fra Rom og fortæller sin Pilgrimsfart, det er henrivende! jeg erkjender det Storartede, det Malende i hele Tonedigtningen, men for mig mangler her Musikens Blomst: Melodie. Wagner har selv skrevet Texten til sine Operaer, og som Digter i denne Retning indtager han en høi Plads; der er Afvexling, der er Situationer, Musiken selv var, jeg hørte den første Gang, en stor Tone-Sø, der rullede hen over mig, betog mig aandelig og legemlig! Da seent paa Aftenen, efter Forestillingen af »Lohengrin«, Liszt kom i Logen til mig, selv Liv og Flamme endnu sad jeg træt og betagen. »Hvad siger De nu!« spurgte han; og
jeg svarede: »jeg er halv død!« »Lohengrin« synes mig et underfuldt susende Træ, uden Blomst og Frugt. Man misforstaae mig ikke, min Dom over Musiken er desuden af ringe Betydning, men jeg forlanger i denne Kunst, ligesom i Poesien, de tre Elementer, Forstand. Phantasie og Følelse, og denne sidste aabenharer sig i Melodier! Jeg seer i Wagner en Nutids tænkende Componist, stor gjennem Forstand og Villie, en mægtig Nedbryder af forkasteligt Gammelt, men jeg savner hos ham det Guddommelige som en Mozart og en Beethoven fik. Et stort, et dygtigt Partie taler som Liszt, Mængden slutter sig i enkelte Steder til disse, jeg troer i Leipzig har Wagner en saadan Erkjendelse, men det var ikke saaledes tidligere; en Aften i »Gewandthaus« for flere Aar tilbage. da jeg var der, gav man efter flere Nummere af forskjellige Componister, der blev stærkt applauderet, Ouverturen til »Tannhäuser«, det var første Gang jeg hørte den, første Gang jeg hørte Navnet Wagner *)

*) Wagner var ansat ved Orchesteret i Dresden, men tog Deel i de politiske Folkebevægelser, og flygtede derpaa til Schweiz, hvor han nu lever i Zürich.

det Malende i hele denne Tonedigtning greb mig, og jeg brød ud i Bifald - men jeg var saa godt som den Eneste, rundt om saae man paa mig, man hyssede, men jeg blev mit Indtryk af Musiken tro, klappede endnu engang og raabte »Bravo«; men indvendig følte jeg Forlegenhed, Blodet kom mig op i Kinderne. Nu derimod klappede Alle der for Wagners »Tannhäuser«; jeg fortalte det til Liszt, og han og hele hans musikalske Omgivelse lønnede mig med et »Bravo!«, fordi jeg havde fulgt den rigtige Følelse.

Fra Weimar gik Reisen til Nürnberg! den electro-magnetiske Traad er ledet langs Banen! - mit Hjerte er dansk, som Nogens! det slaaer med stærkere Slag ved mit Fædrelands Hæder! det fornam jeg her paa Jernbanen. Der sad i Vognen hos mig en Fader med sin Søn, Faderen pegede ud paa den electromagnetiske Traad. »Det er,« sagde han, »en Opfindelse af en Dansk: Ørsted!« Jeg var lykkelig ved at høre til en Nation, der fødte ham.

Nürnberg laae foran, jeg har i een af mine Histories: »Under Piletræet«, givet en Afspeiling af den gamle praegtige Stad, ligesom ogsaa Reisen gjennem Schweiz og over Alperne har laant mig Baggrunden til denne Digtning. München havde jeg ikke besøgt siden 1840, og da stod den, har jeg skrevet i »en Digters Bazar«: som en Rosenstok, hvorfra aarligt nye Grene skyde ud, men hver Green er en Gade, hvert Blad er et Palais, en Kirke eller et Monument, nu var Rosenstokken bleven et prægtigt Træ, fuldt udsprunget, een Blomst kaldtes Basilica, en anden Bavaria, og saaledes maatte jeg igjen udtale mig, da jeg af Kong Ludvig blev spurgt om Indtrykket af München. »Danmark har mistet en stor Kunstner og jeg en Ven!« udtalte han, og vor Samtale var om Thorvaldsen.

 Fortsættes her