Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

Jeg havde for Casino skrevet Eventyr-Comedien:»Hvldemoer«; Directeuren og alle Spillende lovede sig særdeles meget af denne Digtning; den blev ved første Forestilling modtagen med stort Bifald, hvori dog blandede sig nogen Hyssen, men saadant fandt i den sidste Tid altid Sted efter ethvert nyt Arbeide, »Dagbladet« udtalte sig venligt og erkjendende derom, men »den Berlingske Tidende« og »Flyveposten« der ellers altid var meget mildtdømmende ogsaa mod mig. brød ganske Staven over dette Arbeide og kunde aldeles ikke finde Sammenhæng deri; jeg svarede med at fortælle Indholdet, der danner en ganske vel udtænkt Lille Historie. Derimod fandt jeg Paaskjønnelse hos de Fleste af yore Digtere. Heiberg og Ingemann tilskrev mig hver et meget smukt anerkjendende Brev, Pastor Boye udtalte sig saa varmt, saa inderligt, og jeg troer, at »Hyldemoer« var det eneste Stykke, han nogensinde gik at see i Casino. Men Bladcritiken i Almindelighed øvede sin Magt og kølnede Folks Interesse; jeg kom ved denne Leilighed til den Overbeviisning, at mine Landsmænd ikke have stor Sands for det Phantastiske, de vilde ikke stige for høit, men blive paa Jorden og ernære sig redelig ved tarvelige dramatiske Retter, lige efter Kogebogen. Directeur Lange vedblev imidlertid at give Stykket, og lidt efter lidt klaredes det og blev tilsidst optaget med udeelt Bifald. Ved een af Forestillingerne kom jeg til at sidde i Nærheden af en gammel, brav Mand fra Landet, allerede i første Scene af Stykket, hvor Elementaanderne optræde, vendte han sig om til mig, som han ikke kjendte, og indledende sagde han, »det er da noget forbandet Tøi at hitte Rede i! - »Ja, det er jo lidt svært,« svarede jeg, »men siden bliver det tydeligere, saa kommer der en Barbeerstue, hvor der barberes og en heel Deel om Kjærlighed!« »Naa, saa det gjør der!« sagde han. Da Stykket var endt, havde det tiltalt ham særligt, eller ogsaa var han kommen efter, at jeg var Forfatteren, thi nu vendte han sig om mod mig og forsikkrede: »det er et overmaade rart Stykke, og meget forstaaeligt, det er bare Begyndelsen, der har sine Vanskeligheder til man kommer ind i dem!«

Paa det kongelige Theater opførtes i Februar 1853 »Nøkken; Professor Gläser havde over denne Digtning udgydt en Fylde af Melodier, en nordisk Tone klang i disse, og det erkjendtes.

I Pintsen forlod jeg Kjøbenhavn, tog ud til Ingemann, i den friske Skovnatur, til det Hjem, hvorhen mit Hjerte, lige fra Skoletiden i Slagelse, stadigt hver Sommer drog mig. Alt der, og Hjerterne med, var uforandret, - Vandre-Svanen, hvor vidt den flyver om, flyver altid igjen til det gamle kjendte Sted ved Skovsøen, og jeg har dens Natur.

Ingemann er vist vor meest folkelige Digter, hans Romaner, Critiken strax vilde gnave Livet af, staae levende og læste: de ere trængte ind hos Høie og Lave i de nordiske Riger, dem læser den danske Bonde og faaer derved kjær sit Fædreland og dets historiske Minder, en dyb Accord klinger her fra hver Digtning, selv fra de mindre af disse og for at nævne en saadan, der sjeldnere omtales: »den stumme Frøken«, det er her, som om Digtningens Træ gjennemsusedes af Øieblikkets store Bevægelser, dem vi Alle have fornummet, og som vore Børnebørn ville høre dem af de Gamles Mund. Ingemann har hertil Humor og Digterens evig unge Hjerte! Det er lykkeligt at kjende en Natur som hans, og endnu lykkeligere at vide, at have i ham en prøvet, trofast Ven!

I den billedsmykkede Stue, her, hvor Lindetræerne skygge udenfor og Søen skinner blank og blaa, hvor Alt næsten endnu er, som da jeg fra Slagelse Skole, som Discipel, kom her en deilig Sommerdag, bøiede sig nu til en heel broget Krands en Digtning for mig herinde, Erindringen om Alt hvad jeg saae, levede og vandt i den Lange Mellemtid, det Meeste af mit Livs Eventyr.
 

Foraaret begyndte saa smukt dette Aar, hilsede mig med grønne Skove og Nattergale-Sang, - og snart var alt dette kun en tom Herlighed; - tunge, angstfulde Dage ventede. Cholera udbrød i Kjøbenhavn, jeg var ikke længere i Sjælland, men hørte om alle Sygdommens Rædsler og Dødsbud, det første for mig nære, smertelige, var om Digteren, Pastor Boye. I de sidste Aar kom han mig saa inderlig, saa erkjendende imøde, jeg havde faaet ham saa hjertelig kjær.

En af de piinligste, smerteligste Dage i denne bittre Tid var netop en Dag, der skulde være viet til Glæde og Munterhed. Jeg var paa Glorup, Grev Moltke-Hvitfeldt feirede sit Sølvbryllup, jeg var den eneste Fremmede, der var indbudt, og det alt for Aar og Dag siden; alle Godsets Bønder vare Gjester, jeg troer her samledes over sexten Hundrede, Alt var rigt og festligt med Dands og Lystighed, Musiken klang, Flagene vaiede, Rakketerne stege og midt under denne Jubel fik jeg Brev om, at et par af mine Venner vare bortrevne. Dødsengelen gik fra Huus til Huus; nu sidste Aften standsede den ved Hjemmets Hjem for mig, Collins Gaard. »Vi ere, idag Alle, flyttede andetsteds hen.« skrev man, »Gud veed, hvad der forestaaer i næste Døgn!« Det var, som fornam jeg Budskab om, at Alle, hvem mit Hjerte var voxet fast til, skulde rives bort; jeg laae i Graad paa mit Kammer, udenfor klang lystig Dandsemusik og Hurra, Raketterne lyste, det var ikke til at udholde. Daglig lod nye Sørgebudskaber; ogsaa i Svendborg udbrød Cholera, min Læge, mine Venner, Alle raadede de mig til at blive paa Landet; i Jylland stod mere end eet gjestfrit Huus mig aabent.

En stor Deel af Sommeren tilbragtes nu hos Michael Drewsen paa Silkeborg; en Skildring af denne naturskjønne Egn, der minder om Schwarzwald, Skov-Fylde og Skotlands storartede Hede-Eensomhed, har jeg givet med alle dens Minder og Sagn.

Hvor Klostret stod ved Søens Siv,
Bag Hedens Lyng og tunge Veie,
Nu rører sig et virksomt Liv,
De store Møllehjul sig dreie.
En lille Kjøbstad alt her groer,
Mod Aaen Ellene sig bøie,
I Danskens Høiland Ørnen boer,
Nær Hedens tusind' Kæmpehøie.

Et Stykke Danmarks Deilighed
Er Silkeborg, det maa man love,
Der Guden-Aa faaer Leilighed,
At see sig om i dybe Skove.
Nær Aaen Himmelbjerget staaer,
Det staaer saa fast, som Norges Dovre;
I Mosen Storken kulsort gaaer.
Der er saa smukt og godt derovre!
 

Midt i denne deilige Natur, og i et gjestfrit Hjem, gik jeg dybt sørgmodig om, mit Hjerte var inderligt bedrøvet; jeg kom I en nerveus, lidende Tilstand, i Uvishedens Qval. Naar Posthornet klang, løb jeg afsted for strax at faae Breve og Aviser, jeg var ved at synke i de Minutter, jeg maatte vente; jeg var
forpiint, trykket, sjælesyg, og saasnart derfor Sygdommen i Kjøbenhavn tog saaledes af, at man meente jeg kunde komme tilbage, skyndte jeg mig til de kjære Mennesker, hvem jeg havde tænkt aldrig mere at gjensee.

I Foraaret, kort før Epidemien udbrød, var min brave Forlægger, Cancelliraad Reitzel, død; med sand Deeltagelse, der gik over til Venskab, havde vi, under hele min Forfattervirksomhed, sluttet os til hinanden; hans sidste Foretagende blev Bestemmelsen om at levere i en billig Udgave mine »Samlede Skrifter«; i Tydskland var allerede syv Aar tidligere en »Gesammt-Ausgabe« givet, og med denne fulgte: »das Märchen meines Lebens,«, en Skizze kun, men som i Udlandet blev optagen med udeelt Interesse og Deeltagelse; »Magazin für die Literatur des Auslandes« giver en gjennemgaaende høit hædrende Anmeldelse: »die Literatur hat in Goethes Wahrheit und Dichtung, Rousseaus Bekenntnisse und in Jung-Stillings Leben fast die einzigen Besitzthümer der Art aufzuweisen, aber künftig wird Andersens neuestes Werk: »das Märchen meines Lebens« unzweifelhaft mit zu denselben gezählt werden.« Det er med hver af de to sidstnævnte Forfatteres Selvbiographie, at min Bog sammenstilles og hjertelig erkjendes. Det samme har jeg erfaret fra England og Amerika, hvorhen den er baaren ved Oversættelse af Mary Howitt og Dr. Spillan; paa Dansk skulde nu ogsaa den Lykke tildeles mig, endnu ung og frisk i Sindet, at udgive mine samlede Skrifter; et Ønske af Betydning, idet jeg da kunde ordne og tillige bortkaste een og anden altfor bladløs Green; min Selvbiographie vilde dertil stille det Hele i sit rette Lys. Jeg vilde give ikke den tidligere Skizze, men den hele friske fulde Erindring af hvad jeg levende følte og vandt! Et Slags Fremstilling af de mange Betydelige, mit Livs Vei førte mig sammen med, Indtrykkene fra min Tid og hele Omgivelse, vilde jeg troe, som optegnede for en kommende Slægt, maatte have et Slags tidshistorisk Interesse, ligesom ogsaa en simpel Fremstilling af, hvad Gud lod mig prøve og overvinde, vilde styrke mangt et kæmpende Talent.

I Efteraaret 1853 blev Arbeidet begyndt, netop i de Dage i October Maaned var det fem og tyve Aar, siden jeg blev Student; det var blevet Skik og Brug i de sidste Aaringer, at hvert Hold feirede sin Sølv-Artiumsfest, om jeg saaledes tør kalde den. Det Interessanteste ved hele Festen var det første Møde i Forsamlings-Salen, det, at gjensees med saa Mange, man i saa lang Tid ikke havde mødt; Nogle vare blevne tykke og ukjendelige, Andre gamle og graahaarede, men Ungdomssind lyste dette Øieblik ud af alle Øine, dette Møde var for mig egentlig Bouquetten; ved Bordet blev holdt Taler og flere Sange sungne, ee, jeg havde skrevet, udtalte ganske min Stemning, og som det viste sig ogsaa de Andres; her er den:

Saa er vi sammen da igjen ved Bordet,

Sidst var det ved det store, grønne Bord,

Og der hver af os skulde føre Ordet,

Her kun Enhver, som vil, skal have Ord,

Og give Taler, Viser eller Stemme,

Enhver jo giver efter sine Kaar;
Og nu er vi gemytlige og hjemme,

Vi er Studenter fem og tyve Aar.

Vel mødes vi i Ny og Næ paa Gaden,

At sige, naar i samme By vi boe,
Men de, som leve langt fra Vagtparaden,

Kan knap paa Møde og paa Venskab troe,

Derfor lød Opraab, derfor skete Manen

Om Møde her, som der i Brevet staaer,

Champagnen knalder nu paa Skydebanen,

Her er vi efter fem og tyve Aar!

Historien har faaet rige Blade,
Fra dengang vi til Artiums-Bordet gik,

Erindringer, de tunge og de glade,
For Verden og os selv, staae for vort Blik:

Saa rig en Tid, at vi kan kaldes Gamle,
Og i vort Hjem, hvor Brødfrugt-Træet staaer,

Vi kan i Kredsen, som vi om os samle,

Fortælle om de fem og tyve Aar!

De Fleste af os fik en lille Kone,
Maaskee en stor, og det er ogsaa godt,
Og saa en Børneflok omkring sin Throne,

Og man er rig, selv om man har det smaat;

Og har man Aands og Legems Mad og Drikke,

Man har sin egen Kraft, hvordan det gaaer,

Og saa har man en Ven, man veed det ikke,

Vi er saa mange fra det samme Aar!

Mens Tidens Aand er gjennem Verden draget,

Vi voxe meer til Hjemmets Jordbund fast,

Det bruste om os under Vingeslaget,

Hver Gang det Gamle for det Nye brast;

Men Eet ei brast, og derom vil vi sjunge:

Vort Baand, der fra Examens-Bordet naaer.

Og nu er vi iaften Alle unge,
Studenter kun paa fem og tyve Aar!

En smuk og aandfuld Skaal udbragtes derpaa af Professor Clausen for Paludan-Müller og mig, de to Digtere, der af Aarets Studenter havde hævdet sig en fremtrædende hæderlig Plads i Literaturen.

Nogle Dage efter underrettedes jeg om ved en trykt Circulaire:
»Mellem dem af Studenterne fra 1828, som bleve længst samlede ved Festen den 22de October, yttredes Ønsker om et fælleds Foretagende, som skulde bevare Mindet om det Aar, der havde forenet os. Efter nogen Overveielse bleve vi enige om at gaae ud fra Tanken om Aarets »fire store og tolv smaa Poeter«, og stifte et Legat, under Navn af det Andersen-Paludan-Müllerske Legat, som i Tiden, naar det ved aarlige Bidrag havde naaet en passende Størrelse, skulde anvendes til Understøttelse for en dansk Digter, som ikke havde offentlig Ansættelse.«  *)

*) Indbydernes Navne: A. Skrike, M. J. Hammerich, Fr. Barfod, L. J. Bruun, F. Liebenberg, C. Rothe, J. P. Trap.

Hvorvidt og til hvad dette vil udfolde sig, ligger i Frentiden, men Glæden har jeg over Tanken derved, den er en Erkjendelse, en Hyldest af danske Studenter, af Kammerater fra eet og samme Studenter-Aar.

 Fortsættes her